Dies Domini

Apolstoliske Breve

Dette dokument kan hentes som pdf-fil her

 

HERRENS DAG - DIES DOMINI

 

Apostolisk Brev Dies Domini

 

Oversat efter den engelske udgave af Ruth Plum

Libreria Editrice Vaticana, 1998

Teologisk konsulent: Ib H. Andersen

Ord, der er nærmere forklaret i ordlisten, er forsynet med en stjerne

© Ansgarsstiftelsens Forlag

København 1998

 

Pave Johannes Paul II

 

DIES DOMINI - HERRENS DAG

Apostolisk skrivelse til Den katolske Kirkes biskopper, præster og troende om helligholdelsen af søndagen

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

 

Mine ærede Brødre i bispeembedet og præstedømmet,

 

kære Brødre og Søstre!

 

1. HERRENS DAG - som søndagen blev kaldt fra apostlenes tid1 - har altid fået særlig opmærksomhed i Kirkens historie på grund af dens nære forbindelse med selve kernen i det kristne mysterium. Faktisk, i den ugentlige tidsregning mindes søndagen Kristi opstandelses dag. Det er påsken, der vender tilbage uge efter uge og fejrer Kristi sejr over synd og død, fuldbyrdelsen i ham af den første skabelse og frembruddet af "den nye skabning" (sml. 2.Kor.5,17). Det er den dag, som i taknemlig tilbedelse mindes verdens første dag og med aktivt håb ser frem til "den sidste dag", når Kristus vil komme i herlighed (sml. ApG.1,11; 1 Thess.4,13-17), og alt vil blive gjort nyt (sml. Åb.21,5).

 

Med rette møntes salmistens udbrud på søndagen: "Denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den" (Sl 118,24). Denne opfordring til glæde, som påskeliturgien gør til sin, genspejler den forbavselse, som overvældede de kvinder, der efter at have set Kristi korsfæstelse, fandt graven tom, da de "om morgenen første dag i ugen" (Mark 16,2) kom til graven. Det er en opfordring til på en måde at genopleve den erfaring, som de to disciple fra Emmaus havde, da de følte deres hjerter "brænde i sig", mens den opstandne slog følge med dem på vejen, forklarede Skrifterne for dem og åbenbarede sig, "da han brød brødet" (sml. Luk 24,32; 35). Og opfordringen giver genklang af den glæde, som apostlene erfarede samme aften, da de blev besøgt af den opstandne Jesus og modtog hans fred og hans Ånd som gave (sml. Joh 20,19-23).

 

2. Kristi opstandelse er den fundamentale begivenhed, hvorpå kristen tro beror (sml. 1 Kor 15,14). Det er en forbavsende virkelighed, der helt kun fattes i troens lys og dog er historisk bevidnet af dem, der havde det privilegium at se den opstandne Herre. Det er en forunderlig begivenhed, som ikke blot er absolut unik i den menneskelige historie, men som befinder sig i centrum af tidens mysterium. Faktisk: "ham [d.v.s. Kristus] tilhører tid og evighed", som påskevigiliens udtryksfulde liturgi minder om ved indvielsen af påskelyset. Derfor søger Kirken ved at mindes Kristi opstandelses dag ikke blot én gang om året, men hver søndag at vise hver generation historiens sande omdrejningspunkt, som verdens oprindelses og dens endelige skæbnes mysterium peger imod.

 

Det er derfor rigtigt at hævde med en homili fra det fjerde århundrede, at "Herrens dag" er "dagenes herre".2 De, der har modtaget den nåde at tro på den opstandne Kristus, kan ikke undgå at fatte betydningen af denne ugedag med den samme dybe bevægelse, der fik den hellige Jeronimus til at sige: "Søndag er opstandelsens dag, den er de kristnes dag, den er vor dag".3 For kristne "er søndagen den grundlæggende festdag",4 skabt ikke blot for at markere tidens rækkefølge, men for at åbenbare tidens dybeste mening.

 

3. Søndagens fundamentale betydning er blevet anerkendt gennem historiens to tusinde år og blev eftertrykkeligt gentaget af Det andet Vatikankoncil: "Hver ottende dag fejrer Kirken påskemysteriet, ifølge den apostoliske tradition, der har sin oprindelse på selve dagen for Herrens opstandelse. Derfor kaldes søndagen med rette 'Herrens dag'." 5 Paul VI fremhævede endnu engang denne betydning, da han godkendte den nye almindelige romerske kalender og de universelle normer, der regulerer indretningen af det liturgiske år.6 Det tredje årtusinds komme, der kalder troende til at overveje historiens gang i Kristi lys, opfordrer dem også til med ny inderlighed at genopdage søndagens "mysterium", dens helligholdelse, dens betydning for kristenliv og menneskeliv.

 

Jeg bemærker med glæde, at i årene efter Koncilet har dette vigtige tema fremkaldt ikke blot mange indlæg fra jer som undervisere i troen, kære brødre i bispeembedet, men også forskellige pastorale strategier, som I - med støtte fra jeres gejstlighed - har udviklet enten individuelt eller i fællesskab. På tærsklen til Det store Jubelår 2000 har jeg ønsket at sende jer en apostolisk skrivelse for at støtte jeres pastorale anstrengelser på dette vitale område. Men samtidigt ønsker jeg at henvende mig til alle jer, Kristi troende, som om jeg var åndeligt til stede i alle de menigheder, hvori I samles med jeres præster hver søndag for at fejre eukaristien og "Herrens dag". Meget af den viden og mange af de intuitioner, som har givet anledning til denne apostoliske skrivelse, stammer fra min tjeneste som biskop i Krakow og - siden den tid, hvor jeg påtog mig tjenesten som biskop af Rom og Peters efterfølger - fra de besøg til de romerske sogne, som jeg har foretaget regelmæssigt i forskellige perioder af det liturgiske år. Jeg betragter denne skrivelse som en fortsættelse af den livlige meningsudveksling, som jeg altid er lykkelig ved at have med de troende, når jeg sammen med jer overvejer søndagens betydning og fremhæver grundene til at leve søndagen virkeligt som "Herrens dag", også under vor tids skiftende omstændigheder.

 

4. Indtil for ganske nyligt var det lettere i traditionelt kristne lande at holde søndagen hellig, fordi det var en næsten almengyldig skik, og fordi selv i organiseringen af det borgerlige samfund blev søndagshvilen betragtet som en fastlagt del af arbejdsplanen. I dag, selv i de lande, der legalt har billiget søndagens festlige karakter, har ændringer i socio-økonomiske betingelser ofte ført til dybtgående ændringer af social adfærd og dermed af søndagens karakter. Skikken med "weekend" er blevet mere udbredt, et ugentligt pusterum, som måske tilbringes langt fra hjemmet og ofte er forbundet med deltagelse i kulturelle, politiske eller sportslige aktiviteter, der sædvanligvis holdes på fridage. Dette sociale og kulturelle fænomen er absolut ikke uden positive aspekter, fordi det ved at respektere sande værdier kan bidrage til menneskers udvikling og til fremskridt i samfundslivet som helhed. Alt dette svarer ikke kun til behovet for hvile, men også til behovet for fest, som er vor menneskelige natur medfødt. Men desværre: Når søndagen mister sin fundamentale betydning og bliver blot del af en "weekend", kan det ske, at mennesker lukkes inde i en så begrænset horisont, så de ikke længere ser "himlene".7 Derfor er de, skønt de er parate til at højtideligholde søndagen, i realiteten ude af stand til at gøre det.

 

Kristi disciple må imidlertid undgå enhver forveksling af fejringen af søndagen, der virkeligt skulle være en måde til at holde Herrens dag hellig på, med "weekenden", blot forstået som en tid til hvile og adspredelse. Dette vil kræve en ægte åndelig modenhed, som vil gøre kristne i stand til at "være, hvad de er" i fuld overensstemmelse med troens gave, altid rede til at aflægge regnskab for det håb, de har (sml. 1 Pet 3,15). På denne måde vil de blive ledet til en dybere forståelse af søndagen, med det resultat, at de selv i vanskelige situationer vil være i stand til at leve i fuld lydighed mod Helligånden.

 

5. Under dette perspektiv forekommer situationen noget blandet. På den ene side er der eksemplet fra nogle unge kirker, der viser, hvor ivrigt søndagen kan fejres, hvad enten det er i bymæssige områder eller i vidt spredte landsbyer. I modsætning hertil er i andre dele af verden på grund af de allerede nævnte sociologiske pres, og måske fordi motivationen til tro er svag, procenten af dem, der deltager i søndagens liturgi, påfaldende lav. Hos mange troende synes ikke blot sansen for eukaristiens centrale stilling at afsvækkes, men også sansen for pligten til at takke Herren og til at bede til ham sammen med andre i Kirkens fællesskab.

 

Det er også sandt, at både i missionslande og i lande, der er blevet evangeliseret for længe siden, indebærer manglen på præster, at fejringen af søndagens eukaristi ikke altid kan garanteres i enhver menighed.

 

6. I betragtning af denne række af nye situationer og de spørgsmål, som de fremkalder, synes det mere nødvendigt end nogensinde at generhverve de dybe læremæssige fundamenter, der ligger til grund for kirkebudet, således at søndagens vedvarende værdi idet kristne liv kan blive tydelig for alle troende. Ved at gøre dette går vi i fodsporene af Kirkens ældgamle tradition, der er kraftigt bekræftet af Det andet Vatikankoncil i dets lære om, at "på denne dag bør de kristne komme sammen for at høre Guds ord og tage del i Eukaristien, mindes Jesu Kristi lidelse, opstandelse og herlighed, og for at sige Gud tak, der har genfødt dem til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (sml.1 Pet 1,3)."8

 

7. Pligten til at holde søndagen hellig, især ved at deltage i eukaristien og ved at hvile ud i en ånd af kristen glæde og venskab, forstås let, hvis vi betragter de mange forskellige aspekter af denne dag, som den her foreliggende skrivelse vil henlede vor opmærksomhed på.

 

Søndagen er en dag, som er i centrum af det kristne liv. Lige fra begyndelsen af mit pontifikat har jeg stadig gentaget: "Frygt ikke! Åbn dørene på vid gab for Kristus!".9 På samme måde ville jeg i dag stærkt opfordre enhver til at genopdage søndagen: Vær ikke bange for at give jeres tid til Kristus! Ja, lad os åbne vor tid for Kristus, så han kan kaste lys over den og give den retning. Han er den, der kender tidens hemmelighed og evighedens hemmelighed, og ud af sin kærlighed giver han os "sin dag" som en altid ny gave. Genopdagelsen af denne dag er en nåde, som vi må bede indtrængende om, ikke blot således, at vi kan praktisere troens krav fuldt ud, men også så vi kan svare på de dybeste menneskelige længsler. Den tid, der gives til Kristus, er aldrig spildt tid, men snarere en erobret tid, således at vore indbyrdes forhold og hele vort liv må blive menneskeligt på en dybere måde.

 

KAPITEL I

 

DIES DOMINI - HERRENS DAG

FEJRINGEN AF SKABERENS VÆRK

 

"Alt blev til ved ham" (Joh 1,3)

 

8. For den kristne er søndagen frem for alt en påskefest, der er helt oplyst af den opstandne Kristi herlighed. Det er den "nye skabelses" højtid. Alligevel, når det forstås tilbundsgående, er dette aspekt uadskilleligt fra Den hellige Skrifts første sider, som fortæller os om Guds plan med verdens skabelse. Det er sandt, at Ordet blev kød i "tidens fylde" (Gal 4,4); men det er også sandt, at i kraft af det mysterium, der ligger i hans identitet som Faderens evige Søn, er han universets oprindelse og slutning. Som Johannes skriver i prologen til sit evangelium: "Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er" (Joh 1,3). Også Paulus fremhæver dette, når han skiver til kolossenserne: "I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige ... Ved ham og til ham er alting skabt" (Kol 1,16). Denne Sønnens aktive nærvær i Guds skabende gerning åbenbares fuldstændigt i påskemysteriet, hvori Kristus, der opstår som "førstegrøden af dem, der er sovet hen" (1.Kor.15,20), grundlagde den nye skabelse og påbegyndte den proces, som han selv vil bringe til fuldendelse, når han vender tilbage i herlighed og "overgiver Riget til Gud Fader ..., for at Gud kan være alt i alle" (1 Kor 15,24; 28).

 

Allerede i skabelsens første begyndelse indebar Guds plan derfor Kristi "kosmiske mission". Dette kristocentriske perspektiv, der omfatter hele tidens forløb, fyldte Guds fuldt tilfredse blik, da han hvilede efter alt det arbejde, han havde udført, og velsignede "den syvende dag og helligede den" (1 Mos 2,3). Ifølge den præstelige forfatter til den første bibelske skabelsesberetning var det da, at "sabbatten" fødtes, som er så karakteristisk for den første pagt, og som på en måde forudsiger den nye og endelige pagts hellige dag. Temaet med "Guds hvile" (sml.1 Mos 2,2) og den hvile, han tilbyder folket, der er udvandret fra Egypten, da de kom ind i det forjættede land (sml. 2 Mos 33,14; 5 Mos 3,20; 12,9; Jos 21,44; Sl 95,11), genlæses i Det nye Testamente i lyset af den definitive "sabbatshvile" (Hebr 4,9), som Kristus selv gik ind til ved sin opstandelse. Guds folk er kaldet til at gå ind til denne samme hvile ved at holde ud i Kristi eksempel på sønlig lydighed (sml. Hebr 4,3-16). For at fatte den fulde betydning af søndagen, må vi derfor genlæse den storslåede beretning om skabelsen og uddybe vor forståelse af "sabbattens" teologi.

 

 

 

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1 Mos 1,1)

 

9. Skabelseshistoriens poetiske stil gengiver udmærket den ærefrygt, som mennesker føler over for skabningens storhed og den deraf resulterende følelse af tilbedelse af Ham, der fra ingenting bragte alt til at være. Det er en beretning af stor religiøs betydning, en hymne til universets Skaber, der fremhæver Ham som den eneste Herre over for tilbagevendende fristelser til at guddommeliggøre verden selv. Samtidig er det en hymne til skabningens godhed, helt formet at Guds mægtige og barmhjertige hånd.

 

"Gud så, at det var godt" (1 Mos.1,10.12 etc.). Sådan som det inddeler fortællingen, kaster dette omkvæd et positivt lys på ethvert af universets elementer og åbenbarer hemmeligheden i en virkelig forståelse af det og af dets endelige genskabelse: verden er god, for så vidt som den forbliver knyttet til sin oprindelse, og - efter at være blevet beskadiget af synd - bliver den igen gjort god, når den ved nådens hjælp vender tilbage til Ham, der skabte den. Det er klart, at denne proces ikke direkte drejer sig om livløse ting og dyr, men om mennesker, der er blevet udstyret med frihedens enestående gave og risiko. Umiddelbart efter skabelsesberetningerne, henleder Biblen opmærksomheden på den dramatiske kontrastmellem menneskets ophøjethed som skabt i Guds billede og dets fald, som slipper syndens og dødens mørke løs i verden (sml. 1 Mos 3).

 

10. Som kommende fra Guds hånd er universet præget af hans godhed. Det er en smuk verden, der med rette bevæger os til beundring og glæde, men som også kræver dyrkning og udvikling. Ved "fuldendelsen" af Guds gerning er verden rede til menneskelig aktivitet. "På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført" (1. Mos.2,2). Med dette antropomorfe billede af Guds "arbejde" giver Biblen os ikke blot et glimt af det hemmelighedsfulde forhold mellem Skaberen og den skabte verden, men belyser også menneskers opgave i relation til kosmos. Guds "arbejde" er på sin vis et eksempel for mennesket, der er kaldet til ikke blot at bebo kosmos, men også til at "bygge" det og således blive Guds "medarbejder". Som jeg skrev i min rundskrivelse Laborem Exercens udgør de første kapitler af 1. Mosebog i en vis forstand "det første arbejdets evangelium".10 Dette er en sandhed, som Det andet Vatikankoncil også fremhævede: "Mennesket er jo skabt i Guds billede og har fået til opgave at underlægge sig jorden og alt, hvad den omfatter, samt at herske over den med retfærd og hellighed med det forsæt at anerkende Gud som al tings Skaber, samt føre sig selv og hele universet tilbage til Ham, for at Gud derved kan herliggøres over hele jorden".11

 

Det opmuntrende fremskridt af videnskab, teknologi og kultur i deres forskellige former - en endnu hurtigere og i dag endda overvældende udvikling - er den historiske konsekvens af det hverv, hvorved Gud betror mand og kvinde opgaven med og ansvaret for at opfylde jorden og - under overholdelse af Guds lov - at underlægge sig den gennem deres arbejde.

 

 

"Shabbat": Skaberens glade hvile

 

11. Hvis den første side i 1. Mosebog fremstiller Guds "arbejde" som et eksempel for mennesket, passer det samme på Guds "hvile": "På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført" (1 Mos 2,2). Her finder vi igen en antropomorfisme ladet med en rigdom af betydning.

 

Det ville være banalt at tolke Guds "hvile" som en slags guddommelig "inaktivitet". Af natur er den kreative handlen, der grundlægger verden, uden ophør, og Gud arbejder altid, ligesom Jesus selv erklærer, da han taler om sabbatsbudet: "Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også" (Joh 5,17). Den guddommelige hvile på den syvende dag hentyder ikke til en inaktiv Gud, men fremhæver fylden af, hvad der er blevet udrettet. Den udtrykker ligesom Guds dvælen over for, "hvor godt" (1.Mos.1,31) det, han havde skabt, var, for at kaste et blik fuldt af glad fryd på det. Dette er et "kontemplativt" blik, som ikke er rettet frem mod bedrifter, men fryder sig over skønheden af, hvad der allerede er opnået. Det er et blik, som Gud kaster på alle ting, men på en særlig måde på mennesket, kronen på skabningen. Det er et blik, der allerede afslører noget af den karakter af bryllup, som kendetegner det forhold, som Gud ønsker at indgå med den skabning, der er skabt i hans eget billede, idet han kalder denne skabning til at indgå en kærlighedspagt. Dette er, hvad Gud gradvist vil udføre ved at tilbyde hele menneskeheden den frelsende pagt, der sluttedes med og fuldendtes i Kristus. Det vil være det menneskevordne Ord, som - gennem Helligåndens eskatologiske gave og dannelsen af Kirken som hans legeme og brud - vil udstrække tilbudet om nåde og kaldet fra Faderens kærlighed til hele menneskeheden.

 

12. I Skaberens plan er der både en forskel og en tæt forbindelse mellem skabelsesordnen og frelsesordnen. Dette er fremhævet i Det gamle Testamente, når det forbinder budet om "shabbat" ikke blot med Guds hemmelighedsfulde "hvile" efter skabelsens dage (sml. 2 Mos 20,8-11), men også med den frelse, som han skænker Israel i befrielsen fra Egyptens slaveri (sml. 5 Mos 5,12-15). Den Gud, der hviler på den syvende dag, er den samme Gud, som åbenbarer sin herlighed ved at befri sine børn fra Faraos undertrykkelse. Ved at benytte et billede, der er profeterne kært, kunne man sige, at i begge tilfælde åbenbarer Gud sig som brudgommen over for bruden (sml. Hos 2,16-24; Jer 2,2; Es 54,4-8).

 

Som visse elementer af den samme jødiske tradition minder om,12 er vi for at nå til kernen i "shabbatten", i Guds "hvile", nødt til både i Det gamle og Det nye Testamente at opdage den bryllups-intensitet, som kendetegner forholdet mellem Gud og hans folk. Hoseas udtrykker det således i denne vidunderlige passage: "På den dag slutter jeg en pagt for Israel med de vilde dyr, med himlens fugle og med jordens krybdyr. Bue, sværd og krigsmagt sønderbryder jeg i landet, og jeg lader dem bo trygt. Jeg forlover mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed, i godhed og barmhjertighed. Jeg forlover mig med dig i troskab, og du skal kende Herren" (Hos 2,20-22).

 

 

"Gud velsignede den syvende dag og helligede den (1 Mos 2,3)

 

13. Sabbatsbudet, som i den første pagt forbereder til søndagen i den nye og evige pagt, er således rodfæstet i dybderne af Guds plan. Det er derfor, at budet ulig mange andre regler ikke er anbragt i sammenhæng med kultiske bestemmelser i snæver forstand, men i Dekalogen, de "Ti Bud", der repræsenterer selve det etiske livs søjler, der er indskrevet i menneskets hjerte. Ved at anbringe dette bud i sammenhæng med etikkens basale struktur, erklærer Israel og Kirken, at de ikke betragter det blot som en form for et fællesskabs religiøse disciplin, men som et definerende og uudsletteligt udtryk for vort forhold til Gud, som dette er bekendtgjort og forklaret ved bibelsk åbenbaring. Det er i dét perspektiv, at kristne i dag er nødt til at genopdage dette bud. Skønt budet naturligt kan forenes med det menneskelige behov for hvile, er det troen alene, der giver adgang til dets dybere mening og sikrer, at det ikke bliver til noget banalt eller bagatelliseres.

 

14. Først og fremmest er søndagen derfor en hviledag, fordi den er "velsignet" af Gud og "helliggjort" af ham, afsondret fra de andre dage for blandt dem at være "Herrens dag".

 

For helt at fatte, hvad den første af de bibelske skabelsesberetninger mener med at holde sabbatten "hellig", er vi nødt til at betragte hele fortællingen, som tydeligt viser, hvordan enhver virkelighed uden undtagelse må føres tilbage til Gud. Tid og rum tilhører ham. Han er ikke blot en enkelt dags Gud, men Gud for alle menneskehedens dage.

 

Hvis Gud derfor "helliggør" den syvende dag med en speciel velsignelse og gør den til "sin dag" par excellence, må dette forstås inden for pagtens dynamiske dialog - det vil i virkeligheden sige: "ægteskabs"-dialogen. Dette er en kærlighedens dialog, der ikke kender til afbrydelse, og dog alligevel aldrig er monoton. Faktisk anvender den de forskellige registre, som kærlighed udtrykker sig i, fra det almindelige og indirekte til det mere intense, som Skriftens ord og også mange mystikeres vidnesbyrd ikke tøver med at beskrive i et billedsprog, der er hentet fra erfaringen af ægteskabelig kærlighed.

 

15. Alt menneskeligt liv og derfor al menneskelig tid må blive til lovprisning af Skaberen og taksigelse til ham. Men menneskets forhold til Gud kræver også tider til udtrykkelig bøn, hvori forholdet bliver til en intens dialog, der inddrager enhver af personens dimensioner. "Herrens dag" er par excellence dette forholds dag, når mænd og kvinder hæver deres sang til Gud og bliver hele skabningens stemme.

 

Det er netop derfor, at det også er hviledagen. Sådan som den taler levende om "fornyelse" og "given slip", udtrykker afbrydelsen af en ofte tyngende arbejdsrytme menneskets og kosmos' afhængighed af Gud. Alt tilhører Gud! Herrens dag vender igen og igen tilbage for at fastslå dette princip i den ugentlige tidsregning. "Sabbatten" er derfor blevet udtryksfuldt tolket som et afgørende element i den form for "hellig arkitektur", som kendetegner bibelsk åbenbaring.13 Den minder om, at universet og historien tilhører Gud; og uden en konstant bevidsthed om denne sandhed kan mennesket ikke tjene i verden som Skaberens medarbejder.

 

 

At "helligholde" ved "at mindes"

 

16. Dekalogens bud, hvorved Gud påbyder overholdelsen af sabbatten, er i 2. Mosebog formuleret på en særlig måde: "Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2 Mos 20,8). Og den inspirerede tekst fortsætter med at give grunden hertil ved, som den gør, at mindes Guds arbejde: "For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den" (2 Mos 20,11). Inden budet erklærer, at noget skal gøres, fremhæver det, at noget skal huskes. Det er en opfordring til at erindre Guds store og fundamentale værk, som er skabelse, en erindring, som må inspirere menneskets hele religiøse liv og derpå fylde den dag, som mennesket er kaldet til at hvile på. Hvile får derved en hellig værdi: den troende er kaldet til at hvile ikke blot som Gud hvilede, men til at hvile i Herren ved at bringe hele skabningen til Ham i lovprisning og taksigelse, fortroligt som et barn og venligt som en ægtefælle.

 

17. Forbindelsen mellem sabbatshvilen og temaetmed at "mindes" Guds undere findes også i 5. Mosebog (5,12-15), hvor budet bygger mindre på skabelsesværket end på det befrielsesværk, som Gud udfører i udfrielsen fra Egypten: "Husk, at du selv har været træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen" (5 Mos 5,15).

 

Denne formulering kompletterer den, vi allerede har set; og taget under ét afslører de to meningen med "Herrens dag" i en enkelt teologisk vision, som sammenfatter skabelse og frelse. Derfor er det væsentligste ikke blot en eller anden form for afbrydelse af arbejde, men fejringen af de vidundere, som Gud har udført.

 

For så vidt som denne "erindring" er levende, fuld af taksigelse til og lovprisning af Gud, antager menneskelig hvile på Herrens dag sin fulde betydning. Det er da, at man kommer ind i dybderne af Guds "hvile" og kan opleve en sitren af Skaberens glæde, da han efter skabelsen så, "hvor godt det var" (1 Mos 1,31), alt dét, som han havde skabt.

 

 

Fra sabbat til søndag

 

18. Fordi det tredje bud beror på erindringen om Guds frelsende gerninger, og fordi kristne så den afgørende tid indvarslet af Kristus som en ny begyndelse, gjorde de den første dag efter sabbatten til en festdag, for det var på den dag, Herren opstod fra de døde. Kristi påskemysterium er den fulde åbenbaring af det mysterium, der omfatter verdens oprindelse, frelseshistoriens klimaks og foregribelsen af verdens eskatologiske fuldendelse. Hvad Gud udrettede i skabelsen og gennemførte for sit folk ved udfrielsen fra Egypten, har fået sit mest fuldkomne udtryk i Kristi død og opstandelse, skønt den definitive fuldbyrdelse deraf ikke vil ske før parusien, når Kristus vender tilbage i herlighed. I Ham er sabbattens "åndelige" betydning helt realiseret, og Gregor den Store erklærer: "For os er den sande sabbat vor forløsers, vor Herre Jesu Kristi person".14 Det er derfor, at den glæde, hvormed Gud på menneskehedens første sabbat betragter alt, der blev skabt af intet, nu udtrykkes i den glæde, hvormed Kristus påskesøndag viste sig for sine disciple og bragte dem fredens og Helligåndens gave (sml. Joh 20,19-23). Det var i påskemysteriet, at menneskeheden og med den hele skabningen, som "endnu sukker og vånder sig" (Rom 8,22), kom til at forstå sin nye "Exodus" ind i Guds børns frihed, hvor den kan råbe med Kristus: "Abba, fader!" (Rom 8,15; Gal 4,6). I lyset af dette mysterium generhverves, fuldkommengøres og åbenbares meningen med Det gamle Testamentes bud om Herrens dag i den herlighed, som stråler på den opstandne Kristi ansigt (sml. 2 Kor 4,6). Vi bevæger os fra "sabbatten" til den "første dag efter sabbatten", fra den syvende dag til den første dag:

 

Dies Domini bliver til Dies Christi - Herrens Dag til Kristi Dag!

 

 

KAPITEL II

 

DIES CHRISTI - KRISTI DAG

DEN OPSTANDNE HERRES DAG OG HELLIGÅNDENS GAVE

 

Den ugentlige påske

 

19. "Vi fejrer søndag på grund af vor Herre Jesu Kristi ærværdige opstandelse, og det gør vi ikke kun til påske, men også hver uge"; således skrev pave Innocens I i begyndelsen af det femte århundrede,15 idet han bevidnede en allerede veletableret skik, som havde udviklet sig fra de første år efter Herrens opstandelse. Basilius taler om "den hellige søndag, der er hædret ved Herrens opstandelse, den første frugt af alle de andre dage";16 og Augustin kalder søndagen for "et påskens sakramente".17

 

Den intime forbindelse mellem søndagen og Herrens opstandelse fremhæves stærkt af alle Østens og Vestens kirker. Især i de østlige kirkers tradition er hver søndag anastàsimos hemèra, opstandelsens dag,18 og det er derfor, at den er kernen i al gudsdyrkelse.

 

I lyset af denne konstante og universelle tradition er det klart, at skønt Herrens dag har sin rod i selve skabelsen og endnu mere i mysteriet med Guds bibelske "hvile", er det ikke desto mindre Kristi opstandelse, vi må betragte for til fulde at forstå Herrens dag. Dette er, hvad den kristne søndag gør, idet den hver uge fører de troende til at overveje og gennemleve påskens begivenhed, den sande kilde til verdens frelse.

 

20. I følge evangeliernes fælles vidnesbyrd fandt Jesu Kristi opstandelse sted på "den første dag i ugen" - altså den første dag efter sabbatten (Mark 16,2.9; Luk 24,1; Joh 20,1). Samme dag viste den opstandne Herre sig for de to disciple fra Emmaus (sml. Luk 24,13-35) og for de elleve apostle, som var forsamlede (sml. Luk 24,36; Joh 20,19). En uge senere var - som Johannesevangeliet fortæller (sml. 20,26) - disciplene atter samlede, da Jesus viste sig for dem og gav sig til kende for Thomas ved at vise ham tegnene på sin lidelse. Pinsedag - den første dag i den ottende uge efter den jødiske påske (sml. ApG 2,1), da det løfte, Jesus havde givet apostlene efter opstandelsen, blev opfyldt ved udgydelsen af Helligånden (sml. Luk 24,49; ApG.1,4-5) - faldt også på en søndag. Dette var dagen for den første forkyndelse og dagen, da de første blev døbt; Peter bekendtgjorde for den forsamlede mængde, at Kristus var opstået, og "de som tog imod hans ord, blev døbt" (ApG 2,41). Dette var Kirkens epifani, hvor den blev åbenbaret som det folk, hvor Guds adspredte børn - trods alle deres forskelle - var samlede til en enhed.

 

 

Ugens første dag

 

21. Det var derfor, at "den første dag efter sabbatten", ugens første dag, fra den apostoliske tid begyndte at udforme rytmen for Kristi disciples liv (sml. 1 Kor.16,2). "Den første dag efter sabbatten" var også den dag, hvor de troende i Troas var samlede "for at bryde brødet", da Paulus tog afsked med dem og mirakuløst kaldte den unge Eutykos tilbage til livet (sml. ApG 20,7-12). Johannes Åbenbaringen vidner om den skik at kalde ugens første dag for "Herrens dag" (1,10). Dette ville fra nu af være noget karakteristisk, som adskilte kristne fra den omgivende verden. Så tidligt som i begyndelsen af det andet århundrede blev det omtalt specielt af Plinius den Yngre, guvernør i Bithynien, i hans rapport om den kristne skik "med at samles på en bestemt dag før solopgang og sammen synge en hymne til Kristus som til en gud".19 Og når kristne talte om "Herrens dag", gjorde de det, idet de tillagde denne betegnelse hele betydningen af påskeforkyndelsen: "Jesus Kristus er Herre" (Fil 2,11; sml. Ap G.2,36; 1 Kor 12,3). Således fik Kristus den samme titel, som Septuaginta benyttede for at oversætte dét, der i Det gamle Testamentes åbenbaring var Guds unævnelige navn: YHWH.

 

22. I disse tidlige kristne tider var denne ugerytme ikke i almindelighed en del af livet i de områder, hvor evangeliet udbredtes, og den græske og den romerske kalenders festdage faldt ikke sammen med den kristne søndag. Det var derfor meget vanskeligt for de kristne at fejre Herrens dag på en bestemt dag hver uge. Dette forklarer, hvorfor de kristne måtte mødes inden solopgang.20 Alligevel blev troskab mod den ugentlige rytme normen, fordi den byggede på Det nye Testamente og var knyttet til den gammeltestamentlige åbenbaring. Dette fremhæves nidkært af apologeterne og kirkefædrene i deres skrifter og prædikener, hvor de, når de taler om påskemysteriet, benytter de samme bibeltekster, som ifølge Lukas' vidnesbyrd (sml. Luk 24,27.44-47) den opstandne Kristus selv måtte have udlagt for disciplene. I lyset af disse tekster fik fejringen af opstandelsens dag en dogmatisk og symbolsk værdi, som var i stand til fuldstændigt at udtrykke det kristne mysterium i hele dets nyhed.

 

 

Voksende forskel fra sabbatten

 

23. Det var denne nyhed, som de første århundreders katekese lagde vægt på, når de søgte at vise søndagens betydningsfuldhed i forhold til den jødiske sabbat. Det var på sabbatten, at det jødiske folk skulle samles i synagogen og skulle holde hvile på den af loven foreskrevne måde. Apostlene og især Paulus fortsatte til at begynde med at være til stede i synagogen for dér at forkynde Jesus Kristus ved at kommentere "profeternes ord, som læses op hver sabbat" (ApG 13,27). Nogle menigheder helligholdt sabbatten samtidig med, at de også fejrede søndagen. Imidlertid blev der snart skelnet mere klart mellem de to dage, hovedsageligt som en reaktion imod sådanne kristne, hvis oprindelse i jødedommen gjorde dem tilbøjelige til at fastholde forpligtelsen over for den gamle lov. Ignatius af Antiokia skriver: "Når nu de, som har levet i det gamle. er kommet til håbets nye liv og ikke mere holder sabbat, men holder Herens dag, den dag, på hvilken vort liv opstod ved ham og ved hans død, [..] dette mysterium, som vi fik givet at tro, og gennem Hvilken vi holder for, at det skal vise sig, at vi er disciple af Jesus Kristus, vor eneste lærer, hvorledes skulle vi da kunne leve uden ham? Også profeterne var i ånden disciple af ham og forventede ham som deres lærer".21 Augustin bemærker på sin side: "Derfor har Herren også sat sit segl på denne dag, som er den tredje efter lidelsen. I den ugentlige cyklus er det imidlertid den ottende dag efter den syvende, det vil sige efter sabbatten, og ugens første dag".22 Denne skelnen af søndagen fra den jødiske sabbat blev endnu stærkere i Kirkens bevidsthed, selv om der har været historiske perioder, hvor pligten til at hvile om søndagen blev så stærkt betonet, at den var tilbøjelig til at komme til at ligne sabbatten mere og mere. Desuden har der altid været grupper inden for kristendommen, der overholder både sabbatten og søndagen som "to dage, der er hinandens brødre".23

 

 

Den nye skabelses dag

 

24. En sammenligning af den kristne søndag med Det gamle Testamentes sabbat førte til teologisk erkendelse af stor betydning. Specielt fremkom den unikke forbindelse mellem opstandelse og skabelse. Kristen tankegang forbandt spontant opstandelsen, der fandt sted på "den første dag i ugen" med den første dag i den kosmiske uge (sml. 1.Mos.1,1 - 2,4), som former skabelsesberetningen i 1. Mosebog: dagen, hvor lyset skabes (sml. 1.Mos.1,3-5). Denne forbindelse opfordrede til at forstå opstandelsen som begyndelsen på en ny skabelse, hvis første frugter er den strålende Kristus, "al skabnings førstefødte" (Kol.1,15) og "den førstefødte af de døde" (Kol.1,18).

 

25. Faktisk er søndagen dagen over alle andre dage, som kalder de kristne til at mindes den frelse, der blev givet dem i dåben, og som har gjort dem nye i Kristus. "I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde" (Kol.2,12; sml. Rom.6,4-6). Liturgien understreger det dåbsmæssige aspekt af søndagen, både ved at opfordre til at fejre dåb - så vel som ved påskevigilien - på den ugedag, "hvor Kirken mindes Herrens opstandelse",24 og ved at foreslå bestænkning med vievand ved messens begyndelse som et passende bodsritual, der minder om det dåbens øjeblik, hvori alt kristent liv fødes.25

 

 

Den ottende dag: billede på evigheden

 

26. Som kontrast leder sabbattens placering som ugens syvende dag tanken hen på en komplementær symbolik for Herrens dag, som kirkefædrene holdt meget af. Søndagen er ikke blot den første dag, den er også "den ottende dag", anbragt inden for den syvfoldige række af dage i en unik og transcendent position, som fremmaner ikke blot tidens begyndelse, men også dens afslutning i "i den tid, der skal komme". Basilius forklarer, at søndagen symboliserer den virkelig enestående dag, der vil følge den nuværende tid, dagen uden ophør, der hverken vil kende til morgen eller aften, den uforgængelige tid, som aldrig vil blive gammel; søndagen er den uophørlige forudsigelse om liv uden ophør, som fornyer kristnes håb og opmuntrer dem på deres vej.26 Idet han ser fremad til den sidste dag, som helt opfylder sabbattens eskatologiske symbolisme, afslutter Augustin Bekendelserne ved at beskrive Eschaton som "stilhedens fred, sabbattens fred, en fred uden nogen aften".27 Ved at fejre søndag både den "første" og den "ottende" dag ledes den kristne til målet, som er det evige liv.28

 

 

Kristus-lysets dag

 

27. Denne kristocentriske vision belyser en anden symbolik, som kristen overvejelse og pastoral sædvane tillagde Herrens dag. Klog pastoral intuition inspirerede Kirken til at kristne opfattelsen af søndagen som "solens dag", hvad der var romernes navn for dagen, og som er bibeholdt i nogle moderne sprog.29 Dette var for at få de kristne væk fra tillokkelsen af kultformer, der tilbad solen, og at rette fejringen af dagen mod Kristus, menneskenes sande "sol". Når Justin skriver til hedninger, benytter han den tids sprog for at gøre opmærksom på, at kristne samles "på den dag, der er opkaldt efter solen",30 men for troende havde udtrykket allerede fået en ny betydning, der umiskendeligt havde sin rod i evangeliet.31 Kristus er verdens lys (sml. Joh.9,15; også 1,4-5; 9), og i den ugentlige tidsregning er dagen, som mindes hans opstandelse, den bestandige afspejling af hans herligheds åbenbaring. Søndagens tema som dagen, der er oplyst af den opstandne Kristi sejr, findes også i tidebønnerne32 og gives særlig eftertryk i Pannichida, vigilien hvori de østlige liturgier forbereder søndagen. Når Kirken, generation efter generation, samles på denne dag, gør den Zakarias' undren til sin, da han så på Kristus og i ham så det morgengry, som skal "lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge" (Luk.1,78-79), og den gentager Simeons glæde, når han i sine arme tager det guddommelige barn, der er kommet som "et lys til åbenbaring for hedninger" (Luk.2,32).

 

 

Dagen, hvor Ånden skænkes

 

28. Søndagen, lysets dag, kunne også kaldes "ildens" dag med henvisning til Helligånden. Kristi lys er tæt forbundet med Helligåndens "ild", og de to billeder tilsammen åbenbarer meningen med den kristne søndag.33 Da Jesus viste sig for apostlene påskeaften, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt" (Joh.20,22-23). Udgydelsen af Helligånden var den opstandne Herres store gave til hans disciple påskesøndag. Det var igen søndag, da Ånden halvtreds dage efter påske nedsteg i magt som "et kraftigt vindstød" og "ild" (Ap.G.2,2-3) på apostlene, der var sammen med Maria. Pinsen er ikke blot Kirkens grundlæggende begivenhed, men også det mysterium, der for altid giver liv til Kirken.34 En sådan begivenhed har sit eget stærke liturgiske øjeblik i den årlige fejring, der afslutter "den store søndag",35 men den vedbliver også med at være en del af den dybe betydning af enhver søndag, på grund af dens tætte forbindelse med påskemysteriet. Den "ugentlige påske" bliver på en måde "den ugentlige pinse", når kristne genoplever apostlenes glade møde med den opstandne Herre og modtager hans Ånds livgivende åndedrag.

 

 

Troens dag

 

29. Når disse forskellige dimensioner, betragtes hver for sig, viser søndagen sig som den største troens dag. Det er den dag, hvor - ved Helligåndens kraft, som er Kirkens levende "erindring" (sml. Joh.14,26) - den første tilsynekomst af den opstandne Herre bliver en begivenhed, der fornyes "den dag i dag" i enhver af Kristi disciple. Når de er samlede i hans nærvær i søndagens forsamling, føler troende sig selv kaldede ligesom apostlen Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende" (Joh.20,27). Ja, søndag er troens dag. Dette understreges af den kendsgerning, at søndagens eukaristiske liturgi ligesom ved andre store højtider indbefatter bekendelsen af troen. Om den reciteres eller synges, så melder trosbekendelsen om søndagens dåbs- og påskekarakter, idet den gør den til den dag, hvor de døbte på en særlig måde fornyer deres troskab mod Kristus og hans evangelium i en genopvakt viden om deres dåbsløfter. Idet han eller hun lytter til Herrens ord og modtager hans legeme, betragter den døbte den opstandne Kristus, der er nærværende i de "hellige tegn", og bekender med apostlen Thomas: "Min Herre og min Gud!" (Joh.20,28).

 

 

En uundværlig dag!

 

30. Det er derfor klart, hvorfor denne dags særpræg selv i vore egne vanskelige tider må beskyttes og frem for alt leves i hele sin dybde. En af Østens forfattere fortæller i begyndelsen af det tredje århundrede, at allerede dengang holdt de troende i enhver region søndagen hellig på en bestemt måde.36 Det, der begyndte som en spontan skik, blev senere en juridisk stadfæstet norm. Herrens dag har struktureret Kirkens historie gennem to tusinde år: hvordan kunne vi tro, at den ikke vil vedblive med at forme dens fremtid? Vore dages stress kan gøre det vanskeligere at opfylde søndagspligten, og med en mors følsomhed betragter Kirken ethvert af sine børns forhold. Specielt føler den sig kaldet til et nyt kateketisk og pastoralt engagement for at sikre, at ingen af dens børn i det normale livsforløb berøves den rige udgydelse af nåde, som fejringen af Herrens dag fører med sig. Det var i denne ånd, at Det andet Vatikankoncil i en udtalelse om muligheden af at reformere Kirkens kalender for at få den til at passe til forskellige borgerlige kalendere erklærede, at "Kirken imidlertid kun kan gå ind for dem, der bevarer og sikrer syv-dages-ugen med søndagen".37 På grund af dens mange betydninger og aspekter forbliver fejringen af den kristne søndag på tærsklen til det tredje årtusind et uundværligt element i vor kristne identitet.

 

 

 

KAPITEL III

 

DIES ECCLESIAE - KIRKENS DAG

DEN EUKARISTISKE FORSAMLING: SØNDAGENS CENTRUM

 

Den opstandne Herres nærvær

 

31. "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt.28,20). Dette Kristi løfte ophører aldrig med at genlyde i Kirken som den frugtbare hemmelighed i dens liv og som kilden til dens håb. Som opstandelsens dag er søndagen ikke blot en erindring om en tidligere begivenhed: den er en fejring af den opstandne Herres levende nærvær midt i sit folk.

 

For at dette nærvær bliver tilsvarende forkyndt og levet, er det ikke nok, at Kristi disciple beder hver for sig og mindes Kristi død og opstandelse hemmeligt i deres indre, i deres hjerter. De, der har modtaget dåbens nåde, er ikke frelst kun som enkeltindivider, men som lemmer på det mystiske legeme, idet de er blevet del af Guds folk.38 Det er derfor vigtigt, at de samles for helt at give udtryk for selve Kirkens identitet, Ecclèsia, den forsamling, der er kaldet sammen af den opstandne Herre, som gav sit liv "for at samle Guds spredte børn til ét" (Joh.11,52). Ved Åndens gave er de blevet "ét" i Kristus (sml. Gal.3,28). Denne enhed bliver synlig, når kristne samles: det er da, at de kommer til levende at forstå og at vidne for verden om, at de er det forløste folk "af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag" (Joh.Åb.5,9). Forsamlingen af Kristi disciple, rummer fra slægtled til slægtled billedet af den første kristne menighed, som Lukas giver os et eksempel på i Apostlenes Gerninger, hvor han fortæller, at de første døbte troende "holdt fast ved apostlenes lære, ved brødets brydelse og ved bønnerne" (2,42).

 

 

Den eukaristiske forsamling

 

32. Eukaristien er ikke blot et særligt intenst udtryk for virkeligheden af Kirkens liv, men også i en vis forstand dens "kildevæld".39 Eukaristien nærer og former Kirken: "Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi har alle del i det ene brød" (1.Kor.10,17). På grund af den vitale forbindelse med Herrens legemes og blods sakramente nydes, forkyndes og leves Kirkens mysterium i højeste grad i eukaristien.40

 

Denne kirkelige dimension, der er væsentlig for eukaristien, virkeliggøres i enhver eukaristiske fejring. Men den udtrykkes især på den dag, hvor hele menigheden samles for at mindes Herrens opstandelse. Meget betegnende lærer Den Katolske Kirkes Katekismus, at "søndagens fejring af Herrens dag og hans eukaristi er i centrum af Kirkens liv".41

 

33. Ved søndagens messe genoplever kristne særligt intenst apostlenes erfaring påskeaften, da den opstandne Herre viste sig for dem, mens de var samlede (sml. Joh.20,19). På en vis måde var Guds folk til alle tider nærværende i den lille kerne af disciple, Kirkens første frugter. Gennem deres vidnesbyrd hører enhver generation af kristne Kristi hilsen, rig på den messianske fredsgave, der er vundet ved hans blod og skænket med hans død: "Fred være med jer". Kristi tilbagevenden blandt dem "otte dage efter" (Joh.20,26) kan betragtes som en radikal præfiguration af den kristne menigheds sædvane med at samles hver syvende dag, på "Herrens dag" eller søndagen, for at bekende troen på hans opstandelse og modtage den velsignelse, som han havde lovet: "Salige er de, som ikke har set og dog tror" (Joh.20.29). Denne forbindelse med den opstandne Herres tilsynekomst og eukaristien er antydet i Lukasevangeliet i historien om de to disciple fra Emmaus, som Kristus slog følge med og fik til at forstå Skrifterne og derefter sad til bords med. De genkendte ham, da han tog "brødet, velsignede og brød det og gav dem det" (Luk.24,30). Jesu gestus er hans gestus fra Den sidste Nadver med en klar hentydning til "brødets brydelse", som eukaristien kaldtes af den første generation af kristne.

 

 

Søndagens eukaristi

34. Det er rigtigt, at i sig selv er søndagens eukaristi ikke forskellig fra den eukaristi, der fejres på andre dage, og den kan heller ikke skilles fra det liturgiske og sakramentale liv som helhed. Af natur er eukaristien en åbenbaring af Kirken;42 og dette udtrykkes stærkest, når et bispedømmes menighed samles i bøn med sin hyrde: "Kirken manifesterer sig hovedsagelig, når hele Guds hellige folk deltager aktivt i den samme liturgiske fejring, frem for alt i den samme eukaristi, i fælles bøn ved ét og samme alter, hvor biskoppen har forsædet, omgivet af sine præster og altertjenere".43 Denne forbindelse med biskoppen og med hele Kirken er indesluttet i enhver eukaristisk fejring, også selv om biskoppen ikke fører forsædet, og uafhængigt af på hvilken ugedag, den fejres. At biskoppen nævnes i den eukaristiske bøn, er tegnet på dette.

 

Men på grund af dens specielle højtidelighed og menighedens obligatoriske tilstedeværelse, og fordi den fejres "på den dag, da Kristus besejrede døden og gav os del i sit udødelige liv",44 udtrykker søndagens eukaristi med større vægt dens iboende kirkelige dimension. Den bliver paradigmet for andre eukaristiske fejringer. Enhver menighed, som samler alle sine medlemmer til "brødets brydelse", bliver til stedet, hvor Kirkens mysterium gøres konkret nærværende. Ved at fejre eukaristien åbner menigheden sig for fællesskab med Universalkirken,45 idet den beder Faderen om at "huske Kirken i hele verden" og få den til at vokse i alle de troendes enhed med paven og de forskellige kirkers hyrder, indtil kærligheden er blevet fuldkommen.

 

 

Kirkens dag

35. Derfor er Dies Domini også Dies Ecclesiae. Det er derfor, at fællesskabs-aspektet af søndagens fejring bør betones særligt på det pastorale plan. Som jeg har bemærket andetsteds, er blandt et sogns aktiviteter "ingen så vital eller så fællesskabsdannende som søndagens fejring af Herrens dag og hans eukaristi".46 Opmærksom på dette mindede Det andet Vatikankoncil om, at der måtte gøres anstrengelser for at sikre "en større sans for sognefællesskabet, som især viser sig ved den fælles fejring af søndagsmessen".47 Senere liturgiske retningslinier pointerede det samme, idet de opfordrede til, at de eukaristiske fejringer på søn- og helligdage, der normalt holdes i andre kirker og kapeller, koordineres med fejringen i sognekirken for at "fremme følelsen for Kirkens fællesskab, der næres og udtrykkes på en særlig måde ved fællesskabets fejring om søndagen, enten det så sker omkring biskoppen i domkirken eller i sognemenigheden, hvori præsten repræsenterer biskoppen".48

 

36. Søndagens menighed er det privilegerede sted for fejringen af sacramentum unitatis, som indgående kendetegner Kirken som et folk, der er forsamlet "ved" og "i" Faderens, Sønnens og Helligåndens enhed.49 For kristne familier er søndagens gudstjeneste et af de mest iøjnefaldende udtryk for deres identitet og deres "tjeneste" som "huskirke",50 når forældre deltager med deres børn ved det ene ordets bord og livets brød. Vi gør vel i at huske, at i denne henseende er det først af alle forældrene, der - hjulpet i dette af kateketer - skal sørge for, at denne indføring i messen gøres til en del af den opdragelse, der gives til de børn, der er betroet til deres omsorg, idet de forklarer de vigtige grunde bag påbudets obligatoriske natur. Når omstændighederne inspirerer dertil, kan fejringen af børnemesser, i overensstemmelse med de liturgiske normer,51 også hjælpe i denne henseende.

 

Ved søndagsmesser i sogne er det, for så vidt som sogne er "eukaristiske fællesskaber",52 normalt at møde forskellige grupper, bevægelser, foreninger og selv mindre religiøse fællesskaber, der findes i sognet. Dette giver alle mulighed for i fællesskab at erfare det, som de dybest set deler, hinsides specielle spirituelle retninger, som efter den kirkelige autoritets skøn53 legitimt adskiller dem fra hinanden. Det er derfor, at der ikke skal opmuntres til messer for små grupper på søndage: det drejer sig ikke blot om at sikre, at sognemenigheder ikke er uden den nødvendige præstebetjening, men at Kirkens fællesskabs liv og enhed helt sikres og støttes.54 Autorisation af mulige og klart begrænsede undtagelser fra denne generelle retningslinie vil afhænge af de fornuftige afgørelser, som træffes af partikularkirkernes hyrder under hensyntagen til specielle behov på området for uddannelse og pastoral omsorg og med tanke for, hvad der er til gavn for enkeltpersoner eller grupper - især de fordele som sådanne undtagelser måtte kunne bibringe hele det kristne fællesskab.

 

 

Et pilgrimsfolk

37. Mens Kirken drager gennem tiden, vil henvisningen til Kristi opstandelse og den ugentlige tilbagevenden af denne højtidelige erindring hjælpe til at minde os om Guds folks pilgrimsagtige og eskatologiske karakter. Søndag efter søndag bevæger kirken sig hen mod den sidste "Herrens dag", den søndag, som der ikke er nogen ende på. Forventningen om Kristi komme er indskrevet i selve Kirkens mysterium55 og kan ses i enhver eukaristisk fejring. Men sammen med sin specielle erindring om den opstandne Kristi herlighed minder Herrens dag med endnu større styrke om hans "genkomsts" fremtidige herlighed. Dette gør søndagen til den dag, hvor Kirken, idet den endnu tydeligere viser sin identitet som "brud", på en vis måde tager forskud på det himmelske Jerusalems eskatologiske virkelighed. Når den samler sine børn til eukaristien og lærer dem at vente på den "himmelske brudgom", engagerer den sig i en slags "øvelse i inderlig længsel",56 idet den modtager en forsmag på den nye himmels og den nye jords glæde, når den hellige stad, det nye Jerusalem, kommer ned fra Gud, "rede som en brud, der er smykket for sin brudgom" (Joh.Åb.21,2)

 

Håbets dag

 

38. Betragtet på denne måde er søndagen ikke kun troens dag, men også det kristne håbs dag. At deltage i "Herrens nadver" er at tage forskud på den eskatologiske fejring af "Lammets bryllupsfest" (Joh.Åb.19,9). Ved at fejre dette minde om Kristus, opstanden og opsteget til himlen, lever den kristne menighed i forventning "om det salige håb og vor Frelser Jesu Kristi komme".57 Fornyede og nærede af denne intense ugentlige rytme bliver kristent håb surdej og lys i menneskeligt håb. Det er derfor, at de troendes bøn ikke blot svarer til den enkelte kristne menigheds behov, men også til hele menneskehedens; og Kirken, der samles til den eukaristiske fejring, viser verden, at den gør "de glæder og håb, den sorg og angst, som moderne mennesker, især de fattige og tyngede, føler og oplever"58 til sine egne. Ved at frembære søndagens eukaristi kroner Kirken det vidnesbyrd, som dens børn søger at aflægge hver af ugens dage ved at forkynde evangeliet og udøve kærlighed i arbejdslivet og i alle livets mange andre opgaver; således viser den tydeligere sin identitet som "et sakramente, dvs. som et tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed".59

 

Ordets bord

 

39. Som i enhver eukaristisk fejring mødes den opstandne Herre i søndagens menighed ved ordets og livets brøds dobbelte bord. Ordets bord giver den samme forståelse af frelsens historie og især af påskemysteriet, som den opstandne Jesus selv gav sine disciple: det er Kristus, der taler, nærværende i sit Ord, "når Skrifterne læses i Kirken".60 Ved livets brøds bord bliver den opstandne Herre reelt, substantielt og vedvarende nærværende gennem ihukommelsen af hans lidelse og opstandelse, og livets brød gives som et pant på fremtidig herlighed. Det andet Vatikankoncil mindede om, at "ordets liturgi og eukaristien er så tæt forbundet med hinanden, at de udgør én kultisk akt".61 Koncilet fremhævede også, at "for at de troende i rigere mål kan finde næring ved Guds Ord, skal der åbnes mere for Bibelens skatte".62 Det bestemte derpå, at i messer på søndage og befalede helligdage, måtte prædikenen ikke undlades, uden at der var alvorlige grunde til det.63 Disse gavnlige bestemmelser blev trofast indarbejdet i den liturgiske reform, hvorom Paul VI - som en kommentar til det større tilbud om bibelske læsninger på søn- og helligdage - skrev: "Alt dette er blevet bestemt, for hos de troende mere og mere at fremme 'den hunger ... efter at høre Herrens ord' (Amos 8,11), som under Helligåndens ledelse tilskynder den nye pagts folk til at nå til Kirkens fuldkomne enhed".64

 

40. Når vi betragter søndagens eukaristi mere end tredive år efter Koncilet, er vi nødt til at påskønne, hvor godt Guds Ord er blevet forkyndt, og hvor effektivt Guds folk er vokset i kendskab og kærlighed til Den hellige Skrift.65 Der er to aspekter af dette - fejringen og den personlige tilegnelse, - og de er meget tæt forbundet. Hvad fejringen angår, må den kendsgerning, at Koncilet gjorde det muligt at forkynde Guds ord på den deltagende menigheds sprog, vække en ny følelse af ansvar for Ordet, som tillader "den hellige teksts særlige karakter" at træde frem "endda i den måde, hvorpå den læses eller synges".66 På den personlige tilegnelses plan må påhøret af det forkyndte Guds Ord være godt forberedt i de troendes sjæle ved et passende kendskab til Skriften og, hvordet er pastoralt muligt, ved specielle initiativer bestemt til at uddybe forståelsen af de bibelske læsninger, især dem, der benyttes på søn- og helligdage. Hvis kristne enkeltpersoner eller familier ikke regelmæssigt drager nyt liv fra læsningen af de hellige tekster i en bønnens ånd og lydighed over for Kirkens fortolkning,67 er det vanskeligt for den liturgiske forkyndelse af Guds Ord alene at frembringe det resultat, vi gerne vil opnå. Her ligger værdien af de initiativer i sognemenigheder, som i ugens løb samler dem, der tager del i eukaristien - præst, medhjælpere og troende68 - for at forberede søndagens liturgi, idet de på forhånd overvejer det Guds Ord, der vil blive forkyndt. Den form, der søges her, er, at hele fejringen - bønner, sang, lytten og ikke blot prædiken - på en eller anden måde skal udtrykke søndagens liturgiske tema, så at alle, der tager del deri, kan blive stærkere gennemtrængt deraf. Det er klart, at meget afhænger af dem, der udøver Ordets tjeneste. Det er deres pligt at forberede overvejelsen af Herrens ord og studere den hellige tekst, så de derpå kan udtrykke dens indhold trofast og anvende den på menneskers anliggender og på deres daglige liv.

 

41. Det bør også huskes, at den liturgiske forkyndelse af Guds Ord, især i den eukaristiske forsamling, ikke så meget er en tid til meditation og katekese som en dialog mellem Gud og hans folk, en dialog, hvori frelsens undere forkyndes, og pagtens krav bestandigt gentages. For deres part er Guds folk draget til at svare på denne kærlighedens dialog ved at takke og lovprise og også ved at vise deres troskab over for den opgave, der består i vedvarende "omvendelse". Søndagens forsamling forpligter os derfor til en indre fornyelse af vore dåbsløfter, som på en måde er medindbefattede i fremsigelsen af trosbekendelsen og er en udtrykkelig del af påskevigiliens liturgi samt hver gang, der fejres dåb under messen. I denne sammenhæng antager forkyndelsen af Ordet i søndagens eukaristiske fejring den højtidelige tone, der findes i Det gamle Testamente ved de lejligheder, hvor pagten blev fornyet, når loven blev forkyndt og Israels forsamling blev kaldet - ligesom folket i ørkenen ved foden af Sinaj (sml. 2.Mos.19,7-8; 24,3; 7) - til at gentage sit "ja", og forny sin beslutning om at være trofast mod Gud og adlyde hans bud. Når Gud taler sit Ord, forventer han vort svar: et svar, som Kristus allerede har givet for os ved sit "Amen" (sml. 2.Kor.1,20-22), og som genlyder i os, så det, vi hører, må engagere os på det dybeste plan.69

 

 

Kristi legemes bord

 

42. Ordets bord leder naturligt til det eukaristiske brøds bord og forbereder menigheden til at praktisere dets mange aspekter, som i søndagens eukaristi antager en særlig højtidelig karakter. Når hele menighedens samles for at fejre "Herrens dag", synes eukaristien tydeligere end på andre dage at være den store "taksigelse", hvori den Kirke, der er fyldt af Ånden, vender sig til Faderen, idet den bliver ét med Kristus og taler i hele menneskehedens navn. Ugens rytme tilskynder os til at samles i taknemlig erindring om begivenhederne i de dage, der lige er gået, for at se tilbage på dem i Guds lys og takke ham "gennem Kristus, med Kristus og i Kristus, i Helligåndens enhed". Den kristne menighed kommer således til en ny erkendelse af den kendsgerning, at alting blev skabt gennem Kristus (sml. Kol.1,16; Joh.1,3), og at i Kristus, som kom i en slaves skikkelse for at antage og forløse vor menneskelige tilstand, blev alting sammenfattet for at blive overgivet til Faderen, fra hvem alting bliver til og udleder sit liv fra (sml. Ef.1,10). Når Guds folk med deres "Amen" giver deres bifald til den eukaristiske doksologi, ser de i tro og håb frem til den eskatologiske afslutning, da Kristus "overgiver Riget til Gud Fader ... for at Gud kan være alt i alle" (1.Kor.15,24; 28).

 

43. Denne "opadstigende" bevægelse er indesluttet i enhver eukaristisk fejring og gør den til en glædelig begivenhed, der flyder over af taknemlighed og håb. Men den opstår især ved søndagsmessen på grund af dens særlige forbindelse med ihukommelsen af opstandelsen. På den anden side er denne "eukaristiske" glæde, "som opløfter vore hjerter", resultatet Guds af "nedadstigende" bevægelse mod os, som for altid forbliver dybt præget i det væsentlige sakaramentale element af eukaristien, det højeste udtryk for og fejringen af kenosis mysteriet, den nedstigen, hvormed Kristus "ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors" (Fil.2,8).

 

Messen gør faktisk korsofferet virkeligt nærværende. Under brødets og vinens skikkelse, hvorover er bedt om udgydelsen af den Ånd, som virker med en absolut enestående kraft i konsekrationens ord, ofrer Kristus sig til Faderen i den samme offerhandling, hvormed han ofrede sig selv på korset. "I dette guddommelige offer, som fuldbyrdes i messen, rummes den samme Kristus, som ofrede sig selv, én gang og for alle, på en blodig måde på korsets alter, og ofres på en ublodig måde".70 Kristus forener Kirkens offer med sit eget offer: "I eukaristien bliver Kristi offer også hans legemes lemmers offer. De troendes liv, deres lovprisning, lidelser, bøn og arbejde er forenede med Kristi liv, lovprisning, lidelser, bøn og arbejde og med hans totale offer og får således en ny værdi".71 Den sandhed, at hele menigheden deltager i Kristi offer, er særlig tydelig i søndagens forsamling, som gør det muligt at bringe den forgangne uge med alle dens menneskelige byrder til alteret.

 

 

 

Påskemåltid og møde mellem brødre og søstre

 

44. Eukaristiens natur af fællesskab træder frem på en særlig måde, når den betragtes som det påskemåltid, hvori Kristus selv bliver vor næring. Faktisk "betroede Kristus med denne hensigt dette offer til Kirken, så den trofast kan deltage i det, både åndeligt, i tro og kærlighed, og sakramentalt i modtagelsen af den hellige kommunion. At deltage i Herrens nadver er altid fællesskab med Kristus, som ofrer sig selv i offeret til Faderen".72 Det er derfor, at Kirken anbefaler, at de troende modtager kommunionen, når de deltager i eukaristien, forudsat at de er rigtigt disponerede, og at de, hvis de er bevidste om alvorlig synd, har modtaget Guds tilgivelse i bodens sakramente,73 i den ånd, som Paulus skriver om til menigheden i Korinth (sml. 1.Kor.11,27-32). Det er indlysende, at indbydelsen til eukaristisk fællesskab er mere indtrængende, når det drejer sig om messe på søn- og helligdage.

 

Det er også vigtigt altid at huske på, at fællesskab med Kristus er inderligt forbundet med fællesskab med vore brødre og søstre. Søndagens eukaristiske forsamling er en erfaring af broderskab, hvad fejringen tydeligt burde demonstrere samtidigt med, at den respekterer den liturgiske handlings natur. Alt dette vil blive understøttet af velkomstgestus og af bønnens tone, opmærksom på behovene hos alle i menigheden. Fredshilsnen - i det romerske rituale meningsfuldt placeret lige inden den eukaristiske kommunion - er en særlig udtryksfuld gestus, som de troende opfordres til at vise som en manifestation af Guds folks tilslutning til alt, hvad der er sket i fejringen,74 og af det engagement i indbyrdes kærlighed, som sker gennem delingen af det ene brød - med bevidsthed om Kristi krævende ord: "Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder, så kan du komme og bringe din gave" (Matt.5,23-24).

 

 

 

Fra messe til "mission"

 

45. Ved at modtage livets brød forbereder Kristi disciple sig til med den opstandne Herres og hans Ånds styrke at påtage sig de opgaver, der venter dem i deres almindelige liv. For de troende, der har forstået betydningen af det, de har gjort, stopper den eukaristiske fejring ikke ved kirkedøren. Ligesom de første vidner til opstandelsen er de kristne, der samles hver søndag for at erfare og forkynde den opstandne Herre, kaldede til at evangelisere og aflægge vidnesbyrd i deres daglige liv. I betragtning heraf bør bønnen efter kommunionen og den afsluttende ritus - den sidste velsignelse og bortsendelsen - værdsættes og påskønnes mere, så at alle, der har deltaget i eukaristien, får en dybere fornemmelse af det ansvar, der er betroet dem. Når forsamlingen spredes, vender Kristi disciple tilbage til deres dagligdags omgivelser med forpligtelsen til at gøre hele deres liv til en gave, et åndeligt offer, der er Gud til behag (sml. Rom.12,1). De føler sig i gæld til deres brødre og søstre på grund af, hvad de har modtaget i fejringen, ligesom disciplene i Emmaus, der, da de havde genkendt den opstandne Kristus "ved brødets brydelse" (sml.Luk.24,30-32), følte behov for straks at vende tilbage for at dele glæden over at have mødt Herren med deres brødre og søstre (sml. Luk.24,33-35).

 

 

Søndagspligten

 

46. Da eukaristien er selve midtpunktet i søndagen, er det indlysende, hvorfor Kirkens hyrder fra de tidligste århundreder ikke er ophørt med at minde de troende om nødvendigheden af at deltage i den liturgiske forsamling. "Forlad alt på Herrens dag", fremhæver teksten fra det tredje århundrede, der er kendt som Didascalia, "og gå hyppigt til din forsamling, for det er din lovprisning af Gud. Desuden, hvilken undskyldning vil de have over for Gud, de, som ikke samles på Herrens dag for at høre livets ord og ernæres af den guddommelige næring, der varer for bestandigt?".75 De troende har i almindelighed med personlig overbevisning accepteret denne hyrdernes opfordring, og skønt der har været tider og situationer, hvor denne pligt ikke er blevet helt opfyldt, skal man aldrig glemme den ægte heroisme hos præster og troende, der har opfyldt denne forpligtelse, selv når de stod over for farer og blev nægtet religionsfrihed, hvad der kan dokumenteres fra kristendommens første århundreder op tilvor egen tid.

 

I sin første Apologi, der var rettet til kejseren og senatet, beskrev Justin stolt den kristne skik med søndagens forsamling, der samlede kristne både fra byen og omegnen på ét sted.76 Da forsamlingerne under Diocletians forfølgelse blev forbudt med den største strenghed, var mange modige nok til at trodse det kejserlige dekret og accepterede heller døden end at gå glip af søndagens eukaristi. Dette var tilfældet med martyrerne fra Abitinia i proconsulatet Africa, som svarede deres anklagere: "Uden nogen som helst frygt har vi fejret Herrens nadver, fordi den ikke kan undværes; det er vor lov". Da hun bekendte sin tro, sagde en af martyrerne; "Ja, jeg gik til forsamlingen, og jeg fejrede Herrens nadver sammen med mine brødre og søstre, fordi jeg er en kristen".77

 

47. Selv om det i de første tider ikke blev betragtet som nødvendigt at give forskrifter, har Kirken ikke ophørt med at bekræfte denne samvittighedspligt, der udgår af det indre behov, der føltes så stærkt af de første århundreders kristne. Det var først, da den mødte nogles halvhjertethed og ligegyldighed, at Kirkens måtte gøre det til en udtrykkelig pligt at deltage i søndagsmessen: som regel skete dette i form af formaninger, men undertiden måtte Kirken gribe til specifikke kanoniske regler. Dette var tilfældet i adskillige lokale konciler fra det fjerde århundrede og fremover (som ved Koncilet i Elvira, der ikke taler om en forpligtelse, men om straffe efter tre udeblivelser)78 og ganske særligt fra det sjette århundrede og fremover (som ved Koncilet i Agde i 506).79 Disse dekreter fra lokale konciler førte til en universel praksis, hvis obligatoriske beskaffenhed blev opfattet som noget helt normalt.80

 

Den kanoniske ret fra 1917 samlede for første gang denne tradition i en universel lov.81 Den nuværende lovbog gentager dette, idet den siger, at "på søndage og andre forpligtende helligdage er de troende forpligtede til at deltage i messen".82 Denne lovgivning er i almindelighed blevet opfattet som indeholdende en alvorlig forpligtelse: dette er, hvad der læres i den Katolske Kirkes Katekismus,83 og det er let at forstå hvorfor, hvis vi erindrer os, hvor vital søndagen er for det kristne liv.

 

48. I dag, ligesom i den første begyndelses heltemodige tider, møder mange, der ønsker at leve i overensstemmelse med deres tros krav, vanskelige situationer i forskellige dele af verden. De lever i omgivelser, der undertiden er decideret fjendtlige og til andre tider - faktisk oftere - ligegyldige og uforstående over for evangeliets budskab. Hvis troende ikke skal blive overvundne, må de kunne regne med det kristne fællesskabs støtte. Det er derfor, de må være overbeviste om, at det er af afgørende betydning for troens liv, at de mødes med andre om søndagene for at fejre Herrens påske i den nye pagts sakramente. Det er derfor biskoppernes særlige ansvar, at "sikre, at søndagen værdsættes af alle de troende, holdes hellig og faktisk fejres som 'Herrens dag', hvor Kirkens samles for at forny erindringen om påskemysteriet ved at høre Guds ord, ved at frembære Herrens offer, ved at holde dagen hellig ved hjælp af bøn, barmhjertighedsgerninger og ved at undlade at arbejde".84

 

49. Fordi de troende er forpligtede til at deltage i messen, medmindre der er en alvorlig forhindring, har hyrder den tilsvarende pligt til at give enhver virkelig mulighed for at følge reglen. Kirkelovens bestemmelser bevæger sig i denne retning som for eksempel gennem den mulighed der er givet præster for, med den stedlige biskops godkendelse, at fejre mere end én messe på søn- og helligdage,85 gennem indførelsen af aftenmesser86 og i kraft af den bestemmelse, der tillader, at søndagspligten opfyldes fra lørdag aften og fremover, begyndende ved tiden for søndagens første vesper.87 Fra et liturgisk synspunkt begynder helligdage faktisk med Første Vesper.88 Følgelig er den liturgi, der undertiden kaldes "Vigilie messen", faktisk den "højtidelige" søndagsmesse, hvor celebranten er forpligtet til at prædike og fremsige de troendes bønner.

 

Desuden bør hyrderne minde de troende om, at når de er væk fra deres hjem på søndage, skal de sørge for at gå til messe, hvor de end er, og således berige den lokale menighed med deres personlige vidnesbyrd. Samtidigt bør disse menigheder vise en varm velkomst over for besøgende brødre og søstre, især på steder, der tiltrækker mange turister, som det ofte vil være nødvendigt at skaffe særlig religiøs bistand.89

 

 

En glad fejring med sang

 

50. Givet søndagsmessens natur og dens betydning i de troendes liv må den forberedes med speciel omhu. På måder, der er dikteret af pastoral erfaring og lokal skik og brug svarende til liturgiske normer, må der gøres anstrengelser for at fejringen får den festlige karakter, der passer sig for den dag, der ihukommer Herrens opstandelse. Derfor er det vigtigt at være særlig opmærksom på de sange, der benyttes af forsamlingen, fordi sang er en særlig egnet måde til at give udtryk for et glad hjerte, ved at fremhæve det højtidelige ved fejringen og fremme følelsen af en fælles tro og en indbyrdes kærlighed. Man må være omhyggelig med hensyn til kvaliteten både af teksterne og af melodierne, så at det, der i dag foreslås som nyt og kreativt, kommer til at svare til de liturgiske behov og er Kirkens tradition værdig, som - hvad kirkemusik angår - kan rose sig af en uvurderlig arv.

 

En fejring der engagerer alle

 

51. Det er nødvendigt at sikre, at alle tilstedeværende, børn og voksne, tager aktivt del, ved at opmuntre, at de engagerer sig på de steder, hvor liturgien foreslår og anbefaler det.90 Naturligvis tilkommer det kun dem, der udøver den præstelige tjeneste, at udføre det eukaristiske offer og frembære det til Gud i hele folkets navn.91 Dette er grundlaget for den skelnen, der er langt mere end et disciplinært anliggende, mellem den opgave, der anstår sig for celebranten, og den, der tilkommer diakoner og troende, der ikke er ordinerede.92 Alligevel må de troende være sig bevidst, at på grund af det almindelige præstedømme, de har modtaget i dåben, er de "med til at frembære eukaristien".93 Skønt der er en rollefordeling, frembærer de dog "det guddommelige offer for Gud og sig selv med det; både ved frembærelsen og ved den hellige kommunion udfører alle således, ikke uden forskel, men hver på sin måde, deres egen opgave i den liturgiske handling"94 og finder deri lys og styrke til at praktisere det præstedømme, der følger af deres dåb, og vidne om et helligt liv.

 

 

Den kristne søndags andre øjeblikke

 

52. At deltage i eukaristien er søndagens centrum, men pligten til at holde søndagen hellig kan ikke reduceres til dette. Faktisk leves Herrens dag godt, hvis den fra først til sidst kendetegnes af aktiv erindring om Guds frelsende gerning. Dette forpligter enhver af Kristi disciple til at skabe dagens andre øjeblikke - dem uden for den liturgiske sammenhæng: familieliv, sociale forbindelser, hvilestunder - på en sådan måde, så den opstandne Herres fred og glæde vil dukke op i livets almindelige begivenheder. For eksempel kan forældres og børns afslappede samvær være en lejlighed ikke blot til at lytte til hinanden, men også til at være fælles om nogle udviklende og mere reflekterende øjeblikke. Hvorfor ikke selv i lægfolkets liv, når det er muligt, sørge for særlige tider til bøn - især den højtidelige fejring af vesper, for eksempel - eller kateketiske stunder, som lørdag aften eller søndag eftermiddag kan forberede, henholdlsvis fuldende eukaristiens gave i folks hjerter?

 

Denne ret traditionelle måde til at holde søndagen hellig er måske blevet vanskeligere for mange mennesker, men Kirken viser sin tro til den opstandne Herre og Helligåndens kraft ved at bekendtgøre, at den ikke er villig til at nøjes med minimalisme og middelmådighed på troens plan. Kirken ønsker at hjælpe kristne til at gøre, hvad der er mest korrekt og kærkomment for Herren. Og trods vanskelighederne er der positive og opmuntrende tegn. I mange dele af Kirken føles der et nyt behov for bøn i dens mange former, og det er en gave fra Helligånden. Der er også en genopdagelse af gamle religiøse skikke såsom valfarter; og ofte benytter de troende søndagshvilens gode til at besøge en helligdom, hvor de - måske sammen med hele familien - kan tilbringe tiden i en mere intens oplevelse af tro. Dette er nådefulde øjeblikke, som må næres ved evangelisering og ledes af ægte pastoral visdom.

 

 

Søndagsmenigheder uden en præst

 

53. Der er stadig problemet med sogne, der ikke har en præst til at hjælpe med at fejre søndagens eukaristi. Dette er ofte tilfældet i unge kirker, hvor én præst har pastoralt ansvar for troende spredt ud over et stort område. Imidlertid kan nødsituationer også opstå i lande med en lang kristen tradition, hvor et aftagende antal af præster gør det umuligt at garantere tilstedeværelsen af en præst i enhver sognemenighed. I situationer, hvor eukaristien ikke kan fejres, anbefaler Kirken, at søndagens forsamling mødes, selv om der ikke er nogen præst,95 i overensstemmelse med Pavestolens bekendtgørelser og direktiver, som det er betroet bispekonferencerne at iværksætte.96 Alligevel må målet altid vedblive at være fejringen af messeofferet, den eneste måde, hvorpå Herrens påske bliver virkeligt nærværende, den eneste fulde virkeliggørelse af den eukaristiske forsamling, i hvilken præsten fører forsædet in persona Christi, idet han bryder ordets og eukaristiens brød. På det pastorale plan må der derfor gøres alt for at sikre, at messeofferet så ofte som muligt bliver gjort tilgængeligt for de troende, som regelmæssigt er berøvet det, enten ved at sørgeor, at der fra tid til anden er en præst til stede eller ved at benytte enhver lejlighed til at organisere en forsamling på et centralt sted, der kan nås af spredte grupper.

 

 

Radio og fjernsyn

 

54. Endelig bør de troende, som på grund af sygdom, handicap eller en anden alvorlig grund er forhindret i at deltage, så godt de kan, forene sig med fejringen af søndagsmessen langt borte, fortrinsvis ved at hjælp af læsningerne og bønnerne for den dag fra Missalet, så vel som ved deres længsel efter eukaristien.97 I mange lande gør radio og fjernsyn det muligt at forene sig med den eukaristiske fejring, der udsendes fra et helligt sted.98 Det er klart at denne form for udsendelse ikke i sig selv opfylder søndagspligten, som kræver deltagelse i denforsamling af brødre og søstre, der er samlet på ét sted, hvor den eukaristiske kommunion kan modtages. Men for dem, der ikke kan deltage i eukaristien, og som derfor er fritaget for forpligtelsen, er radio og fjernsyn en værdifuld hjælp, især hvis de følges op af særlige medhjælpere i menigheden, som bringer eukaristien til de syge og også bringer dem hele menighedens hilsner og udtryk for solidaritet. Søndagsmessen giver derved også rigt udbytte til disse kristne, og de er virkeligt i stand til at opleve søndag som "Herrens dag" og "Kirkens dag".

 

KAPITEL IV

 

DIES HOMINIS - MENNESKETS DAG

SØNDAGEN: GLÆDENS, HVILENS OG SOLIDARITETENS DAG

 

Kristi "fulde glæde"

 

55. "Velsignet være han, der har ophøjet søndagens store dag over alle andre dage. Himlene og jorden, engle og mennesker hengiver sig til glæde".99 Denne anråbelse fra den maronitiske liturgi får godt fat på, hvad der altid har karakteriseret søndagen i både Østens og Vestens liturgi. Desuden er det historisk, at - selv inden søndagen blev betragtet som en hviledag, som der absolut ikke var taget hensyn til i den borgerlige kalender - fejrede kristne primært den opstandne Herres ugentlige dag som en glædens dag. "På den første dag i ugen skal I alle glæde jer", fremhæver Didaskalia.100 Dette blev også fremhævet af den liturgiske praksis ved hjælp af passende gestus.101 Idet han giver udtryk for en vidt udbredt erfaring i Kirken, beskriver Augustin glæden ved den ugentlige påske: "Fasten ses der bort fra, og bønner fremsiges stående som et tegn på opstandelsen, og det er også derfor, at der synges Halleluja hver søndag".102

 

56. Udover særlige rituelle former, der afhængig af Kirkens disciplin kan skifte med tiderne, består den kendsgerning, at søndagen som et ugentligt ekko af det første møde med den opstandne Herre usvigelig sikkert kendetegnes af den glæde, hvormed disciplene hilste Mesteren: "Disciplene blev glade, da de så Herren" (Joh.20,20). Dette var bekræftelsen af de ord, som Jesus udtalte inden sin lidelse, og som giver genlyd i hver eneste kristen generation: "I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde" (Joh.16,20). Havde han ikke selv bedt om, at disciplene skulle få "fuldt ud del i hans glæde"? (sml. Joh.17,13). Den højtidelige karakter af søndagens eukaristi udtrykker den glæde, som Kristus videregiver til sin Kirke gennem Helligåndens gave. Glæde er netop en af Helligåndens frugter (sml. Rom.14,17; Gal.5,22).

 

57. Hvis vi derfor ønsker at genopdage den fulde betydning af søndagen, må vi genopdage dette aspekt af troslivet. Kristen glæde må afgjort præge hele livet og ikke kun én af ugens dage. Men på grund af dens betydning som den opstandne Herres dag, der fejrer Guds skaberværk og "nyskabelse", er søndagen på en ganske særlig måde glædens dag, faktisk den mest velegnede til at lære at glædes og genopdage glædens sande natur og dybe rødder. Denne glæde må aldrig forveksles med overfladiske fornemmelser af tilfredsstillelse og fornøjelse, som beruser sanserne og følelserne for et kort øjeblik, men derpå efterlader hjertet utilfredsstillet og måske endda forbitret. Kristent set er glæde meget mere varig og trøstende, og som helgenerne bevidner, kan den vedvare selv i lidelsens mørke nat.103 Den er på en vis måde en "dyd", der skal næres.

 

58. Alligevel er der absolut ingen konflikt mellem kristen glæde og ægte menneskelige glæder, som faktisk er ophøjede og finder deres virkelige grundlag i den forherligede Kristus, den fuldkomne afbildning og åbenbaring af mennesket, som Gud ville det. Som min forgænger Paul VI skrev i sin opfordring til kristen glæde: "I sit væsen er kristen glæde en deltagelse i den uudtømmelige glæde, der på én gang er guddommelig og menneskelig, og som findes i den herliggjorte Kristi hjerte".104 Pave Paul sluttede sin opfordring med at bede om, at Kirken på Herrens dag skulle vidne stærkt om den glæde, som apostlene erfarede, da de så Herren påskeaften. Derfor opfordrede han hyrderne til at fastholde "nødvendigheden for de døbte af at fejre søndagens eukaristi med glæde. Hvordan skulle de kunne forsømme dette møde, dette festmåltid, som Kristus forbereder til os i sin kærlighed? Gid vor deltagelse heri må være i høj grad værdig og glad! Det er den korsfæstede og herliggjorte Kristus, der kommer blandt sine disciple for at føre dem alle ind i hans opstandelses nyhed. Dette er højdepunktet hernede af kærlighedspagten mellem Gud og hans folk: tegnet på og kilden til kristen glæde, et trin på vejen til den evige fest".105 Denne tros-vision viser, at den kristne søndag er en virkelig "tid til fejring", en dag, der er givet af Gud til mænd og kvinder til deres fulde menneskelige og åndelige vækst.

 

Sabbattens opfyldelse

 

59. Dette aspekt af den kristne søndag viser på en særlig måde, hvordan den er en opfyldelse af Det gamle Testamentes sabbat. På Herrens dag, som Det gamle Testamente - som vi allerede har sagt - forbinder med skaberværket (sml. 1.Mos.2,1-3; 2.Mos.20,8-11) og med udfrielsen fra Egypten (sml. 5.Mos.5,12-15), er den kristne kaldet til at forkynde den nye skabelse og den nye pagt, der er kommet i stand i Kristi påskemysterium. Langt fra at blive forladt bliver fejringen af skabelsen dybere i et kristocentrisk perspektiv, idet den ses i lyset af Guds plan: "at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske" (Ef.1,10). Erindringen om befrielsen ved udgangen fra Egypten får også sin fulde betydning, når den bliver til en erindring om den universelle forløsning, der fuldendtes af Kristus i hans død og opstandelse. Mere end en "afløsning" af sabbatten er søndagen derfor dens opfyldelse, og i en vis forstand dens udvidelse og fulde udtryk i den systematiske udfoldelse af frelseshistorien, der når sit højdepunkt i Kristus.

 

60. I dette perspektiv kan den bibelske teologi om "sabbatten" genfindes fuldstændigt uden at gå på akkord med søndagens kristne karakter. Det er en teologi, der igen og igen fører os til en aldrig svigtende ærefrygt for begyndelsens mysterium, da Guds evige Ord ved en fri kærligheds beslutning skabte verden af intet. Skaberværket blev beseglet med velsignelsen og indvielsen af den dag, da Gud hvilede "efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte" (1.Mos.2,3). Denne Guds hviledag giver mening til tiden, som i rækkefølgen af uger får ikke blot en kronologisk regelmæssighed, men også, kan man sige, en teologisk resonans. Den konstante tilbagevenden af "shabbatten" sikrer, at der ikke er nogen risiko, for at tiden bliver lukket inde om sig selv, for ved at modtage Gud og hans kairoi - "tiderne" for hans nåde og hans frelsende handlinger - vedbliver tiden som sådan at være åben over for evigheden.

 

61. Ligesom den syvende dag, der er velsignet og indviet af Gud, afslutter "shabatten" hele skaberværket, og er derfor direkte knytte til den sjette dags arbejde, da Gud skabte mennesket "i sit billede og sin lighed" (sml.1.Mos.-1,26). Denne meget nære forbindelse mellem "Guds dag" og "menneskets dag" undgik ikke kirkefædrenes opmærksomhed, når de mediterede over den bibelske skabelsesberetning. Ambrosius siger i denne forbindelse: "Lad os altså takke Gud, der udførte et arbejde, hvori han kunne finde hvile. Han skabte himlene, men jeg læser ikke, at han fandt hvile dér; han skabte stjernerne, månen og solen, og heller ikke dér læser jeg, at han fandt hvile. Jeg læser derimod, at han skabte mennesket, og at han derpå hvilede, idet han i mennesket fandt en, som han kunne give synderens forladelse".106 Således vil der for altid være en direkte forbindelse mellem "Guds dag" og "menneskets dag". Når det guddommelige bud siger: "Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2.Mos.20,8), er den hvile, som er befalet for at ære den dag, der er viet til Gud, slet ikke en byrde, der er lagt på mennesket, men snarere en støtte, der skal hjælpe det til at erkende dets livgivende og befriende afhængighed af Skaberen, og på samme tid dets kald til at samarbejde i Skaberens værk og til at modtage hans nåde. Ved at ære Guds "hvile" opdager mennesket helt sig selv, og således bærer Guds dag det dybe præg af Guds velsignelse (sml. 1.Mos.2,3), i kraft af hvilket, kan vi sige, den på en måde, ligesom dyrene og mennesket selv, er udstyret med en slags "frugtbarhed" (sml. 1.Mos.1,22; 28). Denne "frugtbarhed" består tilsyneladende frem for alt og i en vis forstand i at forøge tiden selv, ved i mænd og kvinder at uddybe glæden ved at leve og ønsket om at nære og videregive liv.

 

62. Det er derfor kristnes pligt at huske, at skønt den jødiske sabbats skikke er forbi, fordi de er overgået af den "opfyldelse", som søndagen bringer, vedbliver de bagvedliggende grunde til at overholde "Herrens dag" - som de er indskrevet højtideligt i De ti Bud - med at være gældende, skønt de nødvendigvis må nyfortolkes i lyset af søndagens teologi og spiritualitet: "Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig, sådan som Herren din Gud har befalet dig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller din datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile, ligesom du selv. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen" (5.Mos.5,12-15). Her er sabbattens helligholdelse tæt forbundet med den befrielse, som Gud udvirkede for sit folk.

 

63. Kristus kom for at opnå en ny "Exodus", for at genoprette frihed for de undertrykte. Han foretog mange helbredelser på sabbatten (sml. Matt.12,9-14 og paralleller), bestemt ikke for at krænke Herrens dag, men for at åbenbare dens fulde betydning: "Sabbatten blev til for menneskets skyld" (Mark.2,27). Idet han modsætter sig nogle af sine samtidiges overdrevne og legalistiske fortolkninger og udvider den virkelige betydning af den bibelske sabbat, genopretter Jesus som "herre også over sabbatten" (Mark.2,28) dens befriende karakter, idet han omhyggeligt beskytter Guds rettigheder og menneskets rettigheder. Det er derfor, at kristne, kaldede som de er til at forkynde den befrielse, der er vundet ved Kristi blod, følte, at de havde myndighed til at overføre sabbattens betydning til opstandelsens dag. Kristi påske har faktisk befriet mennesket fra et slaveri mere omfattende end nogen byrde, der tynger et undertrykt folk - syndens slaveri, som fremmedgør mennesket for Gud og fremmedgør det for sig selv og for andre ved konstant gennem historien at så ondskabens og voldens sæd.

 

 

Hviledagen

 

64. I flere århundreder overholdt kristne søndagen simpelt hen som en dag til gudsdyrkelse uden at give den den specifikke betydning af sabbatshvile. Først i det fjerde århundrede anerkendte det romerske kejserriges borgerlige ret den ugentlige rytme og bestemte, at på "solens dag" skulle dommerne, byens borgere og de forskellige handelsforbund ikke arbejde.107 Kristne glædede sig over, at de hindringer, som indtil da undertiden havde gjort helligholdelsen af Herrens dag heroisk, således var fjernede. De kunne nu uden hindring vie sig til fælles bøn.108

 

Det ville derfor være forkert at betragte denne lovgivning om ugens rytme som en udelukkende historisk omstændighed uden nogen særlig betydning for Kirken, og som de simpelt hen kunne se bort fra. Selv efter kejserrigets fald ophørte koncilerne ikke med at holde på ordningen med hensyn til søndagshvilen. I lande, hvor kristne er i mindretal, og hvor kalenderens festdage ikke falder sammen med søndagen, er det stadigt søndag, som forbliver Herrens dag, den dag, hvor de troende mødes til den eukaristiske forsamling. Men dette er forbundet med virkelige ofre. For kristne er det ikke normalt, at søndagen, dagen til glad fejring, ikke også er en hviledag, og det er vanskeligt for dem at holde søndagen hellig, hvis de ikke har nok fritid.

 

65. Tværtimod har forbindelsen mellem Herrens dag og hviledagen i det borgerlige samfund en mening og betydning, der går ud over det udtrykkeligt kristne synspunkt. Den skiften mellem arbejde og hvile, der er indbygget i den menneskelige natur, er villet af Gud selv, som det viser sig i skabelsesberetningen i 1.Mosebog (sml. 1.Mos.2,2-3; 2.Mos.20,8-11): hvile er noget "helligt", fordi det er menneskets metode til at trække sig tilbage fra den undertiden overdrevent krævende cyklus af jordiske opgaver for at forny sin viden om, at alt er Guds værk. Der er en fare for, at den forbløffende magt over skabningen, som Gud giver til mennesket, kan forlede det til at glemme, at Gud er Skaberen, hvem alt afhænger af. Det er endnu vigtigere at indse denne afhængighed i vor tid, hvor naturvidenskab og teknologi har forøget den magt så utroligt, som mennesket udøver gennem sit arbejde.

 

66. Endelig må det ikke glemmes, at selv i vore dage er arbejde meget hårdt for mange mennesker, enten på grund af elendige arbejdsforhold eller lang arbejdstid - især i de fattigere dele af verden - og på grund af den vedvarende alt for hyppige uretfærdighed og menneskets udnyttelse af mennesket i økonomisk mere udviklede samfund. Når Kirken gennem århundrederne har givet love om søndagshvile,109 tænkte den frem for alt på tjenestefolks og arbejderes arbejde, bestemt ikke, fordi dette arbejde var mindre værdigt, når det sammenlignedes med overholdelse af søndagspligten, men snarere fordi det behøvede mere regulering for at lette dets byrder og således gøre det muligt for enhver at holde Herrens dag hellig. Hvad dette angår, talte min forgænger Pave Leo XIII i sin rundskrivelse Rerum Novarum om søndagshvilen som en arbejders ret, som staten måtte garantere.110

 

I vor egen historiske sammenhæng er det stadig en pligt at sørge for, at enhver kan nyde den frihed, hvile og adspredelse, som menneskelig værdighed kræver sammen med de dermed forbundne religiøse, familiære, kulturelle og interpersonale behov, som er vanskelige at opfylde, hvis der ikke er garanti for mindst én af ugens dage, hvor mennesker både kan hvile og fejre gudstjeneste. Naturligvis forudsætter denne arbejdernes ret til hvile deres ret til arbejde, og når vi overvejer spørgsmålet om den kristne opfattelse af søndagen, kan vi ikke lade være med med en dyb følelse af solidaritet at mindes talløse mænds og kvinders lidelse, fordi de er arbejdsløse og tvungne til at forblive inaktive også på arbejdsdage.

 

67. Gennem søndagshvilen kan daglige bekymringer og opgaver få deres rette perspektiv: de materielle ting, som vi gør os bekymringer over, bliver afløst af åndelige værdier; i et øjeblik, hvor man mødes og er mindre presset, ser vi det sande ansigt hos de mennesker, vi lever sammen med. Også naturens skønheder - for ofte ødelagt af ønsket om at udnytte dem, hvad der vender mennesket imod det selv - kan blive genopdaget og nydt helt og fuldt. Som den dag, hvor mennesket lever i fred med Gud, med sig selv og med andre, bliver søndagen et øjeblik, hvor mennesker på ny kan betragte naturens undere og tillade sig at blive indfanget af den vidunderlige og gådefulde harmoni, der med Ambrosius' ord forener de mange elementer i kosmos i et "fællesskabets og fredens bånd" ved "en ukrænkelig enigheds og kærligheds lov".111 Mænd og kvinder når da, som Paulus siger, til en dybere forståelse af, at "alt hvad Gud har skabt er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn" (1.Tim.4,4-5). Hvis mennesker efter seks arbejdsdage - for manges vedkommende indskrænket til fem - søger tid til hvile og til at lægge mere mærke til andre aspekter af deres liv, svarer det til et autentisk behov, der er i fuld harmoni med den vision, som evangeliets budskab rummer. Troende er derfor kaldede til at opfylde dette behov på en måde, der er i overensstemmelse med deres personlige og deres fællesskabs tro, som det udtrykkes i fejringen og helligholdelsen af Herrens dag.

 

Derfor vil kristne - også under vor egen tids særlige forhold - ganske naturligt anstrenge sig for, at den borgerlige lovgivning respekterer deres pligt til at holde søndagen hellig. I alle tilfælde er de forpligtede til at arrangere deres søndagshvile på en måde, der tillader dem at deltage i eukaristien, idet de afholder sig fra arbejde og aktiviteter, der er uforenelige med helligholdelsen af Herrens dag med dens karakteristiske glæde og nødvendige hvile for sjæl og legeme.112

 

68. For at hvilen ikke skal udarte til tomhed og kedsomhed, må den byde på åndelig berigelse, større frihed, mulighed til kontemplation og broderligt fællesskab. Derfor bør de troende blandt de former for kultur og underholdning, som samfundet tilbyder, vælge dem, der er mest i overensstemmelse med et liv, der leves i lydighed mod evangeliets regler. Søndagshvilen bliver da "profetisk", idet den bekræfter ikke blot Guds absolutte ophøjethed, men også ophøjetheden og værdigheden hos den person, der respekterer det sociale og økonomiske livs krav, og på en vis måde tager forskud på den "nye himmel" og den "nye jord", hvor befrielse fra forbrugets slaveri vil være endeligt og komplet. Kort sagt, Herrens dag bliver således i den sandeste betydning også menneskets dag.

 

 

En solidaritetsdag

69. Søndagen bør også give de troende en mulighed for at vie sig til barmhjertigheds-, kærligheds- og apostolatsarbejde. At erfare den opstandne Herres glæde dybt i sig er også til fulde at dele den glæde, der pulserer i hans hjerte: der er ingen glæde uden kærlighed! Jesus forklarer selv dette, idet han forbinder det "nye bud" med denne glædesgave: "Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer" (Joh.15,10-12).

 

Derfor fritager søndagens eukaristi ikke de troende fra kærlighedens pligter, men tilskynder dem tværtimod endnu mere "til al slags gerning, der viser deres kærlighed, fromhed og apostoliske sindelag. Ved disse gerninger skal det jo kunne ses, at de kristne, skønt ikke af denne verden, alligevel er verdens lys, og at de forherliger Faderen i andre menneskers øjne".113

 

70. Lige siden apostlenes tider, har søndagens forsamling faktisk for de kristne været et broderligt fællesskab ned de meget fattige. "Den første dag i ugen skal I hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til" (1.Kor.16,2), siger Paulus, idet han henviser til den indsamling, der er organiseret for de fattige kirker i Judæa. I søndagens eukaristi åbnes det troende hjerte vidt for at omfatte alle Kirkens aspekter. Men det fulde omfang af de apostoliske påbud er nødt til at accepteres: langt fra at prøve på at skabe en smålig "gave" mentalitet, forlanger Paulus derimod en krævende kultur, hvor man deler med hinanden, og som bør praktiseres ikke blot blandt menighedens egne medlemmer, men også i samfundet som helhed.114 Mere end nogen sinde har vi brug for endnu engang at lytte til Paulus' alvorlige advarsel, rettet til menigheden i Korinth, som var skyldige i at have ydmyget de fattige i den broderlige agapè, der fulgte efter "Herrens Nadver": "Når I kommer sammen, er det ikke Herrens måltid, I holder, for enhver tager straks for sig af sin egen mad, og én sulter, mens en anden drikker sig beruset. Kan I da ikke spise og drikke hjemme? Eller ringeagter I Guds menighed og bringer skam over dem, der ingenting har?" (1.Kor.11,20-22). Jakob er lige så overbevisende i, hvad han skriver: "Hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med en guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj, og I kun har øje for ham, der bærer den fornemme dragt, og siger, 'Vær så god, her sidder du godt', men siger til den fattige, 'Du kan stå dér eller sætte dig her på gulvet', er I så ikke i modstrid med jer selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker?" (Jak.2,2-4).

 

71. Apostlenes lære anslog lige fra de tidligste århundreder en sympatisk streng og vakte stærk genklang i kirkefædrenes prædiken. Ambrosius brugte flammende ord til de rige, som mente, at de opfyldte deres religiøse forpligtelser ved at gå i kirke uden at dele deres ejendele med de fattige, og som måske endda udbyttede dem: "I, som er rige, hører I, hvad Gud Herren siger? Alligevel kommer I ind i kirken, ikke for at give til de fattige, men i stedet for at tage".115 Johannes Chrysostomus er ikke mindre krævende: "Ønsker I at ære Kristi legeme? Så ignorer ham ikke, når han er nøgen. Hyld ham ikke i templet klædt i silke, blot for at negligere ham udenfor, hvor han fryser og er nøgen. Han, som sagde: 'Dette er mit legeme', er den samme, som sagde: 'Du så mig sulten, og du gav mig ikke noget at spise', og 'hvad du har gjort mod en af mine brødre, har du også gjort imod mig' ... Hvad godt er der ved det, hvis det eukaristiske bord er overlæsset med gyldne kalke, mens han er ved at dø af slut? Begynd med at stille hans sult, og så kan du med det, der er tilovers, også smykke alteret".116

 

Disse ord minder den kristne menighed om pligten til at gøre eukaristien til det sted, hvor broderlighed bliver til praktisk solidaritet, hvor de sidste er de første i brødrenes tanker og omsorg, hvor Kristus selv - gennem de rundhåndede gaver fra de rige til de meget fattige - på en vis måde tidsmæssigt kan forlænge miraklet med mangfoldiggørelsen af brødene.117

 

72. Eukaristien er en virkeliggørelse og et program for sand broderlighed. Fra søndagsmessen flyder der en strøm af kærlighed, der er bestemt til at brede sig ind i hele de troendes liv, begyndende med at inspirere dem til selve den måde, hvorpå de lever resten af søndagen. Søndag er en glædens dag; kristne burde tilkendegive ved deres virkelige adfærd, at vi kan ikke være lykkelige "for os selv". De ser sig omkring for at finde mennesker, der måske har brug for deres hjælp. Det kan være, at der i deres nabolag blandt dem, de kender, er syge mennesker, ældre mennesker, børn eller indvandrere, der netop om søndagen stærkere føler deres isolation, behov og lidelser. Det er ganske vist rigtigt, at forpligtelsen over for disse mennesker ikke kan indskrænkes til en lejlighedsvis søndagsgestus. Men under forudsætning af en større sans for forpligtelse, hvorfor så ikke gøre Herrens dag til en tid til mere intenst at dele med andre ved at opmuntre til al den opfindsomhed, som kristen kærlighed er i stand til? Indbyde ensomme mennesker til et måltid, besøge de syge, skaffe mad til nødlidende familier, benytte et par timer til frivilligt arbejde og solidaritets-handlinger: dette ville bestemt være måder til at bringe den Kristi kærlighed, der er modtaget ved det eukaristiske bord, ind i menneskers liv.

 

73. Levet på denne måde bliver ikke blot søndags-eukaristien, men hele søndagen en fremragende skole for kærlighed, retfærdighed og fred. Den opstandne Herres nærvær midt blandt hans folk bliver til en forpligtelse til solidaritet, en uimodståelig kraft til indre fornyelse, en inspiration til at ændre de syndens strukturer, hvori enkeltpersoner, samfund og undertiden hele folkeslag er indfiltrede. Langt fra at være en flugt er den kristne søndag en "profeti", der er indskrevet i tiden selv, en profeti, der forpligter de troende til at følge i Hans fodspor, som kom "for ar bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren" (Luk.4,18). I søndagens ihukommelse af påsken, lærer troende af Kristus og husker hans løfte: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer" (Joh.14,27), de bliver til gengæld fredens bygmestre.

 

 

KAPITEL V

 

DIES DIERUM - DAGEN FOR ALLE DE DAGE

SØNDAG: DEN OPRINDELIGE FEST, DER ÅBENBARER MENINGEN MED TIDEN

 

Kristus, tidens Alfa og Omega

 

74. "I kristendommen tilkommer der tiden en fundamental betydning. Inden for dens dimension blev verden skabt, inden for dens område udfolder den frelseshistorie sig, der når sit højdepunkt i 'tidens fylde' i menneskevordelsen og sit mål i Guds Søns genkomst ved tidernes ende. I Jesus Kristus, i Ordet, der er blevet kød, bliver tiden til den Guds dimension, der i sig selv er evig".118

 

I Det nye Testamentes lys udgør årene for Kristi jordiske liv et virkeligt tidens centrum; dette centrum når sit højdepunkt i opstandelsen. Det er sandt, at Jesus er Gud, der er blevet menneske fra det øjeblik, hvor han er undfanget i Jomfru Marias moderskød, men først i opstandelsen er hans menneskelighed helt forklaret og forherliget, og åbenbarer således hans guddommelige identitet og herlighed i sin fylde. I sin tale i synagogen i Antiokia i Pisidien (sml. Ap.G.13,33) anvender Paulus ordene fra Salme 2 på Kristi opstandelse: "Du er min søn, jeg har født dig i dag" (Ps.2,7). Det er netop af denne grund, at Kirken i fejringen af påskevigilien hylder den opstandne Kristus som "begyndelsen og fuldendelsen, Alfa og Omega". Det er de ord, der udtales af celebranten, når han indvier påskelyset, som bærer det indeværende årstal. Disse ord bekræfter klart, at "Kristus er tidens herre, han er dens begyndelse og opfyldelse; hvert år, hver dag og hvert øjeblik omfattes af hans menneskevordelse og opstandelse og befinder sig på denne måde i 'tidens fylde'".119

 

75. Eftersom søndag er den ugentlige påske, der mindes og gør den dag nærværende, da Jesus opstod fra de døde, er den også den dag, som åbenbarer tidens betydning. Det har intet tilfælles med de kosmiske perioder, ifølge hvilke naturreligion og menneskelig kultur ved at ligge under for myten om evig tilbagevenden stræber efter at påtvinge tiden en struktur. Den kristne søndag er ganske anderledes! Idet den vokser frem af opstandelsen, skærer den gennem menneskelig tid, månederne, årene, århundrederne, ligesom en retningspil, der retter dem mod deres mål: Kristi andet komme. Søndagen bebuder den sidste dag, parusiens dag, som på en måde allerede er foregrebet i Kristi herlighed i opstandelsens tildragelse.

 

Faktisk vil alt, hvad der vil ske inden verdens afslutning, ikke være mere end en udvidelse og en udfoldelse af, hvad der skete den dag, da den korsfæstede Herres mishandlede legeme blev oprejst ved Åndens kraft og til gengæld blev Åndens kildespring for hele menneskeheden. Kristne ved, at det ikke er nødvendigt at vente på en anden frelsens tid, fordi, hvor længe verden end vil bestå, lever de allerede i de sidste tider. Ikke blot Kirken, men selve kosmos og historien er uophørligt styret og regeret af den herliggjorte Kristus. Det er denne livskraft, der driver skabningen frem, "som endnu sukker og vånder sig" (Rom.8,22), mod målet for dens fulde forløsning. Menneskeheden kan kun have en svag umiddelbar opfattelse af denne proces, men kristne har nøglen og visheden. At helligholde søndagen er det vigtige vidnesbyrd, som de er kaldede til at aflægge, så at enhvert stadium af menneskehedens historie vil blive båret af håb.

 

 

Søndag i det liturgiske år

 

76. Med dens ugentlige tilbagevenden er Herrens dag rodfæstet i Kirkens ældste tradition og er af vital betydning for de kristne. Men der var en anden rytme, der snart opstod af sig selv: den årlige liturgiske cyklus. Den menneskelige psykologi ønsker faktisk ar fejre årsdage, idet den forbinder en tilbagevenden af datoer og årstider med erindringen om tidligere begivenheder. Når disse begivenheder er afgørende i et folks liv, skaber fejringen af dem i almindelighed en festlig atmosfære, der bryder den daglige rutines monotoni.

 

Nu var efter Guds plan de store frelsende begivenheder, hvorpå Kirkens liv er grundlagt, tæt knyttet til påskens og pinsens årlige jødiske fester og var profetisk bebudet i dem. Siden det andet århundrede tillod den årlige fejring af påsken for kristne - efter at være blevet tilføjet til den ugentlige fejring af påsken - en mere udførlig meditation over den korsfæstede og opstandne Kristi mysterium. Forudgået af en forberedende faste og fejret i løbet af en lang vigilie, der blev udvidet til de halvtreds dage, som fører frem til pinse, blev påskefesten - "højtidelighedernes højtidelighed" - den foretrukne dag til indføring af katekumener. Gennem dåben dør de fra synd og oprejses til et nyt liv, fordi Jesus "blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os" (Rom.4,25; sml. 6,3-11). Intimt knyttet til påskemysteriet antager pinsefesten en særlig betydning, såsom den fejrer Helligåndens komme over apostlene og Maria og indvarslingen af missionen til alle folkeslag.120

 

77. En lignende erindrende logik var bestemmende for indretningen af hele det liturgiske år. Som Det andet Vatikankoncil minder om, ønskede Kirken igennem årets kredsløb at udfolde "hele Kristi mysterium fra hans menneskevordelse og fødsel, hen til hans himmelfart, til pinsedagen og til det salige håb om Herrens genkomst. Idet Kirken på denne måde gentager forløsningens mysterier, åbner den for de troende sin Herres rigdomme af kraft og fortjeneste, således at disse til hver en tid på en måde bliver nærværende, og de troende kan komme i berøring med dem og fyldes med frelsens nåde.".121

 

Efter påske og pinse er den mest højtidelige fest utvivlsomt Herrens fødsel, når kristne overvejer menneskevordelsens mysterium og betragter Guds Ord, som beslutter at antage vor menneskenatur for at give os del i sin guddommelighed.

 

78. På samme måde "mens den hellige kirke fejrer Kristi mysterier i det årlige kredsløb, ærer den også med særlig kærlighed den salige Guds Moder Maria, som jo er knyttet til sin søns frelsesværk ved et uløseligt bånd".122 Ved på samme måde i den årlige cyklus at indføje ihukommelsen af martyrerne og andre helgener i anledning af deres årsdage. "forkynder Kirken påskemysteriet, som det viser sig i disse helgener, der har lidt og er forherliget sammen med Kristus".123 Når helgenernes ihukommelse fejres i liturgiens sande ånd, skygger det ikke for, at Kristus er midtpunkt, men anerkender det tværtimod, idet det demonstrerer kraften i forløsningen, der er udvirket af ham. Som Paulinus af Nola synger: "alt forgår, men helgenernes ære varer ved i Kristus, som fornyer alle ting, mens han selv forbliver uændret".124 Det indre forhold mellem helgenernes og Kristi ære er indbygget i selv ordningen af det liturgiske år, og udtrykkes mest veltalende i søndagens fundamentale og ophøjede karakter som Herrens dag. Ved at følge det liturgiske års vekslende tider i overholdelsen af søndagen, som strukturerer året fra først til sidst, bliver kristnes kirkelige og åndelige forpligtelse dybt forankret i Kristus, i hvem troende finder deres motiv til at leve, og fra hvem de får næring og inspiration.

 

79. Søndagen fremstår derfor som den naturlige model for forståelsen og fejringen af disse det liturgiske års festdage, som er så værdifulde for det kristne liv, at Kirken har valgt at understrege deres vigtighed ved at gøre det obligatorisk for de troende at deltage i messen og tage sig tid til at hvile på disse festdage, selv om de kan falde på skiftende ugedage.125 Deres antal er blevet ændret fra tid til anden, idet de sociale og økonomiske betingelser er taget i betragtning og også, hvor godt de var fastslået i traditionen, og hvor godt de støttes af den borgerlige lovgivning.126

 

På grund af særlige omstændigheder i det ene eller det andet land tillader de nuværende kanoniske og liturgiske bestemmelser enhver bispekonference at reducere listen over antallet af påbudte helligdage. Enhver beslutning i så henseende skal have speciel godkendelse fra Pavestolen,127 og i sådanne tilfælde skal fejringen af et af Herrens mysterier såsom Herrens Åbenbaring, Kristi Himmelfart eller Kristi Legemes og Blods fest flyttes til en søndag i overensstemmelse med liturgiske normer, således at de troende ikke nægtes muligheden for at meditere over mysteriet.128 Hyrderne bør også sørge for at opfordre de troende til at gå til messe på andre vigtige festdage, der fejres i ugens løb.129

 

80. Der er behov for en særlig pastoral opmærksomhed i de mange situationer, hvor der er en fare for, at en egns folkelige og kulturelle traditioner kan forstyrre fejringen på søndage eller andre liturgiske helligdage ved at blande den ægte kristne tros ånd med elementer, der er fremmede for den og kan forvrænge den. I sådanne tilfælde er katekese og velvalgte pastorale initiativer nødvendige for at afklare disse situationer ved at eliminere alt, hvad der er uforeneligt med det kristne evangelium. Samtidig må det ikke glemmes, at disse traditioner - og analogt hermed kulturelle initiativer af nyere dato i det borgerlige samfund - også indeholder værdier, som det ikke er vanskeligt at få til at gå op i en højere enhed med troens krav. Det påhviler hyrderne at tage stilling til, hvilke ægte værdier i kulturen i den enkelte social sammenhæng og især i den folkelige fromhed, der bør bevares, så at den liturgiske fejring - specielt på søn- og helligdage - ikke lider skade, men snarere får gavn deraf.130

 

 

AFSLUTNING

 

81. Søndagens åndelige og pastorale rigdom, som den er videregivet til os ved overleveringen, er bestemt stor. Når dens betydning, og hvad den indebærer, er forstået i deres helhed, bliver søndagen på en måde en syntese af det kristne liv og en betingelse for at leve det på en god måde. Det er derfor indlysende, hvorfor helligholdelsen af Herrens dag ligger Kirkens så stærkt på sinde, og hvorfor den i Kirkens regler vedbliver med at være en konkret forpligtelse. Men alligevel bør helligholdelsen mere end som en pligt betragtes som et behov, der opstår fra det kristne livs dybder. Det er afgørende vigtigt, at alle troende er overbeviste om, at de ikke kan leve deres tro og deltage helt og fuldt i den kristne menigheds liv, hvis de ikke med regelmæssighed tager del i søndagens eukaristiske forsamling. Eukaristien er den fulde virkeliggørelse af den dyrkelse, som menneskeheden skylder Gud, og den kan ikke sammenlignes med nogen anden religiøs erfaring. Et særlig virkningsfuldt udtryk for dette er hele menighedens forsamling hver søndag i lydighed over for den opstandne Herres stemme, som kalder de troende sammen for at give dem sit ords lys og sit legemes næring som forløsningens evige sakramentale kildespring. Den nåde, der flyder fra dette kildespring fornyer menneskehed, liv og historie.

 

82. Det er med denne stærke trosoverbevisning og med bevidsthed om den arv af menneskelige værdier, som helligholdelsen af søndagen indebærer, at kristne i dag må møde fristelserne fra en kultur, som har accepteret fordelene ved hvile og fritid, men som ofte benytter dem overfladisk og undertiden tiltrækkes af moralsk set tvivlsomme former for underholdning. Ganske vist er kristne ikke anderledes end andre mennesker med hensyn til at nyde den ugentlige hviledag; men samtidig er de klart bevidste om det enestående og særegne ved søndagen, den dag, hvor de er kaldede til at fejre deres egen og menneskehedens frelse. Søndagen er en glædens og en hvilens dag, netop fordi den er "Herrens dag", den opstandne Herres dag.

 

83. Forstået og levet på denne måde bliver søndagen på en måde de andre dages sjæl, og i den forstand kan vi mindes Origenes' opfattelse, at den fuldkomne kristne "er altid i Herrens dag og fejrer altid søndag".131 Søndagen er en virkelig skole, et varigt program i Kirkens pædagogik - en uerstattelig pædagogik, især med sociale vilkår, der nu mere og mere er præget af en splittelse og kulturel pluralisme, som konstant lodder enkelte kristnes troskab over for deres tros praktiske krav. I mange dele af verden ser vi en "diaspora" kristendom, som er sat på prøve, fordi Kristi spredte disciple ikke længere let kan holde kontakt med hinanden og mangler støtten fra de strukturer og traditioner, der er passende for kristen kultur. I en så vanskelig situation er lejligheden til at mødes om søndagen med andre troende og udveksle broderskabets gaver en uerstattelig hjælp.

 

84. Samtidig med at søndagen støtter det kristne liv, har den desuden den betydning, at den er et vidnesbyrd og en forkyndelse. Som en bønnens, fællesskabets og glædens dag giver søndagen genlyd i samfundet, idet den udstråler vitale kræfter og motiver til håb. Søndagen er forkyndelsen af, at tiden, hvori han, som er historiens opstandne Herre, tager bolig, ikke er vore illusioners grav, men en altid ny fremtids vugge, en lejlighed, der er givet os til at forvandle dette livs flygtige øjeblikke til evighedens frø. Søndagen er en indbydelse til at se fremad: det er den dag, hvor den kristne menighed råber til Kristus, "Marana tha: Kom, Herre!" (1.Kor.16,22). Med dette håbefulde og forventningsfulde håb ledsager og støtter Kirken menneskeligt håb. Fra søndag til søndag går den, oplyst af Kristus, fremad mod den evige søndag i det himmelske Jerusalem, som ikke har "brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys" (Joh.Åb.21,23).

 

85. Mens Kirken stræber efter at nå sit mål, støttes og opmuntres den af Ånden. Det er den, der vækker erindringen og gør opstandelsens begivenhed nærværende for enhver ny generation af troende. Ånden er den indre gave, som forener os med den opstandne Herre og med vore brødre og søstre i et og samme legemes fortrolige forhold; den tager imod vor tro, fylder vore hjerter med kærlighed og fornyer vort håb. Ånden er aldrig svigtende til stede i enhver af Kirkens dage, dukker uforudsigeligt og gavmildt frem med sit væld af gaver. Men det er i søndagens forsamling til den ugentlige fejring af påske, at Kirken lytter til Ånden på en særlig måde og sammen med den rækker ud efter Kristus i det brændende ønske, at han må vende tilbage i herlighed: "Ånden og bruden siger 'kom'!" (Joh.Åb.22,17). Netop i overvejelsen af Åndens rolle har jeg ønsket, at denne vejledning, hvis mål er at genopdage søndagens betydning, skulle udkomme i dette år, som i den umiddelbare forberedelse til jubilæet er viet til Helligånden.

 

86. Jeg betror denne apostoliske skrivelse til Den hellige Jomfrus forbøn, så den må blive modtaget og omsat i praksis af den kristne menighed. Uden på nogen måde at forringe Kristi og hans Ånds centrale rolle er Maria altid nærværende i Kirkens søndag. Det er selve Kristi mysterium, der kræver dette: ja, hvordan skulle hun, som er Mater Domini og Mater Ecclesiae, Herrens Moder og Kirkens Moder, kunne undlade at være særligt nærværende på den dag, som både er Dies Domini og Dies Ecclesiae, Herrens Dag og Kirkens Dag?

 

Mens de lytter til det Ord, der forkyndes i søndagens forsamling, ser de troende hen til Jomfru Maria, idet de af hende lærer at gemme og grunde over det i deres hjerter (sml. Luk.2,19). De lærer sammen med Maria at stå ved korsets fod og skænke Faderen Kristi offer og slutte sig til det ved at ofre deres egne liv. Sammen med Maria oplever de opstandelsens glæde, idet de gør Magnificats ord til deres egne, de ord, som priser den guddommelige barmhjertigheds gave i tidens ubønhørlige forløb: "Hans barmhjertighed, mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt" (Luk.1,50). Fra søndag til søndag følger pilgrimsfolket i Marias fodspor, og hendes moderlige forbøn giver særlig kraft og glød til den bøn, der stiger op fra Kirken til Den helligste Treenighed.

 

87. Kære Brødre og Søstre, jubilæets umiddelbare nærhed opfordrer os til en dybere åndelig og pastoral forpligtelse. Det er faktisk dets egentlige formål. I jubilæumsåret vil der blive gjort meget for at give det netop det særlige præg, som kræves ved afslutningen af det andet årtusind og begyndelsen af det tredje efter Guds Ords menneskevordelse. Men dette år og denne specielle tid vil få en ende, mens vi ser hen til andre jubilæer og andre højtidelige begivenheder. Som den ugentlige "højtidelighed" vil søndagen imidlertid vedblive med at forme tiden for Kirkens pilgrimsvandring, indtil den søndag, der ikke vil kende til nogen afslutning.

 

Derfor, kære biskopper og præster, opfordrer jeg jer til at arbejde utrætteligt sammen med de troende for at sikre, at denne hellige dags værdi forstås og praktiseres dybere og dybere. Dette vil bære rige frugter i kristne menig-heder og vil ikke kunne undgå at have en positiv indflydelse på det borgerlige samfund som helhed.

 

Ved at lære Kirken at kende, som hver søndag glad fejrer det mysterium, hvorfra den får sit liv, vil det tredje årtusinds mænd og kvinder lære den opstandne Kristus at kende. Gid Kristi disciple, bestandigt fornyede af den ugentlige erindring om påsken, må blive mere og mere troværdige i deres forkyndelse af Frelsens evangelium og mere effektive til at opbygge en kærlighedens civilisation.

 

Jeg sender jer alle min velsignelse!

 

Fra Vatikanet, 31 maj, pinsefesten, i året 1998, det tyvende i mit pontificat.

 

 

 

Noter

 

1 Sml. Joh.Åb.1,10: "Kyriakè hèméra"; sml. også Didakè 14,1, IGNATIUS AF ANTIOKIA, Til Magnesierne 9,1-2; SC 10, 88-89.

 

2 PSEUDO-EUSEBIUS AF ALEXANDRIA, Prædiken 16: PG 86,416.

 

3 In Die Dominica Paschae II, 52: CCL 78, 550.

 

4 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Concilium, 106.

 

5 Sammesteds.

 

6 Sml. Motu Proprio Mysterii Paschalis (14. februar 1969): AAS 61 (1969), 222-226).

 

7 Sml. Den italienske bispekonferences pastorale brev "Il giorno del Signore" (15. juli 1984), 5: Enchiridion CEI 3, 1398.

 

8 Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, 106.

 

9 Homili ved min højtidelige indsættelse i pontificatet (22. oktober 1978), 5: AAS 70 (1978), 947.

 

10 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse Laborem Exercens (14. september 1981) Menneskets Arbejde nr. 25: Niels Steensens Forlag, København 1982.

 

11 Den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden, Gaudium et Spes, 34.

 

12 For vore jødiske brødre og søstre karakteriserer en "ægteskabelig" spiritualitet sabbatten, som det for eksempel viser sig i tekster fra Genesis Rabbah som f.eks. X,9 og XI,8 (sml. J. Neusner, Genesis Rabbah, bd. I, Atlanta 1985, s. 107 og s. 117). Sangen Leka Dôdi har også en ægteskabelig klang: "Din Gud vil glæde sig ved dig, / som brudgommen glæder sig ved bruden ... Kom oh brud midt blandt det elskede folks troende, oh Shabbat Dronning" (sml. Preghiera serale del sabato, udgivet af A. Toaff, Rom, 1968-69, s. 3).

 

13 Sml. A.J Heschel, The Sabbath: Its Meaning for Modern Man (22. udg., 1995) s. 3-24.

 

14 "Verum autem sabbatum ipsum redemptorem nostrum Iesum Christum Dominum habemus": Epist. 13: CCL 140A, 992.

 

15 Ep. ad Decentium XXV, 4, 7: PL 20, 555.

 

16 Homiliae in Hexaemeron II, 8: SC 26, 184.

 

17 Sml. In Io. Ev. Tractatus XX, 20, 2: CCL 36, 203; Epist. 55, 2: CSEL 34, 170-171.

 

18 Hentydningen til opstandelsen er særlig tydelig på russisk, der simpelt hen kalder søndag for "opstandelse" (Voskresenie).

 

19 Epist. 10, 96, 7.

 

20 Sml. sammesteds. Med henvisning til Plinius' brev mindes Tertullian også coetus antalucani i Apologeticum 2, 6: CCL 1, 88; De Corona 3, 3: CCL 2, 1043.

 

21 Brevet til menigheden i Magnesia 9, 1-2: De apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab, København, 1985: s. 130.

 

22 Sermon 8 i påske oktaven 4: PL 46, 842. Denne betydning af søndagen som "den første dag" er tydelig i den latinske liturgiske kalender, hvor mandag kaldes feria secunda, tirsdag feria tertia osv. På portugisisk nævnes dagene på samme måde.

 

23 GREGOR AF NYSSA, De Castigatione: PG 46, 309. Den maronitiske liturgi lægger også vægt på forbindelsen mellem sabbat og søndag, begyndende med "påskevigiliens mysterium" (sml. M. Hayek, Maronite [Eglise], Dictionnaire de spiritualité, X [1980], 632-644).

 

24 Ritual for barnedåb, nr. 9; sml. Ritual for kristen indføring af voksne, nr. 59.

 

25 Sml. Missale Romanum, ritual for velsignelse og bestænkning med vie vand.

 

26 SML. BASILIUS, Om Helligånden, 27, 66: SC 17,, 484-485. Sml. også Barnabas' Brev 15, 8-9; De Apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab: København 1985, s. 217; JUSTIN, Dialog med Trypho 24; 138: PG 6, 528, 793; ORIGENES, Kommentar til Salmerne, Psalm 118 (119), 1: PG 12, 1588.

 

27 "Domine, praestitisti nobis pacem quietis, pacem sabbati, pacem sine vespera": Confess, 13, 50: CCL 27, 272.

 

28 SML. AUGUSTIN, Epist. 55, 17: CSEL 34, 188: "Ita ergo erit octavus, qui primus, ut prima vita sed aeterna reddatur".

 

29 Således på engelsk "Sunday" og på tysk "Sonntag".

 

30 Apologia I, 67: PG 6, 430.

 

31 Sml. MAXIMUS AF TURIN, Sermo 44, 1: CCL 23, 178; Sermo 53, 2 CCL 23, 219; EUSEBIUS AF KÆSAREA, Comm. in Ps. 91: PG 23, 2: 1169-1173.

 

32 Se for eksempel hymnen i læsningernes tidebøn: "Dies aetasque ceteris / octava splendet sanctior / in te quam, Jesu, consecras / primitiae surgentium" (Uge I); og også: "Salve dies, dierum gloria / dies felix Christi victoria / dies digna iugi laetitia / dies prima. / Lux divina caecis irradiat / in qua Christus infernum spoliat, / mortem vincit et reconciliat / summis ima" (Uge II). Lignende udtryk findes i tidebønnerne på forskellige moderne sprog.

 

33 Sml. CLEMENS AF ALEXANDRIA, Stromata, 138, 1-2: PG 9, 364.

 

34 Sml. JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse Dominum et Vivificantem (18. maj 1886), Herren og Levendegøreren nr. 22-26: Ansgarstiftelsens Forlag, København 1987.

 

35 Sml. ATHANASIUS AF ALEXANDRIA, Søndagsbreve 1, 10: PG 26, 1366.

 

36 Sml. BARDESANES, Dialogue on Destiny, 46: PS 2, 606-607.

 

37 Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, Tillæg: Det andet Vatikankoncils erklæring om revisionen af kalenderen.

 

38 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken, Lumen Gentium, 9.

 

39 Sml. JOHANNES PAUL II, Skrivelse Dominicae Cenae (24 februar 1980), 4: AAS 72 (1980); Rundskrivelse Dominum et Vivificantem (18 maj 1986) Herren og Levendegøreren 62-64, Ansgarstiftelsens Forlag, København 1987.

 

40 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolske Skrivelse Vicesimus Quintus Annus (3. december 1988), 9; AAS 81 (1989), 905-906.

 

41 Nr. 2177.

 

42 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolsk Skrivelse Vicecimus Quintus Annus (4 december 1988), 9: AAS 81 (1989), 905-906.

 

43 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Concilium, 41; sml. Dekret om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, Christus Dominus, 15.

 

44 Dette er embolismens ord, udformet således eller på lignende måde i de forskellige sprogs eukaristiske bønner. De betoner kraftig, søndagens "påskelige" karakter.

 

45 Sml. KONGREGATIONEN FOR TROSLÆREN, Skrivelse til den katolske kirkes biskopper om visse aspekter af Kirken som fællesskab, Communionis Notio (28. maj 1992), 11-14: AAS 85 (1993), 844-847.

 

46 Tale til den tredje gruppe af biskopper fra USA (17. marts 1968), 4: L'Osservatore Romano, 18. marts 1998, 4.

 

47 Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Concilium. 42.

 

48 KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion om dyrkelsen af det eukaristiske mysterium, Eucharisticum Mysterium (25.maj 1967). 26: AAS 59 (1967), 555.

 

49 Sml. CYPRIAN, De Orat. Dom. 23: PL 4, 553; De Cath. Eccl. Unitate, 7: CSEL 3/1, 215. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken , 4; Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Concilium, 26.

 

50 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolsk skrivelse Familiaris Consortio (22. november 1981), Fællesskabet i Familien, 57; 61; 151, 154: Ansgarstiftelsens Forlag, (København 1983).

 

51 Sml. KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Direktorium for børnemesser (1. november 1973) AAS 66 (1974), 30-46.

 

52 Sml. KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion om dyrkelsen af det eukaristiske mysterium, Eucharisticum mysterium (25. maj 1967), 26: AAS 59 (1967), 555-556; KONGREGATIONEN FOR BISKOPPERNE, Direktorium for biskoppers pastorale tjeneste Ecclesiae Imago (22. februar 1972), 86c: Enchiridion Vaticanum 4, 2071.

 

53 Sml. JOHANNES PAUL II, Eftersynodal apostolisk skrivelse Det kristne Lægfolk, Christifideles Laici (30 december 1988), 30: Ansgarstiftelsens Forlag, København 1990.

 

54 Sml. KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion Messer for specielle grupper (15. maj 1969). 10: AAS 61 (1969), 810.

 

55 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken, Lumen Gentium, 48-51.

 

56 "Haec est vita nostra, ut desiderando exerceamur": AUGUSTIN, In Prima Joan. Tract. 4, 6: SC 75, 232.

 

57 Missale Romanum, Embolisme efter Herrens Bøn.

 

58 DET ANDET VATIKANKONCIL Den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden, Gaudium et Spes, 1.

 

59 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken, Lumen Gentium, 1; sml. JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse Herren og Levendegøreren, Dominum et Vivificantem (18 maj 1986), 61-64, Ansgarstiftelsens Forlag, København 1987.

 

60 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Concilium, 7; sml. 33.

 

61 Sammesteds, 56: sml. Ordo Lectionum Missae, Praenotanda, nr. 10.

 

62 Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Consilium, 51.

 

63 Sml. sammesteds, 52; Den kanoniske lov, kanon 767, 2; Den kanoniske lov for de østlige kirker, kanon 614.

 

64 Apostolisk skrivelse Missale Romanum (3. april 1969): AAS 61 (1969), 220.

 

65 Koncilets konstitution, Sacrosanctum Concilium taler om "suavis et vivus Sacrae Scripturae affectus" (nr. 24).

 

66 JOHANNES PAUL II, Skrivelse Dominicae Cenae (24. februar 1980), 10:: AAS 72 (1980), 135.

 

67 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitution om Åbenbaringen, Dei Verbum, 25.

 

68 Sml. Ordo Lectionum Missae, Praenotanda, kap. III.

 

69 Sml. Ordo Lectionum Missae, Praenotanda, kap I, nr. 6.

 

70 TRIDENTINERKONCILET, Session XXII, Doctrine and Canons on the Most Holy Sacrifice of the Mass, II: DS 1743; sml. KKK, 1366.

 

71 KKK, 1368.

 

72 KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Instruktion om tilbedelsen af det eukaristiske mysterium, Eucharisticum Mysterium (23. maj 1967), 3. b: AAS 59 (1967), 541; sml. PIUS XII, Rundskrivelse Mediator Dei (20. november 1947), II: AAS 39 (1947), 546-566.

 

73 Sml. den Katolske Kirkes Katekismus, 1385; sml. også KONGREGATIONEN FOR TROSLÆREN, Skrivelse til den katolske kirkes biskopper om fraskilte og gengifte troendes modtagelse af den eukaristsiske kommunion (14. september 1994), 974-979).

 

74 Sml. INNOCENS I, Epist. 25, 1 til Decentius af Gubbio: PL 20, 553.

 

75 II, 59, 2-3: udg. F. X. Funk, 1905, s. 170-171.

 

76 Sml. Apologia I, 67, 3-5: PG 6, 430.

 

77 Acta SS. Saturnini, Dativi et aliorum plurimorum Martyrum in Africa, 7, 9, 10: PL 8, 707, 709-710.

 

78 Sml. Canon 21, Mansi, Conc. II, 9.

 

79 Sml. Canon 47, Mansi, Conc. VIII. 332.

 

80 Sml. det modsatte forslag, der blev fordømt af Innocens i 1679, angående den moralske forpligtelse til at holde festdagene hellige: DS 2152.

 

81 Canon 1248: "Festis de praecepto diebus Missa audienda est": Canon 1247, 1: "Dies festi sub praecepto in universa Ecclesia sunt ... omnes et singuli dies dominici".

 

82 Den kanoniske Lov, canon 1247; den kanoniske Lov for de Orientalske Kirker, canon 881, 1, foreskriver at, "de troende kristne er forpligtede til at deltage i den guddommelige liturgi på søn- og helligdage, i overensstemmelse med deres egen kirkes foreskrifter eller retmæssige sædvaner sui iuris, i fejringen af de guddommelige lovprisninger".

 

83 Nr. 2181: "De, der med fuldt overlæg svigter i denne forpligtelse, begår en alvorlig synd".

 

84 KONGREGATIONEN FOR BISKOPPERNE, Direktorium for biskoppernes hyrdehverv, Ecclesiae Imago (22. februar 1973), 86a: Enchiridion Vaticanum 4, 2069.

 

85 Sml. Den kanoniske Lov, canon 905, 2.

 

86 Sml. PIUS XII, Apostolisk konstitution Christus Dominus (6.januar 1953): AAS 45 (1953), 15-24; Motu Proprio Sacram Communionem (19. marts 1957): AAS 49 (1957), 177-178. KONGREGATIONEN, DET HELLIGE OFFICIUM, Instruktion om respekten for den eukaristiske faste (6. januar 1953): AAS 45 (1953), 47-51.

 

87 Sml. Den kanoniske Lov, canon 1248; Den kanoniske Lov for de Orientalske Kirker, canon 881, 2.

 

88 Sml. Missale Romanum, Normae Universales de Anno Liturgico et de Calendario, 3.

 

89 Sml. KONGREGATIONEN FOR BISKOPPERNE, Retningslinier for biskoppers pastorale tjeneste Ecclesiae Imago (22. februar 1973), 86; Enchiridion Vaticanum 4, 2069-2073.

 

90 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Concilium, 14; 26; JOHANNES PAUL II, Apostolisk Skrivelse Vicesimus Quintus Annus (4. december 1988), 4; 6; 12: AAS 81 (1989), 900-901; 902; 909-910.

 

91 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken, Lumen Gentium. 10.

 

92 Sml. Interdicasterial Instruktion om visse spørgsmål i forbindelse med troende lægfolks samarbejde i præsternes tjeneste Ecclesiae de Mysterio (15. august 1997), 6; 8: AAS 89 (1997), 869, 870-872.

 

93 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken, Lumen Gentium, 10: "in oblationem Eucharistiae concurrunt".

 

94 Sammesteds 11.

 

95 Sml. Den kanoniske Lov, Canon 1248, 2.

 

96 Sml. KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Direktorium for søndagsgudstjenester uden en præst, Christi Ecclesiae (2. juni 1988): Enchiridion Vaticanum 11, 442-468; Interdicasterial instruktion om visse spørgsmål i forbindelse med troende lægfolks samarbejde i præsters tjeneste, Ecclesiae de Mysterio (15. august 1997): AAS 89 (1997), 852-877).

 

97 Sml. Den kanoniske Lov, Canon 1248,2; KONGREGATIONEN FOR TROSLÆREN, Skrivelse Sacerdotium Ministeriale (6. august 1983), III: AAS 75 (1983), 1007.

 

98 Sml. DET PAVELIGE RÅD FOR SOCIAL KOMMUNIKATION, Instruktion Communio et Progressio (23. maj 1971), 150-152; 157: AAS 63 (1971), 645-646; 647.

 

99 Dette er diakonens proklamation til ære for Herrens dag: sml. den syriske tekst i missalet i Maronitternes kirke i Antiokia (syrisk og arabisk udgave), Jounieh (Libanon) 1959, s. 38.

 

100 V, 20, 11: udg. F. X. Funk, 1905, s. 298; sml. Didakè 14, 1: De apostolske Fædre, s. 40, Det danske Bibelselskab, København 1985; TERTULLIAN, Apologeticum. 16, 11: CCL 1, 116. Se specielt Barnabas' Brev, 15, 9: De apostolske Fædre, s. 217; "Derfor holder vi også glædesfest på den ottende dag, på hvilken også Jesus opstod af døde og opsteg til himlene efter at være blevet åbenbaret". Det danske Bibelselskab, København 1985.

 

101 Tertullian fortæller os for eksempel, at om søndagen var det forbudt at knæle, fordi knælen, der betragtedes som en særlig bodsgestus, ikke syntes at passe til glædens dag. Sml. De Corona 3,4 CCL 2, 1043.

 

102 Ep. 55, 28: CSEL 34/2, 202.

 

103 Sml. THERESE AF JESUSBARNET, Derniers entretiens, 5.- 6. juli 1897, i: Oeuvres complètes, Cerf - Desclée de Brouwer, Paris, 1992, s. 1024-1025.

 

104 Apostolisk Skrivelse, Gaudete in Domino (9. maj 1975), II: AAS 67 (1975), 295.

 

105 Sammesteds VII, l.c., 322.

 

106 Hex. 6, 10, 76: CSEL 32/1, 261.

 

107 Sml. Konstantins Edikt, 3. juli 321: Codex Theodosianus II, tit. 8, 1, udg. T. Mommsen, 1/2, s. 87; Codex Iustiniani, 3, 12, 2, udg. P. Krueger, s. 248.

 

108 Sml. EUSEBIUS AF KÆSAREA, Konstantins liv, 4, 18: PG 20, 1165.

 

109 Den ældste af den slags tekster er can. 29 fra Koncilet i Laodicea (anden halvdel af det fjerde århundrede): Mansi, II, 569-570). Fra det sjette til det niende århundrede forbød mange konciler "opera ruralia". Denne lovgivning om forbudte aktiviteter, understøttet af borgerlige love, blev mere og mere detaljerede.

 

110 Sml. Rundskrivelse Rerum Novarum (15.maj 1891): Pavestolen og Arbejderspørgsmålet, nr. 32, s. 33-34. København, Sankt Ansgars Forlag 1942.

 

111 Hex. 2,1,1: CSEL 32/1, 41.

 

112 Sml. Den kanoniske Lov, canon 1247; Den kanoniske Lov for de Orientalske Kirker, canon 881, 1; 4.

 

113 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien, SacrIosanctum Concilium, 9.

 

114 Sml. også JUSTIN; Apologia I, 67, 5: "Hver af dem, der har overflod, og som ønsker at give en gave, skal frit give, hvad han selv synes, og det, der indsamles, gives til ham, der fører forsædet, og han hjælper de forældreløse, enkerne, de syge, de fattige, de fængslede, de fremmede gæster - kort sagt, han hjælper alle, der er i nød": PG 6,430.

 

115 De Nabuthae, 10, 45: "Audis, dives, quid Dominus Deus dicat? Et tu ad ecclesiam venis, non ut aliquid largiaris pauperi, sed ut auferas": CCEL 32/2, 492.

 

116 Homilier over Matthæusevangeliet, 50,3-4: PG 58, 508-509.

 

117 PAULINUS AF NOLA, Ep. 13, 11-12 til Pammacius: CSEL 29, 92-93. Den romerske senator roses, fordi han ved at forene deltagelsen i eukaristien med uddeling af mad til de fattige, på en vis måde reproducerer evangeliets mirakel.

 

118 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Tertio Millenio Adveniente (10. november 1994), 10: Ansgarstiftelsens Forlag, København (1997).

 

119 Sammesteds.

 

120 Sml. Den Katolske Kirkes Katekismus, 731-732.

 

121 Konstitutionen om Liturgien, Sacrosanctum Concilium. 102.

 

122 Sammesteds. 103.

 

123 Sammesteds, 104.

 

124 Carm. XVI, 3-4: "Omnia praeterunt gloria durat/ in Christo qui cuncta novat, dum permanet ipse": CSEL 30,67.

 

125 Sml. Den kanoniske Lov, Canon 1247; Den kanoniske Lov for de Orientalske Kirker, Canon 881, 1; 4.

 

126 Efter almindelig lov er de påbudte helligdage i den latinske kirke festerne for Herrens Fødsel, Herrens Åbenbaring, Kristi Himmelfart, Kristi Legems og Blods Fest, Maria Guds Moders uplettede undfangelse, hendes optagelse i Himlen, Den hellige Josef, apostlene Peter og Paul og Alle Helgen: sml. Den kanoniske Lov, Canon 1216. De påbudte helligdage i alle de orientalske kirker er festerne for Herrens Fødsel, Herrens Åbenbaring, Kristi Himmelfart, Maria Guds Moders Dormitorium og apostlene Peter og Paul, apostle: sml. Den kanoniske Lov for de Orientalske Kirker, Canon 880.

 

127 Sml. Den kanoniske Lov, Canon 1246, 2; for de orientalske kirker. sml. Den kanoniske lov for de orientalske kirker CNON 880, 3.

 

128 Sml. KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, Normae universales de Anno Liturgico et Calendario (21. marts 1969), 5, 7: Enchiridion Vaticanum 3, 895; 897.

 

129 Sml. Caeremoniale Episcoporum, ed. typica 1995, nr. 230.

 

130 Sml. sammesteds, nr. 233.

 

131 Contra Celsum VIII, 22; SC 150, 222-224.