Læsninger:
1 Sam. 1,20-22.24-28
1. Joh 3,1-2. 21-24
Luk. 2,41-52
Juleaften indledte pave Frans jubelåret ved at åbne den hellige port i Peterskirken, og i dag vil han gøre det samme i sin domkirke, Laterankirken. I dag er de troende i alle verdens bispedømmer og øvrige lokalkirker opfordret til at åbne jubelåret i deres område. Vi gør det ikke – som i barmhjertighedens år – med også at åbne en port. Det ville bestemt have været manende, og verden over er der også blevet spurgt, hvorfor det ikke skal ske denne gang, når nu en åben port er et så tydeligt tegn på håb og gennembrud.
Selv om vi godt kan lide symboler og synlige tegn, er de dog ikke en uundværlig forudsætning for at opnå det, som de betyder. De vigtigste tegn og symboler i vort fromhedsliv og liturgi peger frem mod Kristus. I processionsevangeliet har vi hørt Jesus kalde sig ”vejen, sandheden og livet,” hvor billedet er særligt betydningsfuldt i den sammenhæng, vi fejrer i dag, ligesom vi også et andet sted i johannesevangeliet kan høre Jesus kalde sig ”døren til fårene” (Joh. 10,7), som vi skal gå igennem.
Også uden en hellig dør på stedet har vi altså mulighed for at komme til Kristus, som er både midlet og målet: Midlet, fordi han ikke mindst ved sin menneskevordelse har gjort det muligt for os at komme så tæt på Gud, som det er muligt, mens vi lever her på jorden. Målet, fordi vort håb skal være en gang at mødes med ham i himlen. Inden da er der et delmål, nemlig at tilegne os hans sindelag og med det bane vejen for hans riges udbredelse i denne verden.
I sin tale om sig selv som fårenes dør siger Jesus, at den, der går ind gennem ham, skal gå ind og gå ud og finde græsgange (Joh. 10,9). Med det billede vil Jesus sige, at hvis vi går gennem ham som døren, så vil vi få en helt særlig mobilitet. De hellige døre står for os som adgang til befrielse og nyt håb, men ikke som en flugt fra noget. Dette at gå ind og ud ad Jesus som døren betyder, at vi, når vi først er indenfor hos Jesus, så kan vi også begive os tilbage til det, vi forlod, ikke for at falde tilbage i gammelt mismod og gamle laster og dårlige vaner, men for at præge dette miljø med Jesu ånd, så også det bliver helliggjort. At være kristen er jo netop ikke en flugt fra verden, men at blive i den og forsøge at præge den med et godt vidnesbyrd. Vi fejrer jubelår for at foretage en ny start og tager på pilgrimsrejse for at vise vilje til opbrud; men selv om jubelåret en gang slutter, og vi vender tilbage fra pilgrimsrejsen, så skal vi alligevel kunne mærke en forskel, både i at have fået nyt håb og i at have lagt dårlige vaner og træghed bag os.
Vi er vant til, at det er os kristne, og ikke mindst Kirkens hyrder, der nogle gange advarer og formaner, også med risiko for at blive kaldt sortseere og verdensfjerne; men på det sidste hører vi også politiske ledere udtale sig bekymret om fremtiden og ikke mindst det nye år. Deres bekymringer gælder naturligvis mest den politiske og samfundsmæssige situation, og håb for fremtiden søges i tillid til demokratiets gennemslagskraft og på det sidste også i militær oprustning.
Der skal dog mere til end tro på, at demokratiet bare overlever af sig selv og, at oprustning garanterer en sikker fred. Det er nødvendigt med en sindelagsændring både hos politiske ledere og hele befolkninger, og en sindelagsændring, der ikke kun består i alternative politiske tiltag, men i viljen til at inddrage Gud i løsningerne. Det kan vi selvfølgelig håbe på, at nogle politikere vil; men det må først og fremmest være op til os, som i forvejen sætter vor lid til Gud, at rette vort blik mod ham. Det gør vi ved gennem vor bøn at give udtryk for, at han er vort eneste håb; men det er også sådan, at selv om vi ikke er politiske aktører, så har vor levevis, vort syn på materielle goder, vor holdning til det ufødte, sygdomsplagede og udrindende liv og vor opfattelse af familieliv også en betydning. Ud over, at vi er borgere og vælgere, så er vi også sat til at aflægge vidnesbyrd om vor tro, være surdej og verdens lys, jordens salt, ja, som forfatteren til brevet til Diognet (Kap. 5-6), som pave Frans jævnligt citerer, siger, være verdens sjæl. Det kan lyde ambitiøst, ja, ligefrem arrogant; men det er jo ikke andet, end hvad Jesus selv siger om at være surdej, lys og salt. Surdej og salt er diskrete, men virkningsfulde midler: lyset skal af gode grunde ikke være diskret, men synligt og ikke sættes under en skæppe, ja, vort lys skal skinne for menneskene, så de ser vore gode gerninger (jf. Matt. 5,16). Det lyder umiddelbart også arrogant og selvretfærdigt, dog ikke, hvis vore gode gerninger er autentiske og ikke er gjort for at opnå ros og anerkendelse, men netop for at sprede håb.
At være surdej, salt og ikke mindst sjæl er på en diskret måde at fylde noget med virkning i form af vækst, bevarelse og liv. Hvis det på denne måde kan lykkes at gennemsyre, gennemkrydre og oplive noget, som er svækket, så er vor mission på vej til at lykkes, så har vort håb en chance for ikke at blive gjort til skamme.
Åbningen af jubelåret er sat til at foregå på Den hellige Families fest. Det er praktisk, fordi det er lige før årsskiftet og falder på en søndag. Men derudover er det heller ikke nogen dårlig dag. At fejre Den hellige Familie er at fokusere på et af de mange aspekter ved Guds Søns komme til verden, i dag, at han ikke blot blev menneske, men også voksede op som andre mennesker og derved helligede en livsform, som er grundpillen i et samfund, nemlig familien.
Selvom det altid har været naturligt for mand og kvinde at finde sammen og stifte familie, så er det i dag en livsform, der nemt vælges fra, omdefineres eller reduceres til opfyldelsen af individuelle behov og ønsker, nogle gange af selviske hensyn, men i vor tid ofte af angst for fremtiden, altså som udtryk for mangel på håb, samtidig med, at vi ikke skal glemme, at mange, som søger én at dele livet med eller gerne vil have børn, ikke får deres ønske opfyldt.
Første læsning om Samuel er beretningen om opfyldelsen af et håb og en længsel. Paralleliteten til evangeliet ligger i, at Samuel og Jesus er bestemt til et liv med udgangspunkt i helligdommen. Samuel bliver bragt dertil af sin mor. Jesus forbliver, lidt enerådigt, i templet. Som bekendt var Hanna og hendes mand barnløse. Hanna overgiver gerne Samuel til et liv i helligdommen, Maria og Josef er i forundrede over Jesu prioritering. For begge drenges vedkommende virker det umiddelbart, som om glæden ved deres uventede fødsel bliver dæmpet af, at Gud har noget andet for med dem. Det viser dog endnu mere, at familielivet, og ikke mindst det at få børn og dermed få en længsel opfyldt, også kan være et miljø med overskud til Guds frelsesplan, der er rettet mod menneskers vel.
I sin bulle til proklamation af jubelåret kommer pave Frans ind på mange emner, grupper af mennesker, der særligt skal have indgydt håb, og dramatiske hændelser med store konsekvenser for mennesker liv, som skal afvendes og give plads for håb og fortrøstning. Han nævner også pilgrimsrejser og modtagelsen af sakramenterne, ikke mindst forsoningens, og aflad.
Dette sidste, aflad, er for mange stadig et fremmed og måske politisk ukorrekt begreb omgivet af fordomme. Ikke desto mindre præsenterer pave Frans ønsket om at vinde aflad som en vej til større fuldkommenhed. Hans skriver: ”Som vi imidlertid ved af egen erfaring, ”efterlader enhver synd et spor.” Synd har konsekvenser, ikke blot udvendige i virkningerne af det onde, vi gør, men også indvendige, i det omfang, at ”enhver synd, også en tilgivelig synd, medfører en usund binding til skabningerne (skabte ting), som behøver renselse, enten her på jorden eller efter døden i den tilstand, man kalder Skærsilden. I vor menneskelighed, der er svag og tiltrukket af det onde, forbliver der dog visse restvirkninger af synden. Disse bliver fjernet ved afladen, altid ved Kristi nåde, han der, som den hellige Paul VI skrev, ”selv er vores aflad.”
Vi har først lige begyndt jubelåret. Der rummer mange muligheder, som det gælder at øse af. Alt, hvad vi fejrer i dette år, de store højtider, vore valfarter, vil være præget af jubelåret.
Vi har i dag ladet os minde om vor dåb og udtrykt vor tro på, at korset er vort eneste håb. Lad os således på en baggrund af usikkerhed og uvished over for fremtiden tage jubelåret til os og gennem det mobilisere håb, for os selv, og for dem, vi skal gøre rede for vort håb overfor. Amen.