"Synodalitet er ikke et mål i sig selv. Den tjener snarere missionen," står der i synodens slutdokument fra oktober 2024. Formanden for Den Nordiske Bispekonference, biskop Erik Varden, og generalsekretær, sr. Anna Mirijam Kaschner, er klar over, hvilke områder de ønsker mere fokus på i fremtiden: evangelisering og katekese.
Skrevet af Øyvind Johannes Vardenær Evenstad, katolsk.no (oversættelse: Ewa Angela Wegener)
I oktober 2024, mod slutningen af Synoden om synodalitet, meddelte pave Frans, at han ikke ville skrive en separat postsynodal apostolisk formaning. I stedet udsendte han synodens slutdokument som vejledning til alle verdens lokale kirker og deres bispekonferencer. Paven sagde: "I dokumentet er der allerede meget konkrete referencer, som kan vejlede Kirkerne i deres mission på forskellige kontinenter og i forskellige sammenhænge."
Siden september 2024 har Den Nordiske Bispekonference været styret af det permanent råd bestående af biskop Erik Varden (præsident), biskop Raimo Goyarrola (vicepræsident) og biskop David Tencer (rådsmedlem). Sr. Anna Mirijam Kaschner, som har været generalsekretær for Bispekonferencen siden 2009, fortsætter i sin stilling. Hvad ser de som det vigtigste for Kirken i Norden efter synoden?
Evangelisering i fokus
Synodens slutdokument bekræfter, at "synodalitet er en konstituerende dimension af Kirken" (nr. 28), men fastslår: "Synodalitet er ikke et mål i sig selv. Den tjener snarere den mission, som Kristus har betroet Kirken i Ånden. At evangelisere er 'kirkens egentlige opgave'. Det er 'Kirkens største nåde og egentlige kald, dens kendetegn' (EN 14)" (nr. 32). Afsnittet citerer pave Paul VI's apostoliske formaning, Evangelii nuntiandi, om forkyndelse, som blev udsendt i 1975 efter den tredje ordinære generalforsamling i Bispesynoden.
Erik Varden OCSO, biskop og prælat i Trondheim stift, har gjort det klart, at evangelisering er noget, han ønsker at fokusere på. Da han tiltrådte som præsident for Den Nordiske Bispekonference i september 2024, sagde han: "Konferencens mission er vigtig for at fremme vores evangeliseringsindsats gennem dybe samtaler og tillidsfuldt venskab."
Biskoppen har også taget initiativ til "Mission 2030", et evangeliseringsprojekt i samarbejde mellem Trondheim bispedømme og EWTN Norge. Den næste årlige samling finder sted d. 26. april 2025, hvor den amerikanske teolog George Weigel (som skrev biografien om pave Johannes Paul II) kommer til Trondheim for at tale om nyevangelisering.
Hvorfor er evangelisering så vigtig for Kirken i dag?
"Evangelisering er simpelthen en kristen pligt, især i dag. Det er den vigtigste opgave for Kirken udadtil, men det kræver omvendelse indadtil. Det er dér, vi skal investere både tid og kræfter og ikke mindst håb. Hvis jeg skal evangelisere effektivt, er troværdighed en forudsætning for, at jeg selv forsøger at udleve det, jeg gerne vil formidle til andre."
Synodens slutdokument understreger, at synodalitet og mission er tæt forbundne: "Mission er indbegrebet af synodalitet, og synodalitet inspirerer til mission" (nr. 32).
Hvordan vil du forklare forholdet mellem synodalitet og mission?
"Her har vi at gøre med en ret abstrakt terminologi, som bedst forklares ved at være meget konkret. Vi skal huske, at mission betyder "at sende ud", og at synodalitet betyder "vejfællesskab". Disse forudsætter hinanden i den forstand, at vi er udsendt som vidner og forkyndere, ikke individuelt og adskilt fra hinanden, men sammen. Det var ikke for ingenting, at Herren sendte de 72 disciple ud to og to (jf. Luk 10,1). Vi kan sige, at dette er et godt eksempel på synodal mission. Vi er udsendt som kirkefællesskab og kaldet til at nå et fælles mål, som er Guds rige."
Evangelisering - hvordan?
I slutdokumentet står der, at: "Hver døbt person, mand eller kvinde, responderer på missionsbehovene i den sammenhæng, hvor han eller hun lever og arbejder, i overensstemmelse med hans eller hendes gaver og evner." Det understreges, at alle kan gøre dette "i overensstemmelse med deres forskellige roller - i familien og andre livssituationer, på arbejdspladsen og i deres erhverv, i borgerligt, politisk, socialt eller økologisk engagement, i udviklingen af en kultur, der er inspireret af evangeliet" (nr. 58).
Har du nogle eksempler på, hvordan evangelisering kan finde sted i hverdagen?
"Man kan f.eks. gøre det ved at bede bordbøn, før man spiser knækbrød i kantinen, eller ved at bære et kors om halsen, hvis det er naturligt. Du behøver ikke at hænge det ud foran folk, det er nok, at det er der."
Biskoppen påpeger, at evangelisering først og fremmest betyder at forsøge at leve evangeliet, og at man kan være en evangeliserende tilstedeværelse i hverdagen ved at påtage sig Jesu Kristi tankegang.
"Det er den måde, vi forholder os til mennesker og omstændigheder på, der vidner om, at vi faktisk er kristne. At vi ikke bagtaler vores næste, at vi er bærere af Kristi fred, at vi ikke lader solen gå ned over vores vrede. Det handler ikke om at gå rundt og udbasunere en masse katekismus-citater, selv om det kan være passende i samtaler eller udvekslinger, hvor folk beder os om at forklare, hvad vi tror på," siger han.
Hvad med at stå på gaden og prædike?
"Det er der allerede nogen, der gør. Man skal være meget følsom over for omstændighederne. Det er en del af evangeliets konstante dialektik: Vi er kaldet til at vidne om evangeliet, men også til ikke at gå rundt og bede på gadehjørnerne (jf. Matthæus 6,5). Vi er nødt til at teste vores hensigt meget grundigt. Hvis min hensigt omfatter et ønske om at blive set og hørt for den, jeg er, at blive beundret for mit mod og min dristighed, så vil jeg tænke mig om tre eller fire gange, før jeg går i gang."
Økumenisk samarbejde
Slutdokumentet foreslår, at "en økumenisk synode om evangelisering" med ikke-katolske kirkesamfund kunne være berigende (nr. 138).
På hvilken måde kan evangelisering være et økumenisk samarbejde, både generelt og specifikt i Norge?
"Jeg tror, at det allerede er det i ret høj grad. For at tage et konkret eksempel: Jeg tænker på vores hjertelige samarbejde i Trondheim med Frelsens Hær, som ligger to huse væk, de samtaler, jeg har haft med kvinden, som er leder dér, og de fælles initiativer, der er kommet ud af det. Jeg tror, at økumenisk evangelisering er mest effektiv, når den udformes lokalt, baseret på en gensidig tillid, som skal opbygges over tid, og en bevidsthed om, at vi virkelig tjener den samme sag med det samme mål. Hvis der skal være et reelt økumenisk samarbejde, kræver det konsekvens i de spørgsmål, vi arbejder sammen om."
Digitale ressourcer: Tilføjelse, ikke erstatning
I det endelige slutdokument står der: "Den digitale kultur udgør en afgørende dimension af Kirkens vidnesbyrd i den moderne verden og et nyt missionsområde. Det kræver, at det kristne budskab er til stede online på en troværdig måde, som ikke fordrejer indholdet ideologisk" (nr. 149).
Kan du anbefale nogle gode ressourcer, som man kan finde online?
"Der er et væld af ressourcer derude, og mange af dem er af meget høj kvalitet. Jeg tænker på et initiativ som Word on Fire, som har et bredt udvalg. Jeg tænker på Exodus 90, som er et fremragende initiativ og et godt eksempel på, hvordan internettet kan være en nærende impuls."
Biskoppen nævner også Covenant Eyes, som hjælper folk med at undgå pornografi, og The Pillar, som er en katolsk nyhedsplatform. Han påpeger, at internettet har et stort potentiale ved at være så umiddelbart og verdensomspændende, men at han endnu ikke har mødt en eneste person, der er blevet omvendt online.
"Vi skal passe på ikke at tro, at internettet kan erstatte det personlige møde med Kirken og det personlige fællesskab. Men internettet kan også være med til at skabe uventede fællesskaber. Jeg ser det på min egen hjemmeside, og jeg bliver hele tiden overrasket over, hvordan den bliver taget op. Så jeg synes, det er vigtigt at bruge denne dimension kreativt og ansvarligt, men som et supplement. Det skal være ligesom et kosttilskud" siger han.
Da biskop Varden kom til Norge under coronapandemien i 2020, startede han hjemmesiden Coram Fratribus for at nå ud til mennesker, som det var umuligt at møde personligt. Han påpeger, at projektet alligevel var lokalt forankret, fordi det startede med et spørgsmål om, hvordan han kunne gøre noget for dem, han var ansvarlig for.
"Det handler simpelthen om at se sig omkring i den kreds, man er betroet, hvad enten det er familien, arbejdspladsen, fodboldholdet eller kirkesamfundet, og spørge: Hvad kan jeg gøre her, i denne sammenhæng, for at hjælpe med at opbygge noget? Det skal altid starte med det konkrete. Det er dér, der kan opstå glædelige initiativer," siger han.
Vigtigheden af katekese
Sr. Anna Mirijam Kaschner CPS er generalsekretær for Den Nordiske Bispekonference. Hun deltog i synoderne i 2023 og 2024 sammen med biskop Czeslaw Kozon fra Danmark, tidligere formand for Bispekonferencen. I et interview med Catholic News Agency i oktober 2024 sagde sr. Anna Mirijam, at "Vi har brug for mere katekese" (kristendomsundervisning), og at katekese var "et tilbagevendende tema i undersøgelserne" under synodeprocessen. Hun er glad for, at synoden understregede dette samt på dannelse eller uddannelse i forbindelse med de kristne indvielsessakramenter: dåb, firmelse og eukaristien.
Er katekese noget, som Kirken har brug for mere af i dag? Hvorfor mener du det?
"Ja, jeg mener bestemt, at Kirken har brug for mere katekese. Der er selvfølgelig andre emner, som er lige så vigtige, såsom mission og evangelisering, bøn osv. Men katekese er grundlaget for, at vi som katolikker overhovedet kan missionere og evangelisere. Hvis vi ikke selv ved, hvad vi tror på og hvorfor, kan vi ikke uddanne andre mennesker eller besvare deres spørgsmål."
Sr. Anna Mirijam siger, at god katekese er en forudsætning for apologetik (forsvar af troen), i tråd med Peters første brev: "Vær altid parat til at forsvare dig, når nogen kræver, at du skal stå til regnskab for det håb, du har" (1 Peter 3:15). Hun påpeger, at mange katolikker i de nordiske lande har fået katekese som børn, som forberedelse til første kommunion og firmelse, men så er det ofte slut.
"Som katolikker lever vi i en dobbelt minoritetssituation her i Norden. Vi er en minoritet som katolikker i et samfund, der er præget af folkekirken, og hvor islam i stigende grad får fodfæste, og samtidig lever vi i stærkt sekulariserede samfund. I denne dobbelte minoritetssituation er det helt afgørende, at katolikker kan svare på spørgsmål om deres tro. Katekese er vejen dertil," siger hun.
Dannelse: Grundlaget for synodalitet
Hele femte del af synodens slutdokument handler om at "uddanne et folk til missionerende efterfølgelse". Der er med andre ord en tæt forbindelse mellem dannelse eller uddannelse og mission. Det hedder blandt andet, at "Guds hellige folk har brug for en ordentlig uddannelse, så de kan vidne om evangeliets glæde og vokse i synodalitetens praksis (...) Uddannelse i synodalitet og Kirkens synodale stil vil gøre folk bevidste om, at de gaver, de har modtaget i dåben, skal bruges til det fælles bedste. De kan ikke skjules eller forblive ubrugte" (nr. 141).
Hvordan vil du forklare forholdet mellem synodalitet og dannelse?
"I denne henseende ser jeg også klart dannelse som fundamentet for synodalitet. Synodalitet kan ikke bygges på bar mark. Synodalitet er ikke "katolsk demokrati" og dermed noget, som alle kan forholde sig til, men har først og fremmest med omvendelse at gøre. Men når jeg ikke ved, hvad jeg skal vende mig til, og hvad det vil sige at omvende sig, er synodaliteten bygget på sand."
Sr. Anna Mirijam påpeger, at katekese og dannelse ikke kun finder sted i form af almindelig undervisning, men også gennem liturgien:
"En værdig og velfejret liturgi har evnen til at danne os som Kristi disciple. I liturgien lærer vi at lytte til Herrens ord, til Kirkens lære. Vi lærer forskellige måder at udtrykke vores forhold til Gud på: Vi står foran ham, vi sidder og lytter til ham, vi knæler og tilbeder ham. Især fejringen af eukaristien er en katekese i sig selv," siger hun.
"Afskedens sakramente"
I slutdokumentet står der: "Dannelsen af missionerende disciple begynder med og er forankret i den kristne indvielse... Nogle gange, desværre, når indvielsesrejsen er overstået, svækkes båndet til fællesskabet, og dannelsen forsømmes." Pave Frans har for nylig sagt, at konfirmationen ikke må få lov til at blive et "afskedssakramente".
Hvad kan man gøre for at undgå, at katekesen stopper efter konfirmationen?
"En af de vigtigste ting, vi skal være opmærksomme på, er, at vi har dåbens sakramente som kilde til vores værdighed som kristne. Vi skal hjælpe unge mennesker med at opdage deres karismer og de gaver, de har fået af Gud til gavn for kirken. Det betyder, at konfirmander ikke kun er objekter for katekesen, men også dens subjekter, dvs. de er missionærer i deres omgivelser. De har fået en opgave af Gud, og Kirken skal støtte dem i den."
Sr. Anna Mirijam understreger, at vi også bør forsøge at genoplive bodssakramentet - ikke som en byrde eller pligt, men som et redskab til at møde Guds kærlighed. Til det, siger hun, har Kirken brug for vidner - mennesker, der har oplevet Guds kærlighed og barmhjertighed i dette sakramente, og som er glade for at tale om det.
Messen er formativ
Det endelige dokument fortsætter: "At blive Herrens missionerende disciple er imidlertid ikke noget, man opnår én gang for alle. Det kræver løbende omvendelse ... Derfor er det vigtigt at genopdage, hvordan søndagens eukaristi er formativ for kristne" (nr. 142).
Hvordan kan messen blive en anledning til dannelse?
"Messen kan først og fremmest blive en anledning til dannelse, når den fejres med værdighed og "efter bogen", så at sige. I nogle lande er det f.eks. almindeligt, at præsten formulerer sine egne bønner eller bruger andre formuleringer end dem, der står i messehagelen. Det er der forskellige grunde til, f.eks. at "folk ikke forstår de gamle udtryk", men jeg må sige, at det er præstens opgave at forklare dem.
En anden grund til at ændre tingene, siger sr. Anna Mirijam, kunne være, at messens sprog er for højtideligt og ikke ligner det sprog, folk bruger i hverdagen. Til det siger hun, at liturgien er hellig og finder sted i et helligt rum, og at der derfor er brug for et andet sprog:
"Folk skal deltage i messen og ikke bare være tilskuere. Derfor er der forskellige tjenester, som folk tager sig af, såsom læsninger, bønner, ministration osv. Men derudover skal alle, der deltager, være en aktiv del af fejringen. Menigheden er Guds hellige folk og bærer liturgien med sig," siger hun.
Enhver katolik er en kateket
I slutdokumentet hedder det, at katekesen skal "have særlig opmærksomhed, så den ud over at være en del af indvielsesrejsen hele tiden trækker folk ind i mission. Missionerende discipelfællesskaber vil vide, hvordan de skal udføre katekesen i barmhjertighedens tegn og bringe den tættere på den enkeltes levede erfaring og ud til de eksistentielle periferier" (nr. 145).
Hvordan kan katekesen bringes "tættere på den enkeltes levede erfaring og ud til de eksistentielle periferier", som synoden siger?
"Katekese bør ikke begrænses til indvielse, dvs. forberedelse til sakramenterne dåb, firmelse og eukaristi. Katekesen bør ikke kun finde sted i kirken, men også udenfor. Når en katolik går på arbejde, for eksempel som sygeplejerske, læge, advokat, lærer osv., er han eller hun en kateket, der bringer troens budskab til folk omkring dem. Det kan være, at katolikken er nødt til at forklare troen med andre ord end dem, der står i katekismen, så de svarer til livssituationen for den person, han eller hun taler med. På den måde kan han eller hun nå ud til mennesker i periferien. Men samtidig skal denne katolik kende sin tro godt for at undgå at fortælle noget, der er forkert og ikke i overensstemmelse med katolsk tro eller lære."
Den officielle kateketiske tjeneste
Slutdokumentet henviser også til nye former for tjeneste, der er indført af pave Frans, herunder "den kateketiske tjeneste" (jf. den apostoliske skrivelse, Antiquum Ministerium, 10. maj 2021) (nr. 75): "I mange kirker er kateketer den grundlæggende ressource for vejledning og uddannelse; i andre skal kateketernes tjeneste værdsættes og støttes bedre af fællesskabet, så man bevæger sig væk fra en uddelegeringslogik, der er i modstrid med synodaliteten" (nr. 145).
Hvad er kateketisk tjeneste, og hvad menes der med "en uddelegeringslogik, der er i modstrid med synodaliteten"?
"I vores kirker uddelegeres "katekese" ofte til "kateketer" eller til præsten. Men det glemmes ofte, at vi alle skal være kateketer, også selv om nogen officielt har fået overdraget denne opgave. Nogle troende har fået en særlig evne til at forklare troen og give den videre. Når biskoppen eller præsten betror dem opgaven med at katekisere, betyder det ikke, at de alene er ansvarlige for katekesen.