"Kan katekese også bestå af at skabe indhold på sociale medier?" Det spørgsmål stiller Philip Pettersen, rådgiver ved det katolske bispedømme Oslos skolekontor.
På Kateketisk Centers efterårsseminar talte Phillip om de udfordringer og muligheder, der følger med at evangelisere i en tid, hvor børns og unges digitale liv har ændret sig markant. Phillip fremhævede de erfaringer, katolske skoler har gjort sig i forhold til både skole- og sognekatekese, og hvordan disse kan inspirere til at finde en balance mellem traditionel og digital formidling af troen. Marta Bivand Erdal og p. Khiem Nguyen holdt også indlæg om temaet. Videoer af disse kan ses på katolsk.no her.
Stolt af at være innovativ
Phillip har gået til katekeseundervisning, da han konverterede til katolicismen, men har ikke selv deltaget i katekese som barn og er heller ikke er kateket. Men har han gennem sit arbejde som lærer, tidligere rektor på Sunniva Skole i Oslo og nu som organisationsrådgiver for bispedmmet Oslos skolekontor opnået en dyb forståelse for katekese og undervisning. Han mener, der er en rød tråd i både katekese og skoleundervisning: "Det handler om at undervise, kommunikere og bevare et vigtigt budskab. Begge områder kræver, at man engagerer og motiverer eleverne, samtidig med at fokus holdes på det væsentlige."
Sunniva Skole har vundet positiv opmærksomhed ved at begrænse børns skærmbrug, i modsætning til mange offentlige skoler. Philip er stolt af, at katolske skoler værner om en mere traditionel tilgang med fokus på læse- og skrivefærdigheder frem for en forhastet digitalisering. "Offentlige skoler begynder nu at følge vores eksempel," siger han. Phillip pointerer, at den mådeholdne brug af digitale værktøjer ikke er ensbetydende med forældet undervisning. Det handler om at lære at bruge teknologien kritisk og målrettet. "Man kan komme langt med spil, bøger og håndskrift i undervisningen, især i folkeskolen," siger han.
Det digitale skal ikke erstatte
Vatikanets nye katekese-direktiv fra 2020, som nu er oversat til norsk, beksriver bl.a. hvordan "nye teknologier skaber en ny kulturel infrastruktur, som påvirker menneskers kommunikation og liv. I den virtuelle verden, som mange anser for at være lige så vigtig som den virkelige verden, læser folk nyheder og information, de udvikler og udtrykker meninger, de deltager i debatter, de samtaler og søger svar på deres spørgsmål. Hvis vi ikke i tilstrækkelig grad anerkender disse fænomener, risikerer vi at fremstå som uvigtige i manges øjne." Men hvordan anerkender vi disse fænomener i tilstrækkelig grad?
Phillip understreger, at teknologien ikke skal erstatte den fysiske undervisning eller det fællesskab, der opstår gennem katekesen, men snarere supplere den ved at skabe kontinuitet mellem møderne. "Det, jeg talte mest om til foredraget, var, hvordan vi kan bruge teknologien til at holde kontakten mellem møderne, ikke hvordan vi kan bruge digitale værktøjer i undervisningen."
Lokale forskelle
For at imødekomme børns og unges behov opfordrer Philip kateketerne til at være til stede, hvor de unge er – også på de digitale platforme. "Man kan skabe små lysglimt i et ellers ukatolsk feed på sociale medier," siger han. Dog skal man være opmærksom på lokale forskelle og familiers holdning til teknologi. Hvis visse aldersgrupper eller forældre er kritiske over for brugen af sociale medier, skal denne form for kommunikation ikke være en forudsætning for at deltage i katekesen," understreger han. Det vigtigste er, at digitale værktøjer bruges uden at gå på kompromis med budskabet. "At dele Guds budskab og Kirkens lære må altid være kernen i vores kommunikation."
Skrevet af Linda Therese Utstøl, katolsk.no (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Phillip Pettersen, katolsk.no