Faste bønner

Igennem århundreder har kristne bedt bønner som de har nedskrevet, så andre også har kunnet bede med på dem. Naturligvis kan en fast bøn ikke erstatte vores egne spontane bøn som kommer fra hjertet, men alligevel kan sådanne bønner have en opdragende funktion. Risikoen i al bøn er, at vi kommer til at cirkle rundt om vore egne ønsker, så vi behandler Gud - med den tyske mystiker Eckeharts ord - som en malkeko, hvor vi kun er interesseret i mælken: Hvor meget kan vi få ud af Ham? Naturligvis kan vi ikke vente os for meget af Gud, for Han ønsker virkelig at give os den største og dybeste lykke, men vi kan ønske forkert og udvikle os til at blive snæversynede egoister, der bare i vores bøn sigter på øjeblikkelige goder.

Vi kan lære af de kristne som ud fra et langt livs erfaring i bøn har nedskrevet deres bønner. Måske finder vi i hele denne skat en bøn som siger "klik" i os: Den bøn udtrykker jo mit dybeste behov, måske et behov som jeg kun vagt har vidst eksisterede, men nu bliver jeg bevidst om det. Da kan jeg identificere mig med en bøn som et andet menneske har bedt for måske flere hundrede år siden, så den virkelig bliver min egen bøn. En sådan bøn kan følge én et stykke på vej, måske hele livet.

F.eks. Augustins korte bøn til Helligånden:

Kom ind hvor jeg er åben

Åbn mig hvor jeg endnu er lukket.

Der er også bønner som alle kristne har fælles, og når vi beder dem, deltager vi i et stort fællesskab af bedende. Ved at bede med på de store fælles bønner, træder vi ud af vores ensomhed og bliver del af et stort "Vi".