"Live" fra Synoden med sr. Anna Mirijam - uge 2

Den anden session af Synoden om Synodalitet finder sted lige nu i Rom. Den startede d. 2. oktober og varer til d. 27. Sr. Anna Mirijam Kaschner er en af de 70 "ikke-biskopper", som pave Frans har indkaldt til at deltage i synoden. Hun repræsenterer det europæiske kontinent sammen med 9 andre deltagere. Biskop Czeslaw Kozon deltager også og repræsenterer Skandinavien, udpeget af den nordiske bispekonference. Læs her sr. Anna Mirijams beretning fra uge 2 af Synoden:

Den anden synodeuge i Rom bød på en stor overraskelse, rigtig mange diskussioner i generalforsamlingen, overvejelser, samtale i ånden, særlige tider til bøn og økumenisk fællesskab.

Den store overraskelse var, at paven i begyndelsen af ugen under generalaudiensen forkyndte, at han udnævner 21 nye kardinaler - blandt dem en del biskopper, som er med os i synoden. Det var en stor glæde at læse deres navne og høre dem fortælle, hvordan de havde fået kendskab til deres udnævnelse. Én af dem er biskop Pablo Virgilio Siongco David, biskop i Kalookan på Filippinerne (til venstre for mig på billedet ovenfor). Han er med i min bordgruppe, og det var stort at læse hans navn på listen over de nye kardinaler. Og så er der dominikanerpræsten Timothy Radcliffe, som vi alle kender ret godt, fordi han har holdt begge retræter inden synodens begyndelse. Han er ikke biskop og var mildest talt chokeret over sin udnævnelse.

Under selve generalaudiensen opfordrede paven hele Kirken til en bøns- og fastedag for fred i verden, som vi selvfølgelig også tilsluttede os. I løbet af ugen gennemgik vi med metoden ”samtale i ånden” de første kapitler i arbejdsdokumentet Instrumentum Laboris. Efter tre runder i bordgruppen med spørgsmålene: ”Hvad mener jeg personligt, skal komme med i det afsluttende dokument, som gives til paven” og ”Hvad mener jeg skal først fordybes, nærmere drøftes eller forandres?” skrev hver bordgruppe en 2-siders rapport, som gik videre til de 5 sproggrupper. Jeg blev fra vores gruppe valgt som ”rapporteur”, som skulle berette om resultater fra vores bordgruppe til en af de to engelske sproggrupper. Disse sproggrupper udarbejdede derfra de spørgsmål, som skulle drøftes i generalforsamlingen.

Begyndelsen på diskussionen i generalforsamlingen var en smule frustrerende. Der blev talt om ditten og datten, men ikke nødvendigvis om emnet. Man kunne mærke, at flere og flere blev utilfredse. Det krævede meget tålmodighed og vilje til at blive ved og lytte til disse stemmer. Det var, som om nogle medlemmer først skulle tale sig varme. Derfor er det også meget vigtigt med kaffepauserne. Ikke kun fordi vi alle trænger til koffein, men især fordi de små samtaler finder sted her, og de er vigtige for at forstå hinanden bedre, for at kunne stille personlige spørgsmål, osv.

I onsdags fandt de første to såkaldte ”teologiske fora” sted. Vi kunne vælge mellem emnerne ”People of God as subject for mission ” og ”The role and authority of a bishop in a synodal church”. Det næste forum finder sted d. 16. oktober, og man kan igen følge med live via bl.a. www.vaticannews.va. (Vi deler igen linket her på Katolsk.dk, red.)

I går fejrede vi en økumenisk vigilie med deltagelse af vore ”fraternal delegates” dvs. brødre og søstre fra andre kristne samfund og konfessioner.

Ugen var fyldt, men også anstrengende, så alle glædede sig til en friweekend. I går, søndag d. 13. oktober, besøgte jeg vores generalat, som befinder sig i Rom og mødte mine medsøstre, som selvfølgelig gerne vil høre lidt om synoden og også min korte samtale med paven, hvor jeg bad ham om at skrive under på et kort til min 96-årige skriftefar, som beder meget for synoden. Dette gjorde Paven meget gerne. 

Tekst og billeder: Sr. Anna Mirijam Kaschner

Vi publicerer sr. Anna Mirijams resume af synodens tredje uge i starten af uge 43.