Vi kender dem af navn og ved nok, at Peter var den første pave, og at Paulus skrev mange breve, men hvem var de to vigtige apostle egentligt? Læs, hvad vi med sikkerhed ved om både Peter og Paulus, og hvad traditionen fortæller.
Apostlen Peter
Skt. Peter var apostlenes leder og den første pave. I kunsten bliver han symboliseret med to nøgler over kors.
Før han blev kaldet af Jesus, var han fisker på Galilæas sø. Han var gift og havde en bror, Andreas. De blev sammen kaldt til at følge Kristus. Egentlig hed han Simon, men Jesus gav ham den aramæiske benævnelse Kefas (Joh 1,42), der betyder ”klippe”, og ordets græske form bliver til Peter – det navn, vi kender ham under (nogle gange benævnes han også Simon Peter). Jesus gav Peter Himmerigets nøgler og magten til at binde og løse – sidstnævnte blev senere udvidet til de andre apostle (Matt 16,16-19;18,18).
Peter havde en impulsiv karakter. Få minutter efter at have svoret over for sin Mester, at han ville dø med ham, før han ville fornægte ham, fornægtede han faktisk ethvert kendskab til Jesus tre gange over for den jødiske ypperstepræsts tjenere (Matt 26,35;69-75). Men efter opstandelsen var Peter den første af apostlene, som Jesus viste sig for (Luk 24,35) Og den opstandne Herre bad ham nu som konsekvens af fornægtelsen at bekræfte sin kærlighed tre gange. Derefter gentog Jesus Peters ansvar og opgave: ”Vogt mine lam! Vogt mine får!” (Joh 21,15-19). Peter gjorde dette tappert og trofast, som det kan ses af Apostlenes Gerninger: Han var leder af det kristne fællesskab. Han talte til folkeskaren pinsedag. Han gjorde mirakler i Kristi navn – bare skyggen af ham var helbredende. Han tillod, at den første hedning, Cornelius, blev døbt. Han blev fængslet af Herodes Agrippa og undslap kun ved guddommelig indgriben. Han foretog missionsrejser og aflagde pastorale besøg i Samaria, Antiokia (efter traditionen var han byens første biskop) og andre steder. I Antiokia blev han irettesat af apostlen Paulus, fordi han tøvede med at spise sammen med hedningekristne (Gal 2,11-21). Senere talte Peter selv stærkt imod at pålægge de hedningekristne pligten til at lade sig omskære: ”Og Gud, som kender hjerterne,” sagde han, ”har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom os. Og han har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen” (Apg 15,8-9).
Den meget gamle tradition om, at Peter kom til Rom og blev henrettet dér, er ofte blevet draget i tvivl, men moderne forskning har bekræftet traditionen. Traditionen peger også på et sted under Peterskirkens alter som hans grav. Resultaterne af nyere udgravninger dér bekræfter det. Peter døde i ca. år 64.
Apostlen Paulus
Paulus kaldes ofte hedningernes apostel. I kunsten bliver han symboliseret med en bog og et svær.
Skt. Paulus blev født i Tarsus i Kilikien. Indtil hans omvendelse var han kendt som Saulus. Han arvede romersk borgerskab fra sin jødiske far, der opdrog ham som streng farisæer (Apg 22,28 og Apg 26,5). Han studerede under den berømte Rabbi Gamaliel i Jerusalem og lærte teltmagerhåndværk (Apg 22,3 og Apg 18,1-3). Som ung mand var han til stede og billigede, at Skt. Stefan blev stenet til døde. Derefter forsøgte han at udrydde Kirken (Apg 8,3). Men da han var på vej til Damaskus for at drive kristenforfølgelse dér, fik han et pludseligt syn, hvori Jesus irettesatte ham og fortalte, at han var udset til at bringe den kristne tro til hedningerne. Paulus blev behørigt døbt. Efter tre år blev hans jødiske fjender så truende, at han måtte flygte til Jerusalem for at mødes med Peter. Han irettesatte senere Peter, fordi han havde tøvet med at spise sammen med hedningekristne (Gal 2,11-21). Dette skete i Antiokia, østens hovedstad, hvortil Paulus var blevet kaldt for at hjælpe Skt. Barnabas i hans evangeliseringsarbejde.
Fra omkring år 45 var Paulus på sine tre store missionsrejser, begyndende på Cypern, hvorefter han drog rejste rundt i Lilleasien, Syrien, Makedonien og Grækenland (Apg 13-20). I hver by prædikede han først i den jødiske synagoge, og derefter henvendte han sig til hedningerne. Efter tolv år drog han til Jerusalem, og hans tilstedeværelse dér forårsagede en sådan uro, at han blev arresteret af den romerske kommandant. Efter to år appellerede han sin sag til kejserens ret og blev sendt til Rom, hvor han sad i husarrest i to år, og derefter er hans skæbne usikker. Han kan være blevet dømt i sin sag og henrettet, eller han kan være blevet løsladt, for der er nogen sandsynlighed for, at han atter besøgte Efesos og andre steder og måske endda drog til Spanien. I begge tilfælde siger traditionen, at han blev halshugget på det sted, der nu kaldes Tre Fontana, og hans legeme begravet, hvor kirken Skt. Paul uden for Murene i Rom står i dag. Man mener, Paulus døde i år 67.
Indtil Paulus' første komme til Rom berettes der temmelig udførligt om hans liv i Apostlenes Gerninger, og yderligere oplysning finder man i hans talrige breve, der udgør en så dyrebar del af Det Nye Testamente. Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve vidner om hans høje åndelige niveau og overnaturlige egenskaber. Han var mere end en utrættelig og stærk missionær: Som religiøs tænker har han gennem sine breve haft en dyb og varig indflydelse på kristendommens udformning og udvikling.
Flere detaljer kan læses på Katolsk Helgendatabase her. Man kan finde den enkelte helgen ude i højre side.
Billedet er fra bogen "The Lives and times of the Roman Pontiffs from St. Peter to Pius IX" af Artaud de Montor, Alexis Francois, Neligan, William Hayes (1866), sponsoreret af og gjort digitalt tilgængeligt af University of Toronto.