Religionsfriheden

DET ANDET VATIKANKONCILS ERKLÆRING OM RELIGIONSFRIHEDEN

"MENNESKETS VÆRDIGHED" DE LIBERTATE RELIGIOSA "DIGNITATIS HUMANAE"

Indhold

Erklæringen om religionsfriheden

Ford af lektor, cand.mag. Oluf Bohn

Indledning

Kapitel I Det almene grundlag for religionsfriheden

Kapitel II Religionsfriheden i åbenbaringens lys

Forord

En erklæring om religionsfrihed forelå allerede i udkast, inden koncilet begyndte i efteråret 1962. Der var to udkast. Det ene var udarbejdet af den teologiske kommission som et kapitel til en tekst om Kirken. Det andet af det dengang nylig grundlagte Sekretariat for de kristnes Enhed. Det blev Sekretariatet for de kristnes Enhed, som fik overdraget den videre bearbejdelse at teksten, som blev forelagt i efteråret 1963 og endelig vedtaget 7/12 1965 med 2308 ja-stemmer, 70 nej-stemmer og 8 ugyldige stemmer.

Spørgsmålet om religionsfrihed er ret nyt i Kirkens historie. I hele tids­rummet fra middelalderens begyndelse (o.500) og til Oplysningstiden fra o. 1750 havde det grundlæggende synspunkt været, at stat og kirke udgjorde en enhed på den måde, at landenes indbyggere, som døbte, tilhørte Den katolske Kirke, men dermed havde man også borgerrettighe­der i det land, man boede i. Det var også derfor, at jøder ikke kunne opnå egentlige borgerrettigheder i det kristne Europa.

Denne enhed af stat og kirke var også til fordel for statsmagten (fyr­sterne), som bl.a. benyttede kirkens samfundsdannende evne til gavn for deres lande. Fyrsterne var derfor også ofte lige så ivrige som Kirken til at be­kæmpe kætterier, som splittede samfundet. Kirken havde altid lært, at ingen kunne tvinges til at antage den kristne tro (jf. denne erklærings n.2), men har ikke altid rettet sig efter den (jf. n.12).

Dette enhedssyn bibeholdt også de fyrster og bystater, som efter reformationstiden blev lutheranere eller calvinister.

Med Oplysningstidens opfattelse af, at der ikke var nogen egentlig absolut religiøs sandhed, anfægtedes kirkernes forståelse af, at den kristne tro var en sådan objektiv størrelse, som de havde ansvaret for og skulle hævde med den enevældige statsmagts hjælp.

For den katolske kirke førte det til, at man opfattede politiske angreb på staten som angreb på den kristne tro, og kirkens ledelse vendte sig derfor mod enhver form for liberalisme og frit folkestyre.

 

I store dele af tidsrummet fra 1800 og op mod vore dage hævdede kirken derfor officielt, at stat og kirke ikke kunne adskilles, at monarkiet var en gudgivet styreform, og at religionsfrihed højst kunne tilstås bor­gere, der fra fødslen tilhørte en anden tro.

I 1900tallet kæmper en ny forståelse sig frem, og ved koncilets drøftel­ser finder den vej frem i en ny opfattelse, der tager sit udgangspunkt i menneskets ukrænkelige værdighed, og en bedre forståelse af at en række ydre omstændigheder (miljø, kulturel udvikling) i høj grad er bestem­mende for det enkelte menneskes livsforståelse.

 

I indledningen til erklæringen om religionsfrihed tager koncilet sit ud­gangspunkt i menneskers voksende ønske om at kunne handle i ansvars­fuld frihed, fri for øvrighedens tvang i åndelige anliggender og især i ret til fri religionsudøvelse. Koncilet vil udtale sig om, hvorvidt disse ønsker "er i overensstemmelse med sandheden og retfærdigheden og vil granske Kirkens hellige tradition og lære".

Gud selv har gennem sin Kirke lært mennesket, hvordan det kan blive frelst ved Kristus. Mennesket på sin side har pligt til at søge sandheden, som ved sin egen magt leder menneskene. Frihed for tvang i religiøse forhold anfægter ikke Kirkens traditionelle lære om menneskers moral­ske forpligtelse over for Kristi ene Kirke. "Koncilet vil endvidere vi­dereudvikle de seneste pavers lære om den menneskelige persons ukræn­kelige rettigheder."

 

Religionsfriheden (n.2) har sit grundlag i den menneskelige persons værdighed, som det "kan erkendes både af Guds åbenbarede ord og af fornuften selv". Menne­sket søger sandheden og er forpligtet af den sandhed, det selv har erkendt. Derfor bør der være "indre psykologisk frihed og frihed fra ydre tvang". Religionsfriheden har således sit grund­lag i menneskets egen natur.

 

 

Mennesket (n.3) bliver delagtig i den guddommelige lov, så det kan erkende den uforanderlige sandhed. Denne sandhed skal erkendes gen­nem fri forskning, fri meningsudveksling og dialog til gensidig hjælp. Det er samvittigheden, mennesket skal følge, og ingen må tvinges til at handle mod denne især ikke i religiøse anliggender. Statsmagten skal anerkende og respektere borgernes religiøse liv og handlinger, men ikke bestemme dem.

 

Den personlige religionsfrihed (n.4) gælder også de fællesskaber, menne­sker danner til varetagelse af det officielle religiøse liv. Friheden betyder også retten til at have forbindelser til udlandet, religiøs ytringsfrihed, udadvendte aktiviteter etc. Familiens ret (n.5) til et religiøst liv i hjem­met, religiøs påvirkning af børnene og ret til frit valg af skole.

 

Det er først og fremmest den menneskelige persons rettigheder og plig­ter, navnlig de religiøse (n.6), der skal respekteres. Denne opgave påhvi­ler især statsmagten, men også Kirken og andre religiøse samfund at varetage. Et land med ét statsanerkendt religiøst samfund skal sikre alle andre borgere religionsfrihed. Derfor skal der være lighed for loven.

 

N.7 fastslår, at retten til fri religionsudøvelse skal leves, så den respek­terer moralens bud, og statsmagten skal beskytte samfundet mod misbrug af friheden. N.8 påpeger nødvendigheden af en opdragelse af alle i samfundet til en ansvarsfuld omgang med friheden.

 

Anden del af erklæringen drejer sig om religionsfrihed i lyset af åben­baringen. Hvor første del tog sit udgangspunkt i menneskets fornuft, vil anden del gå ud fra åbenbaringen i bibelen.

 

N.9 erklærer, at læren om friheden har sine rødder i åbenbaringen, selvom denne "ikke umiddelbart bekræfter retten til frihed fra ydre tvang i religiøse forhold". Men åbenbaringen viser, at Kristus viste respekt for menneskets frihed, også når det gjaldt troen. N.10 understreger Kirkens gamle forståelse af, at ingen må tvinges til at antage troen. I n.11 under­streges igen at menneskets samvittighed er menneskets egen inderste og højeste instans. Det har apostlene også efterlevet samtidig med, at de ivrigt forkyndte evangeliet til frelse for mennesker. I n.12 indrømmer koncilet, at Kirken ikke altid har efterlevet Kristi og apostlenes adfærd på dette område, men læren står fast.

 

 

N.13 går ud fra det allerede skrevne om religionsfrihed og ønsker denne ret respekteret i alle lande. I n.14 formaner koncilet alle katolikker til at følge Kirkens sande tro, men samtidig fremhæves indirekte, at der heller ikke inden for Kirken må bruges tvang. Endelig understreges det i n.15, at nok er religionsfrihed anerkendt i det fleste forfatninger, men der er stater, der ikke lever op til forfatningens ordlyd.

 

Baggrunden for erklæringen skal søges i flere forhold. Koncilet ønskede at kunne støtte kristne og især katolikker i de kommunistiske stater (jf. n.13 og 15), men det ville også understrege, at religionsfriheden var en menneskeret for alle også i traditionelt katolske lande som Spanien (jf.n. 6), hvor f.eks. ikke-katolske trossamfund havde meget ind­skræn­kede rettigheder. Endelig ønskede de nord­amerikanske biskopper at kun­ne dokumentere over for deres ikke-katolske lands­mænd, at Kirken aldrig ville søge at påtvinge andre den katolske tro.

 

 

Pater A. Raulin O.P. har i to artikler i tidsskriftet Lumen, 11.årg.nr.33 og 14.årg. nr. 42, påvist, at denne erklæring -så indlysende den virker på os i dag - indeholder to aspekter, som gør den interessant både kirke­hi­sto­risk og ekklesiologisk. Erklæringen siger, at den vil granske tradition og lære, men i virkeligheden er erklæringen "ikke i stand til kort og konsist å vise at (den) var i full overensstemmelse med de pavelige doku­menter" (Lumen 33, s.179). Selv siger erklæringen i n.9, at retten til reli­gi­onsfri­hed ikke umiddelbart kan udledes af åbenbaringen.

Disse to forhold rejser nogle vigtige spørgsmål angående 1) for­stå­elsen af, hvad tradition er. 2) "Hvordan forener man den autentiske troskab til troens kilder slik som de i virkeligheden er, med et aktivt engasjement i dagens og morgendagens menneskelige problemer" (Lumen 42, s.180). Spørgs­målene er aldrig rigtig blevet videre bearbejdet, men er stadig aktuelle for Kirken i dens forhold til alle de mange kulturproblemer, den står overfor både i de traditionelt kristne lande og i f.eks. Afrika og Asien.

 

                                                                      Oluf Bohn

 

 

 

               Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,

                   sammen med koncilsfædrene,

                             til evig erindring

 

   Erklæringen om enkeltpersoners og fællesskabers

                  ret til social og borgerlig frihed

                         i religiøse anliggender

 

 

1.  Bevidstheden om den menneskelige persons værdighed bliver stadigt større hos menneskene i vor tid.[1] Et stigende antal kræver, at menne­skene, når de handler, skal nyde brugen af deres egen dømmekraft og ansvarsfulde frihed, så de ikke drives af tvang, men ledes af be­vidstheden om deres pligt. De forlanger ligeledes en juridisk ind­skrænkning af øvrighedens magt, så den retmæssige frihed både for enkelt­personer og for sammenslutninger ikke bliver for snævert afgrænset. Dette krav om frihed i det menneskelige samfund tager især sigte på menneskets åndeli­ge værdier, frem for alt den frie udøvelse af religionen i samfundet. Dette Vatikan­koncil vender ganske særligt sin opmærksomhed mod disse længs­ler, og med det forsæt at udtale sig om, hvorvidt de er i overens­stemmelse med sandheden og retfærdig­heden, vil det granske Kirkens hellige tradition og lære, hvoraf det til stadighed fremdrager nyt, som er i overensstemmelse med det gamle.

 

Derfor erklærer det hellige Koncil for det første, at Gud Selv har givet menneskeheden kendskab til den vej, ad hvilken menneskene ved at tjene Ham kan blive frelste og salige i Kristus. Denne ene, sande religion, tror vi, eksisterer konkret i den katolske og apostoliske Kirke, som af Herren Jesus fik betroet den opgave at udbrede den til alle menne­sker, da han til apostlene sagde: "Gå derfor hen og gør alle folkeslage­ne til mine dis­ciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer" (Matt. 28,19-20). Menneskene er på deres side alle forpligtet til at søge sandheden, især når det gælder Gud og Hans Kirke, og, når de har lært den at kende, at slutte sig til den og bevare den.

Ligeledes erklærer det hellige Koncil, at disse forpligtelser berører og binder menneskenes samvittighed, og at sandheden ikke gør sig gælden­de på anden måde end gennem sandhedens egen magt, som mildt og samtidigt kraftfuldt gennemtrænger menneskers sind. End­videre, da den religionsfrihed, som menneskene har krav på for at kunne opfylde deres pligt til at dyrke Gud, gælder frihed for tvang i det borgerlige samfund, anfægter den ikke den traditionelle katolske lære om menneskenes og samfundenes moralske forpligtelser over for den sande religion og Kristi ene Kirke. Når det hellige Koncil beskæftiger sig med religionsfriheden, har det desuden til hensigt at videreudvikle de seneste pavers lære om den menneskelige persons ukrænkelige rettigheder og om samfundets juridiske orden.

 

                                    Kapitel I

     Det almene grundlag for religionsfriheden

 

 

2.  Dette Vatikankoncil erklærer, at den menneskelige person har ret til religionsfrihed. Denne frihed består deri, at alle mennesker bør være fri for tvang såvel fra enkelte menneskers som fra sociale gruppers og en hvilken som helst menneskelig magts side; fri, således at ingen, når det gælder religionen, tvinges til at handle mod sin samvittighed og heller ikke hindres i at handle i overensstemmelse med sin sam­vittighed, privat eller offentligt, alene eller sammen med andre, inden for tilbørlige grænser. Desuden erklærer Koncilet, at retten til religionsfrihed dybest set har sit grundlag i selve den menneskelige persons værdighed, således som det kan erkendes både af Guds åben­barede ord og af fornuften selv.[2] Denne menneskelige persons ret til religionsfrihed bør anerkendes i samfundets retsorden, således at den bliver en borgerlig ret.

Menneskene er personer, udstyret med fornuft og fri vilje og således også med personligt ansvar. Som følge af denne deres værdighed bliver de alle drevet af deres egen natur og bundet af en moralsk pligt til at søge sandheden, frem for alt sandheden på det religiøse område. De er også forpligtet til at holde sig til den sandhed, som de har erkendt og til at indrette hele deres liv efter sandhedens krav. Men denne pligt kan men­neskene ikke opfylde på en måde, som stemmer med deres egen natur, medmindre de nyder indre psykologisk frihed såvel som frihed fra ydre tvang. Retten til religionsfrihed har således sit grundlag, ikke i nogen subjektiv holdning hos personen, men i selve dennes natur. Af den grund gælder retten til denne frihed også for dem, som ikke opfylder deres pligt til at søge sandheden og holde sig til den; og brugen af denne ret må ikke hindres, så længe blot en retfærdig offentlig orden opretholdes.

 

 

3.  Alt dette bliver endnu mere klart, når man betænker, at den højeste norm for det menneskelige liv er selve den guddommelige lov, som er evig, objektiv og universel, og ved hvilken Gud i sin visdom og kærlighed har besluttet at ordne, lede og styre hele verden og det menneskelige fælles­skabs veje. Gud gør mennesket delagtigt i denne sin lov, således at mennesket under det guddommelige forsyns milde ledelse mere og mere kan erkende den uforanderlige sandhed.[3] Derfor har enhver pligt og følgelig også ret til at søge sandheden på det religiøse område, for med hensigtsmæssige midler at danne sig forstandige meninger om, hvad der er ret og sandt i samvittigheds­spørgsmål.

Sandheden bør imidlertid søges på en måde, som svarer til den menne­skelige persons værdighed og dens sociale natur; d.v.s. gennem fri forskning, ved hjælp af undervisning eller uddannelse, menings­udveks­ling og dialog, hvor man lægger den sandhed, som man har fundet eller mener, man har fundet, frem for hinanden, således at man gensidigt hjælper hinanden med at søge sandheden. Har man erkendt sandheden, bør man dog holde sig til den med et personligt samtykke, som ikke vakler.

Mennesket erkender og anerkender den guddommelige lovs bud ved hjælp af sin samvittighed; dén har det pligt til af følge trofast i alt, hvad det foretager sig, for at det kan nå frem til Gud, til sit mål. Derfor må det ikke tvinges til at handle mod sin samvittighed. Men det må heller ikke hindres i at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, især når det gælder religiøse anliggender. Thi det ligger i selve religionsudøvelsens natur, at den først og fremmest består af frie, indre viljeshandlinger, hvorigennem mennesket umiddelbart forholder sig til Gud; sådanne handlinger kan af en blot menneskelig magt hverken påbydes eller forbydes.[4] Menneskets sociale natur kræver imidlertid, at mennesket giver ydre udtryk for religionens indre ytringer, at det kommunikerer med andre om religiøse spørgsmål og i fællesskab med andre be­ken­der sin tro.

 

Det er altså en krænkelse af den menneskelige person og af selve den orden, som Gud har fastlagt for menneskene, hvis mennesker nægtes en fri religionsudøvelse i samfundet, for så vidt som en retmæssig offentlig orden opretholdes.

Dertil kommer, at de religiøse handlinger, hvormed menne­sket privat og offentligt, ud fra sin indre overbevisning, forholder sig til Gud, ifølge deres natur ligger på et højere plan end det jordiske og timelige. Derfor bør statsmagten, hvis særlige opgave det er at sørge for det almene, timelige vel, ganske vist anerkende borgernes religiøse liv og støtte det, men den må siges at overskride grænserne for sine beføjelser, hvis den tog sig for at bestemme over de religiøse handlinger eller hindre dem.

 

4.  Den frihed for tvang i religiøse anliggender, som tilkommer de enkelte personer, må også tilkendes dem, når de handler i fællesskab. Thi den sociale natur, såvel hos mennesket som hos religionen selv, fordrer, at der findes religiøse fællesskaber.

Derfor har disse fællesskaber ret til frihed, så længe den offentlige ordens retmæssige krav ikke krænkes; frihed til selvstyre efter deres egne normer; frihed til at dyrke det højeste Væsen med offentlige kulthandlin­ger; frihed til at hjælpe deres medlemmer med at føre et religiøst liv og støtte dem med undervisning; og frihed til at fremme institutioner, hvor medlemmerne samarbejder om at indrette deres eget liv efter deres religiøse principper.

På samme måde har de religiøse fællesskaber ret til, uden hindringer gennem lovgivning eller administrative indgreb fra statsmagtens side, at vælge, uddanne, udnævne og forflytte sine egne embedsbærere, ret til at have kontakt med religiøse myndigheder og fællesskaber i andre dele af verden, ret til at rejse religiøse bygninger og til at erhverve og drage nytte af de dermed forbundne goder.

 

Det tilkommer ligeledes de religiøse fællesskaber som en ret, at de ikke bliver hindret i offentligt at undervise i eller vidne om deres tro, såvel i tale som i skrift. Men ved udbredelsen af troen og indførelsen af religiøse skikke må man afholde sig fra enhver frem­gangsmåde, som minder om tvang eller smager af overtalelse med uærlige eller mindre korrekte midler, især når det drejer sig om mennesker, som er meget primitive eller fattige. En sådan handlemåde må betragtes som misbrug af egen ret og krænkelse af andres ret.

Det hører desuden med til religionsfriheden, at de religiøse fællesska­ber frit og uhindret kan vise den særlige kraft, som deres lære har, når det gæl­der at indrette samfundet og besjæle al menneskelig aktivitet. Endelig fin­der man i menneskets sociale natur og i selve religionens væsen grundlaget for menneskenes ret til, ud fra deres egen religiøse sans, frit at kunne hol­de sammenkomster og oprette for­eninger med uddannelses­mæssige, kulturelle, karitative og sociale formål.

 

5.  Da enhver familie er et fællesskab, som nyder specielle, helt oprindelige ret­tigheder, har den ret til frit at indrette sit hjemlige religiøse liv under for­ældrenes ledelse. Disse har ret til ud fra deres egen religiøse overbe­visning at afgøre, hvilken form for religiøs opdragelse deres børn skal modtage. Derfor må statsmagten anerkende forældrenes ret til helt frit at vælge sko­ler eller andre opdragelsesmid­ler, og dette frie valg må ikke blive årsag til, at man direkte eller indirekte pålægger dem uretfærdige byrder. Desuden bliver forældre­nes ret krænket, hvis børnene tvinges til at følge en un­dervisning, som ikke er i overensstemmelse med forældre­nes overbevisning, eller hvis man pålægger dem et ensrettet opdragelses­system, hvor al religiøs oplæring er udelukket.

 

6.  Samfundets almene vel - som er alle de betingelser i samfundslivet, som kan hjælpe menneskene til i højere grad at virkeliggøre deres liv - består først og fremmest deri, at den menneskelige persons rettigheder og pligter re­spekteres.[5] Derfor påhviler det såvel de enkelte borgere som sociale grup­per, statsmagten, Kirken og andre religiøse samfund at sikre retten til reli­gionsfrihed, hver på sin måde, alt efter det ansvar de hver især har for det almene vel.

 

At værne og fremme de ukrænkelige menneskerettigheder hører til enhver statsmagts helt essentielle pligter.[6] Derfor bør statsmagten påtage sig effektivt at beskytte alle borgeres religionsfrihed med retfærdige love og andre dertil egnede midler, og den bør sørge for, at der findes gunstige betingelser, som kan fremme det religiøse liv, således at borgerne virke­lig er i stand til at bruge deres religiøse rettigheder og opfylde deres religiøse pligter, og således at samfundet selv nyder godt af den retfær­dighed og den fred, som følger af menneskenes troskab mod Gud og Hans hellige vilje.[7]

Hvis der i betragtning af de særlige omstændigheder hos et folk gives ét religiøst samfund speciel borgerlig anerkendelse i samfundets retsor­den, er det nødvendigt, at alle borgeres og religiøse samfunds ret til religionsfrihed samtidig anerkendes og respekteres.

Dernæst skal statsmagten sørge for, at borgernes lighed for lo­ven, som i sig selv hører til samfundets almene vel, aldrig krænkes hverken åben­lyst eller i det skjulte af religiøse grunde, og at der ikke sker forskelsbe­handling.

Heraf følger, at det ville være uret fra statsmagtens side, hvis den med tvang eller trusler eller andre midler pålagde borgerne at bekende sig til en hvilken som helst religion eller fornægte den, eller hvis den forhindre­de nogen i at slutte sig til eller forlade et religiøst samfund. Endnu mere handles der imod Guds vilje og mod den enkelte per­sons og folkeslage­nes hellige rettigheder, hvis der på nogen måde bruges vold til at udrydde eller undertrykke religionen, uanset om det gælder hele menneskeheden, et afgrænset område eller en bestemt for­ening.

 

7.  Retten til religionsfrihed udøves i det menneskelige samfund, og derfor er brugen af den underkastet visse indskrænkende normer.

 

Ved brugen af enhver frihed bør man iagttage det moralske prin­cip om per­sonligt og samfundsmæssigt ansvar: Når enkelte mennesker og sociale grup­per udøver deres rettigheder, er de bundet af moralloven til at tage hen­syn både til de andres rettigheder og til deres egne forpligtelser over for andre og til det almene vel. Over for alle skal man handle med retfær­dig­hed og menneskelighed.

Desuden, da det borgerlige samfund har ret til at beskytte sig mod det misbrug, som kan finde sted under dække af religionsfriheden, tilkommer det frem for alt statsmagten at yde en sådan beskyttelse; noget som dog bør ske, ikke på en vilkårlig måde og heller ikke gennem en uretfærdig favorisering af en enkelt gruppe, men i over­ensstemmelse med de juridi­ske normer, som svarer til den objektive moralske orden, og som er nødvendige for en effektiv retsbeskyttelse af alle borgere og deres frede­lige forhold til hinanden; dette kræves også, for at der kan drages til­strækkelig omsorg for den rette offentlige fred, som består i et velordnet samliv i sand retfærdighed, og som endelig er nødvendig for den tilbørli­ge iagttagelse af den offentlige moral. Alt dette udgør en fundamental del af det almene vel og hører med til begrebet offentlig orden. Derudover bør man i samfundet iagttage den almene regel om ubeskåret frihed, d.v.s. at menneskene tilkendes den størst mulig frihed, en frihed, som kun må indskrænkes, når og så vidt det er nødvendigt.

 

8.  Menneskene i vor tid er udsat for pres under mangfoldige former og står i fare for, at deres egen frie dømmekraft bliver tilsidesat. Men på den anden side synes ikke så få at være tilbøjelige til, med friheden som påskud, at afvise enhver form for underkastelse og ringeagte enhver tilbørlig lydighed.

Dette Vatikankoncil opfordrer derfor alle, men især dem, som har til opgave at sørge for andres opdragelse, til at stræbe efter at fostre menne­sker, som lydige mod den moralske orden giver sig ind under den legiti­me autoritet, og som samtidigt elsker den sande frihed. Det er menne­sker, som selvstændigt kan bedømme tingene i sand­hedens lys, som indretter deres aktiviteter på en ansvarsbevidst måde, og som bestræber sig på alt, hvad der er sandt og ret, idet de gerne arbejder sammen med andre. Religionsfriheden skal således også tjene det formål, at menneske­ne, når de opfylder deres pligter i samfunds­livet, i højere grad handler ansvarligt.

 

                                    Kapitel II

          Religionsfriheden i åbenbaringens lys

 

 

9.  Hvad dette Vatikankoncil erklærer om menneskets ret til religions­frihed, har sit grundlag i den menneskelige persons værdighed, hvis krav gen­nem århundreders erfaring er blevet stadigt klarere for den menneskelige fornuft. Denne lære om friheden har dog også sine rødder i den guddom­melige åbenbaring, hvorfor den så meget mere bør holdes i ære af de kristne. Thi selvom åbenbaringen ikke ud­trykkeligt bekræfter retten til frihed fra ydre tvang i religiøse forhold, så kaster den dog lys over den menneskelige persons værdighed i hele dens omfang; den viser Kristi respekt for menneskets frihed, når det gælder at opfylde pligten til at tro på Guds ord, og den belærer os om den ånd, som en sådan Mesters disciple altid må bekende sig til og følge. Alt dette viser tydeligt de almene principper, som læren i denne Erklæring om Religionsfriheden bygger på. Især er religionsfriheden i samfundet i fuld overensstemmelse med friheden i den kristne trosakt.

 

 

10.     I den katolske lære er det et særligt hovedpunkt, som er indeholdt i Guds Ord og til stadighed prædikes af Fædrene,[8] at mennesket fri­villigt bør svare Gud gennem sin tro; at ingen følgelig mod sin vilje må tvinges til at antage troen.[9] Thi trosakten er ifølge selve sin natur frivillig, da men­nesket, som er forløst af Frelseren Kristus og kaldet til barnekår ved Jesus Kristus,[10] ikke kan slutte sig til den Gud, som åbenbarer sig selv, hvis det ikke, draget af Faderen,[11] viser Gud en fornuftsbegrundet og frivillig troslydighed. Det er altså helt i over­ensstemmelse med troens væsen, at enhver form for tvang fra men­neskers side er udelukket i forhold, som angår religionen. Og følgelig bidrager princippet om reli­gionsfrihed ikke så lidt til at fremme den tingenes tilstand, hvor menne­sker uhindret kan indbydes til den kristne tro, frivilligt kan antage den og virksomt bekende den gennem hele deres livsform.

 

 

11.     Gud kalder menneskene til at tjene Ham i ånd og sandhed; derfor bliver de forpligtet gennem samvittigheden, men ikke tvunget. Thi han tager hensyn til værdigheden hos den menneskelige person, som han selv har skabt, og som skal lade sig lede af sin egen dømmekraft og nyde brugen af sin frihed. Dette viser sig helt tydeligt i Kristus Jesus, i hvem Gud fuldstændigt har åbenbaret sig selv og sine veje. Thi Kristus, som er vor mester og Herre[12] og tillige sagtmodig og ydmyg af hjertet,[13] har med tålmodighed indbudt og draget sine disciple til sig.[14] Han støttede og stadfæstede sin forkyndelse med under­gerninger, for at vække og bekræf­te tilhørernes tro, men ikke for at øve tvang mod dem.[15] Han bebrejdede ganske vist tilhørerne deres vantro, men straffen overlod han til Gud på dommens dag.[16] Da han sendte Apostlene ud i verden, sagde han til dem: "Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt" (Mark. 16,16). Men da han opdagede, at der var sået giftigt rajgræs iblandt hveden, befalede han at lade begge gro indtil høsten, som skal ske ved verdens ende.[17] Han ville ikke være en politisk Messias, som herskede med magt,[18] men foretrak at kalde sig Menneske­sønnen, som var kommet "for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark. 10,45). Han viste sig som Guds fuldkomne tjener,[19] som "ikke skal bryde et knækket rør og ikke slukke en rygende tande" (Matt. 12,20). Han anerkendte den statslige magt og dens rettigheder, da han befalede at give Kejseren skat. Men han formanede klart til, at Guds højere ret skulle respekteres: "Så giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er" (Matt. 22,21). Til sidst fuldførte han sin åbenbaring gennem forløsningsværket på korset, hvorved han vandt frelse og sand frihed for menneskene. Thi han vidnede om sandheden,[20] men dem, som mod­sag­de den, ville han dog ikke påtvinge den med magt. Thi hans rige for­svares ikke, ved at man kæmper med sværd,[21] men det befæstes, ved at man hører sandheden og vidner om den, og det vokser gennem den kær­lighed, hvormed Kristus, ophøjet på korset, drager menneskene til sig.[22]

 

Apostlene har, belært af Kristi ord og eksempel, fulgt den samme vej. Lige fra Kirkens første tid har Kristi disciple anstrengt sig for at omven­de mennesker til at bekende Kristus som Herre; ikke ved hjælp af tvang eller list, som er Evangeliet uværdigt, men først og fremmest ved Guds ords kraft.[23] Uforfærdet forkyndte de for alle dén Guds frelsesplan, som "vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandhe­den" (1.Tim. 2,4); men samtidig tog de hensyn til de svage, også når de levede i vildfarelse, og viste således, hvordan "hver af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud" (Rom. 14,12),[24] og følgelig er for­pligtet til at lyde sin egen samvittighed. Ligesom Kristus bestræbte Apostlene sig altid på at vidne om Guds sandhed, idet de i rigt mål vovede at "tale Guds ord med frimodighed" (Ap.G. 4,31)[25] for folket og dets ledere. Thi de havde en fast tro på, at Evangeliet i sandhed var Guds kraft til frelse for enhver, som tror.[26] Så de gav afkald på alle "verdslige stridsvåben"[27] og fulgte Kristi eksempel på mildhed og beskedenhed. De forkyndte Guds ord i fuld tillid til dette ords guddommelige kraft til at tilintetgøre de magter, som står Gud imod,[28] og til at føre menneskene tilbage til troen på og lydigheden mod Kristus.[29] Ligesom Mesteren, således anerkendte også Apostlene den legitime statslige myndighed: "Thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud", lærer Apostlen. Derfor befaler han: "Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; . . . den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod" (Rom. 13,1-2).[30] Men samtidig frygtede de ikke for at modsige de offentlige myndigheder, når de satte sig imod Guds hellige vilje: "Man bør lyde Gud mere end mennesker" (Ap.G. 5,29).[31] Det er den vej, som utallige martyrer og troende overalt og gennem alle tider har fulgt.

 

 

12.     Tro mod Evangeliets sandhed følger Kirken derfor den vej, som Kri­stus og Apostlene fulgte, når den anerkender princippet om religionsfrihed som samstemmende både med menneskets værdighed og med Guds åbenbaring, og når den fremmer dette princip. Kirken har gennem tiderne bevaret og overleveret den lære, som den har modtaget fra Mesteren og fra Apostlene. Og selvom der blandt Guds folk på dets vandring gennem den omskiftelige menneskelige historie undertiden er forekommet hand­lemåder, som har været mindre i over­ensstemmelse med, eller endog direkte i modstrid med Evangeliets ånd, så har Kirkens lære om, at ingen må blive tvunget til at tro, dog altid stået fast.

Evangeliets surdej har således gennem lang tid virket i menne­skenes sind, og den har bidraget meget til, at menneskene i tidens løb har fået større forståelse for deres personlige værdighed, og til at den overbevis­ning er modnet, at når det gælder religionen, bør man i sam­fundet holde den fri for enhver form for menneskelig tvang.

 

13.     Blandt de ting, som tjener til Kirkens bedste og også til det jordiske samfunds bedste, og som overalt og altid bør bevares og for­svares mod enhver krænkelse, står dette sikkert i allerførste række: at Kirken kan nyde en lige så stor handlefrihed, som omsorgen for menneskenes frelse fordrer.[32] Thi den frihed er hellig, som Guds Enbårne Søn har skænket den Kirke, som han købte sig med sit eget blod. Den hører i sandhed i den grad Kirken til, at dén, som angriber den, handler imod Guds vilje. Kirkens frihed er det principielle grundlag for relationerne mellem Kirken og de offentlige myndigheder og hele den statslige orden.

I det menneskelige samfund og over for en hvilken som helst of­fent­lig myndighed gør Kirken krav på frihed for sig selv som en ånde­lig autori­tet, indstiftet af Herren Kristus og ifølge et guddommeligt bud underka­stet pligten at gå ud i al verden og forkynde Evangeliet for al skabnin­gen.[33] Ligeledes gør Kirken krav på frihed for sig selv, for så vidt som den også er et samfund af mennesker, som har ret til at leve i det borger­lige samfund efter den kristne tros forskrifter.[34]

 

Fremdeles, først når princippet om religionsfrihed gælder, ikke kun fordi det bliver proklameret i ord og forordnet gennem love, men også fordi det oprigtigt bliver efterlevet i praksis, først da har Kirken både formelt og reelt opnået det faste grundlag for den uafhængighed, som er nødvendig, for at den kan udføre sin guddommelige mission, og som de kirkelige autoriteter stadigt mere indtrængende har gjort krav på i sam­fundet.[35] Samtidig har de kristne ligesom andre menne­sker den borgerret, at de ikke må hindres i at leve i overensstemmelse med deres samvittig­hed. Kirkens frihed er derfor i samklang med den religionsfrihed, som for alle mennesker og samfund bør anerkendes som en ret og også stadfæstes i den juridiske orden.

 

14.     For at den katolske Kirke kan efterkomme det guddommelige bud: "Gør alle folkeslagene til mine disciple" (Matt. 28,19), må den arbejde intenst, for at "Guds ord må få frit løb og komme til ære" (2.Tess. 3,1).

Derfor beder Kirken indtrængende sine børn om at "frembære bøn, påkaldelse, forbøn og tak for alle mennesker. . . Thi dette er godt og velbehageligt for Gud vor Frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden" (1.Tim. 2,1-4).

Når de kristne former deres samvittighed, bør de nøje give agt på Kirkens hellige og sikre lære.[36] Thi den katolske Kirke er ifølge Kristi vilje sandhedens lærerinde, og det er dens opgave at formulere og give en autentisk undervisning om den sandhed, som Kristus er, samtidig med at den med sin autoritet udlægger og stadfæster de principper for den moralske orden, som udspringer af selve den menneskelige natur. Des­uden bør de kristne optræde med visdom over for de udenforstående, "ved Helligånden, ved oprigtig kærlighed, ved forkyndelse af sandheden" (2.Kor. 6,6-7), og bestræbe sig på at udsprede livets lys med al frimodig­hed[37] og med apostolisk kraft, lige til blodets udgydelse.

 

Thi disciplen er over for Kristus, Mesteren, strengt forpligtet til at vinde stadig større indsigt i den sandhed, som han har modtaget fra Ham, og til trofast at forkynde den og ivrigt at forsvare den, dog uden at bruge midler, som er i modstrid med Evangeliets ånd. Samtidig tvinger Kristi kærlighed ham dog til at handle kærligt, klogt og tål­modigt over for mennesker, som lever i vildfarelse eller i uvidenhed om troen.[38] Der bør altså tages hensyn til pligterne over for Kristus, det livgivende Ord, som skal forkyndes, såvel som til den menneskeli­ge persons rettigheder og til det mål af nåde, som Gud ved Kristus har skænket mennesket, som bliver indbudt til frivilligt at antage troen og bekende den.

 

15.     Det står altså fast, at menneskene i vor tid ønsker frit at kunne bekende deres religion, privat eller offentligt; tilmed er religions­friheden nu i de fleste forfatninger erklæret for at være en borgerret, og den anerkendes højtideligt i internationale dokumenter.[39]

Dog findes der også stater, hvor de offentlige myndigheder selv, til trods for at den frie religionsudøvelse er anerkendt i deres forfat­ning, alligevel forsøger at afholde borgerne fra at bekende deres re­li­gion og gøre de religiøse fællesskabers liv yderst besværligt og risikabelt.

Det hellige Koncil hilser med glæde de førstnævnte lykkelige tegn i denne tid og anklager med sorg de sidstnævnte beklagelige kends­gernin­ger; og det opfordrer katolikkerne til og beder indtrængen­de alle menne­sker om meget nøje at betænke, i hvor høj grad religions­friheden er nødvendig, især i menneskeslægtens nuværende situation.

Thi det er åbenbart, at alle folkeslag bliver stadigt mere ét, at menne­sker fra forskellige kulturer og religioner kommer i nærmere kontakt med hinanden, og at bevidstheden om den enkeltes eget ansvar øges. For at fredelige relationer og endrægtighed i menneskeheden kan oprettes og styrkes, er det derfor påkrævet, at religionsfriheden alle steder sikres gennem en effektiv juridisk beskyttelse, og at man re­spekterer menneske­nes højeste pligter og rettigheder til frit at leve deres religion i samfun­det.

Gud, alles Fader, give, at menneskeslægten, idet princippet om reli­gionsfrihed i samfundet omhyggeligt bliver varetaget, ved Kristi nåde og Helligåndens kraft ledes frem til den ophøjede og evige "frihed, som Guds børn skal have i herligheden" (Rom. 8,21).

 

                                         

 

Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gen­nem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

 

                       Rom, ved Skt. Peter, den 7.december 1965

                                      Paul, den katolske kirkes biskop,

                                   med koncilsfædrenes underskrifter.

 

--------------------------------------------------------------------------------

[1]   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris, 11.apr. 1963: AAS 55 (1963), s.279; Ibid. s.265; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag 1963, ss.23 og 13f. - Pius xii, Radiotal 24.dec. 1944: AAS 37 (1945), s.14.

[2]   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris, 11.apr. 1963: AAS 55 (1963), ss.260-61; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag 1963, s.8f. - Pius xii, Radiotale 24.dec. 1942: AAS 35 (1943), s.19. Pius xi, Rundskr. Mit brennender Sorge, 14.marts 1937: AAS 29 (1937), s.160. - Leo xiii, Rundskr. Libertas praestan­tissimum, 20.juni 1888: Acta Leonis XIII, 8 (1888), ss.237-38.

[3]   Jf. Skt. Thomas Aquin, Ia-IIae, q.91, a.1; q.93, a.1-2.

[4]   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris, 11.apr. 1963: AAS 55 (1963), s.270; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag 1963, s.20f. - Paul vi, Radiotale 22.dec. 1964: AAS 57 (1965), ss.181-82.

[5]   Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.417; dansk udg. Vort sociale ansvar, Skt. Ansgars forlag, 1961, s.24. - Id., Rundskr. Pacem in terris, 11.apr. 1963: AAS 55 (1963), s.273; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag 1963, s.23f.

[6]   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris, 11.apr. 1963: AAS 55 (1963), ss.273-74; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag 1963, s.23f. - Pius xii, Radiotale 1.juni 1941: AAS 33 (1941), s.200.

[7]   Jf. Leo xiii, Rundskr. Immortale Dei, 1.nov. 1885: AAS 18 (1885), s.161.

[8]   Jf. Lactantius, Divinarum Institutionum, V, 19: CSEL 19, ss.463-65;  PL 6, 614 & 616 (kap. 20). - Skt. Ambrosius, Epistola ad Valentianum Imp., Ep. 21: PL 16, 1005. - Skt. Augustin, Contra litteras Petiliani, II, 83: CSEL 52, s.112; PL 43, 315; jf. Corpus Juris Canonici, Decretum, C. 23, q.5, c.33: Friedberg, col. 160. - Id., Ep. 23: PL 33, 98; Ep. 34: PL 33, 132; Ep. 35: PL 33, 135. - Skt. Gregor den Store, Epistola ad Virgilium et Theodorum Episcopos Massiliae Galliarum, Registrum Epistolarum I, 45: MGH Ep. 1, s.72; PL 77, 510-511 (bog I, ep. 47). - Id., Epistola ad Johannem Episcopum Constantinopolitanum, Reg. Epist. III, 52: MGH Ep. 1, s.210; PL 77, 649 (bog III, ep. 53); jf. Corpus Juris Canonici, Decretum, D. 45, c.1.: Friedberg, col. 160. - 4.Kirkemøde i Toledo, can. 57: Mansi 10, 633; jf. Corpus Juris Canonici, Decre­tum, D. 45, c.5.: Friedberg, col 161-162. - Clemens iii: Corpus Juris Canonici, Liber extra Decretum (X.), V. 6, 9.: Friedberg, col 774. - Innocens iii, Epistola ad Arela­tensem Archiepiscopum, Corpus Juris Canonici, X, III, 42, 3.: Friedberg, col 646.

[9]   Jf. Codex Jur. Can., can. 1351 (den gamle kirkeret fra 1917). - Pius xii, Ad Praelatos au­ditores caeterosque offi­ci­ales et ad administros Tribunalis S. Romanae Rotae, 6.okt. 1946: AAS 38 (1946), s.394. - Id., Rundskr. Mystici Corporis, 29.juni 1943: AAS 35 (1943) , s.243; dansk udg. Om Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag, Køben­havn 1944, s59.

[10]  Jf. Ef. 1,5.

[11]  Jf. Joh. 6,44.

[12]  Jf. Joh. 13,13.

[13]  Jf. Matt. 11,29.

[14]  Jf. Matt. 11,28-30; Joh. 6,67-68.

[15]  Jf. Matt. 9,28-29; Mark. 9,23-24; 6,5-6. - Paul vi, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.aug. 1964: AAS 56 (1964), ss.642-643.

[16]  Jf. Matt. 11,20-24; Rom. 12,19-20; 2.Tess. 1,8.

[17]  Jf. Matt. 13,30 og 40-42.

[18]  Jf. Matt. 4,8-10; Joh. 6,15.

[19]  Jf. Es. 42,1-4.

[20]  Jf. Joh. 18,37.

[21]  Jf. Matt. 26,51-53; Joh. 18,36.

[22]  Jf. Joh. 12,32.

[23]  Jf. 1.Kor. 2,3-5; 1.Tess. 2,3-5.

[24]  Jf. Rom. 14,1-23; 1.Kor. 8,9-13; 10,23-33.

[25]  Jf. Ef. 6,19-20.

[26]  Jf. Rom. 1,16.

[27]  Jf. 2.Kor. 10,4; 1.Tess. 5,8-9.

[28]  Jf. Ef. 6,11-17.

[29]  Jf. 2.Kor. 10,3-5.

[30]  Jf. 1.Pet. 2,13-17.

[31]  Jf. Ap.G. 4,19-20.

[32]  Jf. Leo xiii, Brev Officio sanctissimo, 22.dec. 1887: AAS 20 (1887), s.269. - Id., Brev Ex Litteris, 7.apr. 1887: AAS 19 (1886-87), s.465.

[33]  Jf. Mark. 16,15; Matt. 28,18-20. - Pius xii, Rundskr. Summi Pontificatus, 20.okt. 1939: AAS 31 (1939), ss.445-46; dansk udg. Pave Pius XII's første Rundskrivelse, Paulu­skredsen 1939 s.33.

[34]  Jf. Pius xi, brev Firmissimam constantiam, 28.marts 1937: AAS 29 (1937), s.196.

[35]  Jf. Pius xii, Tale Ci riesce, 6.dec. 1953: AAS 45 (1953), s.802.

[36]  Jf. Pius xii, Radiotale 23.marts 1952: AAS 44 (1952), ss.270-278.

[37]  Jf. Ap.G. 4,29.

[38]  Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Pacem in terris, 11.apr. 1963: AAS 55 (1963) ss.299-300; dansk udg. Fred på jorden, Sankt Ansgars Forlag 1963, s.54.

[39]  Jf. Ibid., ss.295-296; dansk udg., s.48.