I anledning af jubelåret vil statuen af Vor Frue af Fatima komme til Rom d. 11. og 12. oktober. Sankt Andreas Biblioteket har en pæn samling Fatimabøger med Luca Cesarinis bog fra 2017 på letforståeligt svensk som den senest udkomne.
Vor Frue af Fatima viste sig seks gange fra d. 13. maj til d. 13.oktober i 1917 ved Cova de Iria. Berømt er solmiraklet - set af over 30.000 mennesker d. 13.oktober 1917. Miraklet blev kirkeligt anerkendt i 1930.
I bibliotekets bøger om Fatima kan du læse om hyrdebørnene Francisco, Jacintha og Lucia, der så Vor Frue. Du kan læse om, hvad åbenbaringerne betød i datidens Portugal, du kan læse om Fatimas tre hemmeligheder, og du kan læse om, hvad Vor Frue af Fatima betød for den hellige Johannes Paul II. Statuen blev kronet i 1946 efter et dekret af Pius XII og projektilet, der var tæt på at dræbe Johannes Paul II ved attentatet på Peterspladsen i 1981, sidder i dag i kronen.
Francisco og Jacinta døde som børn af den spanske syge; men Lucia overlevede dem med mange år. På billedet ses hendes celle i det karmelitkloster, hvor hun levede de sidste mange år af sit liv.
Også i år arrangeres der dansk Fatimavalfart af ildsjælen Theeba Larsen.