Dokumentets oprindelse og status
Dokumentet Roms Biskop har status af et ’studiedokument’, hvilket betyder, at det ikke hævder at udtømme eller opsummere emnet eller at opsummere hele den katolske lære om emnet. Dets formål er at tilbyde en objektiv syntese af den økumeniske diskussion om emnet for dermed at afspejle dens indsigter og begrænsninger.
Dokumentet er det første dokument, der opsummerer hele den økumeniske debat om pavens forrang i Kirken siden Det andet Vatikankoncil. Startskuddet til teksten går tilbage til Johannes Paul II's invitation til andre kristne om at finde de former, hvorunder Roms biskop "kan udføre en kærlighedens tjeneste, der anerkendes af alle involverede.” Siden er talrige svar på denne invitation blevet formuleret, der har været mange refleksioner over emnet, og der er kommet forskellige forslag som resultat af teologiske dialoger.
I 2020, som markerede 25-års jubilæet for rundskrivelsen Ut unum sint, så Sekretariatet for Fremme af Kristen Enhed (Dicastery for Promoting Christian Unity) en mulighed for at harmonisere disse refleksioner og samle de vigtigste konklusioner. Pave Frans opfordrede selv til dette i rundskrivelsen Evangelii Gaudium og bemærkede, at "vi har gjort små fremskridt i denne henseende". Desuden har indkaldelsen til synoden om synodalitet bekræftet dette projekts relevans som et bidrag til den økumeniske dimension af den synodale proces.
Forståelsen og udøvelsen af den romerske biskops embede gik ind i en ny fase med Det andet Vatikankoncil. Siden da har den økumeniske dimension været et væsentligt aspekt af denne tjeneste som illustreret af skiftende paver. Johannes Paul II's invitation i Ut unum sint til med hjælp fra alle kirkers præster og teologer at finde en måde at udøve forrangen "anerkendt af alle involverede", markerede et epokegørende øjeblik i denne økumeniske bevidsthed. Denne invitation finder særlig støtte i forbindelse med pave Frans' pontifikat, hvis lære og praksis understreger den synodale dimension af hans embede.
Invitationen i Ut unum sint fremkaldte en bred vifte af reaktioner og økumeniske refleksioner. De økumeniske, teologiske dialoger, der blev indledt efter Det andet Vatikankoncil, har i de seneste årtier vist sig at være et privilegeret sted for forskning i en tjeneste for enhed på det universelle niveau. Ved at identificere de vigtigste temaer og perspektiver, illustrerer de interessen for dette emne og udviklingen i diskussionen med de forskellige kristne traditioner. De vidner også om en ny og positiv økumenisk ånd i diskussionen af dette spørgsmål og er et tegn på de gode relationer, der er etableret mellem de kristne fællesskaber og især mellem deres ledere. I en tid, hvor forholdet mellem kirkerne intensiveres, bør dette "genopdagede broderskab" (UUS 42) læses teologisk på ny, sammen med fortidens dogmatiske forskelle.
Udarbejdelsesprocessen
Dokumentet Roms biskop er resultatet af næsten tre års ægte økumenisk og synodalt arbejde. Det opsummerer omkring 30 svar på Ut unum sint og 50 økumeniske dialogdokumenter om emnet. Det involverer kirkelige embedsmænd og Sekretariatets 46 medlemmer og konsulenter, som har diskuteret spørgsmålet på to plenarmøder. De bedste katolske eksperter på området blev konsulteret, såvel som adskillige ortodokse og protestantiske eksperter, i samarbejde med Instituttet for Økumeniske Studier (Institute of Ecumenical Studies). Endelig blev teksten sendt til forskellige Sekretariater i den romerske kurie og til Bispesynoden – I alt blev mere end halvtreds udtalelser og skriftlige bidrag overvejet. Alle var positive over for initiativet, metodikken, strukturen og hovedlinjerne i dokumentet.
Dokumentet påpeger, at:
1) dialogdokumenterne og svarene på Ut unum sint har bidraget væsentligt til refleksionen over spørgsmålet om forrang og synodalitet
2) alle er enige om, at der er behov for en funktion, som på universelt niveau tjener enheden, også selvom grundlaget for denne tjeneste og måden, hvorpå den skal udøves, er genstand for forskellige fortolkninger
3) i modsætning til tidligere tiders kontroverser ses spørgsmålet om forrang ikke længere blot som et problem, men også som en mulighed for en fælles refleksion over Kirkens natur og dens mission i verden
4) den romerske biskops forrang er iboende i den synodale dynamik, ligesom hele Guds folk og den kollegiale dimension af det biskoppelige embede
Dokumentet foreslår bl.a. følgende skridt i den fremtidige teologiske dialog:
1) en bedre forbindelse mellem de lokale og internationale, officielle og uofficielle, bilaterale og multilaterale, østlige og vestlige dialoger – for at berige hinanden
2) at adressere forrang og synodalitet sammen og ikke som to modsatrettede kirkelige dimensioner, men snarere som to gensidigt understøttende realiteter
3) en afklaring af definitioner
4) at fremme forståelsen af resultaterne af dialogerne på alle niveauer, så de kan blive en fællesarv
5) en teologisk fortolkning af de nuværende relationer mellem kirkerne, da dialogen ikke kun bør fokusere på tidligere læreforskelle
Nye tilgange til traditionelt omstridte teologiske spørgsmål
En af frugterne af de teologiske dialoger er en fornyet læsning af de 'petrinske tekster' (de Nytestamentlige tekster, som påpeger Peters særlige status blandt apostlene), som historisk set har været en stor anstødssten mellem kristne. På baggrund af moderne eksegese og petristisk forskning er der opnået nye indsigter og gensidig berigelse, som udfordrer nogle traditionelle fortolkninger. En mangfoldighed af billeder, fortolkninger og modeller i Det Nye Testamente er blevet genopdaget, mens bibelske begreber som episkopè (tilsynstjeneste), diakoni og begrebet ’forrangsfunktion' har bidraget til at udvikle en mere omfattende forståelse af de 'petrinske tekster'.
Et andet kontroversielt spørgsmål er den katolske forståelse af Roms biskops forrang som etableret de iure divino (ved guddommelig lov), mens de fleste andre kristne forstår det som indstiftet blot de iure humano (ved menneskelig lov). Hermeneutiske afklaringer har bidraget til at sætte denne traditionelle dikotomi (en todeling af et element, som ikke kan have overlap) i et nyt perspektiv ved at betragte forrang som både guddommelig og menneskelig, dvs. som en del af Guds vilje for Kirken formidlet gennem menneskets historie. På dette grundlag opfordres der til en større opmærksomhed på og vurdering af den historiske kontekst, der betingede udøvelsen af forrang i forskellige regioner og perioder.
Perspektiver for en tjeneste for enhed i en forsonet Kirke
Disse nye tilgange til grundlæggende teologiske spørgsmål omkring forrang på universelt niveau har åbnet for nye perspektiver for en tjeneste for enhed i en forsonet Kirke. Mange teologiske dialoger og svar på Ut unum sint anerkender kravet om en forrang på universelt niveau. Teologiske dialoger, især med de ortodokse Kirker, anerkender, at principper og modeller for fællesskab, der blev respekteret i det første årtusinde, fortsat er paradigmatiske. Visse kriterier fra det første årtusinde blev identificeret som referencepunkter og inspirationskilder for en acceptabel udøvelse af forrangen på det universelle niveau, f.eks. Roms biskops ’æresforrang’, den gensidige afhængighed mellem Kirkens primære og synodale dimensioner, de økumeniske konciliers paradigmatiske karakter og mangfoldigheden af kirkelige modeller.
Selvom det første årtusinde er afgørende, anerkender mange, at det ikke bør idealiseres eller blot genskabes, da udviklingen i det andet årtusinde ikke kan ignoreres, også fordi en forrang på universelt niveau bør reagere på nutidige udfordringer. Nogle principper for udøvelsen af forrang i det 21. århundrede er blevet identificeret. En første generel aftale er den gensidige afhængighed mellem forrang og synodalitet på hvert niveau i kirken og det deraf følgende krav om en synodal udøvelse af forrangen.
De økumeniske refleksioner har også bidraget til erkendelsen af, at den petrinære funktion skal forstås inden for et bredere kirkeligt perspektiv. Under overvejelserne om forrang har mange teologiske dialoger bemærket, at de tre dimensioner – fælles, kollegial og personlig – er virksomme inden for alle Kirkens niveauer: lokalt, regionalt og universelt. I den forbindelse er et afgørende spørgsmål i forholdet mellem den lokale Kirke og den universelle Kirke, som har vigtige konsekvenser for udøvelsen af forrang.
Konkrete forslag
Gennem de økumeniske dialoger er der også kommet forskellige konkrete forslag eller anmodninger til de forskellige kristne fællesskaber. Den katolske Kirke opfordres til seriøst at overveje de forslag, der er fremsat til dem, så en fornyet forståelse og udøvelse af pavens forrang kan bidrage til genoprettelsen af den kristne enhed.
Et første forslag er en katolsk "genoptagelse", "genfortolkning", "officiel fortolkning", "opdateret kommentar" eller endda "omformulering" af læren om forrang fra Første Vatikankoncil. Faktisk bemærker nogle, at denne lære var stærkt betinget af den historiske kontekst, og foreslår, at Den katolske Kirke skal lede efter nye ord og udtryk, der er tro mod den oprindelige intention men tilpasset den nuværende kulturelle og økumeniske kontekst.
Et andet forslag fra nogle økumeniske dialoger er en klarere skelnen mellem pavens forskellige ansvarsområder, især mellem hans patriarkalske tjeneste i Kirken i Vesten og hans primære tjeneste for enhed i fællesskabet af kirker. Denne idé kan muligvis udvides til at overveje, hvordan andre vestlige kirker kan forholde sig til paven som en biskop med forrang, samtidig med at de har en vis autonomi selv. Der er også behov for at skelne pavens patriarkalske roller fra hans politiske funktion som statsoverhoved. En større vægt på udøvelsen af pavens embede i hans egen kirke, bispedømmet Rom, ville fremhæve det biskoppelige embede, som han deler med sine brødre, biskopperne.
En tredje anbefaling vedrører udviklingen af synodalitet inden for Den katolske Kirke. Ved at lægge vægt på det gensidige forhold mellem Den katolske Kirkes synodale udformning internt og Kirkens økumeniske engagement eksternt, er der identificeret områder, hvor der er behov for en voksende synodalitet inden for Den katolske Kirke. Der foreslås, at man reflekterer yderligere over de nationale og regionale katolske bispekonferencer, deres forhold til bispesynoden og den romerske kurie. På det universelle plan understreges behovet for en bedre inddragelse af hele Guds folk i de synodale processer.
Et sidste forslag er at fremme det verdenskirkelige fællesskab gennem regelmæssige møder mellem kirkeledere på verdensplan for at synliggøre og uddybe det fællesskab, de allerede deler. I samme ånd har mange dialoger foreslået forskellige initiativer til at fremme synodalitet mellem kirkerne, især på biskop- og paveniveau, gennem regelmæssige konsultationer samt fælles handling og vidnesbyrd.
Læs hele dokumentet Roms biskop her (på engelsk). Dokumentet vil blive oversat til dansk i en nærmere fremtid her på katolsk.dk
Billede: NTB / Reuters, Yara Nardi - Pave Frans og en delegat fra Konstantinopel-patriarkatet under festen for de hellige apostler Peter og Paulus i 2019.
Oversat fra engelsk af Ewa Angela Wegener efter Vatikanets tilsendte resume.