I et interview med den italienske avis Il Foglio i slutningen af december taler biskop Erik Varden af Trondheim om Europa og dets periferi, uretfærdighed, krig og den fred, som aldrig kan tages for givet og julen, "som ikke er postkristen."
Spørgsmål: "Det er jul, og vi taler meget om håb. Ofte bruges ordet overfladisk, som en slags ønsketænkning om, at "alt bliver godt." Men når vi ser på situationen i de ukrainske skyttegrave, Gaza, Libanon og Syrien, står verden i ruiner, og det kan føles næsten fornærmende at sige, at alt bliver godt. Her spiller det kristne håb en rolle: Hvad betyder det egentlig i en verden præget af krig?"
Biskop Erik Varden: "At håbe er at have tillid til, at alt, selv uretfærdigheder, kan have en mening og et formål. Lyset "lyser i mørket." Det fjerner ikke mørket - dette vil ske i den nye himmel og på den nye jord, hvor ”der ikke længere vil findes nat.” Her og nu manifesterer håbet sig som et lysglimt. Det betyder ikke, at det er irrelevant. Håbet er en velsignet smitte, som gør, at det kan sprede sig fra hjerte til hjerte. Totalitære kræfter arbejder altid på at udrydde håbet og fremkalde fortvivlelse. At træne sig i at håbe er at træne sig i frihed. I et digt beskriver Péguy håbet som flammen i lampen ved Det hellige Sakramente. Denne flamme, siger han, ”har krydset nattens dyb.” Den giver os mulighed for at se, hvad der er nu, men også for at forudse, hvad der kan ske. At håbe er at sætte sin eksistens på spil i forhold til muligheden for at blive. Det er en kunst, der skal praktiseres flittigt i den fatalistiske og deterministiske atmosfære, vi lever i.”
Spørgsmål: "Julen har en mystik over sig, som fængsler selv ikke-troende. Man kan nævne på Paul Claudel, som blev omvendt efter at have lyttet til en vespergudstjeneste i Notre-Dame juledag 1886. Og Jean Paul Sartre, ateisten par excellence, som skrev i en af sine noveller: ”Jomfruen er bleg og ser på barnet. Hendes ansigt udstråler en ængstelig undren, der kun én gang har eksisteret på et menneskeligt ansigt.” Hvad er det, der er så mystisk ved julen, der tiltrækker alle?”
Biskop Erik Varden: "Den forundring, som Sartre beskriver - findes den ikke i visse fremstillinger af Jomfru Maria i den byzantinske ikonografi? Julens tiltrækningskraft ligger i evangeliets mest de symbolske repræsentationer: det nyfødte barn, budskabet om fred, og bekræftelsen af, at mennesket stadig er i stand til "god vilje," den fredfyldte stilhed i en nat, hvor hele skabelsen - mennesker, dyr og stjerner - samles harmonisk og forventningsfuldt omkring et naturligt centrum. Claudel skriver i Bebudelsen, som jeg læser hver jul: "Mange ting fortæres i ilden fra et brændende hjerte." Julen vækker en fornemmelse af vores hjertes længsler. Den giver os en fornemmelse af, hvad der forgår, og hvad der består. Udfordringen er at omsætte denne intuition til konkrete beslutninger, der former vores liv, i stedet for at lade den blive en kortvarig, passiv følelse.”
Spørgsmål: "Du er biskop i en af de periferier, som pave Frans så ofte har nævnt. En europæisk periferi, oven i købet. Særligt i syd, hvor sekularismen bliver stadig stærkere, er det tydeligt, at troen på det gamle kontinent er ved at gå tabt. Hvad er dit perspektiv fra periferien?”
Biskop Erik Varden: "Periferien defineres i forhold til et centrum, men i kristendommen er centrum ikke geografisk. Centrum er dér, hvor Kristi mysterium er fuldt nærværende. Periferien er kaldet til at blive centrum, som det ses i Kirkens missionshistorie, hvor troen ofte blusser op uventede steder. Europæere, der ankom til Indien i 1500-tallet, blev overraskede over at finde et kristent centrum med rødder tilbage fra apostlenes tid, en tid hvor deres egne forfædre tilbad træ og sten. Terminologien om periferien bruges ofte af institutioner eller mennesker, som er sikre på at være i centrum i kraft af nedarvede privilegier. Troen udfordrer denne antagelse ved at spørge: "Hvor er centrum egentlig?" Bibelsk set handler det om at følge Lammet, hvor det end går, og opgive den behagelige tro på, at det nødvendigvis er dér, hvor jeg befinder mig.”
Spørgsmål: ”Kirkerne befolkes i stigende grad af ældre mennesker, og vi kæmper for at fange de nye generationers behov for mening. Vi siger ofte, at de kun tænker på underholdning eller smartphones. Men ligesom i alle aldre og generationer føler de en stor længsel. Hvad kan Kirken gøre for at imødekomme dette behov?”
Biskop Erik Varden: ”Min erfaring er helt anderledes. Jeg møder mange unge mennesker, som er sultne efter mening, oprigtige i deres søgen og klarsynede i deres analyse. Jeg smiler lidt, når jeg bliver stillet over for ”diagnoser”, både sekulære og kirkelige, hvor ældre kommenterer og fremsætter deres teser om ”unge”, som om de var en art, der blev holdt kunstigt i live i et laboratoriekøleskab og som var begrænset til de seneste årtiers antagelser og kulturelle miljøer. Hvordan kan Kirken engagere sig i nutidens unge? Ved at tage dem alvorligt. Ved ikke at være nedladende over for dem. Ved at turde præsentere høje og smukke idealer. Ved at respektere deres ønske om at omfavne traditionens fylde. Ikke ved at give dem sten eller slik som brød.”
Spørgsmål: ”I din bog ”Alt det, der er værd at huske” skriver du, at ”for at leve må man lære at se døden i øjnene. Før jeg vidste, hvad ordet betød, var jeg træt af overfladiskhed.” Vi talte om unge mennesker og krig, og jeg spurgte dig: Er en af grundene til dette klima af kollektiv døsighed ikke, at Europa ikke har oplevet krig og død i generationer? Er vi blevet så vant til fred herhjemme, at vi ikke engang længere ved, hvordan vi skal se døden i øjnene?”
Biskop Erik Varden: ”Risikoen er, at vi tager freden for givet og tror, at den på en eller anden måde er normen. Det er den ikke. Historien minder os om dette på en vedvarende måde. Som årene går, bliver jeg mere og mere berørt af, at det første dødsfald, der nævnes i Bibelen, er et brodermord. Det er et paradigme, som vi ser gentaget med forfærdelig konsekvens selv i dag. I prologen til Benedikts Regel citeres en salme, som giver et nyttigt perspektiv. Benedikt opfordrer os til at ”søge fred og følge den.” Vi bliver mindet om, at fred er dynamisk, en levende realitet, som skal fremmes. Et halvt århundrede i Europa uden større krige er noget nær et mirakel. Nu mørkner horisonten. En uretfærdig krig raser i Ukraine, den ene regering kollapser efter den andet med eksplosionen af skrøbelige koalitioner, som skaber uro, og retorikken om aggression spreder sig som en ildevarslende røg. Men jeg har indtryk af, at vores kontinent, og ikke mindst de unge, er ved at vågne op. Covid var et wake-up call. Det bragte dødens spøgelse tættere på. Illusionen om, at rigdom eller videnskabelig ekspertise beskytter os, og at døden bare er noget, der sker for andre, er brudt sammen. Har vi tænkt nok over disse erfaringer fra den nyere historie? Det tror jeg ikke, vi har. Jeg ser det som en forpasset mulighed, politisk og kateketisk.”
Spørgsmål: ”Vi så på live TV ”skuespillet” med indvielsen af den genopbyggede Notre Dame-katedral efter branden. Enorme menneskemængder, magtfulde mennesker, der stod i kø for at komme ind, almindelige mennesker, der bidrog til finansieringen af arbejdet, som de gjorde i middelalderen. Så når alt kommer til alt, er vi så stadig knyttet til disse symboler, der taler om vores identitet?”
Biskop Erik Varden: ”Det faktum, at vi stadig er knyttet til visse symboler, virker indlysende. Den sorg, der fulgte Notre-Dame-branden, var bevægende. Hæder til alle dem, der bidrog til genopbygningen! Men hvad er det, vi knyttet til? Til en stor kristen bygning? Eller til en kulturel model? I adventstiden inviterer Kirken os til at læse profeten Esajas. Det er chokerende læsning. Esajas giver os vidunderlige billeder af trøst og mystiske profetier om Inkarnationen. Samtidig fortæller han os, at frelse vil blive født ud af korruption. Han gør det klart, at Herren forudser Jerusalems ødelæggelse og sit folks eksil, og han ønsker netop at lære dem ikke at sætte deres lid til store monumenter, men i stedet at leve i nåden, som opretholder den menneskelige eksistens' skrøbelighed dag for dag. Det er Kirkens opgave at sikre, at vores arkitektoniske og kunstneriske arv forbliver et stærkt tegn på Guds godhed og giver vores jordiske væsen mulighed for at møde den guddommelige pragt. Har vi nok tillid til vores tradition til at hjælpe vores samtid med at se, hvad de steder og artefakter, der udgør vores kulturelle identitet, betyder i virkeligheden? Her har vi en stor mulighed for at ransage vores egen samvittighed. Faktisk ser det ofte ud til, at vi overgiver os til den sekulære modernitet. Vi stræber efter at gøre vores arv ”relevant” på dens egne præmisser, mens vores tid kræver noget andet af os.”
Spørgsmål: ”Har vi europæere i det tredje årtusinde et identitetsproblem? Ved vi stadig, hvem vi er, og hvor vi kommer fra?”
Biskop Erik Varden: ”Aldrig har der været så stor uenighed om grundlæggende spørgsmål som hvad det vil sige at være mand eller kvinde, hvad et menneske er, hvordan et samfund skal være. I lang tid syntes de offentlige debatter at summe ildevarslende som et hvepsebo. Enhver, der deltog i dem, risikerede at blive stukket. Jeg har indtryk af, at tendensen nu gradvist er ved at vende: Flere mennesker stiller spørgsmål, leder efter sunde argumenter og pålidelige parametre. Den katolske intellektuelle tradition kan bidrage stort i den forbindelse. Uden på nogen måde at ville minimere betydningen af karitativt arbejde eller spørgsmål om retfærdighed og fred, mener jeg, at det intellektuelle apostolat er grundlæggende for de kommende årtier. Ordet blev kød for at fylde vores natur, der er skabt i Ordets billede, med logos. At omfavne dette aspekt af vores væsen og udtrykke det er at begynde at huske vores værdighed.”
Spørgsmål: ”Det er ikke ualmindeligt at høre i den såkaldte ”offentlige debat”, at Kirken foreslår noget forældet, især når det drejer sig om moral og endda bioetik: Hvorfor sige nej til eutanasi, hvis en person lider, siger de? Den nemmeste måde er den, man bedst kan lide. Problemet er, at der ofte også er mange mænd i Kirken, som i medierne opfordrer til ”forandringer” og ”reformer,” fordi budskabet ikke længere når ud til Guds folk. Hvad synes du om dette? Hvor nyttigt eller risikabelt er det at lytte til tidsånden?”
Biskop Erik Varden: ”Tidsånden er omskiftelig! Selvfølgelig skal vi lytte til den: Den formidler budskaber, som vi skal tage hensyn til. Men at forsøge at følge den ville være en trodsig handling mod os selv. Når vi er nået til det punkt, hvor tidsånden var for et øjeblik siden, er den allerede gået videre. Det ligger i Kirkens natur, at den bevæger sig langsomt. Der er en risiko for, at vi engagerer os i det, vi tror er tidens tendenser, når der ikke er andet tilbage end døende gløder. Således bevæger vi os, lidt absurd, uden held, fra det ene slukkede bål til det andet. Det er helt sikkert mere lovende, mere interessant og mere glædeligt at holde fast i det, der er tilbage. Det er det, der vil tale til menneskers hjerter og sind i vores tid som i alle andre tider. Det andet Vatikankoncil var præget af opfordringen til at drikke rigeligt af kilderne. Den største vitalitet i det katolske liv i det 20. århundrede udsprang af entusiasmen for at genopdage glemte kilder og finde klart, friskt vand i dem. Hvor er den entusiasme blevet af? Hvorfor føler vi nu, at vi må forlade kilderne og i stedet opstille boder ved siden af automatiske vareautomater?”
Spørgsmål: ”Det siges ofte, at vores verden, Vesten, nu er post-kristen. Er du enig i denne definition? Er der ikke en risiko for at generalisere for meget? Og hvordan kan den, der kalder sig kristen i dag, gøre sig gældende i denne virkelighed?”
Biskop Erik Varden: ”Det er jeg ikke enig i. Teologisk set er udtrykket 'post-kristen' meningsløst. Kristus er Alfa og Omega og alle bogstaverne derimellem. Han bærer konstitutionelt morgendagens friskhed: Det er ikke for ingenting, at vi i adventstiden frister himlen ved at synge ”Rorate!” Kristendommen er af daggryet. Hvis vi nogle gange føler os indhyllet i tusmørke på bestemte tidspunkter, er det fordi en ny dag er ved at bryde frem. Hvis vi vil tale om ”før” og ”efter,” er det mere passende at sige, at vi står på tærsklen til en æra, som jeg vil kalde ”post-sekulær.” Sekulariseringen har udspillet sin rolle. Den er udtømt og blottet for positivt formål. Menneskeheden lever derimod videre med dybe forhåbninger. Tænk på, at Marilynne Robinson og Jon Fosse læses over hele verden, at folk strømmer i biografen for at se Terence Malicks film, og at tusinder søger uddannelse i tro. Dét er tidens tegn. Og de bør fylde os med mod. De bør gøre os fast besluttede på ikke at sætte vores lampe under en skæppe. Kirken har de ord og tegn, der skal til for at formidle det evige som virkelighed. Den engelske forfatter Helen Waddell sagde: ”At have bare den mindste forestilling om det uendelige er som at fjerne en sten fra en brønds munding.” Er det ikke den grundlæggende kristne opgave i vores tid? Sursum corda! (“Løft jeres hjerter op!” red.)
Bragt på svensk på Vatican News, oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener.
Billede: Vatican News