Sankt Josefs Sogns pilgrimstur til Oldenburg lørdag den 1. juni 2024

Sankt Josefs sogn er venskabsmenighed med de tre tyske menigheder Oldenburg, Heiligenhafen og Burg. Det har ført til besøg hos hinanden til stor glæde for alle menigheder.

De 9 biler, der blev brugt til transporten, ankom til parkeringspladsen for Wall-museet kl. 9.30, hvor vi blev modtaget af vores værter, sognepræst Dieter og Rosemarie. Efter en opdeling i 2 grupper – én med en engelsktalende rundvisning og en mindre med en tysktalende – startede en næsten to timers spadseretur i museumsområdet. Kopier af slavernes huse, både og værksteder herunder den store fyrstehal blev besigtiget på rundturen. Den grundige gennemgang i den store udstillingshal med opbyggede stande over slavernes liv fra år 400 og frem til år 1000 var meget interessant.

Til fods kl. ca. 12.30 gik turen videre til Oldenburgs evangeliske kirke gennem et smukt og kuperet parkanlæg. På turen passerede vi den store ringborg, hvor slaverne havde haft deres by med op til 1000 indbyggere. Et flot syn i det varme og sommerlige vejr. Den store evangeliske kirke var også et betagende syn, når man tager i betragtning, at den var opført i 1100 som den første murstenskirke i området i Nordøst-Holstein. Et område, der frem til 1864 havde været en del af kongeriet Danmark.

Trætte ankom vi til vores gæsters store kirkeområde ved 13.30 tiden, hvor der ventede os en storslået frokost i den store menighedssal. Så gik tiden med spisning og snak hen over bordene. Eva og Gilberto fik afleveres vores medbragte vingave, og jeg inviterede vores værter til en genvisit i Maribo i begyndelsen af september.

Uden for den store moderne kirke Sct. Vicelin, opført i 1964, blev der ved 15.30-tiden taget fotos af os alle, inden vi deltog i den fælles messe på tysk og dansk. Den blev afholdt af sognepræst Dieter Schutz og den polske gæstepræst Bogdan Piwowarczyk samt vortes to præster Gilberto og Filip.

Efter messen blev der taget afsked inden hjemrejsen.

De fleste biler nåede færgen kl. 17.30 i Puttgarden, hvorefter vi var hjemme på Lolland-Falster ved 19.00 tiden.

Lidt om menighederne i Oldenburg, Heiligenhafen og Burg

Der er 3 katolske kirker i de 3 byer med hovedsæde i Oldenburg, hvor pastor Dieter Schutz bor, og hvor der er kirkekontor. Der er ca. 2000 katolikker i området. Der er ca. 12.000 indbyggere i Oldenburg by, som er langt den største i området, beliggende ca. 40 km fra Puttgarden. Sakskøbing kommune har i perioden fra 1975 til 2007 haft venskabsby kontakt til Oldenburg kommune.

Der arbejdes på et genvisit lørdag den 31. august 2024.  

Skrevet af Erik Bohn-Jespersen (red. Ewa Angela Wegener)