Lægfolkets apostolat

DET ANDET VATIKANKONCILS

                           DEKRET OM

 

 

              LÆGFOLKETS APOSTOLAT

         "DET APOSTOLISKE VIRKE"

 

         DE APOSTULATO LAICORUM

     "APOSTOLICAM ACTUOSITATEM"

 

 

                                    Indhold

 

                  Dekretet om lægfolkets apostolat

 

Forord af lektor, cand.mag. Oluf Bohn

 

Indledning

 

Kapitel 1 Lægfolkets kald til apostolat

 

Kapitel 2 Mål, som skal nås

 

Kapitel 3. Apostolatets forskellige områder

 

Kapitel 4 Apostolatets forskellige former

 

Kapitel 5 Den rette orden  424

 

Kapitel 6 Uddannelse til apostolat

 

Opfordring

 

 

 

 

                                     Forord

 

Dekretet var igennem flere udkast og blev først diskuteret i koncilsaulaen i oktober 1964, hvor der kom talrige ændringsforslag. Ved den højtideli­ge endelige afstemning 18.november 1966 var der 2.340 stemmer for og 2 imod. Samme dag blev det højtideligt proklameret.

 

Dekretet er en udbygning og nærmere konkretisering af det, konstitutio­nerne "Om Kirken" og om "Kirken i den moderne verden" allerede har omtalt mere teoretisk om lægfolket.

 

Indledningsvis fastslås det klart, at "lægfolkets apostolat, som fremgår af selve det kristne kald, aldrig kan undværes i Kirken", og at vor tid kræver en endnu større indsats end tidligere i Kirkens historie, fordi en række områder i livet kun er åbne for lægfolk.

 

I kapitel 1 udtales indledningsvis, at enhver handling i Kirken, som er rettet mod at indordne hele verden under Kristus, kaldes apostolat. Det vil sige, at lægfolket på sin vis har del i Kirkens opgave, som er at give alle mennesker del i Guds forløsende frelse.

 

Lægfolket har (n.3) ret og pligt til at udøve apostolatet i kraft af dets forening med Kristus i Dåben. Det er et kongeligt præsteskab og et helligt folk (1.Pet. 2,4-10). Men et sandt apostolat forudsætter en levende forbindelse med Den Treenige Gud.

 

Kapitel 2. Lægfolks kald er at opfylde Kirkens sendelse både i Kirken ved at leve deres kristne liv i indbyrdes kærlighed og i verden ved at løse de opgaver, livet pålægger dem i familierne, på arbejdspladsen, i fagfore­ninger, i politik og i videnskab.

 

Kapitel 3 begynder med at fremhæve, at lægfolket, kvinder og mænd, har betydelige opgaver i Kirken indadtil og udadtil. Det kan være i gerning og ord i det sociale miljø, de lever i, i små grupper med specifikke opgaver eller i f.eks. samfundets forskellige organer.

 

Kapitel 4 omtaler apostolatets mange former. Apostolatet kan udøves alene eller i grupper og finde mange udtryk. Særlig betydningsfuldt er det der, hvor katolikker er få og bor spredt.

 

Apostolatet kan og skal ofte organiseres. Det kan ske gennem organisa­tioner, som lægfolket selv opretter (n.19) med respekt for den kirkelige øvrighed. Det kan også ske ved, at man tilslutter sig organisationer, der er oprettet direkte af de stedlige biskopper (Katolsk Aktion) eller er godkendte af disse (n.20).

 

Kapitel 5. Organiseringen kan antage mange former. Der er (n.24) aposto­lisk arbejde, som er grundlagt alene på lægfolks initiativ. Her noteres det, at et sådant arbejde ikke må kaldes ‘katolsk' uden i forståelse med de kirkelige autoriteter. Hierarkiet selv kan også organisere dette eller hint apostolat uden at ville dirigere med det, og endelig er der apostolisk arbejde som katekese eller medvirken i gudstjenesten, hvor lægfolket helt står under den kirkelige ledelse. I alt dette arbejde skal lægfolket nyde omsorg og støtte fra gejstligheden.

I n.26 bestemmes det, at der skal oprettes pastorale råd i alle bispe­dømmer med deltagelse af præster, ordensfolk og lægfolk til gensidig koordinering af lægfolkets arbejde.

Der skal ligeledes oprettes et sekretariat ved Den hellige Stol (i dag Det pavelige Råd for Lægfolket), som skal formidle informationer om lægfolkets aktiviteter og bistå med råd til dette arbejde. n.27 pålægger lægfolket i videst muligt omfang at samarbejde med andre kristne troen­de.

 

Kapitel 6 kommer ind på den nødvendige uddannelse til apostolat. Her understreges betydningen af en spirituel og teologisk uddannelse tilpasset menneskers forskellige livsbetingelser.

 

Allerede før koncilet eksisterede der et utal af organisationer og foreninger, som lokalt eller internationalt havde med apostolisk arbejde at gøre. Det var arbejde blandt arbejdere, blandt akademikere, blandt mænd og blandt kvinder, så koncilets og dekretets betydning lå langt snarere i, at det fremhævede, at lægfolket selv kunne oprette og lede arbejde med apostolisk sigte og ikke nødvendigvis skulle styres af gejst­ligheden.

I 1967 oprettedes det i n.26 omtalte sekretariat, som straks fik navn af Det Pavelige Råd for Lægfolket (Pontificium Concilium pro Laicis). Under ledelse af en kardinal og med deltagelse af lægfolk både i Rådet og dettes sekretariat har man især arbejdet med at afholde større kongres­ser om apostolisk arbejde og støtte initiativer i lande, hvor lægmandsa­postolatet står svagt. Rådet udgiver en række tidsskrifter på alle hoved­sprog.

Som et eksempel på et arbejde, der selvstændigt er påbegyndt af lægfolk, kan nævnes Europæisk Forum. Det ledes af et forretningsud­valg, der vælges hvert fjerde år af et repræsentantskab udpeget blandt lægfolk af katolske organisationer. Det blev oprettet i 1967, og igennem årene har skandinaviske katolikker siddet i forretningsudvalget. Dette Forum har organiseret adskillige konferencer, hvor man har drøftet lægfolkets vilkår og arbejde i de forskellige europæiske lande.

 

                                                                      Oluf Bohn

 

 

 

 

               Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,

                   sammen med koncilsfædrene,

                             til evig erindring

 

             Dekretet "Apostolicam actuositatem"

                       om lægfolkets apostolat

 

 

 

                                 Indledning

 

1.  For at lægge større vægt på Guds folks apostoliske virke[1] hen­vender Koncilet sig indtrængende til det kristne lægfolk, hvis særlige og i enhver henseende nødvendige andel i Kirkens sendelse den al­le­rede har omtalt andetsteds.[2] Lægfolkets apostolat, som fremgår af selve dets kristne kald, kan nemlig aldrig undværes i Kirken. Hvor spontant og frugtbart dette virke var i Kirkens første tid, viser selve Den hellige Skrift os tydeligt (jf. Ap.G. 11,19-21; 18,26; Rom. 16,1-16; Fil. 4,3).

 

Vor tid kræver dog ikke en ringere indsats fra lægfolkets side. Tvært­imod forlanger de nuværende forhold et på enhver måde kraf­tigere og mere vidtspændende apostolat af dem. Det fra dag til dag voksende antal mennesker, de videnskabelige og teknologiske frem­skridt og de stadig tættere forbindelser menneskene imellem har ikke blot udvidet områder­ne for lægfolkets apostolat kraftigt (områder, som for en stor del kun er åbne for lægfolk); de har også skabt nye problemer, som kræver nøje opmærksomhed og studium fra lægfolkets side. Denne form for apostolat er langt mere påkrævet, fordi menneskene på mange områder har fået langt større selvbestemmelse end tidligere, som ret og rimeligt er. Det har en gang imellem ført løsrivelse fra de etiske og religiøse værdinormer med sig til stor skade for det kristne liv. Dertil kommer, at Kirken i mange områder næppe kan eksistere og virke uden lægfolkets arbejde, fordi præsterne er få eller, hvad der ofte er tilfældet, mangler den nød­vendige frihed til at udøve deres tjeneste.

Et tegn på det mangesidige og presserende behov, som foreligger, er, at lægfolket ved Helligåndens klare virke får en stadig større bevidsthed om sit særlige ansvar og overalt kaldes til at tjene Kristus og Kirken.[3]

I dette dekret agter Koncilet at forklare lægmandsapostolatets natur, egenart og mangfoldighed. Det vil samtidig fremlægge de grundlæggen­de principper og give pastorale vejledninger for et mere frugtbringende arbejde. Alt dette skal også gælde som norm ved re­visionen af de dele af den kanoniske ret, som vedrører lægfolkets apostolat.

 

                                    Kapitel 1

                Lægfolkets kald til apostolat

 

 

2.  Kirken er blevet til for at udbrede Kristi rige overalt på jorden til Gud Faders herlighed og på den måde give alle mennesker del i den frelsende forløsning1 og virkelig indordne hele verden under Kristus. Enhver handling i Kristi mystiske legeme, som er rettet mod dette mål, kaldes aposto­lat. Dette udøver Kirken i alle sine lemmer, omend på forskellige måder, for det kristne kald er ifølge sin natur også et kald til apostolat. Ligesom intet lem i et levende legeme forholder sig helt passivt, men samtidig med legemets liv også tager del i dets arbejde, således også i Kristi legeme, som er Kirken, hvor "hele legemet vokser sin vækst . . . efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del" (Ef. 4,16). Ja, lemmernes forbindelse og sammenknytning er endog så stærk (jf. Ef. 4,16), at et lem, som ikke virker for legemets vækst efter sin kraft, hverken kan siges at gavne Kirken eller sig selv.

Der er i Kirken en mangfoldighed af tjenester, men kun én sen­delse. Kristus pålagde apostlene og deres efterfølgere, at de i hans navn og med hans myndighed skulle lære, helliggøre og styre. Men lægfolket, som har fået del i Kristi præstelige, profetiske og kongelige embede, opfylder i Kirken og i verden deres egen del af hele Guds folks sendelse.2 Lægfol­ket udøver et virkeligt apostolat ved at stræbe efter at udbrede evangeliet, at helliggøre menneskene og at gennem­trænge og fuldende verden med evangeliets ånd. Således bærer deres stræben på det verdslige plan tydeligt vidnesbyrd om Kristus og tjener til menneskenes frelse. Men da det er karakteristisk for lægfolkets stilling, at det lever midt i verden og dens handlinger, kaldes det af Gud til at udøve apostolatet som en surdej i verden, glødende af Kristi ånd.

 

 

3.  Lægfolket har ret og pligt til at udøve apostolatet i kraft af selve dets forening med Kristus, Kirkens hoved. Indføjet i Kristi mystiske legeme ved dåben og styrket med Helligåndens kraft ved firmelsen, får lægfolket apostolatet overgivet af Herren selv. Det indvies til et kongeligt præste­skab og et helligt folk (jf. 1.Pet. 2,4-10), for at det i alle gerninger kan give åndelige ofre og bringe vidnesbyrd om Kristus overalt på jorden. Og ved sakramenterne, først og fremmest den hel­lige eukaristi, meddeles og næres den kærlighed, som er hele apostola­tets sjæl.3

Apostolatet udøves i tro, håb og kærlighed, som Helligånden udgyder i hjerterne på alle Kirkens medlemmer. Også af kærligheds­budet, som er Herrens største bud, drives alle troende til at arbejde for Guds herlighed, som åbenbares ved Hans riges komme, og for et evigt liv til alle menne­sker, for at de kan lære den ene og sande Gud at kende, og den, Han sendte, Jesus Kristus (jf. Joh. 17,3).

På alle kristne lægges altså den ærefulde byrde at arbejde på, at det guddommelige frelsesbudskab erfares og modtages af alle menne­sker på hele jorden.

Til at udøve dette apostolat giver Helligånden, som virker Guds folks helliggørelse ved tjenesten og sakramenterne, også de troende særlige gaver (jf. 1.Kor. 12,7). Ånden "tildeler efter sin vilje enhver sin særlige gave" (1.Kor. 12,11), for at de "som gode husholdere over Guds mang­foldige nåde skal tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået" (1.Pet. 4,10), til hele legemets opbyggelse i kærlighed (jf. Ef. 4,16). Modtagelsen af disse gaver - endog de enkleste - giver enhver troende ret og pligt til at bruge dem i Kirken og i verden til menneskers gavn og Kirkens opbyggelse. De skal bruges i Helligåndens frihed, som "blæser, hvorhen den vil" (Joh. 3,8), og samtidig i fællesskab med brødrene i Kristus, især med deres hyrder. Det er hyrdernes opgave at dømme om gavernes ægthed og rette brug, vel at mærke ikke for at udslukke ånden, men for at prøve alt og holde fast ved det gode (jf. 1.Tess. 5,12; 19,21).4

 

 

4.  Kristus er sendt af Faderen og er kilden og oprindelsen til hele Kirkens apostolat. Derfor er det klart, at frugtbarheden af lægfolkets aposto­lat afhænger af lægfolkets levende forening med Kristus. Som Herren siger: "Den som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre" (Joh. 15,5). Dette liv i tæt forening med Kristus i Kirken næres af åndelige hjælpemidler, som er fælles for alle troende, især den aktive deltagelse i liturgien.5 Læg­folket skal opfylde deres verdslige pligter i det almindelige liv, men samtidig bruge hjælpemidler­ne således, at de ikke adskiller foreningen med Kri­stus fra deres liv, men vokser i denne forening, samtidig med at de udfører deres gerning efter Guds vilje. Lægfolk bør ivrige og glade gå frem ad denne vej i hellighed og overvinde de splittende vanskeligheder klogt og tålmodigt.6 Heller ikke omsorgen for familien eller andre verdsli­ge anliggender bør holdes ude fra det åndelige livs sfære, som Paulus siger: "Alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham" (Kol. 3,17).

Et sådant liv kræver en stadig udøvelse af tro, håb og kærlighed.

Kun i troens lys og ved at grunde over Guds ord er det muligt al­tid og overalt at erkende Gud, "thi i ham lever og røres og er vi" (Ap.G. 17,28), at søge hans vilje i ethvert forhold, at se Kristus i alle mennesker, både nært tilknyttede og fjernerestående, og at bedømme rig­­tigt, hvilken betydning og værdi de timelige ting har i sig selv og i relation til menne­skets mål.

De, som har denne tro, lever i håbet om Guds børns åbenbaring og ihukommer Herrens død og opstandelse.

I dette livs udlændighed er de med Kristus skjulte i Gud og frie fra rigdommens slaveri. De stræber efter de evige goder, og med ædelt sindelag hengiver de sig helt til at udbrede Guds rige og til at danne og fuldende verden i Kristi ånd. I dette livs modgang finder de styrke i håbet og "holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammen­ligning med den herlighed, som skal åbenbares os" (Rom. 8,18).

 

Drevne af den kærlighed, som udgår fra Gud, gør de godt mod alle (jf. Gal. 6,10), dog mest mod deres trosfæller, aflægger "al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse" (1.Pet. 2,1) og drager således mennesker til Kristus. Men Guds kærlighed, som "er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet" (Rom. 5,5), sætter de lægfolk, som vil modtage den, i stand til i gerninger at give udtryk for saligprisningernes ånd i deres liv. De følger Jesus efter i hans fattigdom og bliver hverken slået ud af mangel på timelige goder eller hovmoder sig, når de er rigelige. De følger Kristus efter i hans ydmyghed og søger ikke tom ære (jf. Gal. 5,26), men stræber efter at behage Gud mere end mennesker, altid rede til at forlade alt for Kristi skyld (jf. Luk. 14,26) og til at tåle forfølgelse for retfærdigheds skyld (jf. Matt. 5,10), fordi de husker på Herrens ord: "Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!" (Matt. 16,24). De plejer indbyrdes det kristne venskab og hjælper hinanden i ethvert behov.

Det åndelige liv hos lægfolket bør tage et særligt præg af den enkeltes ægteskabs- og familieforhold, helbredstilstand, samt erhvervs­mæssige og sociale virke. Derfor skal den enkelte til stadighed udvikle de egenskaber og træk, som passer til den situation, han er sat i, og bruge de gaver, som Helligånden har givet ham.

Desuden skal de lægfolk, som er kaldede til at tilslutte sig en kirkelig forening eller institution, trofast forsøge at tilegne sig det særlige åndeli­ge liv, som findes her.

De skal også værdsætte faglig kyndighed, familiefølelse, samfundsbe­vidsthed og de egenskaber, som angår de sociale forhold, d.v.s. retskaffen­hed, retfærdighedssans, ærlighed, menneskelighed og standhaf­tighed. Uden disse egenskaber kan et sandt kristent liv slet ikke bestå.

Det fuldkomne forbillede for et sådant åndeligt og apostolisk liv er den salige jomfru Maria, apostlenes dronning, der levede et liv som vores på jorden, beskæftiget med omsorgen for sin familie og sit arbejde. Hun var til stadighed tæt knyttet til sin søn og arbejdede fuldt med på Frelserens særlige værk. Hun er nu optaget i himlen, og "hendes moderlige kærlig­hed omfatter sønnens brødre, som under deres jordiske pilgrimsrejse er omgivet af farer og trængsler, indtil de er nået frem til salighedens fædreland."7 Over for hende bør alle vise den største hengivenhed og anbefale deres liv og apostolat til hendes moderlige omsorg.

 

                                    Kapitel 2

                           Mål, som skal nås

 

 

5.  Kristi forløserværk angår først og fremmest menneskenes frelse, men også fornyelsen af hele vor dennesidige verdensorden. Derfor er Kirkens sendelse ikke blot at bringe menneskene Kristi budskab og hans nåde, men også at gennem­trænge og fuldende verdensordenen med evangeliets ånd. Når lægfolk opfylder Kirkens sendelse, udøver de altså deres aposto­lat både i Kirken og i verden, både på det åndelige og det verdslige område. Selv om der skelnes mellem disse to områder, er de i Guds enestående plan forbundet således, at Gud selv ønsker i Kri­stus at geno­prette hele verden til en ny skabning, i begyndelsen her på jorden, men helt og fuldt på den yderste dag. På begge områder må lægman­den, som jo både er troende og et menneske i verden, lade sig lede af den ene kristne samvittighed.

 

6.  Kirkens sendelse sigter mod menneskenes frelse, som opnås ved troen på Kristus og ved hans nåde. Kirkens apostolat, som er fælles for alle dens medlemmer, tager derfor først og fremmest sigte på at lade Kristi bud­skab træde klart frem for verden i ord og handling og meddele hans nåde. Dette sker fornemst gennem ordets og sakramenternes tjeneste, som på en særlig måde er betroet præsterne. I denne tjeneste har også lægfolk meget vigtige pligter at udføre, for at de kan være "medarbejdere for sandheden" (3.Joh. 8). Især på dette område supplerer lægfolkets aposto­lat og hyrdeembedet hinanden gensidigt.

Lægfolket har utallige muligheder for at udøve det apostolat at udbre­de evangeliet og at helliggøre. Selve vidnesbyrdet om et kristent liv og gode gerninger, som udøves i overnaturlig ånd, har kraft til at drage mennesker til tro og til Gud. Herren siger nemlig: "Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene" (Matt. 5,16).

 

Et sådant apostolat består dog ikke blot af vidnesbyrdet om et kristent liv. Et sandt apostolat søger lejlighed til i ord at forkynde Kristus; det være sig over for ikke-troende, for at føre dem til tro, eller over for troende, for at opbygge, styrke og opmuntre dem til større iver; "Kristi kærlighed tvinger os" (2.Kor. 5,14), og i alles hjerter bør apostlens ord til stadighed genlyde: "Ve mig, om jeg ikke forkynder evangeliet" (1.Kor. 9,16).1

I vor tid opstår der imidlertid nye problemer, og med alvor ser vi vildfarelser, som ønsker at nedbryde religionen, den moralske orden og selve det menneskelige samfund fra grunden. Derfor opfordrer dette Koncil indtrængende lægfolket til mere omhyggeligt og i Kirkens in­ten­tion at udvikle, forsvare og på rette måde anvende de kristne prin­cipper over for vor tids problemer, alt efter den enkeltes begavelse og evner.

 

7.  Når det gælder verden, er det Guds plan, at menneskene i samdræg­tighed skal opbygge verdensordenen og bringe den til fuldendelse.

Verdensordenen udgøres af livets og familiens goder, kultur, økonomi, kunst, arbejde, politiske forhold, internationale relationer og lignende. Alle disse områder samt deres udvikling og fremskridt er ikke blot hjælpemidler for mennesket til at nå dets endelige mål, men de har også en egen værdi (som er indplantet i dem af Gud), der enten kan ses i sig selv eller som en del af hele verdensordenen: "Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt" (1.Mos. 1,31). Denne naturlige godhed opnår en ganske særlig værdighed, når disse områder knyttes sammen med mennesket, til hvis tjeneste de er skabt. Endelig behagede det Gud at samle alt - såvel naturligt som overnatur­ligt - til ét i Jesus Kristus, "for at han skulle være den ypperste blandt alle" (Kol. 1,18). Men Guds beslutning forhindrer ikke, at den verdslige orden har sin selvstændige værdi. Den har sine egne mål, love, metoder og sin egen betydning for menneskets trivsel. Beslutningen fuldender dem snarere i deres egen betydning og værdi og svarer til hele menneskets kald på jorden.

 

I historiens løb er brugen af de timelige ting blevet forvrænget af alvorlige fejl, fordi mennesker p.g.a. arvesynden i mange forhold og ofte har taget fejl af den sande Gud, menneskets natur og moral­lovens funda­menter. Derfor faldt menneskets moral og indretninger i fordærv, og ikke sjældent blev mennesket selv trådt under fode. Også i vor tid tror mange mere end rimeligt på naturvidenskabens og tek­­nikkens fremskridt og er tilbøjelige til en slags afgudsdyrkelse af de timelige ting, så de bliver slaver af dem, ikke deres herrer.

Det er en opgave for hele Kirken at sætte menneskene i stand til at indrette den verdslige orden på rette måde og gennem Kristus indordne den under Gud. Kirkens hyrder skal tydeligt forklare principperne om­kring skabelsens mål og brugen af verden og give moralsk og ån­delig hjælp, for at den verdslige orden kan opbygges i Kristus.

Lægfolket skal påtage sig det verdsliges opbygning som deres særlige opgave og arbejde umiddelbart og målrettet, ledet af evangeli­ets lys og Kirkens intention, og drevet af den kristne kærlighed. Som borger skal lægmanden samarbejde med sine medborgere, ved brug af sin særlige sagkundskab og med eget ansvar, og overalt og i alt søge Guds riges retfærdighed. Den verdslige orden skal opbygges således, at dens egne love respekteres fuldt ud, men i pagt med kristenlivets principper, og tilpasset de forskellige steder, tider og folk. Blan­dt dette aposto­lats gerninger udmærker de kristnes sociale virke sig. Dette virke ønsker Koncilet i vor tid udstrakt til hele det verds­lige område, også til kulturen.2

 

8.  Skønt enhver udøvelse af apostolatet må begynde i kærlighed og hente kraft fra den, er nogle gerninger ifølge deres natur særligt egnede til at give levende udtryk for denne kærlighed. Disse gerninger ønskede Kri­stus vor Herre skulle være et tegn på hans messianske sendelse (jf. Matt. 11,4-5).

 

Det største bud i loven er at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv (jf. Matt. 22,37-40). Dette bud om næstekærlighed gjorde Kristus til sit eget og gav det en ny betydning, da han gjorde sig selv og sine brødre til én og samme genstand for kærligheden ved at sige: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig" (Matt. 25,40). Ved at påtage sig menneskenaturen samlede han hele men­­­­­­­neskeslægten med en overnaturlig solidaritet til en familie, og han gjorde kærligheden til tegnet på sine disciple med disse ord: "Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed" (Joh. 13,35).

Ligesom den hellige Kirke i sin første tid føjede agapemåltidet til det eukaristiske måltid, for at vise sig forenet om Kristus til et hele med kærlighedens bånd, således kendes den til enhver tid på kærlig­hedens tegn. Den glæder sig over andres bestræbelser i samme retning, men ser det at udøve kærligheden som sin egen ret og pligt, som ikke kan fratages den. Derfor værdsætter Kirken især barmhjertighed mod fattige og syge, de såkaldte karitative gerninger, og alt hjælpearbejde, som sætter sig for at afskaffe enhver form for menneskelig nød.3

I dag, hvor kommunikationsmidlerne er blevet meget bedre, hvor afstanden mellem menneskene til en vis grad er overvundet, og hvor alle verdens indbyggere ligesom er gjort til medlemmer af én familie, er disse gerninger blevet så meget mere påtrængende og omfattende. Det karitati­ve arbejde kan og bør i dag omfatte alle mennesker og al nød. Hvor der end lever mennesker, som mangler mad, drikke, tøj, husly, medicin, arbejde og undervisning, alt sammen nødvendige be­tingelser for et sandt menneskeligt liv; hvor mennesker plages af prøvelser og sygdomme; hvor mennesker er i landflygtighed eller fængsel - dér skal den kristne kærlighed søge og finde dem, trøste med utrættelig omsorg og lette deres nød med aktiv hjælp. Denne forplig­telse hviler især på de få mennesker og folk, som er stillet i velstand.4

 

Udøvelsen af denne kærlighed må være hævet over enhver mistanke og skal også vise sig således: i vor næste skal vi se Guds billede, hvori vi er skabt, og Kristus vor Herre, til hvem vi i virkelig­heden giver det, vi forærer en trængende. Den modtagende persons frihed og værdighed må respekteres med største menneskelighed; den rene intention må ikke beskæmmes af søgen efter egen vinding eller af magtinteresser;5 retfær­dighedens krav må først indfries, og det, som bør ydes af retfærdighed, må ikke udgives for at være kærlighedsgaver. Nødens årsager, ikke blot dens virkninger, skal fjernes; hjælpen skal organi­seres således, at de modtagende lidt efter lidt frigøres fra ydre afhængighed og ender med at kunne klare sig selv.

Lægfolket skal altså værdsætte og efter egne kræfter støtte karitativt arbejde og social hjælpevirksomhed, både privat og offentlig, samt de internationale hjælpeorganisationer. De skal her samarbejde med alle mennesker af god vilje om at bringe effektiv hjælp til de mennesker og folk, som lider nød.6

 

                                    Kapitel 3

             Apostolatets forskellige områder

 

 

9.  Lægfolket udøver et mangfoldigt apostolat såvel i Kirken som i verden. In­den for begge findes forskellige områder for det apostoliske virke, hvor­af de vigtigste skal nævnes her: Kirkens forskellige fæl­lesskaber, fami­lien, de unge, det sociale miljø, samt det nationale og internationale sam­fund. Da kvinderne i vor tid indtager en stadig mere aktiv plads i hele sam­fundets liv, er det meget vigtigt, at de også deltager mere i de forskel­lige områder af Kirkens apostolat.

 

10.     Da lægfolket jo har del i Kristi gerning som præst, profet og konge, har de også en aktiv rolle i Kirkens liv og virke. Inden for Kirkens fællesska­ber er deres arbejde så vigtigt, at selv hyrdernes apostolat som oftest ikke kan opnå nogen virkning uden dette arbejde. Lægfolk med et sandt apo­stolisk sindelag kommer nemlig deres brødre til hjælp og styrker åndeligt så­vel hyrderne som resten af det troende folk (jf. 1.Kor. 16,17-18), lige­som de mænd og kvinder, som hjalp Paulus med forkyndelsen af det gla­de budskab (jf. Ap.G. 18,18.26; Rom. 16,3). Alle, som tilhører lægfolket, fin­der deres åndelige næring i en aktiv deltagelse i menighedens liturgi­ske liv og deltager aktivt i dets apostoliske arbejde. Mennesker, som må­ske lever fjernt fra Kirken, fører de til den. De ar­bej­der ivrigt på at ud­bre­de Guds ord, især ved kateketisk arbejde. De stiller deres sagkundskab til rådighed og gør sjælesorgen og administrationen af Kirkens goder mere effektiv.

 

Sognet giver et meget tydeligt eksempel på det fælles apostolat. Der fin­der man alle mulige menneskelige forskelligheder, som dog forenes til ét og føjer sig ind i Kirkens helhed.1 Lægfolket bør vænne sig til at arbejde snævert sammen med præsterne i deres sogn.2 Lægfolket skal bringe deres egne og verdens problemer samt spørgs­mål, der angår menneske­nes frelse, ind i Kirkens fællesskab og ved fælles rådslagning diskutere og løse dem. Alle apostoliske og mis­sionerende initiativer fra deres egen kirkelige families side skal de ivrigt understøtte efter evne.

Da sognene udgør et bispedømmes grundelementer, skal lægfolket altid have bispedømmet som helhed i tankerne og til stadighed være rede til at bruge deres kræfter på bispedømmets initiativer, når deres biskop opfordrer dem til det. I deres arbejde på at dække behovene i by og på land3 bør de ikke indskrænke deres virke til det enkelte sogn eller bispedøm­me, men stræbe efter at strække arbejdet ud over flere sogne og bispedømmer, ja helt op på nationalt og internationalt plan. Dette så meget desto mere, fordi folkenes stadigt øgede bevægelighed, stigningen i de gensidige behov og de gode kommunikationsmuligheder ikke læn­gere tillader at lade nogen del af samfundet være lukket ude. Således skal lægfolket være opmærksomt på behovene hos Guds folk, som er spredt over hele verden. Især skal de tage missionsarbejdet til deres hjerte og støtte det, enten med materiel hjælp eller ved personligt at bistå det. Det er nemlig de kristnes pligt og ære at give Gud en del af de gaver tilbage, som de modtager af Ham.

 

11.     Universets skaber har gjort ægteskabet til menneskesamfundets ophav og grundvold og ophøjet det ved sin nåde til et stort og helligt tegn i Kri­stus og i Kirken (jf. Ef. 5,32). Derfor har ægtefællers og familiers aposto­lat en særlig be­tydning, både for Kirken og det borgerlige samfund.

Kristne ægtefæller er nådens medarbejdere og troens vidner indbyrdes og over for deres børn og øvrige familiemedlemmer. De er selv for deres børn de første forkyndere og op­dragere i troen. I ord og gerning opdrager de dem til et kristent og apostolisk liv, og vejleder dem i deres erhvervs­valg med erfaring og plejer med stor omhu et evt. præste- eller ordens­kald.

 

Det har altid været ægtefællers pligt, men er især i dag en meget vigtig del af deres apostolat, at de i deres liv viser og manifesterer det ægteska­belige bånds uopløselighed og hellighed; at de ivrigt hævder forældres og opdrageres ret og pligt til at opdrage deres afkom kristent; og at de forsvarer familiens værdighed og selvbestemmelses­ret. Ægtefæller og andre kristne skal altså samarbejde med mennesker af god vilje om, at disse rettigheder bevares intakte i den borgerlige lovgivning. Samfundets ledelse skal tage hensyn til familiens behov, hvad angår bolig, opdragel­se, arbejdsforhold, social sikkerhed og beskatning. Ind- og udvandrings­myndigheder skal på enhver måde sikre de enkelte familiers ret til at leve sammen.4

Familien har fra Gud modtaget den sendelse at være samfundets første og livgivende celle. Den vil kunne opfylde sendelsen ved familiemed­lemmernes gensidige kærlighed og fælles bøn til Gud, så hjemmet bliver en Kirkens helligdom, ved at hele familien tager del i Kirkens liturgiske liv, og endelig ved at familien viser gæstfrihed og fremmer retfærdighed og andre gode gerninger for alle nødlidende brødre. Af de forskellige former for familieapostolat kan nævnes: at adoptere forladte børn, vise gæstfrihed, hjælpe skolernes ledelse, bistå unge med råd og dåd, hjælpe forlovede med at forberede sig grundi­gere til ægteskabet, medvirke i kateketisk arbejde, støtte lægfolk og familier, som befinder sig i en materiel eller moralsk krise, og give de ældre ikke blot det nødvendige, men også sikre dem andel i frugterne af det økonomiske fremskridt.

 

Altid og overalt, men især i de områder, hvor evangeliets første sæd bliver sået, eller hvor Kirken befinder sig i sin første begyndelse eller er ude for en alvorlig krise, er de kristne familier Kristi dyrebare­ste vidnes­byrd for verden, når hele deres liv er knyttet til evangeliet og de giver et eksempel på det kristne ægteskab.5

For at familierne lettere kan nå målet med deres apostolat, kan det være tilrådeligt, at familier slår sig sammen i grupper.6

 

12.     De unge har en meget stor indflydelse i dagens samfund.7 Deres livsfor­hold, holdninger og relationer til familien er fuldstændigt ændrede. Ofte træder de alt for hurtigt over i en ny social og økono­misk stilling. Men medens deres sociale og endog politiske indflydelse vokser, synes de ligesom ude af stand til i tilsvarende grad at påtage sig de ­nye forpligtel­ser.

Denne øgede betydning i samfundet kræver et tilsvarende apo­stolisk virke af dem, hvad deres naturlige evner også gør dem egnede til. Samti­dig med at bevidstheden om deres egen identitet vokser, og drevet frem af begejstring over livet og af en overvældende foretagsomhed, påtager de sig et eget ansvar og ønsker at medvirke aktivt i det sociale og kul­turelle liv. Hvis denne iver gennemtrænges af Kristi ånd og besjæles af lydighed og kærlighed over for Kirkens hyrder, kan man håbe på meget rige frugter. De bør selv blive deres jævnaldrendes første og umiddelbare apostle ved at udøve apostolatet over for andre unge i det sociale miljø, de lever i.8

 

De voksne skal sørge for at skabe en dialog i venskab med de unge, som kan give begge parter lejlighed til at overskride alderskløf­ten, så de kan lære hinanden at kende og udveksle de rige værdier, hver part er i besiddelse af. De voksne skal tilskynde ungdommen til apostolatet, først og fremmest ved deres eksempel, men når lejlighed gives også med kloge råd og aktiv hjælp. De unge skal til gengæld øge respekten og tilliden til de voksne. Selv om de af naturen hælder til det nye, skal de også på passende måde respektere værdifulde traditioner.

Også børn har deres eget apostoliske virke. Alt efter evne er de sande og levende vidner om Kristus blandt deres kammerater.

 

13.     At udøve apostolatet i ens eget miljø vil sige at gøre Kristi ånd gældende i det samfund, man lever i, ved at lade den præge dets mentalitet og levevis, love og strukturer. Dette er i den grad lægfolkets opgave og ansvar, at andre aldrig vil kunne udføre det tilfredsstillende. På dette område kan lægfolket udøve sit apostolat, således at hver enkelt hjælper den, som lever under samme livsvilkår. Der udfylder livets og ordets vidnesbyrd hinanden.9 Hvad enten det gælder arbejde, erhverv, studier, bolig, fritid eller kammeratligt samvær, er lægfolk de bedste til at hjælpe deres brødre.

Lægfolket opfylder sin kirkelige mission i verden frem for alt ved at udvise den enhed mellem liv og tro, som gør dem til verdens lys. Ved retskaffen­hed i ethvert forehavende får de alle til at elske det sande og gode og fører dem videre til Kri­stus og Kirken. Med bro­derlig kærlighed tager de del i deres brødres liv, arbejde, smerter og længsler og bereder derved gradvist og umærkeligt alles hjerter på den frelsende nådes virkning. Den fulde bevidsthed om deres rolle i samfundets opbygning sætter dem i stand til at opfylde deres hjemlige, sociale og erhvervsmæs­sige pligter med kristent storsind. Således gennem­trænger deres livsførel­se lidt efter lidt livs- og arbejdsmiljøet.

Dette apostolat bør omfatte alle, som findes i miljøet, og heller ikke udelukke nogen åndelig eller materiel hjælp, som det er muligt at yde. Men sande apostle stiller sig ikke tilfredse med disse gerninger, men ønsker også at drage sjæle til Kristus ved at forkynde ordet til deres næste. Mange mennesker kan nemlig kun høre evangeliet og lære Kri­stus at kende gennem nærtstående lægfolk.

 

14.     Der ligger et enormt område for apostolatet på det nationale og interna­tionale plan, hvor lægfolk er de nærmeste til at formidle den kristne visdom. Ved kærlighed til deres land og gennem trofast op­fyldelse af deres borgerlige pligter skal katolikker vide sig forplig­tede til at fremme det sande almenvel. De skal gøre deres meninger så stærkt gældende, at den borgerlige magt udøves retfærdigt, og lovene er i over­ens­stemmelse med de moralske bud og det fælles bedste. Ka­tolikker, som er kyndige i samfundsspørgsmål og på tilsvarende måde er grundfæstede i den kristne tro og lære, skal ikke afstå fra at påtage sig offentlige hverv, da de ved at beklæde dem værdigt kan fremme almenvellet og samtidig bane vejen for evangeliet.

Katolikker skal stræbe efter samarbejde med alle mennesker af god vilje for at fremme alt, hvad der er sandt, retskaffent, rent og elskeligt (jf. Fil. 4,8). De skal indgå dialog med dem, komme dem i møde i klogskab og menneskelighed og undersøge, hvordan de offentlige og sociale indretninger kan gøres fuldkomne i overensstemmelse med evangeliets ånd.

Blandt vor tids mest bemærkelsesværdige tegn er den voksende og uafvendelige følelse af solidaritet mellem alle folk. Det er en opgave for lægmandsapostolatet ivrigt at fremme denne følelse og udvikle den til et sandt og ægte broderskabsbånd. Derudover skal lægfolk være bevidste om de problemer og løsninger, som opstår på det internationale plan, teoretiske eller praktiske, især med hensyn til u-landene.10

Alle, som arbejder i fremmede lande eller yder hjælp til dem, skal huske på, at relationerne mellem folkene bør bestå i en sand broderlig udveksling, hvor begge parter samtidig giver og modtager. De, som rejser p.g.a. internationalt arbejde, i erhvervsøjemed eller på ferie, skal huske på, at de overalt er undervejs som forkyndere af Kristus, og også må opføre sig som sådanne.

 

                                    Kapitel 4

              Apostolatets forskellige former

 

15.     Lægfolket kan udføre sit apostoliske virke alene eller sluttet sammen i forskellige grupper og foreninger.

 

16.     Det apostolat, som udføres af den enkelte, flyder rigt fra en kilde af sandt kristent liv (jf. Joh. 4,14). Det er begyndelsen til og betingel­sen for ethvert lægmandsapostolat, også det organiserede, og det kan ikke erstattes af noget andet.

Dette apostolat er nyttigt altid og overalt, men kan under visse om­stændigheder være det eneste passende og mulige. Alle lægfolk, uanset deres situation, er kaldede og forpligtede hertil, også selv om de ikke har lejlighed til eller mulighed for at arbejde sammen i sammen­slutninger.

Apostolatet, hvorved lægfolk opbygger Kirken, helliggør verden og gør den levende i Kristus, har mange former.

Der ligger et vidnesbyrd i, at lægfolkets liv midt i verden udspringer af tro, håb og kærlighed, så det viser, hvordan Kristus lever i sine troen­de. Dette vidnesbyrd er en speciel form for individuelt apostolat, som måske er særlig egnet til at overbevise vor tid. Men ved ordets aposto­lat, som under visse omstændigheder er absolut nødvendigt, forkynder lægfolket Kri­stus, forklarer hans lære, udbreder den så vidt, som enhver i sin stilling kan og har kundskaber til, og bekender den trofast.

Lægfolket skal i øvrigt samarbejde om opbygningen og styringen af det verdslige samfund, da de jo er borgere i denne verden. Derfor bør lægfolk i familielivet, erhvervslivet, i det kulturelle og sociale liv, i troens lys søge højere motiver og meddele dem til andre, når lejlighed gives. De ved, at de på denne måde bliver medarbejdere for Gud, vor skaber, forløser og helliggører, og derved giver Ham hans ære.

Endelige skal lægfolket lade deres liv gennemtrænge af kærlig­heden og efter evne lade den komme til udtryk i handling.

Alle skal huske på, at de kan nå alle mennesker og bidrage til hele verdens frelse gennem liturgien, bøn, bod og frivillig påtagelse af smerte og lidelser, hvorved de ligedannes med den lidende Kristus (jf. 2.Kor. 4,10; Kol. 1,24).

 

17.     Af stor nødvendighed er den enkeltes apostolat dér, hvor Kirkens frihed er alvorligt undertrykt. Under sådanne meget vanskelige forhold udfylder lægfolket efter evne præsternes plads, hvorved de udsætter deres frihed og undertiden deres liv for fare. De underviser mennesker i deres omgi­velser i den kristne lære, opdrager til religiøst liv og katolsk tænken, opfordrer til ofte at modtage sakramenterne og især pleje den eukaristi­ske fromhed.1 Det hellige Koncil takker af hele hjertet Gud, som heller ikke i vor tid ophører med at lade lægfolk af heroisk styrke fremstå midt i forfølgelserne, og omfatter dem med kærlighed og taknemmelighed.

Den enkeltes apostolat har en særlig opgave i de områder, hvor kato­likkerne er få og spredte. Det er her lægfolk, som enten af ovennævnte grunde eller af specielle grunde, f.eks. arbejdsmæssige forhold, kun udøver apostolatet alene. Dog kan det være nyttigt, at de kommer sam­men i små grupper uden institutionel eller organiseret struktur, således at tegnet på Kirkens fællesskab altid giver andre et sandt vidnesbyrd om kærlighed. På denne måde, gennem venskab og udveksling af erfaringer, hjælper de hinanden åndeligt og får styrke til at overvinde ubekvemme­lighederne i et alt for isoleret liv og arbejde, så de kan gøre deres aposto­lat mere frugtbart.

 

18.     De troende er kaldede til at udøve deres apostolat som enkelt­personer i deres forskellige livssituationer. Dog skal de huske på, at mennesket af naturen er socialt, og at det har behaget Gud at forene dem, som tror på Kristus, til Guds folk (jf. 1.Pet. 2,5-10) og ét legeme (jf. 1.Kor. 12,12). Følgelig svarer det fælles apostolat lykkeligvis til de troendes såvel menneskelige som kristne behov, og er samtidig et tegn på Kirkens fællesskab og enhed i Kristus, som siger: "Thi hvor to eller tre er forsam­lede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt. 18,20).

Derfor skal de troende udøve deres apostolat i enigt samarbej­de.2 De skal være apostle såvel i deres familiefællesskaber som i deres sogne og bispedømmer (der i sig selv er udtryk for apostolatets ka­rak­ter af fælles­skab) og i de frivillige sammenslutninger, de måtte oprette.

 

Det fælles apostolat er også betydningsfuldt af den grund, at det ofte kræver en fælles indsats, hvad enten det er i Kirken eller i de forskellige miljøer. Sammenslutninger, som er oprettet med henblik på et fælles apostolisk arbejde, støtter deres medlemmer, uddanner dem til apostola­tet, og fordeler og vejleder deres apostoliske virke på rette måde, så at der er håb om meget rigere frugt, end hvis de enkelte ar­bej­der isoleret.

Under de nuværende forhold er det bydende nødvendigt, at læg­mand­sapostolatets organiserede form styrkes. Det er nemlig alene en snæver forening af kræfterne, som er i stand til både fuldt at nå alle det moderne apostolats mål og effektivt bevare dets gode resultater.3 Her er det særlig vigtigt, at apostolatet beskæftiger sig med mentalite­ten og de sociale forhold hos dem, det sigter imod. Ellers vil man ofte ikke være i stand til at modstå tryk fra den offentlige mening eller institutioner.

 

19.     Der er en stor mangfoldighed af apostoliske organisationer.4 Nogle forfølger Kirkens almene apostoliske mål, andre tager sig specielt af evangelisering og helliggørelse, andre stræber efter at påvirke det verds­lige samfund kristent, og andre giver et særligt vidnesbyrd om Kristus gennem barmhjertigheds- og kærlighedsgerninger.

Blandt disse organisationer må man især have tanke for dem, som nærer og giver vækst til dybere enhed mellem medlemmernes prak­tiske liv og deres tro. Organisationer er ikke mål i sig selv, men bør tjene til at opfylde Kirkens sendelse til verden. Deres apostoliske kraft afhænger af deres overensstemmelse med Kirkens mål og af de enkelte medlemmers og hele organisationens kristne vidnesbyrd og evangeliske ånd.

Kirkens universelle mission set i sammenhæng med det moderne samfunds hurtige forandringer og udviklingen af de samfundsmæssige institutioner kræver, at katolikkernes apostoli­ske arbejde i højere grad udvikler organiserede former på det internationale plan. De internationale katolske organisationer vil bedre nå deres mål, hvis de tilsluttede grupper og deres medlemmer forenes stærkere med disse organisationer.

 

Lægfolk har ret til at grundlægge,5 styre og tilmelde sig or­ganisationer, når blot forholdet til den kirkelige øvrighed respekteres.6 Dog bør man und­gå den spredning af kræfterne, som forekommer, hvis man uden til­strækkelig grund starter nye foreninger og arbejds­områder, eller hvis for­ældede foreninger og metoder holdes i live uden at være til nogen nytte. Det vil heller ikke altid være fordelagtigt at overføre metoder direkte fra ét land til et andet uden ændringer.7

 

20.     For nogle årtier siden viede lægfolk i flere lande i stadig højere grad de­res liv til apostolatet og organiserede forskellige former for aktioner og sammenslutninger, som - i snæver kontakt med hierarkiet - forfulgte og sta­dig forfølger de egentlige apostoliske mål. Blandt disse og lignende æl­dre sammenslutninger skal vi her specielt fremhæve dem, som ud fra for­skellige metoder har givet ypperlige resultater for Kristi rige. Paverne og mange biskopper har med rette anbefalet og støttet dem og givet dem na­vnet "Katolsk aktion". De blev gentagne gange beskrevet som lægfol­kets delagtighed i hierarkiets apostolat.8

Disse apostoliske organisationer udøver i dag et værdifuldt apostolat, hvad enten navnet nu er Katolsk Aktion eller et andet. De kendetegnes ved den samlede accept af følgende punkter:

 

a)  Disse organisationers umiddelbare ­målsætning er Kirkens apostoli­ske mål, det vil sige at evangeli­sere og helliggøre men­neskene og for­me deres sam­vittighed kristent, så de kan gennemtrænge deres for­skellige fællesskaber og miljøer med evangeliets ånd.

 

b)  Lægfolket samarbejder på deres særegne måde med hierarkiet, bi­drager med deres erfaring, påtager sig det ansvar at lede organisatio­nerne og bedømme, på hvilke måder Kirkens pastorale opgave bør udøves, samt at udarbejde og gennemføre arbejdsprogrammer.

 

c) Lægfolket arbejder som et organisk legeme, så at Kirkens fællesskab bedre viser sig, og apostolatet bliver mere effektivt.

 

d)  Lægfolk, som enten tilbyder sig selv eller kaldes til aktion og direkte samarbejde med det hierarkiske apostolat, handler i begge tilfælde under selve hierarkiets ledelse, som også kan forordne dette samar­bejde med et udtrykkeligt mandat.

 

De organisationer, som efter hierarkiets bedømmelse opfylder alle disse betingelser, anses for at være Katolsk Aktion, også selv om de har forskellige former og navne p.g.a. lokale eller nationale krav.

Koncilet anbefaler ivrigt disse organisationer, som i mange lande utvivl­somt er i overensstemmelse med behovene for Kirkens apostolat. Det indbyder præster og lægfolk, som arbejder i disse organisationer, til mere og mere at bringe ovennævnte punkter til udførelse og altid samar­bejde broderligt med alle andre former for apostolat i Kirken.

 

21.     Alle apostoliske sammenslutninger bør værdsættes på rette måde. Men præster, ordensfolk og lægfolk bør især værdsætte og efter enhvers muligheder støtte de sammenslutninger, som hierarkiet p.g.a. tidens eller stedets behov har billiget eller anbefalet eller anset for særlig nødvendige at oprette. Dertil hører i dag særligt de inter­nationale katolske organisa­tioner og forbund.

 

22.     De gifte og ugifte lægfolk, som fast eller for en bestemt tid stiller sig selv og deres faglige kompetence til disposition for sådanne institutioner og deres arbejde, fortjener Kirkens specielle tak og anbefaling. Kirken glæder sig også meget over, at stadig flere lægfolk yder deres egen tjeneste til apostoliske sammenslutninger og arbejds­områder, hvad enten det er inden for deres egne grænser eller på internationalt plan, eller frem for alt i de katolske fællesskaber på missionsmarken og i de unge kirker.

 

Kirkens hyrder skal venligt og taknemmeligt modtage disse lægfolk og sørge for, at deres livsforhold i så høj grad som muligt tilfredsstiller ret­fær­dighedens, lighedens og kærlighedens krav, især hvad angår en værdig un­derstøttelse af dem og deres familier. De skal desuden glæde dem med den nødvendige undervisning og med åndelig trøst og opmun­tring.

 

                                    Kapitel 5

                            Den rette orden

 

 

23.     Lægfolkets apostolat - hvad enten det udøves af enkelte troende eller or­ga­niseret - bør være indføjet i hele Kirkens apostolat med den rette or­den. Ja, forbindelsen til dem, som Helligånden satte til at vogte Guds Kir­ke (jf. Ap.G. 20,28), er et væsentligt element af det kristne apostolat. Ik­ke mindre nødvendigt er samarbejdet mellem de forskellige apostoliske ar­bejder, som bør tilrettelægges af hierarkiet.

Endvidere kræves en gensidig værdsættelse af de forskellige former for apostolat i Kirken og - under hensyntagen til enhvers særegenheder - en passende koordinering. Dette kræves for at fremme enhedens ånd, så bro­derkærligheden kan lyse, de fælles mål nås og skadelig misundelse und­gås i hele Kirkens apostolat.1

Dette gælder især, når en speciel opgave i Kirken kræver enighed og apo­stolisk samarbejde mellem verdens- og ordenspræster samt ordens- og lægfolk.

 

24.     Det er hierarkiets opgave at fremme lægfolkets apostolat, give retnings­lin­jer og yde åndelig hjælp, tilrettelægge udøvelsen af dette apo­sto­­lat til Kirkens fælles bedste og våge over, at læren og disciplinen bevares.

Lægfolkets apostolat tillader forskellige relationer til hierarkiet, alt efter dette apostolats former og mål.

Der findes nemlig i Kirken en stor del apostolisk arbejde, som begyndes efter lægfolks frie beslutninger og styres med deres sunde dømmekraft. Under visse forhold kan Kirkens sendelse bedre opfyldes ved arbejde af denne art, og det roses og anbefales derfor ikke sjældent af hierarkiet.2 Intet arbejde må dog kalde sig katolsk, hvis ikke det gøres i enighed med den retmæssige kirkelige autoritet.

Visse former for lægfolkets apostolat anerkendes udtrykkeligt af hierar­kiet, omend på forskellige måder.

 

Derudover kan den kirkelige øvrighed, i overensstemmelse med krave­ne til Kirkens fælles bedste, blandt de aposto­liske organisationer, som umiddelbart sigter mod et be­stemt åndeligt mål, udvælge nogle og på særlig måde fremme dem. Herved påtager øvrigheden sig også et særligt ansvar for disse organisationer. Hierarkiet organiserer apostolatet på forskellig måde efter forholdene, og sammen­knytter således en be­stemt form for apostolat nær­mere med dets egen apostoliske opgave. Dette sker dog under hensyntagen til begges særegne natur og forskellighed, uden derfor at fjerne lægfolkets nødvendige mulighed for at handle på eget initiativ. Denne handling fra hierarkiets side kaldes i forskellige kirkelige dokumenter et man­dat.

Endelig pålægger hierarkiet lægfolk visse opgaver, som er nærmere knyt­tet til hyrdernes hverv, f.eks. inden for katekesen, under visse liturgi­ske handlinger og i sjælesorgen. I kraft af denne sendelse står lægfolket i udøvelsen af disse opgaver helt under den overordnede kir­kelige ledelse.

Når det gælder initiativer eller institutioner på det verdslige plan, er det det kirkelige hierarkis opgave af frem­sætte og give en autentisk tolkning af de moral­ske principper, som gælder på dette område. Hierarkiet har også ret til efter grundig overvejelse og hjælp fra sagkyndige at be­dømme verdslige ind­retningers overensstemmelse med de moral­ske principper og fast­lægge, hvad der må kræves af dem for at bevare og frem­me de over­naturlige vær­dier.

 

25.     Biskopper, sognepræster, verdens- og or­denspræster skal have for øje, at retten og pligten til at udøve apostolatet gælder alle troende, både præster og læg­folk, og at lægfolket også har deres egen funktion i Kirkens opbyg­ning.3 Derfor skal de arbejde broderligt i Kirken og for Kirken, og have særlig omsorg for de lægfolk, som arbejder aposto­lisk.4

 

Der skal omhyggeligt udvælges egnede og godt uddannede præster til at støtte specielle former for lægfolkets apostolat.5 De som går ind i denne tjeneste, repræsenterer hierarkiet i deres pastorale virke, fordi de har en sendelse fra hierarkiet. De skal styrke lægfolkets forhold til hie­rar­kiet og altid trofast holde fast ved Kirkens ånd og lære. De skal bestræbe sig på at nære det åndelige liv og den apostoliske indstilling i de katolske organisationer, som er betroet dem, og de skal bistå deres apostoli­ske virke med velgennemtænkte råd og støtte deres konkrete arbejde. I stadig dialog med lægfolket skal de op­mærksomt søge former, som kan gøre det apostoliske arbejde mere frugtbart, og fremme enhedens ånd inden for organisationen og i for­holdet til andre.

Endelig skal ordensfolk, både mænd og kvinder, værdsætte læg­folkets apostoliske arbejde. I overensstemmelse med deres ordens spiritualitet og regler skal de støtte lægfolkets arbejde;6 de skal desuden bestræbe sig på at støtte, hjælpe og supplere præsternes opgave.

 

26.     I bispedømmerne skal der så vidt muligt være råd, hvor præster, ordens­folk og lægfolk kan samarbejde, både om evangelisering og helliggørelse og om karitativt, socialt og andet arbejde. Disse råd vil kunne tjene til gensidig koordinering af forskellige lægmandsorganisa­tioner, uden dog at røre ved hver enkelts egenart og autonomi.7

Råd af denne art bør om muligt også findes på sogneplan, blandt flere sogne, blandt flere bispedømmer samt på nationalt og inter­nationalt plan.8

Der skal desuden oprettes et særligt sekretariat ved Den hellige Stol til tjeneste og inspiration for lægfolkets apostolat, som et center, der med passende hjælpemidler skal formidle information om det forskellige aposto­liske arbejde blandt lægfolket. Det skal ligeledes foretage undersø­gelser om aktuelle problemer, som opstår på dette område, og endelig med sin rådgivning bistå hierarkiet og lægfolket i deres apostoliske arbejde. I dette sekretariat skal forskellige lægmands­bevægelser og -organisationer med et apostolisk mål fra hele verden tage del, og lægfolk skal her samarbejde med præster og ordensfolk.

 

 

27.     Evangeliet, som vi har som en fælles arv, og den deraf følgende pligt til at aflægge et kristent vidnesbyrd, anbefaler og kræver ofte et samarbejde fra katolsk side med andre kristne, både af enkeltpersoner og Kirkens institutioner, hvad enten det er i konkret arbejde eller i organisationer, på nationalt eller internationalt plan.9

De fælles menneskelige værdier kræver ikke sjældent, at kristne, som arbejder med apostoliske mål for øje, må samarbejde med dem, som ikke kalder sig kristne, men anerkender de kristne værdier.

Ved et sådant dynamisk og klogt samarbejde,10 som er af stor betyd­ning i aktiviteter på det verdslige plan, giver lægfolket et vidnesbyrd om Kristus, verdens Frelser, og om den menneskelige families enhed.

 

                                    Kapitel 6

                     Uddannelse til apostolat

 

 

28.     Apostolatet kan kun opnå sin fulde effektivitet ved en alsidig og omfat­ten­de uddannelse. Ikke blot selve lægmandens stadige åndelige og in­tel­lek­tuelle udvikling kræver dette, men også de forskellige forhold, personer og opgaver, som den enkeltes evner skal tilpasses efter. Uddannelsen til apostola­tet bør støtte sig på de fundamenter, som dette hellige Koncil andetsteds har udtalt og erklæret.1 Ud over den uddannelse, som er fælles for alle kristne, er der ikke få former for apostolat, som kræver en speciel uddannelse p.g.a. forskelle i personer og omstændigheder.

 

29.     Da lægfolket på sin egen måde tager del i Kirkens sendelse, får deres apostoliske uddannelse et særligt præg af lægstandens karak­teristiske forhold til verden og af dens spiritualitet.

Uddannelsen til apostolatet kræver en vis almenmenneskelig uddannel­se, som er i overensstemmelse med den enkeltes begavelse og livsbe­tin­gelser. Lægmanden bør nemlig kende den moderne verden godt og være fortrolig med sit eget samfund og sin kultur.

Men især skal lægmanden lære at opfylde Kristi og Kirkens sendelse og leve ud af troen på skabelsens og forløsningens guddom­melige myste­ri­um, og lade sig lede af Helligånden, som levendegør Guds folk og til­skyn­der alle mennesker til at elske Gud Fader, og i ham også verden og men­neskene. Denne uddannelse må anses for at være fundament og be­tin­gelse for enhver form for frugtbart apostolat.

Ud over denne åndelige uddannelse kræves en grundig teoretisk under­vis­ning, både teologisk, etisk og filosofisk, tilpasset den enkeltes alder, livs­forhold og begavelse. Heller ikke betydningen af almendan­nelse sam­men med en praktisk og teoretisk uddannelse bør overses.

For at pleje gode menneskelige forbindelser bør man fremme de sande men­neskelige værdier, især kunsten at arbejde og leve sammen og at ind­gå i dialog.

 

Men da uddannelsen til apostolatet ikke kan bestå af en teoretisk under­visning alene, skal lægfolk lige fra begyndelsen af deres uddannelse gradvist og fornuftigt lære i alle forhold at se, bedømme og handle i troens lys; således vil de i handling videreudvikle og fuldende sig selv og andre, idet de aktivt tager del i Kirkens tjeneste.2 Denne uddannelse bør til stadighed forbedres p.g.a. den menneskelige persons voksende modenhed og problemernes voksende omfang, og kræver så­ledes en stadig større erkendelse og en tilsvarende praksis. For at opfylde alle krav til uddannel­sen, er det nødvendigt altid at have den menneskelige persons enhed og helhed for øje, så at dens harmoni sikres og forøges.

På denne måde føjer lægmanden sig dybt og foretagsomt ind i det verdslige samfunds realitet og påtager sig en effektiv rolle her. Samtidig står han frem som et levende medlem af og vidne om Kirken, ved at han gør den nærværende og aktiv i denne verden.3

 

30.     Uddannelsen til apostolatet bør begynde fra den første børne­undervisning. Men på en særlig måde må de unge indføres i apostolatet og gennem­trænges af dets ånd. Gennem hele livet skal denne ud­dannelse fortsættes, alt efter hvad nye opgaver kræver. Det er derfor klart, at kristne opdragere også er forpligtede til at tage sig af uddannelsen til apostolat.

Det er forældrenes opgave at forberede deres børn lige fra barndommen til at lære Guds kærlighed til alle mennesker at kende. De skal gradvist og frem for alt ved deres eget eksempel lære dem at have omsorg for deres næstes åndelige og materielle behov. Hele familien og dens fælles liv skal altså være en slags skole for apostola­tet.

 

Børn skal derudover opdrages til at gå ud over familiens grænser og åbne deres sind for fællesskabet i Kirke og samfund. De skal inddrages i det lokale sognefællesskab på en sådan måde, at de bliver bevidste om, at de er levende og virksomme medlemmer af Guds folk. Præsterne skal have uddannelsen til apostolatet for øje i katekesen og ordets tjeneste, i vejledningen af de enkelte sjæle og i andre pastorale tjenester.

Katolske skoler, kollegier og andre uddannelsesinstitutioner skal fremme de unges katolske tænken og apostoliske virke. Hvis denne uddannelse mangler, enten fordi de unge ikke går i disse skoler eller af andre grunde, er det så meget mere forældrenes, sjælesørgernes og de apostoliske organisationers opgave. Lærerne og opdragerne, som i kraft af deres kald og embede udøver en fremragende form for læg­mandsa­postolat, bør være godt uddannede, både med de nødvendige kundskaber og i pædagogik, for at denne undervisning kan blive effektiv.

De lægmandsorganisationer eller foreninger, som har apostolat eller andre religiøse opgaver som formål, bør også sørge for at etablere en apostolisk uddannelse, som svarer til deres formål og muligheder.4 De udgør ofte den almindelige vej til en harmonisk uddannelse til apostola­tet. Her forenes nemlig teoretisk, åndelig og praktisk ud­dannelse. Deres medlemmer mødes med andre medlemmer eller venner i små grupper, gennemarbej­der metoderne og resultaterne i deres apostoli­ske virksom­hed og vurderer deres daglige liv i evangeliets lys.

Denne uddannelse må organiseres således, at den omfatter hele lægfol­kets apostolat, som ikke blot skal udøves inden for organisatio­nerne, men under alle forhold hele livet igennem, især i arbejds- og samfundslivet. Ja, enhver bør aktivt forberede sig selv til apostolatet, hvilket gælder endnu mere for voksne. Som tiden går, udvider ånden sig nemlig, og således kan hver enkelt grundigere afdække de talenter, som Gud har givet hans sjæl, og mere effektivt bruge dem med den nådegave, han har fået af Helligånden til sine brødres bedste.

 

31.     Forskellige former for apostolat kræver også en særligt tilpasset uddan­nelse.

 

 

a)  Når apostolatet drejer sig om at evangelisere og helliggøre menne­skene, kræver det, at lægfolk særligt uddannes til at etablere en dialog med andre, troende og ikke-troende, for at kunne gøre Kristi budskab klart for alle.5

Da forskellige former for materialisme imidlertid er vidt udbredte overalt i dag, også blandt katolikker, skal lægfolk ikke blot sætte sig bedre ind i den katolske lære (og især i de dele af den, som angribes), men også stille vidnesbyrdet om et liv levet i overensstemmelse med evangeliet op over for enhver slags materialisme.

 

b)  Når det gælder den kristne indflydelse på det verdslige samfund, skal lægfolket lære at forstå den betydning og værdi, de verdslige goder har, både i sig selv og for alle den menneskelige persons mål. De skal opøves i tingenes rette brug og i indretningernes struktur; altid med tanke på det fælles bedste i overensstemmelse med Kirkens moralske og sociale principper. Især sociallærens principper og konklusioner skal lægfolket studere således, at de sættes i stand til både at fremme lærens videreudvikling og til at benytte den rigtigt i konkrete tilfælde.6

 

c) Da kærligheds- og barmhjertighedsgerninger giver et meget klart vidnesbyrd om det kristne liv, bør den apostoliske uddannelse også tilskynde lægfolket til sådanne, for at kristne lige fra barndommen af kan lære at have medlidenhed med deres medmennesker og gav­mildt afhjælpe deres nød.7

 

 

32.     For de lægfolk, som går ind i apostolatet, er der mange hjælpemid­ler, såsom kongresser, seminarer, retræter, møder, foredrag, bøger og kom­mentarer. Alt dette kan give en større indsigt i Den hellige Skrift og den katolske lære, nære det åndelige liv samt hjælpe til at lære verdensforhol­dene bedre at kende, og finde og gennemarbejde passende metoder.8

Disse hjælpemidler i uddannelsen tilrettelægges under hensyn­tagen til de forskellige former for apostolat i det område, hvor det udøves.

Med dette mål for øje er der også blevet oprettet centre og højere læreanstalter, som allerede har båret meget rige frugter.

Koncilet glæder sig over sådanne initiativer, som allerede blomstrer nogle steder, og ønsker inderligt, at de også må oprettes i andre områder, hvor de er nødvendige.

Der skal desuden oprettes oplysnings- og studiecentre for alle apostola­tets felter, ikke blot på det teologiske område, men også i antro­pologi, psykologi, sociologi og metodelære, for at give de troende, mænd og kvinder, unge og ældre, mulighed for udvikling af deres evner.

 

 

                                 Opfordring

 

33.     Det hellige Koncil beder indtrængende i Herren alle lægfolk om villigt, storsindet og helhjertet at lytte til Kristi røst, der i denne tid kalder særlig indtrængende, og følge Helligåndens tilskyndelser. På en særlig måde skal denne appel rettes til de unge, som bør modtage den med iver og storsind. Herren selv kalder nemlig gennem dette Koncil alle lægfolk til at knytte sig stadig nærmere til Ham, anse det, som angår Ham, for deres eget (jf. Fil. 2,5) og dermed tage del i hans frelsebringende sendelse; endelig sender han dem til enhver by og ethvert sted, hvorhen han selv vil komme (jf. Luk. 10,1), for at de må være hans medarbejdere i Kirkens ene apostolat, som udøves under forskellige former og til stadighed må tilpasses tidens nye behov, altid villige til at udføre Herrens arbejde, i bevidsthed om, at deres møje ikke er forgæves i Herren (jf. 1.Kor. 15,58­).

 

 

 

Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

 

                     Rom, ved Skt. Peter, den 18.november 1965

                                      Paul, den katolske kirkes biskop,

                                   med koncilsfædrenes underskrifter.

 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

[1]   Jf. Johannes xxiii, Apost. konstit. Humanae salutis, 25.dec. 1961: AAS 54 (1962), s.7-10.

[2]   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.33ff.: AAS 57 (1965), s.39f. - Jf. også Konstit. Om liturgien, n.26-40: AAS 56 (1964), s.107-111. - Jf. Dekret Om samfundets meddelelsesmidler: AAS 56 (1964), s.145-153. - Jf. Dekret Om Økumeni: AAS 57 (1965), s.90-107. - Jf. Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.16, 17, 18. - Jf. Erklæring Om den kristne opdragelse, n.3, 5, 7.

[3]   Jf. Pius xii, Tale til kardinalerne, 18.feb. 1946: AAS 38 (1946), s.101-102. Id., Tale til unge katolske arbejdere, 25.aug. 1957: AAS 49 (1957), s.843.

1   Jf. Pius xi, Rundskr. Rerum Ecclesiae: AAS 18 (1926), s.65.

2   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.31.

3   Jf. Ibid., n.33; jf. også n.10.

4   Jf. Ibid., n.12.

5   Jf. 2.Vatikankoncil, Konstit. Om liturgien, n.11.

6   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.32; Jf. også n.40-41.

7   Jf. Ibid., n.62; jf. også n.65.

1   Jf. Pius xi, Rundskr. Ubi arcano, 23.dec. 1922: AAS 14 (1922), s.659. - Pius xii, Rundskr. Summi Pontificatus, 20.okt. 1939: AAS 31 (1939), s.442-443; dansk udg. Pave Pius Xii's første rundskrivelse, Pauluskredsen 1939, ss.30-31.

2   Jf. Leo xiii, Rundskr. Rerum novarum, 15.maj 1891: ASS 23 (1890-91), s.647; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.19. - Pius xi, Rund­skr. Quadragesimo anno, 15.maj 1931: AAS 23 (1931), s.190; dansk udg. Ibid., s.64. - Pius xii, Radiobud­skab 1.juni 1941: AAS 33 (1941), s.207.

3   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.402; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, s.6.

4   Jf. Ibid., s.440-441; dansk udg. s53-54.

5   Jf. Ibid., s.442-443; dansk udg. s.57.

6   Jf. Pius xii, Tale til "Pax Romana MIIC", 25.april 1957: AAS 49 (1957), s.298-299; og især Johannes xxiii, Tale til FAO, 10.november 1959: AAS 51 (1959), s.856, 866.

1   Jf. Skt. Pius x, Apost. Brev Creationis duarum novarum paroeciarum, 1.juni 1905: AAS 38 (1905), s.65-67. - Pius xii, Tale til de troende i S. Saba sogn, 11.jan. 1953: Discorsi e Radiomessaggi di S. S. Pio XII, 14 (1952-1953), s.449-454. - Johannes xxiii, Tale til bispedømmet Albano, holdt i Castel Gandolfo, 26.aug. 1962: AAS 54 (1962), s.656-660.

2   Jf. Leo xiii, Tale 28 jan. 1894: Acta 14 (1894), s.424-25.

3   Jf. Pius xii, Tale til sognepræster o.s.v., 6.febr. 1951: Discorsi e Radiomessaggi di S. S. Pio XII, 12 (1950-1951), s.437-443; 8.marts 1952: Ibid., 14 (1952-1953), s.5-10; 27.marts 1953; Ibid.: 15 (1953-1954), s.27-35; 28.febr. 1954: Ibid., s.585-590.

4   Jf. Pius xi, Rundskr. Casti connubii: AAS 22 (1930), s.554. - Pius xii, Radiobudskab 1.januar 1941: AAS 33 (1941), s.203. - Id., Tale til de delegerede ved kongressen for den Internationale Union af Foreninger til Beskyttelse af Familiens Rettigheder 20.sep. 1949: AAS 41 (1949), s.552. - Id., Tale til franske familiefædre på valfart til Rom, 18.sep. 1951: AAS 43 (1951), s.731. - Id., Radiobudskab til julen 1952: AAS 45 (1953), s.41. - Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.429, 439; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, ss.39, 51-52.

5   Jf. Pius xii, Rundskr. Evangelii praecones 2.juni 1951: AAS 43 (1951), s.514.

6   Jf. Pius xii, Tale til de delegerede ved kongressen for den Internationale Union af Foreninger til Beskyttelse af Familiens Rettigheder 20.sep. 1949: AAS 41 (1949), s.552.

7   Jf. Skt. Pius x, Tale til den Katolske Ungdomsforening i Frankrig for Fromhed, Viden og Aktion 25.sep. 1904: ASS 37 (1904-1905), s.296-300.

8   Jf. Pius xii, Brev til ærkebiskoppen af Montreal Dans quelques semaines, om unge kristne arbejderes forsamlinger i Canada, 24.maj 1947: AAS 39 (1947), s.257. - Id., Radiobudskab til J.O.C. i Bruxelles 3.sep. 1950: AAS 42 (1950), s.640-641.

9   Jf. Pius xi, Rundskr. Quadragesimo anno 15.maj 1931: AAS 23 (1931), s.225-226; dansk udg. Pavestolen og arbejderspørgsmålet, Sankt Ansgars Forlag, København 1942, s.101-102.

10  Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et magistra 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.448-450; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, ss.64-66.

1   Jf. Pius xii, Tale til den 1.Verdenskongres for Lægmandsapostolatet, 14.okt. 1951: AAS 43 (1951), s.788.

2   Jf. Pius xii, Ibid., s.787-788.

3   Jf. Pius xii, Rundskr. Le pèlerinage de Lourdes 2.juli 1957: AAS 49 (1957), s.615.

4   Jf. Pius xii, Tale til Rådet for det Internationale Forbund af Katolske Mænd 8.dec. 1956: AAS 49 (1957), s.26-27.

5   Jf. nedenfor, n.24.

6   Jf. Koncilskongregationens afgørelse Corrienten. 13.nov. 1920: AAS 13 (1921), s.139.

7   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Princeps pastorum 10.dec. 1959: AAS 51 (1959), s.856.

8   Jf. Pius xi, Brev til kardinal Bertram Quae nobis 13.nov. 1928: AAS 20 (1928), s.385. - Jf. også Pius xii, Tale til Katolsk Aktion i Italien 4.sept. 1940: AAS 32 (1940), s.362.

1   Jf. Pius xi, Rundskr. Quamvis nostra 30.apr. 1936: AAS 28 (1936), s.160-161.

2   Jf. Koncilskongregationens afgørelse Corrienten. 13.nov. 1920: AAS 13 (1921), s.137-140.

3   Jf. Pius xii, Tale til den 2.Verdenskongres for Lægmandsapostolatet, 5.okt. 1957: AAS 49 (1957), s.927.

4   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.37.

5   Jf. Pius xii, Apost. formaning Menti nostrae 23.sep. 1950: AAS 42 (1950), s.660.

6   Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om ordenslivets fornyelse, n.8.

7   Jf. Benedikt xiv, De Synodo Dioecesana, liber III, caput IX, n.VII-VIII: Opera omnia in tomos XVII distributa, tom. XI, Prati, 1844, s.76-77.

8   Jf. Pius xi, Rundskr. Quamvis nostra 30.apr. 1936: AAS 28 (1936), s.160-161.

9   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et magistra 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.456-457; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, ss.74-76. - Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om Økumeni, n.12.

10  Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om Økumeni, n.12. - Jf. også Dogm. konstit. Om Kirken, n.15.

1   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, kapitel 2, 4, 5. - Jf. også Dekret Om økumeni, n.4, 6, 7, 12. - Jf. også ovenfor afsnit 4.

2   Jf. Pius xii, Tale til den 6.internationale spejderkonference, 6.juni 1952: AAS 44 (1952), s.579-580. - Johannes xxiii, Rundskr. Mater et magistra 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.456; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, s.75.

3   Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.33.

4   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et magistra 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.455; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, ss.73-74.

5   Jf. Pius xii, Rundskr. Sertum laetitiae 1.nov. 1939: AAS 31 (1939), s.635-644. - Jf. Id., Tale til akademikerne i Katolsk Aktion i Italien 24.maj 1953: AAS 45 (1953), s.411-415.

6   Jf. Pius xii, Tale til Verdenskongressen for Verdensforbundet for Kvindelig Katolsk Ungdom, 18.apr. 1952: AAS 44 (1952), s.414-419. - Jf. Id., Tale til Italiens Kristne Arbejdersammenslutning (ACLI), 1.maj 1955: AAS 47 (1955), s.403-404.

7   Jf. Pius xii, Tale til de delegerede ved Caritas-forbundenes kongres, 27.apr. 1952: AAS 44 (1952), s.470-471.

8   Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Mater et magistra 15.maj 1961: AAS 53 (1961), s.454; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, s73.