En refleksion over søndagens (6. oktober) 1. læsning og evangeliet, af diakon Kaare Nielsen
Kære mænd, mærk lige efter i jeres brystkasse: Mangler der et ribben?
Lærebøgerne i anatomi nævner ikke, at mænd har et ribben mindre.
I husker nok den første læsning? Det er et stykke fra bibelens først bog. Det er faktisk ret logisk og slet ikke naivt, det der står: Der er en person, som giver alle ting deres navne og tildeler dem deres betydning.
Ikke meget har ændret sig den dag i dag.
Men hvad er mennesket, når det er alene med sin visdom? Med sin magt? Hvad kan man(d) bruge sin suveræne visdom til? Nobelpriserne? Måske og dog ikke.
Den gamle fortælling viser os på en næsten rørende måde, at Gud finder ud af, at mennesket ikke kan forblive alene, det er ikke godt for mennesket.
Det er, som om Guds skaberværk ikke ville blive til noget, hvis mennesket skulle leve alene. “Jeg vil gøre ham til en hjælp, der passer ham!”
Den fortæller, at mennesket eksisterer som mand og kvinde, og mere til: at de to har en fælles historie fra begyndelsen, uadskilleligt forbundet, bestemt for hinanden.
Det er længslen efter at have mere end ting, at vide mere end begreber, at sige mere end ord.
Der findes tykke bøger og mindre tykke Wikipedia-opslag, som beskriver menneskets historie, udvikling og udfoldelser. Det er godt og givende.
Men her er en kort, levende og smuk beretning om det at leve som menneske, som mand og kvinde.
Når mennesket vågner, er det ikke længere alene. Han har fået et passende modstykke, den anden person, som er kommet fra hans side.
Hvad betyder det, når en person ikke længere er alene? Meget! For lige pludselig, fra da af, har mennesket brug for at tale med hinanden. Ører, der hører nuancerne. Fra nu af har de brug for forståelse. Og tilgivelse. Tålmodighed og tilgivelse, helt kart!
Fra nu af vokser også behovet for at tage masker på og forsvinde ind i en rolle. For nærhed kan blive til fremmedhed, tillid til frygt, åbenhed til tavshed.
Kunsten at sætte navn på tingene og give dem en integritet er intet i forhold til kunsten, ikke kunne at leve med et andet menneske, men at elske denne. At acceptere den anden som en del af mit liv, som en del af mig.
Se lige igen på ribbenet, for det er spændende: I denne historie tager Gud ikke fra menneskets ånd, ikke fra dets fornuft, ikke fra dets viden – men et ribben er nok. Ribbenene holder brystkassen, hjertet og lungerne, ribbenene hjælper os med at gå oprejst, ribbenene gør alle bevægelser smidige og faste på samme tid.
Den gamle fortælling klarer sig med en sætning, men betydningen er overvældende. Overvældende, fordi kærlighedens hemmelighed er skjult i et ribben. I et ribben!
I evangeliet lytter vi til dialogen mellem farisæerne og Jesus. Vi hører også disciplenes spørgerunde. Det handler om et sprængfarligt emne: skilsmisse.
I den jødiske verden, hvor Jesus er hjemme, er det en varm kartoffel.
Grupper, der afviser skilsmisse, står i modsætning til grupper, der håndterer spørgsmålet pragmatisk: Hvis der ikke er andre muligheder, skal et ægteskab også kunne skilles. Måske endda som et sidste kærlighedsarbejde.
Jesus, som ofte diskuterer med farisæerne, er ikke enig med dem.
Jesus taler om skyld, om hjertets hårdhed. Og om Guds vilje til, at det, Gud har sammenføjet, ikke skal adskilles eller deles. Her får den gamle fortælling fra urtiden en ny glans.
Statistikere kan rapportere skilsmissetallene for hvert år. De er høje. Men bag tallene er der mennesker med deres historier og ansigter. Mange er mærket.
Store kærlighedshistorier bliver til lange lidelseshistorier.
Men når to mennesker siger ja til hinanden, kender de ingen forbehold og ingen frygt.
De drømmer ikke kun om, at de er skabt for hinanden, de lover hinanden loyalitet og kærlighed, indtil døden skiller dem ad. Ingen anden person, ingen situation, ingen lidelse, kan skille dem.
I Første Mosebog står der, at Gud skabte mennesket i sit eget billede, han skabte det som mand og kvinde. Gud er kærlighed.
Og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud og Gud i ham.
Det er sådan, Johannes beskriver det.
Gud forener sig med mennesker i kærlighed. Gud forener mennesker i kærlighed.
Den første læsning og dagens evangelium fortæller om mænd og kvinder, om mennesker. Den fortæller om ensomhed, om at være alene. Om dyb søvn og dyb længsel. Om den anden persons gave. Om deres skønhed. Om kærlighed.
Tidligere mærkede vi brystkasse, gør det igen: Jeg tror, jeg mangler et ribben. Evolutionsbiologerne, psykologerne, alle de kloge mænd og kvinder, ved en masse om os mennesker, vores forhistorie, vores udvikling, vores farer - men de kender ikke hemmeligheden bag dette ene ribben. Det gør Gud, Han skabte os til at leve i kærligheden. Amen!