Reception for Katolsk Indblik: ”Som katolik i Danmark er der i dén grad grund til at fejre lanceringen af Katolsk indblik”

I anledning af udgivelsen af Bispedømmets nye kvartalsmagasin, Katolsk Indblik, inviterede Bispedømmets kommunikationschef og chefredaktør, Regitze Engelhardt Fuhrmann, til reception i går, d. 27. august. De mange gæster blev opvartet med lækre kager, bobler og frisk frugt.

Af Ewa Angela Wegener

Efter Regitzes velkomst, fortalte Biskop Czeslaw Kozon om de overvejelser, der har været ved at starte et kvartalsmagasin og vejen derhen: ”Katolsk Indblik er blevet et blad, hvor man går i dybden med bestemte ting – noget, som nemt kan gå tabt i en meget hektisk mediestrøm (…) Der er brug for, at der også er en publikation, der kan gå i dybden, selvfølgelig også med de spørgsmål, som vil være i hele verden, og som også kan komme med en katolsk indfaldsvinkel.” Biskoppen nævnte også, at nyheder i dag, især via sociale medier, hurtigt bliver gamle, og at man derfor satser på de digitale kanaler, når det handler om nyhedsformidling.

Derefter præsenterede Regitze magasinet og fortalte bl.a. om, at det er tænkt som et medlemsblad, at der i hvert nummer er et tema, at man prøver at favne bredt, når det gælder meninger og holdninger, samt at der er blevet gjort mange tanker omkring både layout, grafik og miljømæssige hensyn ved print. Katolsk Indblik er Cradle to Cradle Certified® på sølv-niveau (det højeste niveau i Danmark), som er verdens mest ambitiøse og handlingsorienterede standard for fremstilling af produkter, bl.a. print, i forhold til bæredygtighed.

Kommunikationschefen fortsatte med at fortælle om de overordnede planer for Bispedømmets kommunikation, hvor der sker en bevægelse fra kun at have nyhedsformidlingen på primært tryk, til bl.a. Bispedømmets hjemmeside og Facebook-side og snart nyhedsmail. Hjemmesiden er desuden ved at blive opdateret ”bag kulisserene”, og snart kommer der synlige ændringer. Regitze sluttede med at takke redaktionsudvalget, alle der bidrager til magasinet samt p. Christian Noval og Ewa Angela Wegener, som sammen med Regitze udgør kommunikationsafdelingen.

Dagens sidste tale kom fra Maria Krabbe Hammershøy, generalsekretær i Caritas Danmark og medlem af redaktionsudvalget for Katolsk Indblik. Maria sagde bl.a.: ”Som katolik i Danmark er der i dén grad grund til at fejre lanceringen af Katolsk indblik. Ved at betragte væsentlige emner i tiden fra et specifikt katolsk ståsted løfter magasinet en central opgave for Bispedømmet, som utvivlsomt vil komme os alle til gavn (…) Som Kirke kan vi nemlig ikke isolere os i en verdensfjern, religiøs boble. Vi er kaldet til at være i verden, om end ikke af verden, som det hedder i Johannesevangeliet. Og heraf følger, at Kirken har en særlig forpligtelse til at tage stilling til den moderne verdens problemer (…) Katolsk indblik får nuancerne med og peger på de perspektiver, der åbner sig ved at anskue verden af i dag gennem en prisme af katolsk tro og Kirkens sociallære – hvor afsættet ikke er politisk, men et fortsat hensyn til menneskets umistelige værdighed og det fælles bedste (…) Den (katolske) stemme bliver der med garanti ikke mindre brug for i de kommende år.”

Tak til alle, som kom og fejrede Katolsk Indblik!

Katolsk Indblik er Den katolske Kirke i Danmarks nye kvartalsmagasin, som udforsker tro, liv, mening og fællesskab. Læse mere om magasinet her.