Bekendere

Da kejser Konstantin udstedte sit toleranceedikt i 313, afsluttedes den klassiske periode, hvor de romerske kejsere akut, omend med mellemrum, forfulgte de kristne. De troende blev da stillet over for nye og mere snigende former for prøvelser og fristelser. Kirkelærere som Skt. Basilius og Skt. Johannes Krysostomos begyndte at fremhæve, at det almindelige kristne liv i sig selv kunne være et slags martyrium, når det blev levet i en ånd, der var præget af kærlighed og gennemført selvhengivelse til Gud.

Ved slutningen af det fjerde århundrede blev den ære, der allerede var blevet givet til de gamle martyrer, udstrakt også til de store blandt asketerne i ørkenen. Hertil blev gradvis føjet navnene på særligt fremragende biskopper og kirkelærere. De, der blev æret som helgener, uden at have lidt martyriet, er kendt som "bekendere", en meget sigende betegnelse som antyder, at de ved udholdende at bekende den kristne tro i deres liv, aflægger et lige så virkningsfuldt vidnesbyrd om Kristus, som martyren gør ved sin død. Med tiden blev den ære og ærbødighed, der blev tildelt martyrerne - årlige fester, ihukommelse, påkaldelse, indvielser osv. - også tildelt bekenderne.

I løbet af de følgende århundreder, helt op til vor egen tid, er navnene på hundreder af nye helgener blevet føjet til Kirkens kalender. For størstedelen er det biskopper og andre gejstlige, munke og nonner, men der er også repræsentanter for mange andre måder at leve det kristne liv på. Som det fremgår af siderne i denne bog, er denne talmæssige skævhed fortsat (den findes ikke blandt martyrerne i nogen periode). Blandt årsagerne hertil er sådanne ydre betragtninger som, at personer i offentlige stillinger lettere tiltrækker sig opmærksomhed, og at de religiøse ordener i nyere tid har været i stand til at fremme deres medlemmers sag.

Kirken kan kun helgenkåre dem, hvis livsløb forelægges til undersøgelse og afgørelse.