D. 17. juli blev pave Frans' brev om litteraturens rolle i uddannelsen offentliggjort. Som paven selv beskriver i brevet, var hans primære hensigt at henvende sig til præstekollegier og uddannelsesinstitutioner, men dernæst fandt han det godt at åbne invitationen til at læse det og følge dets råd til alle pastorale tjenere og øvrige kristne. Paven minder os om, at ”fremkomsten af medier, sociale netværk, mobiltelefoner og andre enheder” får alt til at gå så hurtigt, men det tager tid at reflektere. Med de audiovisuelle medier er læseren selv meget mere ”aktiv i læsningen af en bog. På en måde omskriver han værket, udvider det med sin fantasi, skaber sin egen verden, bruger sine evner, sin hukommelse, sine drømme, sin egen historie fuld af drama og symbolik.”
Efter at have læst brevet fremhæver jeg nogle aspekter, som pave Frans lægger vægt på:
1. Den vigtige dimension i inkulturationen (den proces, hvor den kristne forkyndelse tilpasses de lokale forhold, red.) af evangeliet. Den kristne skal være i stand til at værdsætte den syntese af tanker, der er indeholdt i alle tiders og kulturers litterære værker, som et sted, hvor mysteriet om menneskets hjerte kommer til udtryk.
2. Basil af Cæsarea (330-379) bekræftede allerede, at litteraturen er et ”ephodion” (vejledning) for ens egen uddannelse og dannelse, som vi f.eks. også kan læse ud fra Paulus' liv. Han afslører sig selv som en ivrig læser, der er i stand til at skabe en smuk syntese mellem forkyndelse og kultur (jf. Apostlenes Gerninger 17,16-34).
3. Det hjælper os til ikke at desinkarnere (tage afstand fra det faktum, at Gud blev menneske, red.) os fra den nuværende religiøse kontekst, som evangeliet forkyndes i, hvor ”tilbagevenden til det hellige og den åndelige søgen, som kendetegner vores tid, er tvetydige fænomener. I stedet for ateisme udfordres vi i dag til at give et passende svar på mange menneskers tørst, så de ikke søger at slukke den i fremmedgørende forslag eller i en Jesus Kristus uden kød” (EG 89).
4. Det minder os også om, at læsning også har store fordele for den kognitive sundhed.
5. Det er en måde at træne os selv i at ”lytte til nogens stemme”, som hjælper os med at komme ud af vores isolation og solipsisme (ideen om at man er ”alene i verden”, red.), så vi lærer at røre ved det moderne menneskes hjerte gennem forkyndelsen.
6.Det er en skole i dømmekraft i henhold til ignatiansk spiritualitet.
Derfor opfordrer paven uddannelsesansvarlige til ”at genfinde indbydende måder at forholde sig til virkeligheden på, som ikke er strategiske eller direkte orienteret mod et resultat, men hvor det er muligt at lade den uendelige overflod af væren komme op til overfladen.” Han opfordrer os til at skabe en atmosfære og en læsekultur, ikke kun som underholdning, men også som et dannende øjeblik, hvor værker læses og kommenteres, og hvor der opmuntres til dialog og lytning, da ”afstand, langsomhed og frihed er kendetegnende for en tilgang til virkeligheden, som i litteraturen finder en udtryksform, der ikke er eksklusiv, men privilegeret.”
På seminariet har jeg selvfølgelig altid opmuntret til læsning, især af klassikerne - jeg er for eksempel vild med Dostojevskij - men efter at have læst denne anbefaling fra paven vil jeg skabe denne atmosfære af en læse- og samværskultur, hvor vi, som C.S. Lewis siger, lærer at ”se også gennem andre øjne”. Jeg vil gerne hjælpe os alle med at undslippe fristelsen til selvrefererende sprog og dermed hjælpe os med at være præster, som paven siger i slutningen af sit brev: ”Præsten er også udstyret med denne oprindelige rolle med at ’navngive’ (1 Mos 2:19-20), at give mening, at blive et instrument til fællesskab mellem skabelsen og Ordet, der blev kød, og med kraften til at belyse alle aspekter af den menneskelige tilstand.”
Skrevet af f. Daniel Jiménez Raga (redigeret af Ewa Angela Wegener)