Under sin ugentlige onsdagsaudiens i dag, d. 12. februar, fortsatte pave Frans sin katekese-serie "Jesus Kristus, vores håb." Han reflekterede over Jesu fødsel i en stald i Betlehem og fremhævede, hvordan Gud valgte at blive født på et bestemt tidspunkt og sted i historien og under de mest ydmyge omstændigheder. Paven forklarede, hvordan Jesus, selv før sin fødsel, gjorde sig selv til vores "ledsager på rejsen" ved at rejse i sin mors livmoder for at besøge Elisabeth og senere til Betlehem for at blive indskrevet i folketællingen.
Pave Frans forklarede i sin katekese, som blev læst op af p. Pierluigi Giroli (fordi pave Frans stadig er svækket efter bronkitis, red.),at Jesu fødsel var helt usædvanlig for en konge. Han blev ikke født i et kongeligt palads, men i et simpelt sted beregnet til dyr. De første vidner til Messias’ fødsel var hyrderne – mænd med kort uddannelse, som levede på samfundets kant. Alligevel var det netop dem, Gud valgte til at modtage det største budskab: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren” (Luk 2,11, red.). Paven understregede Jesu ydmyge fremtræden – liggende i en krybbe, et sted for dyr. Denne beskedne begyndelse åbnede hyrdernes hjerter for undren, lovprisning og glæde. Som paven nævner i sin apostolske skrivelse Admirabile signum er det de ydmyge og fattige, der først hilser Inkarnationens begivenhed velkommen.
Paven opfordrede de troende til at søge nåden til at være i stand til undren og lovprisning for Gud, ligesom hyrderne, og til at værdsætte det, Gud har betroet os: Talenter, nådegaver, vores kald og de mennesker, Han sætter ved vores side. Til sidst opfordrede pave Frans til at bede Herren om at kunne se den ekstraordinære styrke i det svage – i Gudbarnet, som kommer for at forny verden og forvandle vores liv med sin plan, fyldt med håb for hele menneskeheden.
Skrevet af Christopher Wells, Vatican News