"Live" fra Synoden med sr. Anna Mirijam - uge 3

Den anden session af Synoden om Synodalitet finder sted lige nu i Rom. Den startede d. 2. oktober og varer til d. 27. Sr. Anna Mirijam Kaschner er en af de 70 "ikke-biskopper", som pave Frans har indkaldt til at deltage i synoden. Hun repræsenterer det europæiske kontinent sammen med 9 andre deltagere. Biskop Czeslaw Kozon deltager også og repræsenterer Skandinavien, udpeget af den nordiske bispekonference. Læs her sr. Anna Mirijams beretning fra uge 3 af Synoden

I dag er det lørdag d. 19. oktober, og det betyder endnu en gang, at vi har fri om eftermiddagen, og at jeg kan sætte mig til computeren for kort at rapportere om den forgangne uge.

I begyndelsen af ugen - søndag - havde biskop Czeslaw og jeg den store fornøjelse af at møde pilgrimme fra Jesu Hjerte-menigheden i København og fejre den hellige messe med dem. Så var det tilbage til synodehallen om mandagen. I denne uge var tredje del af arbejdsdokumenetet "Instrumentum Laboris" på programmet med emnet "Steder". Fra mandag eftermiddag og hele tirsdagen mødtes vi i bordgrupperne for at diskutere dette emne ved hjælp af metoden "dialog i Ånden". Hvilke steder er vi tilstede som Kirke i dag? Det er ikke længere kun de fysiske steder som kirkebygningen eller sognegården, men også helt andre steder som f.eks. den digitale verden, skoler, universiteter osv. Gennem de mange migranter, der kommer til vores lande og beriger kirkelivet, bliver vi klar over, at de lever i og på forskellige kirkelige steder - stadig forbundet med deres hjemland og deres tradition, men også i det nye land, hvor de skal finde sig til rette, og hvor de kirkelige fællesskaber ofte er deres første anløbshavn.

Ud over dette handlede spørgsmålet også om Kirkens struktur. Hvordan forholder en synodal Kirke sig til hierarkiet, hvordan forholder Roms biskops embede sig til de enkelte bispedømmer og til de enkelte sogne og deres lokalråd? Har disse relationer og "steder" måske brug for strukturelle ændringer? Hvilken betydning har disse strukturer for økumenien, og kan vi eventuelt lære af andre kirker og samfund? Disse spørgsmål blev udforsket i dybden oom onsdagen i to teologiske fora med titlerne "Det gensidige forhold mellem den lokale Kirke og den universelle Kirke" og "Udøvelsen af primat og bispesynoden".

Onsdag morgen blev jeg under bønnen bedt om at præsentere dagens evangelium. Det var et meget specielt øjeblik for mig personligt.

I løbet af torsdagen blev spørgsmålene om "steder" så uddybet i plenum gennem rapporter fra bordgrupperne og frie indlæg. Fredag mødtes vi igen i bordgrupperne og skrev vores to siders rapporter, som skulle afleveres inden kl. 12.30.

Ud over arbejdet i synoden er der altid invitationer til visse møder, diskussionsgrupper og lignende. Mandag aften var jeg f.eks. gæst hos repræsentanterne for ungdomsorganisationerne i Tyskland, Østrig og Schweiz. De ville gerne fortælle om situationen og de spørgsmål, som de unge i deres lande har til Kirken i dag, men også høre om Kirken i vores nordiske lande, og hvordan ungdomsarbejdet er organiseret dér. I torsdags var jeg inviteret til middag på det australske college (Domus Australia), men jeg måtte desværre melde afbud på grund af forkølelse og let feber.

I morges var der en helt særlig aftale. Alle synodens kvinder fik audiens hos den hellige fader, efterfulgt af en audiens hos alle lægfolk. Det var et meget specielt møde. En kvinde fra hvert kontinent holdt en kort tale med tak og erfaringer fra synoden. Paven svarede derefter på hver tale med et par ord.

I morgen, søndag, finder kanoniseringen af 14 personer sted på Peterspladsen. Jeg vil rapportere om det i slutningen af næste uge. Vi nærmer os gradvist den del, som måske er den mest spændende for mange: I næste uge skal slutdokumentet diskuteres.

Tekst og billeder: Sr. Anna Mirijam Kaschner

Vi publicerer sr. Anna Mirijams resume af synodens fjerde uge i starten af uge 44.