Caritas Danmark holdt kursus, årsmøde og Caritasdag i Esbjerg i weekenden 27.-29. september for frivillige, sognerepræsentanter og andre interesserede. Jeg var med om lørdagen til selve årsmødet, og på trods af de store oversvømmelser og dermed enkelte forsinkelser (bl.a. min egen), mødte jeg over 50 veloplagte og motiverede mennesker, som med stor glæde mødtes for at dele erfaringer og tage beslutninger.
Af Ewa Angela Wegener
Efter velkomst fra generalsekretær Maria Krabbe Hammershøy samt sjove icebreaker-aktiviteter, ledt af kampagnekoordinator Linda Maria Palm-Nielsen, gik Christa Bonde igennem sin sidste årsberetning som Caritas Danmarks bestyrelsesformand. Hun startede med at sige, at det havde været 12 gode år, hvor både Caritas Danmarks sociale arbejde i Danmark og internationalt er vokset, og at hun er stolt af, hvor mange mennesker verden over, Caritas har hjulpet. I 2023 har det især været mennesker fra Armenien, Jordan, Libanon, Myanmar, Rwanda, Tyrkiet, Ukraine, og Uganda, men også lokalt i Danmark, hvor antallet af mennesker, der har hårdt brug for hjælp, er steget.
Caritas Danmark har i løbet af 2023 også gjort meget for de mange frivillige, som arbejder passioneret for at skabe en bedre verden ud fra ønsket om at ære ethverts menneske værdighed. Der har bl.a. andet været afholdt workshops og adskillige fyraftensarrangementer, som skal ruste de frivillige til deres arbejdsopgaver. Caritas Danmark har i 2023 også bidraget til at få den katolske stemme med i den offentlige debat omkring flygtninge og migranter samt lanceret en ny hjemmeside. Christa roste og sagde stor tak til sekretariatet for det gode og stigende arbejde, ligesom hun takkede bestyrelsen. "Selvom det er vemodigt at sige farvel, er det en glæde at give stafetten videre til Stine", sagde hun. I anledningen af Christas afsked, var der lækre lagkager, som hun rundhåndet servede for alle.
Økonomichef Tina Ziegler Holland delte regnskabet for 2023, som så flot ud og kan findes i sin helhed her. Nogle af konklusionerne er, at baglandet (indsamlinger o. lign.) har stor betydning, og at Caritas Danmarks administrationsprocent på 4,38% er meget lav. Dette afspejler Caritas Danmarks stadige fokus på at mest muligt skal gå til de fattigste og mindst muligt til administration.
Herefter tog Stine Rørbæk Møller, den nye forperson for Caritas Danmark bestyrelse, ordet, takkede og introducerede sig selv. Stine har som ung boet i Rom, og det var her, hun mødte og blev en del af Kirken. Senere trådte hun ind i et fællesskab af gudviede mænd og kvinder i Frankrig, hvor hun var i 14 år. Hun vendte tilbage til Danmark i 2023, læste til socialrådgiver og har siden 2017 arbejdet med databeskyttelse og GDPR i udlændinge- og integrationsministeriet. Stine har været frivillig mange steder og elsker Caritas' budskab om menneskets værdighed. Hun mener, at hvis man er privilegeret, forpligter det til at hjælpe dem, der ikke er det. Stine sluttede med at takke Christa og bad om forbøn for sig selv i den nye rolle.
Herefter var det tid til at høre en afskedstale fra Anne-Lise Aasesdatter, som har været næstformand (og sognerepræsentanternes repræsentant) i bestyrelsen de sidste 8 år. Anne-Lise fortalte, at hun var blevet forelsket i Caritas tilbage i 2015, hvor hun var med som brobygger i Uganda. Hun synes, det har været fantastisk og spændende at være i bestyrelsen for en hjælpeorganisation, som udvikler sig og er en del Kirkens DNA. Anne-Lise sluttede med at sige tak, og at hun nu "giver bolden videre", da hun selv ikke længere er sognerepræsentant. En sognerepræsentant sagde på vegne af alle sognerepræsentanter tak til Anne-Lise med chokolade og kram.
Der var to kandidater til Anne-Lises post som sognerepræsentanternes medlem af bestyrelsen, og det blev ved anonym afstemning vedtaget, at Kristine Berg fra Sønderborg blev den nye næstformand, mens Beatrice Musomandera er blevet suppleant. Kapløbet mellem de to kandidater var meget tæt - kun én stemme skilte dem ad.
Efter en kort kaffepause fortsatte programmet med generalsekretær Maria Krabbe Hammershøy og International chef Cecilie Winther, som fortalte om situationen i Mellemøsten. Ud over Det hellige Land er tusindvis af mennesker i nabolandene Libanon, Syrien og Jordan påvirket og på flugt fra krig, og både Caritas Danmark og de lokale Caritas-kontorer yder støtte i form af klinikker, økonomi, mad, medicin, hygiejne og psykosocial støtte.
Programmet fortsatte med ”World Café”, hvor frivillige og sognerepræsentanter præsenterede projekter fra menighederne og det nationale arbejde. Som sidste punkt på programmet fortalte Lise Milan Nielsen fra Immigrationsmuseet om Danmarks migrationshistorie.
Derefter kunne de glade deltagere nyde en velfortjent middag og aftenkaffe.
Billeder: Ewa Angela Wegener