Under sin ugentlige generalaudiens reflekterede Pave Frans i dag over evangeliets fortælling om Jesu fristelser i ørkenen.
Pave Frans fortsatte sin katekese-serie om Helligånden, hvor han mindede om, at selvom satan forsøger at distrahere og friste os, gør Herren os i stand til at frigøre os fra hans bedrag. Paven forklarede, at Jesus på korset for evigt besejrede "denne verdens fyrste", og derfor er djævelen bundet som en hund i lænker. Han kan gø og friste, men kan kun bide dem, der selv vælger at komme tæt på ham.
Paven anerkendte, at vi alle på en eller anden måde har oplevet djævelens fristelser, men når det sker, skal vi stoppe op og tage afstand. "Man må ikke," advarede han, "nærme sig en hund, der er bundet."
Pave Frans foreslog, at den største bekræftelse på djævelens eksistens ikke skal findes i den ondskab, der er til i verden, men i helgenernes liv og vidnesbyrd. Deres anstrengelser på at vokse i dyd og hellighed vidner om ondskabens ånd og behovet for at kæmpe imod fristelsen til synd. Paven understregede, at Herrens sejr over ondskaben og synden giver os et sikkert håb om, at vi, ved at stole på Hans ord og styrket af Helligåndens nåde, kan overvinde djævelens forsøg på at distrahere os.
Pave Frans afsluttede med at understrege, at Herren kan hjælpe os med at overvinde fristelsen, uanset hvor stor den er. "Pas på, for djævelen er snu, men vi kristne er med Guds nåde klogere end ham," forsikrede paven.
Skrevet af Deborah Castellano Lubov, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)