Læsninger: Es. 52,7-10 Hebr. 1,1-6 Joh. 1,1-18
Jubelåret, som pave Frans åbnede i aftes, falder sammen med 1700-året for fejringen af koncilet i Nikæa i 325, det koncil, som har givet os den nikænske, den lange trosbekendelse. Trosbekendelser er blevet sammensat for at give os et kort og hurtigt overblik over de vigtigste sandheder i vor tro. Nogle gang er det ikke kun en opsamling af, hvad vi skal tro på, men også en frasortering af, hvad der ikke hører med til troslæren.
Netop i julen, og særligt understreget af dagens evangelium, fejrer vi noget, som det var magtpåliggende for koncilet i Nikæa at få præciseret og slået fast, nemlig, at det barn, som jomfru Maria havde undfanget og fødte, også fra begyndelsen af dets liv på jorden, er Guds Søn.
Koncilet ville slå fast, ikke blot hvem Jesus er, men også at Gud på en helt exceptionel måde har grebet ind i verdens gang og menneskets historie. Jesus er både Gud og menneske og har dermed manifesteret, at Gud for en tid, gennem sin Søn kom til stede på jorden, så meget, som det kan lade sig gøre for en Gud, der ellers er højt hævet over jordelivets begrænsninger.
Det er vigtigt for os mennesker at ære Gud, som den, han virkeligt er: Vor skaber, evig, almægtig, alvidende, allestedsnærværende, den, der kan sætte normer op for vort liv og give os bud, vi skal følge. Vi skal ikke kunne forestille os noget over eller ved siden af ham, hverken andre væsener eller noget i vort eget liv, vi måtte prioritere højere. Han er mål for vor tilbedelse.
Alle disse meget eksklusive karakteregenskaber er dog gennemsyret af kærlighed, Guds grundlæggende egenskab. Trods sine krav om lydighed og tilbedelse har han altid vist tålmodighed med os mennesker. Allerede i den gamle pagt tog han sit folk til nåde, selv om det nogle gange svigtede. Dette sindelag og denne omsorg kulminerede i, at Gud lod sin Søn blive menneske. Blandt de karakteregenskaber, vi oplistede før, kunne vi også have nævnt, at Gud er uforanderlig. Det er han naturligvis også. Han forbliver altid den samme, udvikler sig ikke og melder altid det samme budskab ud. Alligevel er der sket en forandring ved menneskevordelsen, fordi Jesus ved himmelfarten tog sit menneskelegeme med op i himlen og dermed tog noget med ind i Treenighedens fællesskab, som ikke havde været der før. Det gjorde Gud hverken større eller mindre; men for os mennesker betyder det en kæmpeforskel: at Gud i sin Søn ikke bare holdt menneskelivet ud i 33 år, men nu på en uigenkaldelig måde har vist sin forbundethed med os mennesker.
En sådan forbundethed er også med til at præge vort gudsbillede. Vi har på en ny måde fået lov til at opleve Gud som én, der er tilnærmelig, som vi nok stadig skal frygte i betydningen respektere, men ikke være bange for.
Menneskevordelsen præger også generelt vort gudsbillede. Vi skal naturligvis stå på mål for Guds værdighed og suverænitet, men ikke med vold og intolerance. Selv om kristne til tider har været krigeriske, er det ikke noget, der finder legitimitet i Guds væsen og vilje. Ved at gøre sig sårbar i sin Søn, har han gennem Sønnens sindelag vist, at vejen til hans riges udbredelse går gennem en fast og bevidstgjort tro og et troværdigt vidnesbyrd fulgt op af næstekærlighed. På denne måde er det kristne gudsbillede blevet unikt, fordi en tæt tilknytning til Gud gennem hans Søn må føre til, at vi mennesker lader os præge af Jesu eksempel på ydmyghed uden, at vi glemmer, at Jesus ikke lod nogen i tvivl om, hvem han er, og hvad vi som mennesker skal tro på og gøre. Uden at ringeagte andre religioner, især ikke dem, der fokuserer på én Gud, skal vi bevare og udleve troen på, at Gud har henvendt sig ultimativt til os ved at sende sin Søn.
Sandheden om, at Guds Søn blev menneske, gør det at være kristen til noget unikt. Vi kan kalde os privilegerede, men først og fremmest ved, at Gud har åbenbaret sandheden om sig selv, og at vi gennem hans Søn har fået indblik i dette sandhedens univers. Et privilegium må aldrig gå én til hovedet, men skal altid bevirke ydmyghed. Ligesom Guds Søn måtte tage nogle barske konsekvenser af at være blevet menneske, skal vi også prøve på at være udholdende, hvis ting går os imod, hvad enten det er på grund af forsvar for sandheden eller fordi, næstekærligheden gør det nødvendigt.
Mange mennesker tænker ikke på, hvorfor vi fejrer jul, selv om det ikke betyder, at man ikke gør noget ud af festen, skønt det samtidigt burde være klart, at vi ikke ville have en jul, som vi kender den, hvis ikke Guds Søn var blevet menneske. Vi ville også have en anden tidsregning, hvis det ikke var sket. Nu er tidsregning noget arbitrært, og den kristne er ikke den eneste. Tid kan gøres op på flere måder; men gennem menneskevordelsen er vor tid på en måde blevet helliggjort. I hvert fald bør vi kristne se sådan på det, ikke bare som en praktisk foranstaltning, men som en daglig, eller i hvert fald årlig påmindelse om, at der er et før og efter i menneskets historie med Gud.
Som kristne er vi opdraget til at se påsken som den største højtid, og det naturligvis fordi, et nederlag blev vendt til sejr, nye kræfter blev frigivet i form af Kirken og dens sakramenter og en helt ny form for rækken ud blev en del af gudsfolkets image. Samtidig gælder det også, at uden jul ville der ikke have været nogen påske, som vi forstår den. Grundtvig siger det i vers 3 af salmen, ”Denne er dagen, som Herren har gjort” (Lovsang 265) med ordene: ”Påske og pinse udsprang af jul”.
Ikke blot var bebudelse og siden Jesu fødsel begyndelsen til alt det, vi fejrer som kristne. Vi har også fået noget meget konkret, som vi ikke ville have haft uden menneskevordelsen, nemlig Eukaristien. At kunne modtage og tilbede Kristi legeme, er en frugt af og videreførelsen af menneskevordelsen, naturligvis tydeliggjort af påskens hændelser, og ikke mindst videregivet gennem den sidste nadver. I påskens hændelser blev det klart for os, at Ordet, der blev kød, også havde lidt, for dog at blive herliggjort i opstandelsen.
Ligesom vi på en måde fejrer påske, hver gang, vi samles om Eukaristien, ikke mindst om søndagen, så er vi også under enhver messe på en måde samlet om krybben. Hvad uudgrundelighed angår, er der store ligheder mellem Guds Søns undfangelse og fødsel, og så hans ord for, at konsekreret brød er hans legeme, med guddom og menneskelighed, med benovelsen over, at det kan lade sig gøre.
Gennem menneskevordelsen er det ellers uforanderlige gudsbillede blevet suppleret, dog mere til gavn for os mennesker end for Gud, der aldrig har manglet eller vil komme til at mangle noget. Vi mennesker derimod er blevet beriget med en Gud, der på en helt speciel måde vil os og på en lige så speciel måde giver os del i sin guddom, både på forskud og ikke mindst som pant på det evige liv. Alt dette kommer til udtryk i Eukaristien.
Påsken er manifesteringen af en sejr. Julen præsenterer en hændelse for os, som på én gang er opfyldelsen af en længsel, ikke mindst hos menneskene i Den gamle Pagt, og tydeliggørelsen af noget nyt, som er sat i gang. Med den tid, der er gået siden menneskevordelsen, har Guds plan naturligvis været i gang længe; men den har en ny appel til alle tider, især når udfordringerne er størst. Nu er udfordringerne store, så derfor er der stort behov for at hente trøst og håb i, at Gud er med os.
Lad os tage denne julefejring som den indledning til jubelåret, Kirken ønsker, den skal være, en vandring i håb og mod håb. Amen.