Ansgar, kendt som Nordens apostel og Danmarks værnehelgen, blev født i 801 nær Amiens og døde i Bremen d. 3. februar 865. I Bispedømmet København fejres han altid den sidste søndag i januar, i år altså d. 26.
Ansgar blev efter sin mors død opdraget i en benediktinsk klosterskole og trådte tidligt ind i klosterlivet, hvor han også blev lærer. I 826 ledsagede han Harald Klak til Jylland for at forkynde kristendommen, men måtte vende tilbage efter kort tid på grund af modstand og fordrivelse.
I 829 modtog kejser Ludvig en anmodning fra kong Bjørn i Birka om at sende kristne prædikanter. Ansgar rejste til Sverige sammen med munken Vitmar, hvor de trods overfald og vanskeligheder begyndte at missionere. Ansgar vendte senere tilbage og blev udnævnt til ærkebiskop af Hamburg i 831, med ansvar for missionen blandt danskerne, svenskerne og slaverne.
Hans mission blev udfordret af hedensk reaktion i både Danmark og Sverige, hvor kirker blev plyndret og missionærer forfulgt. I Sverige blev missionen genoptaget hundrede år senere af engelske missionærer med varigt resultat. I Danmark opnåede Ansgar trods modstanden kong Håriks tilladelse til at bygge kirker i Hedeby og Ribe. Efter Hamborgs ødelæggelse i 845 blev Ansgar ærkebiskop af Bremen og fortsatte sit arbejde med at udbrede kristendommen, oprette klostre og hospitaler samt hjælpe fattige og fanger. Kristendommen blev etableret som statsreligion i Danmark i omkring 960 under Harald Blåtand.
Sankt Ansgar er kendt for sin personlige fromhed, ydmyghed, og omsorg for de fattige, og han brændte for at forkynde evangeliet. Han var også undergører, helbredte mange syge med bøn og salvning med olie. Allerede kort efter sin død blev han betragtet som en helgen, og hans liv blev beskrevet i "Vita Anscarii" af hans efterfølger, ærkebiskop Rimbert. Ansgars arv står stærkt i dag som en central figur i Nordens tidlige kristne historie.
Læs mere i Helgen leksikonet her (ca. midt på siden).
Billede: Fotografi af maleri af Sankt Ansgar i domkirken (Sankt Ansgars Kirke) i København