Tro, håb og kærlighed

Et dydigt menneske er et, som frit gør det gode. De menneskelige dyder har deres rødder i de guddommelige dyder: tro, håb og kærlighed. Det er dyder, som sætter mennesket i stand til at leve i middelbar nærhed af Den treenige Gud, som er disse dyders ophav, og således få del i guddommelig natur.

Troen er den guddommelige dyd, hvorved mennesket tror på Gud og alt det, som han har sagt og åbenbaret, og som Kirken forkynder. Troens gave forbliver i den, som ikke har syndet imod den. Men en tro uden gerninger er død (Jak 2,6). Uden håb og kærlighed forener troen ikke den kristne fuldt ud med Kristus og gør ham ikke til en levende celle i hans legeme, som er Kirken.

Håbet er længslen efter Guds rige og det evige liv som den endelige opfyldelse af menneskets lykke. Den svarer til den længsel efter lykke, som fra naturen er nedlagt i ethvert menneske. Dette håb er grundlagt på Kristi opstandelse og Hans løfte: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør" (Joh 11,25). Det kristne håb imødegår såvel fortvivlelsen som den falske tiltro til jordisk sikkerhed og egne præstationer. Det er også et våben, som selv under prøvelser og trængsler kan skænke glæde.

Kærligheden er den guddommelige dyd, hvormed vi elsker Gud over alle ting og vor næste som os selv på grund af Guds kærlighed. Jesus gjorde kærligheden til det nye bud, og Paulus siger: "Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden" (1 Kor 13,13). Kærligheden er hjertet i hele det kristne liv. Den er ikke den største dyd i den forstand, at et træ er større end alle andre, men derved, at den findes i alle andre gode egenskaber.