I dag er det askeonsdag - dagen, som falder 46 dage før påskedag og markerer begyndelsen på fastetiden i Den katolske Kirke. Fasten varer i 40 dage* og er en periode, hvor de troende opfordres til at fordybe sig i deres tro og søge åndelig fornyelse.
En central tradition på askeonsdag er uddelingen af aske til de troende. Asken påføres i form af et kors på panden eller drysses i hovedbunden, mens præsten siger: "Menneske, husk, du er støv, og til støv skal du vende tilbage" eller "Omvend dig, og tro på Evangeliet." Denne handling er en påmindelse om menneskets skrøbelighed og behovet for Guds nåde og symboliserer både dødelighed og omvendelse. Det er en ydre manifestation af den indre omvendelse, som de troende stræber efter. Asken stammer fra brændte palmegrene fra palmesøndag fra det foregående år, hvilket skaber en forbindelse mellem de to højtideligheder. De fleste menigheder i bispedømmet vil fejre messe om aftenen med uddeling af aske.
Askeonsdag er en fastedag, hvor de troende opfordres til at afholde sig fra kød og begrænse deres måltider. Læs mere i biskoppens fastebestemmelser her.
Dagen opfordrer også til personlig refleksion og bøn. Mange katolikker bruger dagen på at forberede sig åndeligt til fastetiden.
*Søndagene indgår ikke, da vi på denne dag fejrer Jesu sejr over døden, så søndag er altid en festdag.