Paven ved onsdagsaudiens 16. oktober: Helligånden tilbyder os evigt liv

Under sin ugentlige generalaudiens i dag, onsdag d. 16. oktober, reflekterede Pave Frans over Helligåndens guddommelighed. Han forsikrede de troende om, at Helligånden tilbyder os evigt liv og "befrier os fra den rædsel det er at tro, at alting ender her." Dagens audiensen kan ses ovenfor.

Pave Frans fortsatte sin katekese-serie om Helligånden. Han talte om Helligåndens tilstedeværelse i Kirkens liv og understregede, at Helligånden "bor og er inde i os". Paven forklarede, at Helligånden er Gud og så tilbage på nedskrivningen af den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, i hvilken Kirken tydeliggjorde, hvad vi som kristne tror på og om Helligånden. 

Paven fremhævede den trøstende nyhed for os troende, som er, at det liv, Helligånden giver os, er evigt liv. I troen kan vi finde fred i at vide, at der er mere end de lidelser, vi oplever i denne verden. Han henviste til Paulus' brev til romerne, hvor Paulus skriver, at den samme Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, også vil give liv til vores dødelige kroppe.

Pave Frans sluttede af med at opfordre os til at dyrke troen og til også at dyrke den "for dem, der ofte uden egen skyld er berøvet den" og ikke kan finde mening i livet. "Og lad os ikke glemme," sagde paven, "at takke Ham, som med sin død skaffede os denne uvurderlige gave!"

Skrevet af Deborah Castellano Lubov, Vatican News (løst oversat af Ewa Angela Wegener)