En bredere deltagelse i kirkelige beslutningsprocesser er et fremtrædende tema i arbejdsdokumentet til efterårets synode om synodalitet, som blev offentliggjort den 20. juni.
Dokumentet, det såkaldte Instrumentum laboris, vil danne grundlag for drøftelserne på den første af to samlinger i den universelle fase af den synodale proces, som afholdes i Rom i oktober.
Teksten præsenterer en række diskussionsspørgsmål, der dækker emner som kvinders rolle i Kirken, hvordan man forkynder evangeliet mere effektivt på digitale platforme, og hvordan Kirken bedre kan byde mennesker med handicap velkommen.
Forholdet mellem Kirkens synodale og hierarkiske natur udforskes også i dokumentet, som spørger, hvordan biskopper kan involvere flere mennesker i deres beslutningsprocesser, og hvordan udøvelsen af pavens primat bør ”udvikle sig” for at gøre Kirken mere synodal.
Arbejdsdokumentet identificerer tre centrale prioriteter for den kommende synode i Rom til oktober, der har fællesskab, mission og deltagelse som sit overordnede tema.
Hvert af disse deltemaer blev drøftet på forårets kontinentale forsamlinger, som arbejdsdokumentet bygger på. De kontinentale samlinger tog udgangspunkt i resuméer af de lokale bispedømmers lyttesessioner under den første del af den flerårige synodale proces.
Instrumentum laboris bruges typisk som det første forlæg til brug for drøftelserne på den synodale forsamling, og redigeres og tilpasses siden, på baggrund af drøftelserne i plenum, til dét slutdokument, som forelægges paven ved synodens afslutning.
I dette tilfælde indeholder dokumentet en liste af spørgsmål, som den synodale forsamling kan tage stilling til, reflektere over og diskutere.
Hvad står der i indledningen?
I indledningen fastslår Instrumentum laboris, at lyttefasen i den synodale proces allerede har båret frugt. Dokumentet anerkender dog også spændingerne i den synodale proces, idet der står: ”Vi skal ikke lade os skræmme af dem eller for enhver pris forsøge at løse dem, men snarere engagere os i den løbende synodale skelnen. Kun derved kan disse spændinger blive kilde til energi og ikke forfalde til ødelæggende polariseringer”"
Målet med synodalitet, hedder det videre, er at skabe ”en kirke af søstre og brødre i Kristus, som lytter til hinanden, og som på den måde gradvist forvandles af Ånden”.
En synodal kirke, står der, er en kirke, der er præget af villighed til at lytte, møde og gå i dialog, og i ydmyghed beder om tilgivelse for sine fejl. Det er en kirke, der fejrer enhed i mangfoldigheden og byder alle mennesker velkommen samtidig med, at den ikke viger tilbage for at sige sandheden i kærlighed.
Dokumentet anerkender, at ”visse spørgsmål, som dukkede op under høringen af Guds folk, vedrører emner, hvor der allerede findes en autoritativ og teologisk lære, som skal tages i betragtning”. Det peger på spørgsmålet om gengifte fraskilte og inkulturation af liturgi som eksempler.
”Det faktum, at der fortsat dukker spørgsmål op om emner som disse, bør dog ikke hurtigt afvises; det kræver snarere en skelneevne, og synodeforsamlingen er et privilegeret forum til at gøre det”, står der videre i dokumentet. ”Især bør man overveje de forhindringer, reelle eller opfattede, der har forhindret de skridt, som tidligere dokumenter har peget på, i at blive realiseret og overveje, hvordan de kan fjernes”.
”Hvis blokeringen fx skyldes en generel mangel på information, vil der være behov for at forbedre kommunikationen. Skyldes problemet derimod vanskeligheder ved at forstå dokumenternes implikationer i almindelige situationer eller folks manglende evne til at genkende sig selv i det, der foreslås, kunne en synodal rejse være det rette svar for at det får en effektiv modtagelse blandt Guds folk. Et andet eksempel kunne være, at et spørgsmål dukker op igen som tegn på en forandret virkelighed eller situationer, hvor der er behov for et ’overløb’ af nåde. Dette kræver yderligere refleksion over troens aflejring og Kirkens levende tradition”.
Det første arbejdsark
Det første sæt arbejdsark er centreret om spørgsmålet ’Et fællesskab, der udstråler: Hvordan kan vi i højere grad være tegn og redskab for en forening med Gud og en foreningen med hele menneskeheden?’
Det inviterer synodedeltagerne til at reflektere over hvordan kirken kan byde migranter velkommen, inkludere ældre og mennesker med handicap samt at overvinde den politiske polarisering i samfundet.
”Hvordan kan vi skabe rum hvor de, der føler sig såret af Kirken og uvelkomne i samfundet, føler sig anerkendt, modtaget, frie til at stille spørgsmål og ikke dømt?” lyder spørgsmålet. ”I lyset af den postsynodale apostoliske skrivelse Amoris Laetitia, hvilke konkrete skridt er nødvendige for at byde dem velkommen, der føler sig udelukket fra Kirken på grund af deres status eller seksualitet (fx gengifte fraskilte, mennesker i polygame ægteskaber, LGBTQ+-personer osv.).
Andre emner, der tages op i kommunionsafsnittet, handler om økumeni og Kirkens forhold til det sekulære samfund.
Videre spørger arbejdsdokumentet om hvordan kirken kan ”forblive i dialog med verden uden selv at blive verdslig”. Det bemærker også, at det i synodens tidligere faser blev klart, at ikke-latinske og ikke-vestlige kirker ønskede at få deres traditioner anerkendt og deres stemmer hørt.
”Hvordan kan hver enkelt lokalkirke, som er genstand for mission i sin egen kontekst, styrke, fremme og integrere udvekslingen af nådegaver med de andre lokalkirker inden for den ene katolske Kirkes horisont?” spørges der.
Det næste arbejdsark
Det næste sæt arbejdsark ser på temaet ’Medansvar i mission: Hvordan kan vi bedre dele nådegaver og opgaver i evangeliets tjeneste?’
De delegerede på efterårets synode opfordres til at reflektere over emner som hvordan Kirken bliver mere effektiv til at forkynde evangeliet og ledsage mennesker i det digitale miljø.
Arbejdsarkene udforsker også kvinders rolle i Kirken. De kontinentale forsamlinger opfordrede til, at der blev lagt vægt på kvinders status og erfaringer i Kirken samtidig med, at man noterede sig mangfoldigheden i kvinders erfaringer og perspektiver, hedder det i dokumentet.
Lyttesessionerne indikerede også ”ønsket om en større tilstedeværelse af kvinder i ansvarsfulde og ledende stillinger”.
Dokumentet opfordrer de delegerede til at reflektere over hvordan man kan anerkende og støtte kvinders eksisterende bidrag i Kirken, samt hvordan man kan give kvinder mulighed for at spille en større rolle i forbindelse med skelneprocesser og beslutningstagning.
”De fleste kontinentale forsamlinger og sammenskrivninger fra flere bispekonferencer opfordrer til, at spørgsmålet om kvinders inklusion i diakonatet overvejes. Er det muligt at forestille sig dette og på hvilken måde?” spørger dokumentet.
Andre emner, der blev rejst under lyttesessionerne, omfatter behovet for at overvinde klerikalisme og vigtigheden af at anerkende den komplementære og indbyrdes forbundne karakter af den ordinerede tjeneste og dåbstjeneste.
De kontinentale forsamlinger viste ”en klar opfordring til at overvinde en vision, der forbeholder enhver aktiv funktion i Kirken til ordinerede præster alene (biskopper, præster, diakoner), hvilket reducerer de døbtes deltagelse til et underordnet samarbejde”, står der.
Forholdet mellem sensus fidei og biskoppens magistrale autoritet er også genstand for en betydelig diskussion i dokumentet.
”Skal biskopperne skelne sammen med eller adskilt fra de andre medlemmer af Guds folk? Har begge muligheder (sammen og hver for sig) en plads i en synodal kirke?” spørges der: ”Hvornår føler en biskop sig forpligtet til at træffe en beslutning, der adskiller sig fra den velovervejede rådgivning fra de rådgivende organer? Hvad ville være grundlaget for en sådan beslutning?”
Dokumentet forklarer videre, at lyttesessionerne har fremhævet ”hvordan det at blive en mere synodal kirke også indebærer en bredere involvering af alle i skelneprocessen, hvilket kræver en nytænkning af beslutningsprocesserne. Derfor er der behov for passende ledelsesstrukturer, der imødekommer kravet om større gennemsigtighed og ansvarlighed, hvilket vil påvirke den måde biskoppens embede udøves på”.
”Dette har også bragt modstand, frygt og en følelse af desorientering frem i lyset. Mens nogle opfordrer til større involvering af alle troende og dermed en ’mindre eksklusiv’ udøvelse af biskoppernes rolle, har andre udtrykt tvivl og frygter risikoen for afdrift, hvis det overlades til det politiske demokratis processer”, står der.
”Der er en lige så stærk bevidsthed om, at al autoritet i Kirken udgår fra Kristus og ledes af Helligånden. En mangfoldighed af karismer uden autoritet bliver til anarki, ligesom autoritetens strenghed uden rigdommen af karismer, tjenester og kald bliver til diktatur”, hedder det videre.
”Kirken er på samme tid synodal og hierarkisk, hvilket er grunden til, at en synodal udøvelse af den biskoppelige autoritet antyder én, der ledsager og sikrer enheden. Det biskoppelige embede er korrekt opfattet og realiseret gennem en synodal praksis, der bringer de forskellige gaver, karismer, tjenester og kaldelser, som Ånden giver anledning til i Kirken, til enhed”.
Dokumentet spørger: ”Kan lægfolk udfylde rollen som menighedsledere, især på steder, hvor antallet af ordinerede præster er meget lavt? Hvilke implikationer har det for forståelsen af den ordinerede tjeneste?”
Det rejser også spørgsmålet om at tillade gifte mænd at blive ordineret til præster, og om at tillade en bredere deltagelse i processen med at vælge biskopper.
Pavens rolle tages også op i arbejdsdokumentet, der stiller spørgsmålet: ”Hvordan skal biskoppen af Roms rolle og udøvelsen af hans primat udvikle sig i en synodal kirke?”
Det afsluttende afsnit
Det sidste afsnit i Instrumentum laboris har titlen ’Deltagelse, ledelse og autoritet: Hvilke processer, strukturer og institutioner er nødvendige i en missionerende synodal kirke?’
Afsnittet beder synodedeltagerne om at reflektere over hvordan man kan fremme deltagelse af marginaliserede stemmer i beslutningsprocesser.
”Hvordan kan vi forestille os beslutningsprocesser, som er mere deltagende, som giver plads til at lytte og skelne i fællesskabet, understøttet af autoritet forstået som en tjeneste for enhed?” spørges der.
Det opfordrer også synodedeltagerne til at overveje, hvordan man kan reagere konstruktivt i de tilfælde, hvor den endelige beslutningstager ikke er enig i de beslutninger, man er nået frem til i en fælles vurderingsproces.
Dokumentets afsnit om deltagelse sætter spørgsmålstegn ved hvordan man skal tænke om institutionerne i Kirken, og det foreslås, at kanonisk lov måske skal ændres for at forny Kirkens strukturer og institutioner.
”Hvilken grad af læremæssig autoritet kan tilskrives bispekonferencernes dømmekraft?” spørges der.
Det spørges også hvordan et ”synodalt perspektiv” kan være med til at skabe en kultur, der forebygger seksuelle overgreb.
På trods af overvejelserne om Kirkens institutioner understreger Instrumentum laboris, at strukturelle ændringer ikke kan erstatte en kulturændring i Kirken.
”Institutioner og strukturer alene er ikke nok til at gøre Kirken synodal”, hedder det. ”Der er brug for en synodal kultur og spiritualitet, der er animeret af et ønske om omvendelse og understøttet af passende uddannelse”.
Arbejdsdokumentet på hovedsprogene kan downloades fra synode.dk via flg. link.