Inden for den seneste uge har mange medier, især amerikanske, skrevet om pavens brev til de amerikanske biskopper omkring deres indsats for at beskytte migranters rettigheder og værdighed. Vi bringer her en oversættelse af pavens brev fra d. 10. februar i år.
Kære brødre i bispeembedet,
Jeg skriver i dag for at sige et par ord til jer i disse skrøbelige tider, som I lever i som præster for Guds folk, der vandrer sammen i USA.
1. Rejsen fra slaveri til frihed, som Israels folk foretog, og som er beskrevet i 2. Mosebog, inviterer os til at se på vores tids virkelighed, der er så tydeligt præget af migrationsfænomenet, som et afgørende øjeblik i historien til at bekræfte ikke blot vores tro på en Gud, som altid er nær, inkarneret, en migrant og en flygtning, men også den uendelige og transcendente værdighed hos ethvert menneske. [1]
2. Disse ord, som jeg begynder med, er ikke en kunstig konstruktion. Selv en overfladisk gennemgang af Kirkens sociallære viser eftertrykkeligt, at Jesus Kristus er den sande Emmanuel (jf. Matt 1,23); han levede ikke uden den svære oplevelse af at blive fordrevet fra sit eget land på grund af en overhængende fare for sit liv og uden oplevelsen af at måtte søge tilflugt i et samfund og en kultur, der var fremmed for ham. Da Guds søn blev menneske, valgte han også at udleve immigrationsdramaet. Jeg kan godt lide at minde om de ord, som pave Pius XII indledte sin apostoliske konstitution om omsorgen for migranter med, og som anses for at være ”Magna Carta” (håndfæstning, red.) for Kirkens tanker om migration:
”Familien fra Nazareth i eksil, Jesus, Maria og Josef, udvandrere i Egypten og flygtninge, der for at undslippe en ugudelig konges vrede, er modellen, eksemplet og trøsten for emigranter og pilgrimme i alle aldre og lande, for alle flygtninge i enhver tilstand, der, plaget af forfølgelse eller nødvendighed, er tvunget til at forlade deres hjemland, elskede familie og kære venner til fordel for fremmede lande.” [2]
3. På samme måde opdrager Jesus Kristus, der elsker alle med en universel kærlighed, os til permanent at anerkende ethvert menneskes værdighed uden undtagelse. Når vi taler om ”uendelig og transcendent værdighed,” ønsker vi faktisk at understrege, at den mest afgørende værdi, som en person besidder, overgår og opretholder alle andre juridiske overvejelser, der kan gøres for at regulere livet i samfundet. Således opfordres alle kristne og mennesker af god vilje til at overveje legitimiteten af normer og offentlige politikker i lyset af personens værdighed og hans eller hendes grundlæggende rettigheder, ikke omvendt.
4. Jeg har nøje fulgt den store krise, der finder sted i USA med iværksættelsen af et program for massedeportationer. Den rigtigt formede samvittighed kan ikke undlade at foretage en kritisk vurdering og udtrykke sin uenighed med enhver foranstaltning, der stiltiende eller udtrykkeligt identificerer nogle migranters ulovlige status med kriminalitet. Samtidig må man anerkende en nations ret til at forsvare sig selv og beskytte lokalsamfundet mod dem, der har begået voldelige eller alvorlige forbrydelser, mens de var i landet, eller før de ankom. Når det er sagt, skader udvisningen af mennesker, der i mange tilfælde har forladt deres eget land på grund af ekstrem fattigdom, usikkerhed, udnyttelse, forfølgelse eller alvorlig forringelse af miljøet, mange mænd og kvinders, og hele familiers, værdighed og placerer dem i en tilstand af særlig sårbarhed og forsvarsløshed.
5. Dette er ikke et mindre problem: En autentisk retsstat bekræftes netop i den værdige behandling, som alle mennesker fortjener, især de fattigste og mest marginaliserede. Når samfundet og regeringen med kreativitet og streng respekt for alles rettigheder - som jeg har understreget ved adskillige lejligheder - byder de mest skrøbelige, ubeskyttede og sårbare velkommen, beskytter, fremmer og integrerer dem, fremmes det sande fælles bedste. Dette forhindrer ikke udviklingen af en politik, der regulerer ordnet og lovlig migration. Men denne udvikling kan ikke ske ved, at nogle privilegeres, mens andre ofres. Det, der er bygget på magt og ikke på sandheden om alle menneskers lige værdighed, begynder dårligt og vil ende dårligt.
6. Kristne ved udmærket godt, at det kun er ved at bekræfte alles uendelige værdighed, at vores egen identitet som personer og som fællesskaber når sin modenhed. Kristen kærlighed er ikke en koncentrisk udvidelse af interesser, som lidt efter lidt udvides til andre personer og grupper. Med andre ord: Den menneskelige person er ikke blot et relativt ekspansivt individ med nogle filantropiske følelser! Den menneskelige person er et subjekt med værdighed, som gennem det grundlæggende forhold til alle, især til de fattigste, gradvist kan modnes i sin identitet og sit kald. Den sande ordo amoris ("kærlighedens orden," red.), som skal fremmes, er den, vi opdager ved konstant at meditere over lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner” (jf. Luk 10,25-37), dvs. ved at meditere over den kærlighed, der opbygger et broderskab, der er åbent for alle uden undtagelse. [3]
7. Men at bekymre sig om personlig, samfundsmæssig eller national identitet, bortset fra disse overvejelser, indfører let et ideologisk kriterie, der forvrænger det sociale liv og indfører den stærkestes vilje som kriteriet for sandhed.
8. Jeg anerkender jeres værdifulde indsats, kære biskopbrødre i USA, når I arbejder tæt sammen med migranter og flygtninge, forkynder Jesus Kristus og fremmer grundlæggende menneskerettigheder. Alt det, I gør for at beskytte og forsvare dem, der betragtes som mindre værdifulde, mindre vigtige eller mindre menneskelige, vil Gud belønne rigt.
9. Jeg opfordrer alle troende i Den katolske Kirke og alle mænd og kvinder af god vilje til ikke at give efter for fortællinger, der diskriminerer og forårsager unødvendig lidelse for vores migrant- og flygtningebrødre og -søstre. Med næstekærlighed og klarhed er vi alle kaldet til at leve i solidaritet og broderskab, til at bygge broer, der bringer os stadig tættere sammen, til at undgå mure af skændsel og til at lære at give vores liv, som Jesus Kristus gav sit for alles frelse.
10. Lad os bede Vor Frue af Guadalupe om at beskytte enkeltpersoner og familier, som lever i frygt eller smerte på grund af migration og/eller udvisning. Må ”Virgen morena,” (”Den brune madonna,” red.) som vidste, hvordan man forsoner folkeslag, når de er i strid med hinanden, give os alle mulighed for at mødes igen som brødre og søstre i hendes favn og dermed tage et skridt fremad i opbygningen af et samfund, der er mere broderligt, inkluderende og respektfuldt over for alles værdighed.
Broderligt,
Frans
Oversat af Ewa Angela Wegener. Brevet kan læses på Vatikanets hjemmeside på engelsk og spansk.
Billede: Pave Frans og ærkebiskop Broglio, formand for den amerikanske bispekonference, Vatican News