Pave Frans besøgte i går bispedømmet Vanimo i det nordvestlige Papua Ny Guinea, hvor en nonne delte erfaringer fra sit arbejde med kvinder beskyldt for trolddom. Hendes organisation, House of Hope, yder beskyttelse og hjælp til kvinder, der er blevet beskyldt for trolddom. Troen på trolddom er dybt forankret i både land- og byområder i landet, og vold i forbindelse med beskyldninger om trolddom er et udbredt problem. Forskning viser, at næsten en tredjedel af sager om trolddom ender med vold, hvor mange, størstedelen kvinder, bliver tortureret eller dræbt. Regeringen i Papua Ny Guinea udviklede i 2015 en national handlingsplan for at bekæmpe vold relateret til trolddomsbeskyldninger. Planen omfatter rådgivning, sundhedspleje og juridisk beskyttelse af ofrene samt retsforfølgelse af angriberne.
Under sit besøg opfordrede pave Frans til kærlighed og respekt, og han bad de troende om at nærme sig Jesus og fremme kærlighed, hvor end de går. Dette vil hjælpe med at "uddrive frygt, overtro og magi fra folks hjerter", sagde pave Frans til de ca. 35.000 forsamlede.
I dag rejste pave Frans videre til Østtimor (den eneste nation på hans rejseplan, hvor katolikker er i overvældende flertal), hvor han landede kl. 14.20 lokal tid. Det centrale tema for besøget "Må jeres tro være jeres kultur" understreger den katolske tros fortsatte betydning for det østtimoresiske folk. Et af højdepunkterne under besøget bliver messen i hovedstaden Dili d. 10. september, som forventes at have et deltagertal på omkring 700.000 mennesker, herunder fra nabolandet Indonesien og Australien.
Under sit besøg vil pave Frans også aflægge et særligt besøg hos handicappede børn, tale til det lokale præsteskab og møde omkring 4.000 unge østtimoresere.
Dette er en sammenfatning af artikler fra Vatican News og Catholic Harald, oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener
Billede: Pave Frans i Vaniomo, Vatican Media