En refleksion a pastor Gregers Mærsk-Kristensen
"På vejen havde de (disciplene) talt med hinanden om, hvem der var den største (MK. 9,34)!" Ja, sådan stod der skrevet i evangeliet til den 25. almindelige søndag (Mk. 9,30-37).
Ser man på den amerikanske præsidentvalgkamp, så er kandidaterne ikke spor i tvivl om, hvem der er den største. Tungnem er jeg! Men så meget har jeg dog opfanget; det er i hvert fald ikke den anden kandidat, der er den største!!! Tværtimod, så har begge præsidentkandidater travlt med at nedgøre og mistænkeliggøre den anden og tale ondt om den anden. Som følge deraf, har vi vel aldrig oplevet en så beskidt, svinsk, hadefuld, amerikansk præsidentvalgkamp som den, vi oplever her i 2024. Helt ærligt, det er jo virkeligt ikke til at holde ud at være vidne til! Det er alt sammen vældigt uskønt. Alligevel er det dét, som vi er tvunget til at lytte til, og se på, helt indtil den fjerde november og sikkert også i uger og måneder derefter.
Kære søstre og brødre, i denne situation var og er det ganske befriende at læse, hvorledes Pave Frans satte begge præsidentkandidater grundigt på plads. Det skete på flyet i forbindelse med pavens besøg til Indonesien, Singapore, Papua New Guinea og Østtimor. På flyet blev paven af journalister bedt om at forholde sig til de to præsidentkandidater. Hvem ville paven dog anbefale, at katolikkerne i USA skulle stemme på?
Episoden kunne man læse om i Berlinske Tidende den 15. september. Her fortælles det, at under pressekonferencen i paveflyet angreb katolikkernes overhoved begge præsidentkandidater. Både Donald Trump og Kamala Harris' har standpunkter, som er "imod liv", lød det fra paven. "Om det er vedkommende, som vil sparke migranter ud, eller den, som støtter at dræbe babyer". Berlinske Tidende forklarede: "Det første er givetvis en henvisning til Donald Trumps politik over for indvandring til USA, heriblandt hans grænsemur mod Mexico. Det andet var formentlig adresseret til Kamala Harris’ støtte til fri abort, som Den katolske Kirke altid har været imod - en position, som pave Frans (…) holder fast i." Avisen citerede pave Frans for at sige: "At sende migranter væk, at forlade dem, hvor man vil. Der er noget forfærdeligt noget. Det er ondskab. At sende et barn væk fra moderens livmoder, er et drab, fordi der er liv. Vi må tale åbent om disse ting."
Paven slog fast: "Man må vælge mellem pest eller kolera! Hvem af dem er mindst slem? Fruen eller Herren?" "Jeg ved det ikke. Alle med en samvittighed må tænke over det og vælge." Paven understregede samtidigt, at det absolut ikke er en udvej at blive i sofaen. "Man skal stemme," lød det.
Kære søstre og brødre, fra pressemødet på flyet i luften over Sydøstasien vil jeg gerne tage jer med til et børnehjem i Armenien i Kaukasus. Dette børnehjem er drevet af Kærlighedens Missionærer. Her tager de sig af nogle af de mest handicappede børn, som kun få i Armenien har menneskeligt overskud til og indsigt i at tage sig af. Det var lidt af en tilfældighed, at jeg fik besøgt dette børnehjem under min ferie. Jeg kom der egentligt for at fejre søndagsmesse i søstrenes meget enkle, men smukke, kapel. Da jeg forberedte mig til messen, så jeg pludselig en ærværdig søster komme løbende igennem gangene med en lille pige på ryggen. Barnet var blindt og så også ud til mentalt og psykisk at være udfordret. Barnet hvinede af fryd og glæde og syntes fuldstændigt åbenlyst, at det var skønt sådan i fuld galop at ride rundt "højt til hest".
Efter messen over en kop kaffe fortalte en anden søster om, hvordan et par havde hjulpet til som frivillige på hjemmet igennem en længere periode. Da en multihandicappet pige fra børnehjemmet på et tidspunkt var blevet indlagt, alvorligt svækket på et lokalt hospital, havde parret valgt på skift at sidde hos pigen. Ingen havde regnet med, at pigen ville overleve. Men parret havde bedt og bedt. De havde endda - i deres indre - lovet Gud og pigen, at hvis hun overlevede, så ville de adoptere hende og tage sig af hende som deres egen datter. Parret vidste godt, at det ville betyde en livslang forpligtelse og store omkostninger såvel fysisk, som psykisk og økonomisk. Og hvad skete der? Gud ske tak og lov, barnet overlevede. Næsten lige så vigtigt! Parret holdt deres løfte. Pigen bor derfor nu hos sin nye familie. Ifølge ordensøsteren på børnehjemmet har pigen aldrig haft det så godt som nu.
Kære søstre og brødre, hvem er størst? Er det mon Donald Trump? Er det mon Kamala Harris? Eller er det monstro søsteren, der fik den blinde pige til at hvine af fryd og glæde ved at løbe rundt på gangene som en anden hest med pigen på ryggen? Eller er det parret, der tog den multihandicappede pige til sig som deres eget, og som nu og i mange år fremover må give sig fuldstændigt hen for deres barn?
Hvis vi spørger Jesus, så er jeg personligt ikke et sekund i tvivl om, hvem han synes, er den største eller rettere sagt de største. For det bliver nemlig, tror jeg, tale om en delt førsteplads imellem tre, der vel at mærke agter og respekterer hinanden lige højt, og som altså ikke har behov for at tale ondt om hinanden og nedgøre hinanden, sådan som Trump og Harris så åbenlyst gør. Ja, det bliver en delt første plads mellem søsteren på børnehjemmet og parret med deres lille pige.
Jesus har ofte sin egen indirekte måde at komme med sit svar på. Det gælder også i denne del af evangeliet. Disciplene havde som sagt diskuteret, hvem den største er. Som svar, midt i discipelflokken, havde Jesus stillet et lille barn. Jesus havde da sagt til dem: "Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig" (Mk. 9,37).
Men nærlæser vi teksten, da vil vi opdage, at Jesus ikke blot brugte det lille barn som et eksempel, som en illustration, for at demonstrere en vigtig pointe. Nej, for Jesus var intet menneske - heller ikke dette lille barn - blot et middel med henblik på et specifikt mål. Nej, for Jesus var og er ethvert menneske - også det svageste og mest udsatte menneske - altid målet for alt, hvad han gjorde og for al hans kærlighed. Og rigtignok, som der står skrevet, Jesus tog barnet i favn, trykkede det ind til sig, og viste det dermed al sin kærlighed.
På samme måde, kære søstre og brødre, må også vi tage i favn og trykke ind til os det medmenneske, som har brug for vores hjælp, vores opmærksomhed og vores kærlighed. Og vi må bestræbe os på at gøre netop det menneske til lige præcist vores næste og se det store i ham eller hende. Gør vi det, da skal vi møde den Jesus, som altid er og forbliver den største, og som vi i slutningen af november med al mulig afklarethed og tro hylder og ærer - ikke som præsident - men som Krist Konge.
AMEN