Samvittigheden og moralloven

Den instans i os, der foretager den moralske vurdering og bedømmelse af vore handlinger, kaldes samvittigheden. Den er efter katolsk opfattelse fornuftens erkendelse af Guds evige lov og vilje: "Inderst i sin samvittighed opdager mennesket en lov, som det ikke giver sig selv, men som forlanger at adlydes, en røst, som opfordrer det til at elske og gøre det gode, til at sky det onde, og som siger til hjertet, når det er nødvendigt: Gør det, gør ikke det. For mennesket har en lov, som Gud har skrevet i dets hjerte. At adlyde den er menneskets ære, og efter den skal det dømmes" (Gaudium et spes, 16).

Den lov, som mennesket erfarer inderst inde, er medfødt og kaldes derfor den naturlige morallov (lex naturalis). Denne indre lov har alle mennesker altså uanset tro eller miljø, og gælder således også for alle mennesker. Denne lov erkender vi i vor som gældende for vor menneskelige tilværelse. Mennesket kan med sin fornuft erkende godt og ondt og at der er en værdiskala, og i denne erkende Skaberens hellighed og vilje, jf. 1. Vatikankoncil. Det væsentlige i den naturlige morallov i denne forstand kan opfattes af menneskets fornuft alene (jf. Rom 2,14-15). Ifølge Kirkens tradition svarer den i sit indhold til den almengyldige morallov, som er givet i Skriften. Den kommer i Skriften til udtryk i f.eks. de ti bud og den "gyldne regel", som Jesus fremsætter: "Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matt 7,12).

Udover den naturlige morallov, findes også en åbenbaret lov. Denne lov er ikke i os mennesker ved vor fødsel, men er os åbenbaret i den gamle og den nye pagt (dvs. i Bibelen). Så findes der selvfølgelig også en civil lov og en kirkelig lov (KKK 1952).

Eftersom mennesket ved sin samvittigheds fornuft kan bedømme de moralske handlinger, som det foretager, og det derigennem kan erfare, hvad den naturlige og guddommelige lov foreskriver, har mennesket ikke alene ret til, men pligt til at følge sin samvittighed og gøre det, som det ved er ret og rigtigt. Mennesket skal altid adlyde samvittighedens visse dom, også når samvittigheden tager fejl. Men det sker at samvittigheden er uoplyst og derfor giver fejlagtige bedømmelser (KKK 1790).

Enhver må gå tilstrækkeligt i sig selv for at kunne høre moralloven i sit indre, men også ved Helligåndens hjælp lade sig oplyse af andres eksempel og råd, og den må være modtagelig over for Kirkens forkyndelse. Det tilkommer Kirkens læreembede at minde om morallovens forskrifter og forkynde moralprincipper henvendt til såvel den enkelte og familien som samfundslivet Samvittigheden er heller ikke en fornuftsinstans, som foreligger færdig én gang for alle. Den må opdrages og formes ved bøn og ved at lytte til Guds ord.