"De, der håber på Herren, vil løbe uden at blive trætte" - Pavens budskab til Verdensungdomsdagene

Pave Frans har offentliggjort sit budskab for de næste Verdensungdomsdage. (Mellem de internationale Verdensungdomsdage foregår Verdensungdomsdagene lokalt hvert år, red.). Temaet "De, der håber på Herren, vil løbe uden at blive trætte" handler om håb og udholdenhed og er inspireret af profeten Esajas' ord (Esajasʼ Bog 40:31). I sin besked opfordrer pave Frans unge mennesker til at se livet som en pilgrimsrejse, som ganske vist kan være trættende, men som er en søgen efter lykke. Det er netop på denne rejse, at håbet skal skinne klarest.

Pave Frans opfordrede unge til at holde ud, selv når de møder livets udfordringer. Han understregede, at håb ikke blot er en passiv følelse, men en aktiv kraft, givet af Gud, som hjælper os til at fortsætte. Han anerkendte, at træthed er en del af meningsfulde rejser, men foreslog, at løsningen ikke ligger i at hvile men i at blive Håbets pilgrimme. Paven advarede mod stagnation og apati, som kan føre til en lammende følelse af meningsløshed. Paven sammenlignede de unges rejse med Israels rejse gennem ørkenen og mindede dem om, at Gud ikke forlader sit folk i krisetider. Han nævnte, at Gud nærer dem med sin tilstedeværelse, ligesom Han gav manna til israelitterne, og han opfordrede de unge til at genopdage eukaristien som en dyrebar gave og understregede, at "eukaristien er vejen til himlen."

Pave Frans udtrykte håb om, at Jubelåret 2025 vil være en mulighed for unge mennesker til at styrke deres forhold til Gud og opleve Hans barmhjertighed og kærlighed. Han opfordrede dem til at rejse som sande pilgrimme, ikke som turister, og mindede om, at rejsen mod Jubelåret er både fysisk og åndelig. Paven opmuntrede de unge til at være modige og forsikrede dem om sine bønner. 

Oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener - læs mere på Vatican News (på engelsk) her.

Billede: Bispedømmet Seoul via Vatican News  - Seoul vil være vært for de næste internationale Verdensungdomsdage i 2027