I en tale til kunstnere i kvindefængslet Giudecca i Venedig opfordrede pave Frans alle til at forestille sig en verden, hvor intet menneske betragtes som en fremmed.
Af Lisa Zengarini, Vatican News. Oversat af Regitze Fuhrmann
»Verden har brug for kunstnere.« Det var pave Frans' budskab søndag morgen, da han mødtes med en gruppe kunstnere, som Den Hellige Stol udstiller i sin pavillon på kunstbiennalen i Venedig.
I sin tale til gruppen i La Maddalenakirken i Giudeccas kvindefængsel roste paven kunstnerne som sande visionære, der kan se ud over vores verdens grænser.
»Jeg takker jer for, hvad I er, og hvad I gør«
Intet menneske er en fremmed
»Ved siden af jer føler jeg mig ikke som en fremmed,« sagde han, »jeg føler mig hjemme.«
Paven bemærkede, at denne følelse »gælder for ethvert menneske«, fordi »kunsten har status som en ›tilflugtsby‹«, en by, der »ikke adlyder reglen om vold og diskrimination for at skabe former for menneskeligt tilhørsforhold, der er i stand til at anerkende, inkludere, beskytte og omfavne alle«, begyndende med de mindste i samfundet.
Pave Frans mindede om, at Det Gamle Testamente etablerede »tilflugtsbyer« for at tilbyde lovovertrædere asyl og beskyttelse mod hævn, indtil deres sag kom for retten, og han opfordrede kunstnere til at forestille sig byer, »som endnu ikke findes på kortene«, hvor »intet menneske betragtes som en fremmed«.
»Det ville være vigtigt, hvis de forskellige kunstneriske praksisser kunne etablere sig overalt som en slags netværk af tilflugtsbyer, der samarbejder om at befri verden for de meningsløse og tomme kontraster, der forsøger at vinde terræn i racisme, fremmedhad, ulighed, økologisk ubalance og i ›frygten for de fattige‹.«
»Bag disse kontraster«, bemærkede pave Frans, »er der altid en afvisning af den anden. Der er den egoisme, som får os til at fungere som ensomme øer i stedet for samarbejdende øhav.«
Kunst uddanner til kontemplation
Pave Frans gik derefter i dybden med den titel, der er valgt til pavillonen på kunstbiennalen i Venedig, »Med mine øjne«.
»Vi har alle brug for at blive set på og for at turde se på os selv,« sagde han, og Jesus lærer os at gøre det: »Han ser på alle med intensiteten af en kærlighed, der ikke dømmer, men ved, hvordan man er tæt på og opmuntrer.«
Paven bemærkede, at kunsten lærer os dette perspektiv. »Den er ikke besiddende eller objektiverende, men heller ikke ligegyldig eller overfladisk, den opdrager os til et kontemplativt blik.«
»Kunstnere er en del af verden, men er kaldet til at gå ud over den.«
Værdsættelse af det unikke ved kvindelighed
Som afslutning på sin tale udtrykte pave Frans håb om, at samtidskunsten også kan hjælpe os med at værdsætte kvinders bidrag til menneskeheden.
»Der er glæder og lidelser, som forenes i kvindelighed i en unik form, og som vi må lytte til, fordi de har noget vigtigt at lære os,« sagde han og nævnte blandt andet berømte kvindelige kunstnere som Frida Khalo, St. Mary Corita Kent og Louise Bourgeois.
Pave Frans afsluttede sin tale med at opfordre de tilstedeværende til at huske på det spørgsmål, som Jesus stillede til folkemængden om Johannes Døberen: » Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? « (Matthæus 11,7-8). Det spørgsmål, sagde han, »driver os mod fremtiden.«