Den Fuldkomne Kærlighed - Ordenslivets Fornyelse
ORDENSLIVETS FORNYELSE "DEN FULDKOMNE KÆRLIGHED"
DET ANDET VATIKANKONCILS DEKRET OM
ORDENSLIVETS FORNYELSE
"DEN FULDKOMNE KÆRLIGHED"
DE ACCOMODATA RENOVATIONE
VITAE RELIGIOSAE
"PERFECTAE CARITATIS"
Indhold
Dekretet om ordenslivets tilpasning og fornyelse
Forord af Sr. Emma Martensen, C.S.J
Indledning
Almengyldige principper for en tilpasset fornyelse
Retningslinier for fornyelsens praktiske gennemførelse
Fornyelsens gennemførelse
Fælles elementer i alle former for ordensliv
Det åndelige livs forrang
De rent kontemplative institutter
Institutter med apostolisk målsætning
Det monastiske livs fortsatte beståen
Lægordenssamfundene
Sækularinstitutterne
Kyskheden
Fattigdommen
Lydigheden
Fælleslivet
De kontemplative kvindeklostres klausur
Ordensdragten
Medlemmernes uddannelse
Grundlæggelse af nye institutter
Opretholdelse, tilpasning og nedlæggelse af bestemte arbejdsområder
Henvisnende institutter og klostre
Sammenslutning og samarbejde
Højere ordensforesattes rådsforsamlinger
Tilgangen til klostrene
Slutning
--------------------------------------------------------------------------------
Forord
Appel til fornyelse
Hvilket forbløffende dokument, set med vore øjne for 30 år siden!
Koncilsfædrene udtrykker på en gang forståelse og dyb respekt for ordenslivet og kalder det på samme tid til fornyelse og tilpasning.
Et dokument, der rammer de dybeste længsler i os som ordensfolk: at stræbe efter den fuldkomne kærlighed ved gennem løfterne at efterfølge Kristus.
En frigørelse af hele vort væsen til at elske Gud og vore medmennesker.
En opfordring til at vende tilbage til de evangeliske kilder og vor grundlæggers intention og karisme.
Et dekret, der ikke lægger hovedvægten på loven, men tværtimod på ånden.
En indtrængende appel til at lytte til Helligånden. Til på en gang at være kontemplative og fyldte af apostolisk iver.
Et opråb til en tilpasset fornyelse, hvor ordensfolkene skal søge at erkende vor tids mest påtrængende behov, for at tyde tidens tegn og erkende, hvorledes de kan svare på Guds kaldelse til deres fællesskab om at tjene Gud, Kirken og menneskene i vor tid.
Denne tilpassede fornyelse skal ifølge dekretet berøre såvel det indre liv, ved en stadig tættere tilknytning til Kristus, i hvis fodspor vi ønsker at gå, som de ydre aspekter af vor livsførelse, der skal ajourføres, så den kan blive end mere meningsfuld for vor tid.
Det understreges desuden, at alle ordenssamfundets medlemmer skal inddrages i denne søgen under Helligåndens tilskyndelse og efter Kirkens direktiver. Det er altså ikke blot en opgave for de foresatte eller for udvalgte kapitelmedlemmer.
Også dette sidste var nye toner og gav anledning til stor forhåbning for fremtiden.
At dekretet ikke går i detaljer angående tilpasningen, men nøjes med at opstille generelle retningslinier, viser en yderligere åbning for og tillid til ordenssamfundene .
Mangfoldigheden af former for liv indviet gennem de evangeliske råd skal bevares. Ethvert ordenssamfund skal forblive i overensstemmelse med sin oprindelige kaldelse og sit eget særpræg.
Det fremgår desuden af de nævnte retningslinier, at fornyelsen skal omfatte hele livsformen: Bøn, løfter, fællesliv, apostolat og uddannelse.
Konstitutioner, direktiver, regulatorier samt skik og brug skal underkastes en vurdering.
Gennemførelsen
De forskellige ordenssamfund, med undtagelse af nogle enkelte, der stod tvivlende over for berettigelsen af en tilpasning, gik med entusiasme ind i den forestående proces, der skulle vise sig at være aldeles krævende og langvarig.
Der blev arbejdet på mange planer, såsom personlig fordybelse, arbejde med tilsendte spørgsmål, kommunitets- eller gruppe-overvejelser, arbejde på landsplan og gennem kapitelsamlinger. Der opstod også mange steder et nyt frugtbart samarbejde mellem forskellige ordenssamfund med udveksling af tanker omkring fornyelsen.
Arbejdet med konstitutionerne var nok for mange grupper det mest krævende, men også det mest givende.
Under dette hørte en fordybelse i ordenssamfundets oprindelige karisme og dets bibelske grundlag. En kilde til dyb åndelig berigelse, der førte til en fornyet forståelse af ordenslivet som Guds kald til den enkelte og Guds gave til Kirken og til verden.
Koncilsdokumentet havde desuden banet vejen for en rigere forståelse for ordensløfterne. Det havde lagt hovedvægten på efterfølgelsen af Kristus i stedet for på de mere juridiske aspekter.
Således bliver kyskheden "for himmerigets skyld" set som "en nådegave af ganske særlig karakter. På enestående vis frigør den hjertet til en brændende kærlighed til Gud og til alle mennesker" (P.C.12).
Lydighedsløftet var ligeledes genstand for gennemgribende nyforståelse i mange, især kvindelige, ordenssamfund. Fra en mere passiv form for underkastelse under de foresattes beslutninger under alle livets forhold til en aktiv og ansvarsbevidst lydighed. Det blev nu forudsat, at alle i vigtige anliggender under bøn og gennem samtaler, forsøgte at erkende Guds vilje. Enhver kunne give deres mening til kende, og der blev lyttet til alle. Den foresatte havde stadig ansvaret for den endelige beslutning, men autoriteten skulle udøves som et led i denne fælles søgen efter Guds vilje og med tjenersind.
Ved arbejdet med fattigdomsløftet blev inddraget aspekter som solidaritet mellem de enkelte kommuniteter inden for ordenssamfundet såvel som solidaritet med de fattige.
Dette blev i mange ordenssamfund fulgt op på generalkapitler, der opstillede retningslinier for, hvorledes der kunne arbejdes for de fattiges sag, samt for retfærdighed og lighed mellem mennesker. Også spørgsmålet om inkulturation i missionsområder, og dermed fornyet respekt for anderledes kulturer, blev genstand for grundige studier.
På det ydre plan blev institutioner og gerninger taget op til revision. For de apostoliske kongregationers vedkommende blev nye arbejdsfelter taget op, samtidig med at forskellige institutioner blev nedlagt eller overdraget til lægfolk.
I Danmark blev en række hospitaler således afviklet i årene efter Koncilet.
De samme ordenssamfund opgav klausuren og de med den forbundne skikke såsom forbud mod at spise i tilstedeværelse af personer, der ikke tilhørte kongregationen.
I stedet blev vægten lagt på integrering i vort samfund. Vi skulle bo blandt folk og være i kontakt med de mennesker, der omgav os. Flere ordenssøstre tog i disse år arbejde i offentlige institutioner.
Et spørgsmål af mere perifer betydning, nemlig forenkling af ordensdragten, blev i flere kvindelige ordenssamfund genstand for livlige diskussioner og adskillige uoverensstemmelser.
Der blev i disse år holdt mange møder, og der var mange drøftelser. I visse tilfælde fik ydre mindre væsentlige aspekter for megen vægt; men resultatet var en gradvis mentalitetsændring på godt og ondt.
Skuffelsen
Fornyelsen var blevet gennemført med iver, og der var gjort en stor indsats. Og hvad var så frugten af denne lydhørhed over for Kirken og, tror vi, Helligånden?
Ikke det, vi i første omgang havde forventet.
Mange havde håbet på en ny opblomstring af kald til ordenslivet. Nogle klostre i udlandet var endog gået så vidt, at de havde bygget store huse med henblik på uddannelsen af nye medlemmer. Men de kom ikke, og husene stod tomme eller måtte bruges til andre formål.
En anden smertefuld oplevelse var det betydelige antal af medlemmer, der i disse år forlod ordenssamfundene.
Antallet af ordenspersoner faldt betydeligt. Aldersfordelingen specielt i Europa og USA blev mere og mere skæv med en stor overvægt af ældre personer og meget få yngre.
I første omgang havde vi forsøgt at evaluere vore institutioner for at se, om nogle skulle nedlægges. Nu blev vi tvunget til at afvikle dels på grund af det dalende antal aktive ordensmedlemmer, dels fordi det omgivende samfund ændredes med rivende hast; det mente ikke længere at have brug for vore hospitaler, kravene til specialisering øgedes, og det tekniske udstyr blev mere og mere kostbart og ude af trit med det, vi kunne investere i det.
Institutioner, som ordenssamfundet måske havde drevet i henved 100 år, blev solgt til staten eller overdraget til lægfolk. Nogle søstre følte, at hele deres livsværk lå i ruiner.
Tidligere havde det været almindeligt, at et kommunitet var opbygget omkring en fælles opgave som f.eks at drive et hospital, et børnehjem eller en skole. Dette gav medlemmerne et fælles mål og en form for fælles identitet. Nu opstod nye former for kommuniteter, hvor medlemmerne, ofte få i antal, arbejdede på hver deres felt. Hvad var det samlende for disse grupper? Det måtte findes på et andet, mere åndeligt niveau, hvilket ofte viste sig vanskeligt.
Hertil kom, at det omgivende samfunds stigende materialisme næsten umærkeligt sivede ind i vore rækker, og individualismen tog nogle steder overhånd.
Hvad var der sket? Var det det, Koncilet havde ønsket?
Evalueringen
Den ovennævnte situation kunne måske tyde på, at vi de senere år er gået gennem en åndelig renselsesproces. At Ånden fører os dybt ind i påskens mysterier: Død - opstandelse. Mange ordenssamfund gennemlever, så at sige, Kalvaria. Og måske er selv manglende kald Guds tegn. Guds hjælp til en gennemgribende fornyelse. Thi hvem ville lukke en velfungerende institution, eller hvem ville ændre afgørende på sin levevis, hvis de ikke blev tvunget af ydre omstændigheder? Og hvordan skal noget nyt opstå, hvis ikke vi giver slip på det velkendte?
Så 30 år efter Andet Vatikankoncil indkaldtes til bispesynoden af 1994 med "Ordenslivet og dets Mission i Kirken og i Verden" som emne.
Alle ordenssamfund blev opfordret til at deltage i synodens forberende arbejde, bl.a. gennem en evaluering af udviklingen siden Koncilet og mulige perspektiver for fremtiden. Foreningen for ordensforesatte UISG har forsøgt at sammenfatte disse vurderinger (UISG Nr. 94, 1994).
Det fastslås, at Andet Vatikankoncil har bragt dybe og nødvendige ændringer, som har haft en heldig indvirkning på missionen.
Man er enige i, at fornyelsen har været fyldt med Helligånden, livgivende, men ofte vanskelig.
Et aspekt, der bl.a. fremhæves, er det øgede samarbejde mellem de forskellige ordenssamfund og mellem dem, lægfolk, Kirke og humanitære organisationer.
Det næste skridt
Samtidig må det konstateres, at vi står over for store uløste spørgsmål indadtil og udadtil.
Hvorledes kan vi gøre vor indflydelse gældende, når det drejer sig om tidens presserende spørgsmål som bivirkninger ved de teknologiske fremskridt; den stigende forskel på rige og fattige lande; kravet om retfærdighed, fred, forsoning og respekt for naturen; kvindens stilling i Kirken og i Verden; emigranternes vilkår; familiernes manglende stabilitet...
Lad os tage Koncilsdekretet op til overvejelse igen, som en lampe på vejen. Dets indtrængende opfordring til os om at gå i Kristi fodspor er også i dag det ene fornødne. Dets spørgsmål er stadig aktuelle, omend vi ser dem i et nyt lys.
Endnu står det ikke klart, hvorhen den fortsatte fornyelse fører, men vi vil i al enkelhed gå skridt for skridt i lydhørhed over for Helligånden, der leder os ad nye veje.
S. Emma Martensen, C.S.J.
--------------------------------------------------------------------------------
Koncilsdekretet lå allerede i udkast, før møderne begyndte. Teksten blev ændret stærkt undervejs og kom først til endelig afstemning i den fjerde samling. Den 28.oktober 1965 blev det vedtaget med 2.321 stemmer for og 4 imod. Det blev endelig stadfæstet samme dag.
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,
sammen med koncilsfædrene, til evig erindring
Dekretet "Perfectae Caritatis"
om ordenslivets tilpasning og fornyelse
1. (Indledning.) At stræben efter fuldkommen kærlighed ved de evangeliske råd hviler på den guddommelige lærers ord og eksempler, har koncilet tidligere påvist i konstitutionen Lumen Gentium. Det har nu til hensigt at beskæftige sig med liv og livsform i de institutter, hvis medlemmer lover kyskhed, fattigdom og lydighed, samt træffe foranstaltninger vedrørende deres behov i vor tid.
Fra Kirkens første tider har der været mænd og kvinder, som ved at praktisere de evangeliske råd ville skaffe sig større frihed til at gå i Kristi fodspor og på mere intens måde efterleve hans liv. De har, enhver på sin vis, ført et gudviet liv. Drevet af Helligånden levede mange af dem som eneboere, mens andre grundede ordensfamilier, som Kirken støttede og godkendte med sin autoritet. Således er der efter guddommelig plan fremstået denne mangfoldighed af ordensfællesskaber, som i så høj grad har bidraget til, at Kirken ikke blot er velskikket til al god gerning (jf. 2.Tim. 3,17), og beredt til tjenergerningen i opbyggelsen af Kristi Legeme (jf. Ef. 4,12), men ved sine børns mangeartede gaver tillige fremtræder som en brud smykket for sin brudgom (jf. Joh.Åb. 21,2), og vidner om Guds mangfoldige visdom (jf. Ef. 3,10).
Alle, som er kaldede til at udøve de evangeliske råd, og som lover dette i troskab, vier sig med alle gavernes mangfoldighed ganske særligt til Herren til at efterfølge Kristus, der levede i cølibat og fattigdom (jf. Matt. 8,20; Luk. 9,58), og som ved lydighed indtil døden på korset løskøbte og helligede menneskeheden (jf. Fil. 2,8). Drevet af Helligånden, som Kristus har udgydt i deres hjerter (jf. Rom. 5,5), lever de i stadig højere grad for Kristus og for Kirken, hans Legeme (jf. Kol. 1,14). Jo inderligere de i denne livslange selvhengivelse knyttes til Kristus, desto rigere bliver Kirkens liv, og desto mere frugtbringende dens apostolat.
For at den særlige værdi af et liv, der er helliget ved løftet på de evangeliske råd, og for at et sådant livs uundværlige tjeneste kan komme Kirken endnu mere virksomt til gode i nutiden, har det hellige koncil fastsat følgende, som dog kun beskæftiger sig med generelle principper for en tilpasset fornyelse af ordenssamfundenes livsformer og sædvaner. Ligeledes er de forskellige sammenslutninger med fællesliv uden løfteaflæggelse samt sækularinstitutterne gjort til genstand for behandling under hensyntagen til ethvert instituts egenart. Retningslinier for udlæggelse og anvendelse på de forskellige områder vil efter koncilets afslutning blive fastsat af den dertil kompetente myndighed.
2. (Almengyldige principper for en tilpasset fornyelse.) En tilpasset fornyelse af ordenslivet omfatter både en tilbageføring til kristenlivets kilder, til institutternes oprindelige inspiration, samt i og med dette en ajour føring med tidens ændrede vilkår. Under Helligåndens tilskyndelse og under Kirkens vejledning skal denne fornyelse ske efter følgende retningslinier:
a) Da ordenslivets højeste norm er Kristi efterfølgelse som vist i evangeliet, må dette princip stå som alle institutters fundamentale grundsætning.
b) Institutternes mangfoldighed både med hensyn til struktur og formål udgør en stor rigdom for Kirken. Derfor må grundlæggernes ånd og målsætning erkendes og bevares i trofasthed tillige med de enkelte samfunds sunde traditioner. Dette udgør ethvert instituts arvegods.
c) Alle institutter skal tage del i Kirkens liv og fremme dens bestræbelser og planer, det være sig angående Bibel, liturgi, troslære, sjælesorg, økumenisk kontakt, mission eller sociale spørgsmål. Hvert institut skal efter sin egenart gøre Kirkens anliggender til sine og fremme dem med alle til rådighed stående kræfter.
d) Institutterne skal hos deres medlemmer fremme et fuldgyldigt kendskab til de vilkår, hvorunder nutidens mennesker lever, såvel som til Kirkens behov, så ordensfolk får forudsætning for i troens lys både at kunne vurdere samtiden rigtigt og for i apostolisk iver at kunne være deres medmennesker til effektiv hjælp.
e) Da ordenslivets første formål er henordnet mod Kristi efterfølgelse og forening med Gud gennem udøvelsen af de evangeliske råd, må det stå helt klart, at selv den bedste tilpasning til nutidens krav forbliver frugtesløs, medmindre der finder en åndelig fornyelse sted. Denne fornyelse skal indrømmes forrangen, uanset alle bestræbelser på at fremme den udadrettede aktivitet.
3. (Retningslinier for fornyelsens praktiske gennemførelse.) Livsformen, bønnens og arbejdets tilrettelæggelse må svare til den psykiske og fysiske kondition, som ordensfolk af i dag besidder. Ligeledes må der, i henhold til ethvert instituts egenart, tages hensyn til apostolatets krav, til de kulturelle fordringer og til miljøets sociale og erhvervsmæssige struktur. Dette gælder overalt og er af særlig betydning i missionsområderne.
Efter disse principper skal institutternes forfatninger gøres til genstand for undersøgelse.
Derfor skal konstitutioner, "direktorier", regulativer for ceremonier, skik og brug, samt bønnebøger og lignende underkastes en tilsvarende vurdering, hvorefter forældede forskrifter skal fjernes og det øvrige bringes i overensstemmelse med koncilets anvisninger.
4. (Fornyelsens gennemførelse.) I intet tilfælde kan der opnås nogen effektiv fornyelse og virkelig tilpasning, medmindre alle instituttets medlemmer deltager heri.
Fastsættelse af normer for en tilpasset fornyelse, vedtagelse af lovkraftige bestemmelser, samt tilstedelse af fyldestgørende og velgennemtænkte eksperimenter er udelukkende den kompetente autoritets sag, i første række generalkapitlernes anliggende. Alt under forudsætning af Den hellige Stols og den stedlige biskops godkendelse, hvor denne ifølge de juridiske vedtægter er påkrævet. I tilfælde, hvor fælles anliggender for hele instituttet berøres, skal de foresatte give alle lejlighed til at fremsætte deres synspunkter og påhøre deres meningstilkendegivelser.
Hvad de strengt klausurerede nonneklostre angår, kan der også, alt efter behov, indhentes meningstilkendegivelse fra føderation eller anden retmæssigt sammenkaldt forsamling.
Herunder må det holdes klart for øje, at ethvert håb om fornyelse i højere grad beror på intensivere virkeliggørelse af regel og konstitution end på forøgede forskrifter.
5. (Fælles elementer i alle former for ordensliv.) Ethvert instituts medlemmer må først og fremmest besinde sig på, at de ved løftet på de evangeliske råd har svaret på en henvendelse fra Gud. Dette betyder ikke kun en bortdøen fra synden (jf. Rom. 6,11), men at de har frasagt sig verden og kun lever for Gud, til hvis tjeneste de har viet hele deres liv. Deres liv har derved fået en særlig vielse, en vielse, som beror på dåbens vielse og udtrykker denne på en meget klar måde.
Da denne selvhengivelse er blevet modtaget af Kirken, følger deraf forpligtelsen til at tjene Kirken.
Dette tjenesteforhold bør drive og idelig anspore dem til dydernes udøvelse, især til ydmyghed og lydighed, styrke og kyskhed, hvorved de delagtiggøres i Kristi selvfornægtelse (jf. Fil. 2,7-8) og i hans liv i Ånden (jf. Rom. 8,1-13).
I troskab mod deres løfter forlader ordensfolkene derfor alt for Kristi skyld (jf. Mark. 10,28), følger ham som det ene fornødne (jf. Luk. 10,42; Matt. 19,21), hører hans ord (jf. Luk. 10,39) og drager omsorg for det, der hører ham til (jf. 1.Kor. 7,32).
Ethvert instituts medlemmer må derfor, idet de før noget andet og eksklusivt søger Gud, forbinde kontemplationen, hvori de vedhænger ham med ånd og hjerte, med den apostoliske kærlighed, hvori de delagtiggøres i forløsningsværket og arbejder for Guds riges udbredelse.
6. (Det åndelige livs forrang.) Alle, der har aflagt løfte på de evangeliske råd, må i første række søge og elske Gud, der har elsket os først (jf. 1.Joh. 4,10), ligesom de i ethvert forhold må pleje det skjulte liv med Kristus i Gud (jf. Kol. 3,3). Heraf udspringer og anspores næstekærligheden til gavn for verdens frelse og for Kirkens vækst, ligesom det også er denne kærlighed, der inspirerer og retleder de evangeliske råds udøvelse.
Derfor skal ordensfolkene pleje bønnens ånd og bønnen selv med vedholdende iver, hvortil de skal hente næring fra kristen spiritualitets ægte kilder. Først og fremmest skal de daglig have den hellige Skrift i hænde, læse og meditere over Guds ord for at opnå "det langt højere at kende Jesus Kristus" (jf. Fil. 3,8). Den hellige liturgi og især Eukaristiens allerhelligste mysterium skal de med mund og hjerte fejre i Kirkens ånd og nære deres åndelige liv ved denne overvældende rige kilde.
Således styrkede ved ordets og det hellige måltids bord vil de da elske Kristi lemmer med broderlig kærlighed, ære og elske de kirkelige foresatte med sønlig ånd. Mere og mere vil de leve for og med Kirken og vie sig helhjertet til dens opgave i verden.
7. (De rent kontemplative institutter.) De rent kontemplative institutter, hvis medlemmer lever for Gud alene i ensomhed og tavshed, i vedholdende bøn og bod, indtager nu som før en privilegeret stilling i Kristi mystiske Legeme, hvor "lemmerne ikke alle har samme hverv" (Rom. 12,4). Det store behov for aktivt apostolisk arbejde ændrer intet ved dette forhold. Thi de kontemplative klostre bringer Gud lovprisningens ophøjede offer, kaster glans over Guds folk med helligheds rige frugt og inspirerer ved deres eksempel. I det skjulte øger de med apostolisk frugtbarhed Gudsfolkets vækst. Således er de Kirkens pryd og et kildevæld af himmelsk nåde.
Alligevel må deres levevis gøres til genstand for vurdering efter de her anførte retningslinier, men under nøjeste hensyntagen til deres afsondrethed fra omverdenen og til de for det kontemplative liv særegne øvelser.
8. (Institutter med apostolisk målsætning.) Inden for Kirken befinder der sig talrige præste- og lægmandssammenslutninger, der tilsammen spænder over mange former for apostolisk virksomhed, idet hvert institut arbejder efter sin tildelte nådegave, det være sig til at tjene, til at undervise, til at vejlede, til at gøre godt i det skjulte, til at øve barmhjertighed med glæde (jf. Rom. 12,5-8). "Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme" (1.Kor. 12,4).
I disse institutter er det apostoliske og karitative arbejde væsensbestanddel af ordenslivet. Det er overdraget dem af Kirken og udføres i dens navn som en hellig tjeneste og en for det enkelte institut særegen kærlighedsgerning. Medlemmernes hele ordensliv må derfor være opfyldt af apostolisk ånd, og al apostolisk indsats må være præget af gudhengivenhedens ånd. For at de kan opfylde deres klosterkalds første fordring, Kristi efterfølgelse, samt tjene Kristus i hans lemmer, må deres apostoliske virke udspringe af et dybt livsfællesskab med ham, hvorved kærligheden til Gud og til næsten vil vokse.
Disse institutter må derfor tilpasse deres klosterlivs to aspekter efter hinanden, så begge tilgodeses: ordenslivet som sådant i selve sin livsform og det egentlige apostoliske arbejde med dets fordringer. Men da ordensliv med apostolisk virksomhed har fundet mange og forskelligartede udtryk, er det påkrævet, at en tilpasning og fornyelse tager hensyn til disse variationer, og ordenspersonernes liv i Kristi tjeneste må i de forskellige huse bæres af de for ethvert institut karakteristiske og velegnede midler.
9. (Det monastiske livs fortsatte beståen.) Det monastiske livs ærværdige institution, der i århundredernes løb har indlagt sig så store fortjenester i Kirkens og i menneskehedens tjeneste, skal overalt i Kirken, i Østen og i Vesten, bevares i sin oprindelige ånd og samtidig fremtræde stadig mere synlig for omverdenen. Munkenes hovedopgave består i at tjene Gud ydmygt og værdigt inden for klosterets mure. Dette princip gælder såvel dem, der i et tilbagetrukket liv vier sig den hellige liturgi, som dem, der udøver et apostolat eller en karitativ opgave overtaget på retmæssig vis. Følgelig skal de gamle, gavnlige traditioner føres à jour under bibeholdelse af institutternes egenart og tilpasses behovene hos nutidens mennesker, så klostrene kan tjene som en art planteskoler til gavn for det kristne folks vækst.
Ligeledes skal ordenssamfund, hvis regel eller anordning forbinder apostolisk virksomhed med kortjeneste og monastisk observans, afstemme apostolatets og ordenslivets fordringer efter hinanden på en sådan måde, at de pågældende institutters livsform trofast bevares til gavn for Kirken.
10. (Lægordenssamfundene.) Lægordenssamfundene, hvad enten det er mandlige eller kvindelige, udgør en selvstændig stand efter de evangeliske råd. Da de varetager kirkelig sjælesorgs opgaver såsom undervisning og opdragelse af ungdommen, pleje af syge med mere, vurderes de højt af koncilet, som bestyrker disse ordensfolk i deres kald og opfordrer dem til ajourføring af deres livsform i overensstemmelse med nutidens krav.
Det hellige koncil erklærer, at der intet er i vejen for, at enkelte medlemmer af lægbroderordener efter de respektive generalkapitlers disposition modtager de kirkelige vielser, så disse huse bliver i stand til selv at varetage deres behov for gejstlig betjening. De pågældende samfunds lægordenskarakter vil på ingen måde gå tabt herved.
11. (Sækularinstitutterne.) Også sækularinstitutterne, som ikke er ordenssamfund, repræsenterer, midt i verden, en af Kirken anerkendt fuldgyldig bekendelse til de evangeliske råd. Dette forlener medlemmerne - mænd og kvinder, lægfolk og klerikere - som lever i verden, med en art vielse. Derfor må deres første bestræbelse bestå i en total selvhengivelse til Gud i fuldkommen kærlighed. Disse institutter skal bevare det for dem karakteristiske særpræg: at stå midt i verden, så de udøver apostolatet i verden og ligesom ud fra verden. Dette er det formål, for hvis skyld de er fremstået, og som overalt skal opfyldes på virkningsfuld vis.
Men en så krævende opgave vil ikke kunne lykkes, medmindre institutternes medlemmer modtager en omhyggelig religiøs og profan uddannelse, så de virkelig bliver i stand til at fungere som surdej i verden til Kristi Legemes styrkelse og vækst. Det påhviler lederne at sørge omhyggeligt for medlemmernes skoling, først og fremmest på det åndelige plan, og at fremme deres videreuddannelse.
12. (Kyskheden.) Kyskheden "for himmerigets skyld", som ordensfolkene forpligter sig på, er at betragte som en nådegave af ganske særlig karakter. På enestående vis frigør den hjertet (jf. 1.Kor. 7,32-35) til en brændende kærlighed til Gud og til alle mennesker og står derfor som et særligt tegn på de himmelske nådegaver. Den betyder endvidere ordensfolkenes virksomste hjælp til helhjertet hengivelse i tjenesten for Gud og i apostolatets anliggender, hvorved de bliver et for alle kristne forunderligt tegn på den ægtepagt, grundlagt af Gud, som skal åbenbares i den kommende verden: pagten mellem Kirken og dens brudgom, Kristus.
I trofasthed mod det aflagte løfte skal ordensfolkene bygge tillidsfuldt på Herrens ord, stole på Guds hjælp og ikke på egen kraft og sikkerhed, samt øve sansernes askese, men det betyder ikke, at de må opgive ting, som på naturlig måde fremmer legemlig og sjælelig sundhed. Således vil ordensfolkene blive i stand til at stå sikkert over for den fejlagtige ytring, at total afholdenhed skulle være en umulighed og desuden en hindring for personlighedens fulde udfoldelse. Alt, hvad der kan bringe kyskheden i fare, vil de vide at tilbagevise med en intuitiv sikkerhed. Alle, især de foresatte, skal holde sig klart for øje, at kyskheden yderligere underbygges, når fælleslivet bæres af den rette broderlige næstekærlighed.
Praktiseringen af total afholdenhed rører dybt ved menneskenaturens fundamentale anlæg. Derfor kan ingen klosterkandidat tænke på at aflægge dette løfte, ej heller opnå adgang hertil, uden først at have bevist den nødvendige og påkrævede modenhed, psykologisk såvel som følelsesmæssigt. Kandidaterne skal ikke kun advares mod det, der kan frembyde risiko for kyskheden, men hjælpes til at gå ind under det gudviede cølibat på en sådan måde, at det bliver til en rigdom for hele personligheden.
13. (Fattigdommen.) Den frivillige fattigdom for Kristi efterfølgelses skyld tillægges som tegn herpå stor betydning i nutiden. Ordensfolkene må være samvittighedsfulde i praktiseringen af fattigdommen og må i givet fald kunne udtrykke den i nye former. Den er delagtiggørelse i Kristi fattigdom, han, som gjorde sig fattig, da han var rig, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige (jf. 2.Kor. 8,9; Matt. 8,20).
Ordensfolkenes fattigdomsløfte sker ikke fyldest blot derved, at tingenes og værdiernes anvendelse i hvert enkelt tilfælde beror på de foresattes godkendelse, men ordenspersonerne må konkret og reelt være fattige, besidde fattigdommens ånd og have deres skatte i himmelen (Matt. 6,20).
Enhver skal på sit virkefelt vide sig bundet af den almengyldige forpligtelse til at arbejde og således fortjene det nødvendige til livets opretholdelse og til arbejdets udførelse. Al unødig bekymring skal man fralægge sig og stole på Guds omsorg (jf. Matt. 6,25).
Klosterlige kongregationer kan i deres konstitutioner tillade medlemmerne at tilbagevise arv, forhåndenværende som eventuelt senere tilflydende.
Institutionerne selv skal under hensyntagen til de stedlige forhold bestræbe sig på at afgive en kollektiv bekendelse til fattigdommen og af egne goder med glæde bidrage til afhjælpning af Kirkens behov og til understøttelse af trængende, som ordensfolk drager omsorg for i Kristi kærlighed (jf. Matt. 19,21; 25,34-46; Jak. 2,15-16; 1.Joh. 3,17). Ordensprovinser og -huse skal dele materielle goder med hinanden, således at de velstillede hjælper de nødlidende.
Selv om institutterne har ret til i overensstemmelse med regel og konstitution at besidde enhver fornødenhed til livets opretholdelse og til arbejdets udførelse, må enhver form for luksus, overdreven vinding og formueansamling undgås.
14. (Lydigheden.) Ved lydighedsløftet bringer ordensfolkene deres vilje, og hermed så at sige sig selv, som offergave til Gud, hvorved de forenes fastere og sikrere med den guddommelige frelsesvilje. Som Jesus Kristus, der kom for at gøre Faderens vilje (jf. Joh. 4,34; 5,30; Hebr. 10,7; Sl. 39,9), "antog en tjeners skikkelse" (Fil. 2,7), og lærte lydighed af det, han led, (jf. Hebr. 5,8), således skal ordensfolkene handle under Helligåndens tilskyndelse: i tillid underordne sig de foresatte, der er i Guds sted, og af dem lade sig lede til at tjene alle brødrene i Kristus, som Kristus selv, undergivet Faderens vilje, tjente brødrene og gav sit liv som løsesum for mange (jf. Matt. 20,28; Joh. 10,14-18). Derved knyttes de fastere til Kirkens tjeneste og modnes til Kristi fyldes mål (jf. Ef. 4,13).
I troens ånd og i kærlighed til Guds vilje skal ordensfolkene alt efter regel og konstitution ydmygt være til deres foresattes rådighed, med den fulde indsats af åndens og viljens, naturens og nådens gaver, både i direk tivernes fuldførelse og i udfyldelsen af de dem overdragne embeder, vel vidende, at de medvirker til Kristi Legemes vækst efter Gud plan. En sådan gudviet lydighed formindsker ikke den menneskelige persons værdighed, men fører den til modenhed, da den jo øger Guds børns frihed i overordentlig grad.
Hvad de foresatte angår, så må de drage sig selv til regnskab for de dem betroede sjæle (jf. Hebr. 13,17), i embedsudøvelsen være åbne for Guds vilje, bruge deres autoritet med tjenersind over for brødrene og således udtrykke den kærlighed, hvormed de selv er elsket af Gud. De undergivne skal de lede i bevidsthed om, at disse er Guds børn, og i respekt for den menneskelige person, så de fremmer den frivillige underordning. Især hvor det drejer sig om bodens sakramente og om åndelig vejledning, skal de overlade dem den fornødne frihed. Medlemmerne skal ledes til aktiv og ansvarsbevidst lydighed, både når det gælder embeder, der skal varetages, og når det drejer sig om at tage nødvendige initiativer. Derfor skal de foresatte gerne lytte til medlemmernes meningstilkendegivelser og anspore dem til fælles overvejelse af instituttets og Kirkens vel, hvorved dog beslutning og befaling forbliver de overordnedes sag. Kapitel og råd må stå mål med de dem overdragne funktioner i ordenens ledelse og på deres vis udtrykke alle medlemmernes del i og omsorg for det fælles vel.
15. (Fælleslivet.) Fælleslivet skal føres med urkirken som forbillede, hvor de mange troende var ét hjerte og én sjæl (jf. Ap.G. 4,32), være grundet på Evangeliets lære, den hellige liturgi, og navnlig på Eukaristien, holde fast ved bønnen og det åndelige fællesskab (jf. Ap.G. 2,42). Som Kristi lemmer skal ordensfolkene i broderlig omgang forekomme hinanden med gensidig ærbødighed (jf. Rom. 12,10) og bære hverandres byrder (jf. Gal. 6,2). Da Guds kærlighed er udgydt i hjerterne ved Helligånden (jf. Rom. 5,5), glæder fællesskabet sig, som sand familie forsamlet i Herrens navn, ved hans nærværelse (jf. Matt. 18,20). Kærligheden er jo lovens fylde (jf. Rom. 13,10) og fuldkommenhedens bånd (jf. Kol. 3,14), og vi ved, at vi ved den er overgået fra døden til livet (jf. 1.Joh. 3,14). Endog Kristi komme til verden manifesteres ved den broderlige enhed (jf. Joh. 13,35; 17,21), og den er en kilde til apostolisk kraft.
For at broderlighedens ånd kan sammenknytte alle fastere, skal de, der betegnes som lægbrødre, kooperatorer eller lignende, forbindes intimt med kommunitetets liv og arbejde. Medmindre forholdene virkelig taler for en anden løsning, skal det påses, at der i kvindeklostre kun forekommer én klasse søstre. Forskelle mellem personerne vil da kun forefindes i henhold til karakteren af de forskellige arbejder, søstrene vier sig - enten som følge af særligt kald fra Gud eller på grund af speciel egnethed i en given retning.
Mandsklostre og -institutter, som ikke er rene lægkommuniteter, kan i overensstemmelse med deres konstitutioners normer optage både klerke og lægfolk, men på lige vilkår, med lige rettigheder og forpligtelser, bortset fra dem, der er forbundet med de højere vielser.
16. (De kontemplative kvindeklostres klausur.) Den pavelige klausur for kvindelige ordenssamfund med rent kontemplativt liv skal bibeholdes, men skal dog afpasses efter tiden og de stedlige vilkår. Forældede sædvaner skal ophæves, hvorunder der dog må agtes på de pågældende klostres ønsker.
Andre kontemplative ordenssamfund, som ifølge deres statutter beskæftiger sig med ydre apostolisk virksomhed, skal af hensyn til det dem betroede arbejde fritages for den pavelige klausur. Dog skal der opretholdes klausur efter konstitutionernes retningslinier.
17. (Ordensdragten.) Ordensdragten skal som tegn på den gudviede stand være enkel og beskeden, fattig, men dog net, være i overensstemmelse med sundhedens og fornuftens krav. Ligeledes må den svare til tiden og de stedlige forhold, samt til arbejdets fordringer. Hvor dragten, såvel for mænds som for kvinders vedkommende, er i modstrid med disse normer, skal den ændres.
18. (Medlemmernes uddannelse.) Institutternes tidssvarende fornyelse er i høj grad afhængig af medlemmernes uddannelsesmæssige niveau. Derfor kan mandlige ordenspersoner, som ikke er klerke, såvel som ordenssøstre ikke engageres i apostolisk virksomhed straks efter noviciatets fuldførelse, men deres religiøse og apostoliske undervisning, teoretisk såvel som praktisk, må videreføres på dertil egnede steder og afsluttes med tilsvarende afgangsbevis.
Ordenslivets tilpasning til nutidens krav må ikke indskrænke sig til kun at omfatte de ydre forhold, og heller ikke må ordensfolk, der vier sig til apostolisk arbejde, befindes mangelfuldt udrustede til opgaven. Derfor må de enkelte alt efter intellektuelle muligheder og personlige anlæg undervises om nutidens samfundsliv, dens tænke- og vurderingsmåde. Undervisningen skal ved at fremtræde i harmonisk afstemthed mellem de enkelte dele fuldføres på en sådan måde, at den bidrager til at forme medlemmernes liv til en helhed.
Livet igennem skal ordensfolkene være betænkt på at videreføre deres uddannelse, både på det åndelige, intellektuelle og praktiske plan, og de foresatte skal efter evne give dem lejlighed, hjælpemidler og tid hertil.
Det er de foresattes pligt at sørge for omhyggelig udvælgelse og uddannelse af åndelige rådgivere og vejledere og af lærerkræfter.
19. (Grundlæggelse af nye institutter.) Før nye institutter grundlægges, skal det alvorligt overvejes, om de er påkrævede eller i det mindste af udtalt stor nytteværdi, ligeledes om de besidder vækstbetingelser, så det undgås, at der uovervejet opstår institutter, som ikke er nødvendige, eller som ikke besidder tilstrækkelig livskraft. En særlig befordring og støtte fortjener i missionsområderne de former for ordensliv, som er bestræbt på at imødekomme stedets folkelige særpræg og skikke, lokale sædvaner og livsbetingelser.
20. (Opretholdelse, tilpasning og nedlæggelse af bestemte arbejdsområder.) Institutterne skal hver især bevare det for dem særprægede virkefelt, åbne for Verdenskirkens og bispedømmets vel, så de tilpasser arbejdet efter tidens og stedets behov med indsats af velegnede, i givet tilfælde nye midler. Arbejdsområder, der i dag næppe ville svare til et givet instituts ånd og oprindelige målsætning, bør nedlægges.
Institutterne skal bevare deres missionsånd og i overensstemmelse med den tilpasse deres egenart til nutidens forhold, så Evangeliets forkyndelse overalt sker på virkningsfuld vis.
21. (Henvisnende institutter og klostre.) Institutter og klostre, som efter den stedlige biskops skøn og efter Den hellige Stols kendelse ikke giver håb om at kunne leve op igen, skal afskæres fra videre modtagelse af novicer og så vidt gørligt tilsluttes livskraftigere ordenssamfund med lignende målsætning og ånd.
22. (Sammenslutning og samarbejde.) Både institutter og selvstændige klostre skal overalt, hvor det er hensigtsmæssigt, og med Den hellige Stols godkendelse organisere sig indbyrdes. Hvor der på sæt og vis består tilhørsforhold til samme ordensfamilie, kan der oprettes en føderation, eller, hvor det drejer sig om huse, hvis konstitutioner og sædvaner er hinanden lig, og som er åndeligt beslægtede, kan der dannes en union, især hvis disse kommuniteter er meget små, eller, i tilfælde af fælles målsætning: et arbejdsfællesskab.
23. (Højere ordensforesattes rådsforsamlinger.) De af Den hellige Stols oprettede konferencer eller råd for højere ordensforesatte fortjener al støtte og opmærksomhed. De kan på fremragende vis bidrage til, at det enkelte instituts målsætning virkeliggøres i videst mulige omfang, kan fremme et effektivere samarbejde til gavn for Kirken, kan inden for et bestemt område formidle bedre fordeling af arbejdskraften i apostolatets tjeneste, kan blive et organ til varetagelse af fælles interesser i formålstjenligt organiseret samordning og samarbejde med bispekonferencerne i sager vedrørende apostolatets udøvelse.
Lignende konferencer kan oprettes for sækularinstitutterne.
24. (Tilgangen til klostrene.) Præster og kristne opdragere skal gøre sig alvorlige anstrengelser for, at tilgangen til klostrene - under passende og samvittighedsfuld udvælgelse - føres til ny opblomstring, svarende til Kirkens behov. Også den almindelige forkyndelse skal oftere beskæftige sig med de evangeliske råd og med ordensstanden.
I den kristne børneopdragelse er det forældrenes pligt at pleje og beskytte eventuelt religiøst kald hos barnet.
Institutterne har lov til at udbrede kundskab om sig selv for at øge tilgangen, hvad der dog skal ske med den fornødne klogskab og efter Den hellige Stols og den stedlige biskops retningslinier. Men ordensfolk må her lægge sig på sinde, at det egne livs eksempel altid vil være den bedste anbefaling for deres institut og mere end noget andet tale for valget af ordensstanden.
25. (Slutning.) Alle institutter, for hvis skyld disse normer for en tilpasset fornyelse er opstillet, skal beredvilligt svare til deres guddommelige kald og til deres opgave i Kirken i nutiden. Deres liv i cølibat, fattigdom og lydighed, hvis forbillede er Herren selv, værdsættes højt af koncilet, som nærer store forhåbninger til deres indsats, enten den sker tilbagetrukket eller i offentligheden. Urokkelige i troen, i kærligheden til Gud og til næsten, grundfæstede i kærlighed til korset og i forventningen om den tilkommende herlighed vil de kunne udbrede Kristi glade budskab i hele verden, så deres vidnesbyrd må blive kendt af alle og Faderen i himmelen herliggjort (jf. Matt. 5,16). Ved den kærlige Guds Moder, Jomfru Marias forbøn, hun, "hvis liv skal være rettesnor for alle" (Den hellige Ambrosius: De Virginitate, bog II, kap. II, nr. 15), vil de vokse dag for dag og således vil de bære stadig rigere frugt.
Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.
Rom, ved Skt. Peter, den 28.oktober 1965
Paul, den katolske kirkes biskop,
med koncilsfædrenes underskrifter.