Læsninger: Es. 9,1-6 Tit. 2,11-14 Luk. 2,1-14
Hvad enten mennesker er troende eller ej, er julen nok den fest, de fleste ønsker bare skal lykkes. Mangel, savn og konflikter føles stærkere i julen end ellers, og voldsomme begivenheder omkring os virker ekstra truende og dystre, når de forekommer lige op til eller i julen, eller langtidsfølgerne af dem ikke er holdt op, når festen skal fejres.
Mange af os oplever nok umiddelbart, at julen i år er særlig sårbar. Mange til have deres egne og familiens udfordringer at slås med; men også uden at have disse personlige genvordigheder, kan det være svært at komme i den rette julestemning, når verden hjemsøges eller trues af krige, politisk og finansiel ustabilitet og usikkerhed, hvortil kommer klima- og miljøkrisen. På baggrund af alle disse trusler og udfordringer forventer og håber man på, at julen bliver holdt fri for disse farer, men allerhelst sammen med det nye år bliver et vendepunkt.
Den første jul, Guds Søns fødsel, var den stilfærdige opfyldelse af et håb; stilfærdig ikke, fordi begivenheden er uvigtig, men fordi den blev registreret af så få. De mange, der længtes efter opfyldelsen af håbet om Messias’ komme, havde nok forestillet sig en stærkere og i hvert fald tydeligere form for indgriben.
De fleste i vor del af verden, som føler sig magtesløse over for det, som truer eller foruroliger, ønsker mærkbare løsninger på udfordringerne. Hvis der stadig er en gnist af håb, sætter man sin lid til demokrati, menneskelig fornuft og viden. Disse tre skal ikke erstattes af det stik modsatte, men dog mødes af erkendelsen af, at menneskelige egenskaber og god vilje alene ikke vil rykke noget. Der skal kort og godt gives plads til Gud.
Den hellige skrift rummer mange eksempler på, at de svage, sårbare og uanselige er dem, der satses på, og som gør en forskel, som f.eks. den unge Kong David og profeterne. Denne messes første læsning tager dette tema op. Scenen er mørket, hvor et lys skal skinne frem. Det, der holder folket nede i mismod og undertrykkelse, skal bringes til ophør, ikke med tilsvarende midler, men ved, at der bliver født et barn, som naturligvis ikke er et hvilket som helst barn, men Guds egen Søn. Det siges ikke så tydeligt, som ved bebudelsen; men der er ingen tvivl om, at det i Esajas’ forudsigelse er ham, der tales om. Det er dette barn, som vil gøre forskellen, og derfor er eet af julens budskaber, at vi tager dette barn og naturligvis den voksne Jesus til os.
Ved andre lejligheder får vi tit at vide, både af Jesus selv og, når Paulus omtaler ham, at vi skal tilegne os hans sindelag – ydmyghed og tjenersind. Det er også nøglen til mange af konflikterne; men her i nat behøver vi blot at acceptere, at Gud er kommet ind i vor sammenhæng, og at det er ham, vi skal stole på og sætte vor lid og vort håb til, både for at komme til tro på, at Gud er den eneste, der kan vende udviklingen, og fordi vi derved bliver konfronteret med vor egen magtesløshed og med erkendelsen af, at det nogle gange er vor egenrådighed, der enten forårsager en dårlig tilstand eller hindrer en bedring i at indtræde.
Julen er hjerternes fest, siges der ofte, meget tit noget klichéagtigt. Naturligvis skal der i julen være plads til hjertelighed i form af gavmildhed og gæstfrihed. Men julen er først og fremmest håbets fest. Julebegivenheden er ganske vist opfyldelsen af et løfte, Gud har givet; men den udfordrer os også til at stole på ham og indrette vort liv efter ham, nogle gange også ved at ændre vaner og levevis.
At ændre vaner og levevis kan på nogle virke som urimelige krav, når det, man ønsker, blot er at komme ud af en håbløs situation og blive i stand til at se lyst på fremtiden. Men selv om vi ofte føler os som passive og magtesløse tilskuere til en situation og udvikling, vi ikke kan ændre, så forudsætter ethvert håb, at man selv har gjort, hvad man kunne, ikke som et ræs og for at få en belønning, men fordi ens egen indsats er en anerkendelse af Guds suverænitet og vort bidrag til at virkeliggøre Gudsrigets værdier. Paulus taler om, at udholdenhed giver fasthed, der så igen genererer håb (jf. Rom 5,4). Udholdenhed er ikke bare at stå fast i trængsler, men også ved at være vedholdende i det gode. Derved bevares tilliden til, at det giver mening at have indladt sig med Gud.
Der er noget opmuntrende, ja lidt stærkt i, at Guds tydelige engagement i verden er forbundet med et barns undfangelse og fødsel. Det viser, hvor konsekvent Gud er, at hans Søns komme til verden også skal have en naturlig begyndelse og ligne et normalt menneskeliv mest muligt. Samtidig bygger Guds Søns måde at blive menneske på også på den instinktive glæde, et barns fødsel og forventningen om den bringer. I Den hellige skrift er det et gennemgående træk, især når håbet om at få et barn var slukket, som hos Hanna, mor til Samuel, Manoas hustru, mor til Samson og Elisabeth, Johannes Døberens mor. Traditionelt har ønsket om og længslen efter at få et barn været noget stort og vigtigt, og på den anden side den ufrivillige barnløshed været set som en ulykke. Selv i sekulære øjne er man begyndt at se med bekymring på et faldende fødselstal samtidigt med, at mange mener, at verden, som den er nu, ikke er et sted at lade børn blive født.
Denne holdning er kun eet af flere eksempler på, at mange ikke har håb; men netop derfor er det godt at se de børn, som Gud har lovet, og ikke mindst hans egen Søn, som et stærkt tegn på håb. Det er naturligvis den voksne Jesus, der tæller, og ham, der har belært os og gennemført vor frelse. Særligt har han ved sin opstandelse givet os et nyt håb. Ingen regnede – trods Jesu egne forudsigelser – med opstandelsen; men den indtraf. Endnu færre kunne forestille sig, at Gud ville foretage noget så grænseoverskridende som at blive menneske, grænseoverskridende set fra hans eget univers, fordi det umiddelbart måtte synes helt i modstrid med hans ubegrænsede væsen.
Det er på denne baggrund, at vi skal se julen som en håbets fest, og i år også særligt, fordi den indleder jubelåret, som pave Frans så udtrykkeligt har sat under håbets tegn. Den gamle pagts jubelår skulle som en vis regelmæssig rutine skabe orden i ting, der trængte til udredning. Ikke mindst dette jubelårs virkninger håber vi derimod vil skære igennem en ophobning af næsten uovervindelige udfordringer, udfordringer, der er af en sådan karakter, at det næsten synes at håbe mod håb.
Ikke desto mindre skal vi turde håbe og tro på, at jubelåret kan gøre en forskel, ikke som et raskt tiltag, der har sat alt på plads, når året er forbi, men som anledning til et håb, der er langtidsholdbart. ikke bare virker, indtil tingene igen kører fast, men åbner et varigt nyt perspektiv; ikke at alt bliver løst med et slag, men vi kan have en begrundet formodning om, at verden ikke er dømt til at forblive i sin nuværende usikre situation.
Jubelåret vil give mange anledninger til at fordybe sig i, bede for og virkeliggøre de muligheder, som pave Frans oplister i bullen om jubelåret, ”Spes non confundit.” Her i denne julenat vil vi blot forny vor erkendelse af, at Guds Søns menneskevordelse er en skelsættende begivenhed, som vi på en helt speciel måde skal tage til os i tro, fordi den giver håb, hvis vi tager anliggendet op, altså både tror på, at noget nyt kan ske, og har mod til at gøre vor del i form at omvendelse og fornyet engagement. Der har været mange jubelår i Kirkens historie; men hver gang er mennesker blevet opmuntret til i et sådant år at se en ny mulighed. Det gælder også det jubelår, der begynder nu. Amen.