Her kommer så en gennemgang af de meget specielle mennesker som får titlen helgener i den Katolske kirke. Dette er en for mange udenforstående meget "katolsk" ting, som kan være svær at forholde sig til. Så udover en generel forklaring af fænomenet, så bliver der til sidst også tegnet et portræt af danske helgener.

Paulus kalder alle kristne for hellige (jf. Kol 1,2). Hurtigt blev hellighed en betegnelse for mennesker, som havde levet særlig forbilledligt. På grund af deres tro og liv blev disse ligesom apostlene og evangelisterne forbilleder for andre kristne. På en måde gør helgener det, vi ofte ikke gør og de undlader det vi gør. 

Allerede i det 2. kristne århundrede ærede man helgenerne. I begyndelsen var det især martyrerne - dem der havde aflagt vidnesbyrd om deres tro ved at lide døden - som man holdt i ære, og hvis forbøn man bad om. En sådan martyrs dødsdag blev fejret ved en gudstjeneste ved vedkommendes grav, hvor man bad om den afdødes forbøn. Allerede i 156 e. Kr. skrev den kristne menighed fra Smyrna, der havde mistet sin biskop Polykarp ved dennes martyrdød: 

"Kristus tilbeder vi, fordi han er Guds søn. Martyrerne elsker vi som Herrens disciple og efterfølgere." 

Skikken at fejre gudstjeneste over en martyrs grav, og om hvis forbøn man bad, lever også i dag. For i de fleste katolske kirkers altre har man stadigvæk en relikviegrav. Det vil sige, at der i alteret er indmuret en relikvie af eller fra en helgen. Det kan være en knogle af en helgen eller et stykke tøj, som vedkommende har haft på. Efter at kristendommen var blevet statsreligion i 313 e. Kr., led kristne ikke længere martyrdøden for deres tro. Man begyndte derfor også at påkalde de menneskers forbøn, som havde levet et efterlevelsesværdigt liv som kristne. Allerede apostlen Paulus opfordrede sine menighedsmedlemmer til at efterligne ham. Han sagde bl.a.:

Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os. (Fil 3,17)

Den første ikke-martyr, som blev æret som helgen, var den hellige Martin af Tours, som døde 397. Han var romersk soldat, men lod sig alligevel døbe. Senere blev han præst og biskop. Legenden fortæller, at Martin en aften red gennem byens gader. Det var endnu før han blev døbt og han var på det tidspunkt en ung officer. Det var en vinteraften, mørkt og bitterlig koldt. En isnende vind jog gennem gaderne, men det generede Martin slet ikke for han havde en tyk ulden officerskappe på. Pludselig fik han øje på en skikkelse, der sad og krøb sammen i en port. Det var en tigger. Han havde kun nogle tynde pjalter på, som slet ikke kunne holde vinden og kulden ude. Martin handlede med det samme. Han sprang af hesten, rev sin kappe af skulderen, greb sit sværd og delte kappen i to dele. Den ene lagde han om tiggeren og den anden behold han selv. 

Næste nat drømte Martin om Jesus. Han havde den ene halvdel af Martins kappe på. Han sagde: Se, Martin som ikke er døbt har givet mig halvdelen af sin kappe, fordi jeg frøs. Nu har jeg fået varmen.

Beretningen fortæller, at Martin lod sig døbe pga. denne drøm.

Kristendommen blev mere og mere udbredt, både i nord, syd, øst og vest. Når et land blev kristent, blev de hedenske guder, som f.eks. kunne vogte over bjerge eller kilder, erstattet af helgener, som havde en bestemt funktion eller et bestemt kendetegn. Efter reformationen erklærede Tridentinerkoncilet (1545-1563), at det er godt at påkalde helgenernes forbøn.

I kunsten blev helgenerne ofte afbildet med den genstand eller ting, som var kendetegnet for denne helgen, samt en helgenglorie, som omslutter hovedet. På den måde kunne man hurtigt genkende vedkommende. F.eks. bliver den hellige Antonius af Padova afbildet med Jesusbarnet på armen. Den hellige Clara af Assisi bliver ofte vist med en monstrans i hånden, og den hellige Terese af Jesusbarnet med et kors i armen, mens hun strør rosenblade.

Martyrer, som var knyttet til et bestemt sted, blev allerede fra 4. århundrede betegnet som skytshelgener. Bestemte håndværkerfag havde deres egne skytshelgener, og for enhver sygdom havde man en helgen, som man påkaldte om forbøn. De forskellige lande har også deres egne skytshelgener. F.eks. er Andreas skytshelgen for Skotland, Georg for England, Nikolaus for Rusland, og Knud og Ansgar for Danmark.

Fra 1584 finder vi det såkaldte Martyrologium Romanum, som var kirkens officielle martyrfortegnelse, med ca. 2.700 helgener, heraf 20 personer fra Det gamle Testamente. Mange blev fejret gennem en mindedag, selv om kun deres navne var kendt. Man vidste intet om deres liv og død.

Vatikankoncilet besluttede i 1964 kun at fejre de helgener, som virkelig har almen betydning for kirken. Den liturgiske kalender, som indeholder alle kirkelige mindedage og fester samt dagens læsninger fra Bibelen, blev derfor udformet på ny, så den er blevet meget enklere. 

Målet med helgendyrkelsen er at efterligne disse i deres stræben efter Kristus. Helgenernes tro på og kærlighed til Kristus kan derfor inspirere andre mennesker. De er forbilleder, og sammen med de troende er de undervejs. De kan række en hjælpende hånd ud mod os og opmuntre os til større hengivenhed for Jesus Kristus. En moderne helgen, som de fleste kender, er moder Theresa af Calcutta, som tog sig af de fattigste i byen.

Ansgar 

Ansgar blev født o. 801 i Nordfrankrig og voksede op i benediktinerklosteret Corbie, efter at hans mor var død. Her var han først elev og senere munk. Som tyveårig havde Ansgar et syn, som forandrede hans liv. En stemme sagde til ham: "Gå. Du vil komme tilbage som martyr." Dette syn glemte han aldrig. I 823 blev Ansgar sendt til datterklosteret Ny Corbie eller Corvey i Westfalen, hvor han virkede som lærer ved klosterskolen. Det syn, Ansgar havde som tyveårig, blev et par år senere til virkelighed, da den danske konge Harald Klak sammen med 400 følgesvende lod sig døbe i Jngelheim nær Mainz. Harald, der i 826 var blevet fordrevet fra Danmark, håbede nemlig gennem dåben at få den tyske kejsers støtte til at genvinde sit rige.  Kirken så her en mulighed for at missionere i Norden, som indtil da ikke havde været kristent. Derfor rejste Ansgar samme år sammen med Harald til Danmark, hvor han forkyndte budskabet om Jesus Kristus, Guds Søn. Men Harald Klaks forsøg på at genvinde tronen lykkedes ikke. Han måtte atter forlade landet, og det bevirkede også, at missionen i Danmark mislykkedes. 

829 kom Ansgar derfor på opfordring af den svenske konge til Sverige, hvor han i Birka nær Stockholm grundlagde den første kristne kirke.  Halvandet år senere vendte Ansgar tilbage til kejser Ludvig den Frommes hof, hvor han i 832 blev viet som den første biskop af Hamburg. Han rejste derefter til Rom, hvor paven udnævnte ham til legat for Skandinavien. I Hamborg grundlagde Ansgar med den tyske kejsers hjælp en skole og et kloster, og derefter begyndte han at virke i Hedeby (Slesvig). I 845, da vikingerne plyndrede Hamborg, måtte Ansgar også flygte. Samme år blev også missionsstationen i Sverige ødelagt. Både Sverige og Danmark vendte sig på ny mod de gamle guder. Derfor blev Ansgar i 847 udnævnt til ærkebiskop af Bremen, da han ikke længere kunne opholde sig i Hamborg. I Bremen byggede Ansgar et sygehus, frikøbte trælle og kæmpede mod slavehandelen. 

I årene 852-53 genoptog Ansgar sin missionsvirksomhed i Danmark og Sverige. Her opnåede han i Sverige tilladelse til kristendommens uhindrede udbredelse, så han kunne lade opføre en kirke og ansætte en præst. Og i Danmark fik han bl.a. tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby. I 854 fik kirken i Hedeby endog tilladelse til at ringe med klokkerne, "hvad der hidtil ville have forekommet hedningerne en skændsel" ("Ansgars levned"). Da normannerne ødelagde Hamborg i 864, flyttede Ansgar til Bremen, hvorfra han ledede de nordiske missioner. Og her døde han efter lang tids sygdom 3. februar 865. 

Ansgar har kun efterladt sig en lille bønnesamling. Hans egen biografi blev skrevet af hans efterfølger Rimbert. På grund af hans kærlighed til Sverige og Danmark og hans missionsvirksomhed her kaldes Ansgar også "Nordens apostel".  Men mens han virkede heroppe, havde Ansgar oplevet så mange nederlag, at hans levnedsskildrer Rimbert tolkede Ansgars liv som et langt martyrium, selv om Ansgar ikke døde en voldsom død. Ansgars store fortjeneste er, at han drog omsorg for slaverne og de fattige. 

Knud den Hellige

Knud den Hellige blev født i 1043. Han var ikke nogen fattig dreng. Hans far, Svend Estridsen, var konge af Danmark. Men Knud var ikke den ældste søn. Derfor kom han heller ikke til at sidde på tronen i første omgang. Først efter at hans bror, Harald Hen, var død, blev Knud konge. Det var ikke lige den nemmeste opgave at være konge, for tiden var præget af krigstogter (først og fremmest mod England), og der var også mange andre spændinger og uroligheder. Stormændene og bønderne kunne ikke enes. Og i flere lande var der konflikter mellem kongemagten og kirken (især i Tyskland), og det fik også betydning for Danmark. 

Ligesom et parti i dag har et partiprogram for målrettet at kunne arbejde med sine ideer, sådan havde  Knud en regeringsplan. Hans mål var at styrke kongemagten og kirken i Danmark. Knud ville derfor gerne have, at der blev oprettet et selvstændigt ærkebispedømme i Danmark, for så ville man ikke længere være afhængig af Hamburg og Bremen og den tyske kejser. Men det kom han ikke til at opleve. Også på andre måder var Knud kirkens mand, selv om kristendommen endnu ikke var slået helt igennem i Danmark. For på trods af, at kong Harald Blåtand og stormændene havde antaget den kristne tro omkring 965, fandtes der endnu mange mennesker, der dyrkede de gamle nordiske guder. Knud var efter sit mislykkede krigstogt mod England i 1075 ikke længere en vikingekonge, men en kristen konge, som  beskyttede og styrkede kirken. Han ville udbrede den kristne tro. Kirkens opgave var at tale de svages sag i samfundet. Og her understøttede Knud disse med sin sociallovgivning, hvor han tog hensyn til de svagt stillede, kvinder, udlændinge og frigivne eller frikøbte trælle. 

Knud gav rige gaver til kirken, bl.a. til kirken i Lund, og fritog den skånske biskop fra at skulle beværte kongen og hans følge. Derudover fik biskoppen lov til at inkassere en del af de bøder, der måtte blive udstedt i det skånske område. Dette gav kirken økonomisk sikkerhed. Og fra England bragte Knud Sankt Albans relikvier til Odense.  

Men ikke nok med det. Knud ville styrke kirken på lang sigt og give den et solidt økonomisk grundlag. For at sikre kirkens indtægter ville han derfor inddrive tiende (dvs. 10% af bøndernes høst); men det gjorde jyderne oprør imod. 

Knud tænkte ikke alene på udbredelsen af den kristne tro i Danmark. Han ønskede også at drage til England for at styrke kristendommen der. Derfor gjorde Knud brug af sin kongelige ret til at udkommandere bønderne som soldater. Denne tidlige form for værnepligt kaldtes leding. Ledingsfolk fik ingen løn, og de skulle holde sig selv med kost. Mens de var i kongens tjeneste, forsømte de af den årsag deres markarbejde derhjemme og mistede dermed indtægter. Det var bønderne selvfølgelig ikke begejstrede for. Knud var af den grund ikke særlig populær blandt bønderne, og en del af dem kom slet ikke til Limfjorden, hvor kongen havde sat dem stævne. Men der var også en anden, som var blevet forsinket, og det var kongen selv. På grund af politiske trusler i Slesvig nåede Knud først sent til Limfjorden, hvor ledingsflåden skulle have været klar, og da var bønderne allerede taget hjem. 

Men hvorfor kom Knud for sent, når han havde kaldt bønderne sammen? Grunden hertil lå syd for grænsen. I Tyskland var investiturstriden begyndt og havde udviklet sig til en krise mellem den tyske kejser, Henrik II, og pavestolen. Kejseren og paven stredes nemlig om, hvem der var berettiget til investitur (= "iklædning" af værdighedstegn, altså at indsætte nye biskopper), og de pavetro biskopper blev af den årsag fordrevet fra Tyskland. Alt dette forhindrede Knud i at tage til Limfjorden i rette tid.  

På grund af den manglende opbakning til sit ledingstogt straffede han de udeblevne bønder med bøder. Men det blev alligevel for meget, og de ellers så besindige jyder gjorde oprør. Konflikten optrappedes, og i 1086 brød oprøret ud i Vendsyssel. Knud søgte til Odense for at få situationen under kontrol, men blev forfulgt af oprørerne dertil. Han søgte tilflugt i Sankt Albani Kirke, som var Odenses første kirke. Da oprørerne omringede kirken, vidste Knud, at han ikke kunne slippe levende ud. Det fortælles, at han forberedte sig til døden gennem skriftemål, og at han modtog den hellige kommunion (nadveren). Knud døde på altertrinet ramt af et spyd, som blev kastet ind gennem korvinduet. Sammen med ham var bl.a. to af hans brødre, Erik og Benedikt. Det kom nu til en sidste kamp, der endte med, at også kongens mænd blev hugget ned. Kun Erik, der senere blev konge under navnet Erik Ejegod, lykkedes det at slippe bort.

Knud blev gravlagt i Sankt Albani kirke, som var en trækirke. Denne blev nogle år senere erstattet af den nuværende domkirke, Sankt Knuds kirke, hvortil hans jordiske rester senere blev overført. 

Knud blev allerede dengang anset for at være en martyr, som var død for udbredelsen af den kristne tro. Knuds broder Erik rejste derfor til Rom, hvor han mødte paven. Og ved dette besøg fik Erik udvirket, at Knud blev helgenkåret (kanoniseret) i 1101.

Siden 1670 fejres hans fest i hele kirken, dvs. ikke kun i Danmark, men også i andre lande. 

Nogle år senere forfattede en engelsk munk "Knud Konge og Martyrs Lidelseshistorie", der bl.a. skulle tjene til at overbevise paven om berettigelsen af Knuds helgenkåring. Og endnu senere, i 1120'erne, udarbejdede en anden engelsk munk, Ælnoth, et nyt skrift om Knud, hvor hele sagen blev sat ind i en politisk sammenhæng, hvor Guds rige var repræsenteret af kongen, og bønderne var djævelens håndlangere.  Ælnoth skildrer Knud som en forbilledlig kristen konge, der er barmhjertig mod de fattige og gerne vil styrke den kristne tro. Hans hensigt er at befri angelsakserne fra Vilhelm Erobrerens åg, og derfor tolkes dette som et forsøg på at udbrede den kristne tro, dvs. en form for mission. Det efterfølgende oprør er dermed folkets modstand mod kongens fromme iver. Legenden beretter, at Knud dør med armene strakt ud til siden i korsform, og at lansen gennemborer hans side i lighed med Jesu død på korset. Derfor æres Knud den Hellige som Danmarks første martyr og værnehelgen.

Ælnoth var en engelsk munk og skrev bl.a. en levnedsbeskrivelse om Knud den Hellige (o. 1120). Vi ved kun det, han fortæller om sig selv, nemlig, at han oprindelig kom fra Canterbury, var præst og levede i Danmark i 24 år. Ælnoth rejste - efter eget udsagn - fra England i 1085. Det er det år, hvor relikvierne af Sankt Alban bliver bragt til Danmark. Han var måske med i Kong Knuds følge.

Knud Lavard

Knud Lavard blev if. helgenlegenderne født 12. marts 1096 i Roskilde som søn af kong Erik Ejegod og dronning Bodil. Som kongesøn fik han en god opdragelse. Knud Lavard blev opkaldt efter sin farbror, Knud den Hellige. Han var kun seks år gammel, da hans forældre døde på pilgrimsfærd til Det hellige Land. Niels, en anden farbror, kom derefter på tronen. Men Niels var en svag og udygtig konge. Han var gift med den norske enkedronning, Margrete Fredkulla, som var en både klog og handlekraftig kvinde, og som tog sig meget af den forældreløse Knud. Han gennemgik også en politisk og militærisk uddannelse hos saksernes hertug Lothar, den senere tyske kejser.

I 1114 kom Knud Lavard tilbage til Danmark. På det tidspunkt var der uro i landet. Venderne tog på plyndringstog ved de danske kyster, og grænsen ved Ejderen var truet af disse plyndringer. Vendernes konge, Henrik, hvis mor var dansk prinsesse, angreb endda  byen Slesvig, fordi han ikke kunne få udbetalt sin mødrenearv af kong Niels.

Niels overdrog derefter den 19 år gamle Knud Lavard embedet som jarl og hertug i Sønderjylland. Og på trods af sin unge alder fik Knud den ustabile situation under kontrol. Han forhandlede fred med venderne, mæglede mellem Niels og venderkongen Henrik og fik til ære for sin indsats titlen Lavard, som betyder herre eller brødgiver (sml. skotsk laird og engelsk lord).

Efter Henriks død i 1127 tilkøbte Knud Lavard sig herredømmet over det vestlige venderrige af den tyske kejser Lothar. Nu var han selv konge over venderne. Langt om længe blev der fred og orden blandt Danmarks naboer mod syd.

Knud Lavard var ikke alene en politisk dygtig hersker. Han var også en kristen fyrste og en kirkens mand som sin farbror Knud den Hellige. Hans mål var at inddrage det slaviske folk i et kristent og europæisk fællesskab. Men da Knud både var dansk lensmand som hertug af Sønderjylland og tysk lensmand som vestvendisk konge, havde han fjender. En af dem var kong Niels' søn Magnus, som frygtede ham som rival til den danske trone, når kong Niels en gang døde.

I 1130 indbød Kong Niels rigets stormænd til julegilde i Roskilde. Også Knud Lavard kom. Han nærede ikke mistro til sine danske slægtninge. Magnus satte ved dette gilde Knud stævne i Haraldsted skov nord for Ringsted. Her dræbte han Knud. Knud Lavard døde 7. januar 1131. På grund af hans uforskyldte død blev han af folket æret som martyr. Knud Lavards død blev indledningen til en blodig borgerkrig, hvor der i 25 år blev kæmpet om Danmarks trone. Både Niels og Magnus døde i denne krig. Knud Lavards eneste søn, Valdemar, blev derefter i 1157 Danmarks konge med det senere tilnavn "den Store". Sammen med ærkebiskop Eskil opnåede han hos pave Aleksander III sin fars helgenkåring i 1169. Pave Aleksanders brev om Knud Lavards helgenkåring er bevaret. Her anføres som grund til hans kanonisering de mirakler, der var sket ved hans grav. Om Knuds liv siges yderligere, at det var forbilledligt. Paven nævner ikke martyrdøden direkte; men folk anså alligevel Knud Lavard for en martyr. 

Den 25. juni 1170 blev Knud Lavard højtideligt skrinlagt i benediktinermunkenes kirke i Ringsted.

Niels Steensen

Niels Steensen blev født 1. januar 1638 i København i et hus på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne og døbt i den lutherske kirke. Som barn var Niels sygelig og kunne ofte ikke lege med andre børn. Han var derfor tit sammen med de voksne og lyttede til deres samtaler. Niels voksede op i en from luthersk familie. To af hans onkler var præster. Og familiens tro prægede ham dybt. 

Under svenskernes belejring af København, 1658-1660, gjorde Niels som student tjeneste blandt forsvarsstyrkerne, som i februar 1659 afviste svenskernes stormløb.

Som det var sædvane dengang, tog Niels på studieophold i udlandet og kom til Holland i 1660, hvor han levede både i Leiden og Amsterdam. Her kom han for første gang i tvivl om sandheden i den lutherske rettroenhed. Niels, som jo var blevet opdraget i den lutherske tro, mødte i Holland calvinismen, som var lige så selvfølgelig der som den lutherske tro i Danmark.  Efter afsluttede studier vendte Niels i 1664 tilbage til København, hvor han udgav sin første bog, som omhandlede muskler og kirtler. Niels var allerede dengang den mest kvalificerede anatom i Danmark; men på trods af det fik han ikke betroet det ledige professorat i anatomi, som han gerne ville have. Dette skuffede ham dybt. På trods af denne dybe skuffelse forsøgte han alligevel at overgive sig helt til Gud. Samme år (1664) forlod Niels igen København og gennemrejste flere europæiske lande. 

I Köln førte han samtaler med en jesuit, som medgav, at der fandtes dårlige kristne alle vegne, også blandt katolikker. Dette gjorde indtryk på Niels, som ikke havde troet, at katolikker kunne være selvkritiske. Han rejste videre til Paris, hvor han færdedes blandt de største videnskabsmænd. Her mødte han også nogle engagerede kristne.  Rejsen gik videre over Montpellier til Italien. Efter et ophold i Rom fik Niels ansættelse som storhertugen af Firenzes livlæge og anatom ved St. Maria Nuova-hospitalet.  Niels levede nu i et katolsk land og havde mange katolske venner. Dette prægede ham dybt; men Niels følte ikke, at han kunne forlade sin fædrene tro.  Det, der dog gjorde mest indtryk på Niels, var disse menneskers levevis, og senere nævner han, at det først og fremmest var visse venners hellige liv, der førte ham til den katolske kirke.  Niels blev draget mere og mere mod den katolske kirke, uden at han selv var klar over det.  Da Niels til sidst alvorligt overvejede at blive katolik, huskede han, hvor meget andre var blevet bagtalt, når de var blevet katolikker. Han regnede derfor heller ikke med, at det ville gå ham bedre. Snart efter konversionen begyndte det også. En calvinistisk teologiprofessor fra Amsterdam, Johan Sylvius, skrev offentligt imod Niels, uden at Niels kunne forsvare sig.  

Omvendelsen og optagelsen i Den katolske Kirke blev ikke et brud i Niels' liv. Thi for Niels var arbejdet, hverdagen og troen en enhed. Han så det hele i ét perspektiv. 1672 kom Niels tilbage til København, hvor han arbejdede som anatom ved Københavns Universitet. I sin indledende forelæsning sagde han de berømte ord: 

"Skønt er det, vi ser - skønnere er det, vi erkender - skønnest af alt er det, vi ikke fatter."

Som anatom kunne Niels virkelig erkende det menneskelige legemes ydre skønhed og dets underfulde opbygning. Men ved at betragte mennesket, skabt så underfuldt, blev han draget mod sin Skaber. Derfor førte anatomien Niels til erkendelsen af Gud. I 1674 kom Niels Steensen tilbage til Firenze, hvor han blev præsteviet året efter. Niels forblev verdenspræst, selv om han beundrede ordenslivet meget. Han aflagde et privat fattigdomsløfte. I 1676 blev Niels apostolisk vikar for Nordtyskland og Skandinavien og flyttede til Hannover, hvor han blev biskop; men allerede et par år senere måtte han forlade byen. Hertugen døde nemlig, og hans efterfølger var ikke katolik. Nu begyndte en lidelsesvej, der varede indtil Niels' død. Niels blev hjælpebiskop i Münster, hvor han udmærkede sig gennem sin livsstil. Han var trofast i bønnen, fastede for at kunne give mad til de fattige, solgte sin bispering for at give pengene til de lidende og besøgte de spredte katolske menigheder. Han krævede dog også, at andre brændte for forkyndelsen, og nægtede at vie uværdige præster. Derfor kom han i modsætning til domkapitlet, som efter biskoppens død i 1683 valgte en ny biskop ved en ulovlig fremgangsmåde. Natten før bispevalget forlod Niels derfor Münster og slog sig ned i Hamburg, som lå i hans apostolske vikariat.  Her levede han 1683-85, hvorefter han flyttede til Schwerin. Her døde han 25. november 1686 efter et års præstegerning . Han ligger i dag begravet i San Lorenzo-Kirken i Firenze. Den 23. oktober 1988 blev han saligkåret i Rom af pave Johannes Paul II. Over hele Niels' liv kunne hans motto skrives: "Praksis er mere veltalende end alle ord."

Niels Steensens bøn

Uden dit vink falder ikke et hår af hovedet, ikke et blad fra træet, ikke en fugl til jorden, undslipper ingen tanke sindet, intet ord tungen og gøres ingen bevægelse af hånden. Hidtil har du ført mig ad veje, som jeg ikke kendte. Led mig nu ad nådens sti, seende eller blind; det er lettere for dig at føre mig, hvor du vil, end det er for mig at unddrage mig det, min attrå drager mig til. 

 

Ingeborg

Ingeborg, en dansk prinsesse, blev i 1193 gift med kong Philip August af Frankrig. Efter brylluppet blev hun imidlertid forstødt af kongen, fordi han foretrak en anden. Ingeborg blev en tid holdt i streng arrest. Først, da pave Innocens III i 1198 udelukkede kongen fra kirkelige handlinger på grund af hans utroskab, fik hun sin frihed tilbage. Af folket blev Ingeborg elsket som helgen, fordi hun havde båret sine lidelser med tålmod. 

Margrethe

Margrethe stammer fra den sjællandske Hvideslægt og blev myrdet af sin mand 25. oktober 1176. Da man formodede, at hun havde begået selvmord, blev hun begravet på åben mark; men jærtegn afslørede hendes uskyld. Absalon forsøgte herefter at få sin slægtning kanoniseret. Margrethes jordiske rester blev ført til Vor Frue Kirke i Roskilde, hvor man ærede hende som helgen. Fortællinger om hendes levned blev udfærdiget både i Roskilde og i Clairvaux. Et stort helgenkor blev bygget i Vor Frue Kirke, og alt dette skete som forberedelse til helgenkulten. Men pavens kanonisering udeblev. Derfor gik den valfart, man formodentlig havde set frem til, i stedet til det lille kapel i Højelse ved Køge, som var blevet bygget dér, hvor man havde gravet Margrethes lig op. Der findes ingen afbildninger af Margrethe, og hun er heller ikke nævnt i de danske kalendarier (fortegnelser over helgendage og kirkefester) fra middelalderen. Der findes dog en Margrethekilde nord for Flade Kirke på Mors.