Menneskesyn

Hvad er mennesket? Bibelen understreger, at ethvert menneske har en unik værdighed. Det udtrykkes ved at sige, at mennesket er skabt til lighed med Gud: "Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" (1 Mos 1,27).

Mennesket er "skabt" og kan altså alene takke Gud for sin eksistens. Det er ikke kun et tilfældigt produkt af udviklingen, idet hvert menneske er villet af Gud. Og det er til forskel fra dyrene skabt "i Guds billede", d.v.s. som person: det er ikke bare noget, men nogen. Mennesket er mere end natur, også mere end sin egen natur. Til forskel fra dyrene er mennesket et moralsk væsen, udstyret med fornuft, vilje og frihed. Det er i stand til at kende sig selv, tage ansvar for sig selv, hengive sig og indgå fællesskab med andre. Menneskets bestemmelse er først og fremmest at leve i fællesskab med Gud, til at svare ham i tro og kærlighed.

Det bibelske og kristne menneskesyn ser på mennesket som en helhed og en enhed af krop, sjæl og ånd. Kroppen eller legemet er ikke noget mindreværdigt eller syndigt, men bestemt til at være bolig for Guds ånd. Sjælen er kroppens liv og omfatter det, som vi opfatter som psyken og som jeg'et eller selvet. Det er Gud vilje, at sjælen bliver fyldt af guddommeligt liv. Menneskeånden er den bevidste del af sjælen, d.v.s. menneskets bevidsthed: dets fornuft, vilje, følelser og moralske karakter. Det er gennem sin ånd eller bevidsthed, at et menneske længes efter Gud, og hvorved det også åbner sig for hans ånd.

Hele menneskelivet er således rettet henimod Gud. Augustin siger det således: "Du har skabt os til dig, Herre, og vort hjerte er uroligt til det finder hvile i dig." Mennesket har også en medfødt længsel efter at være fuldkommen, idet det søger det sande og gode.

Mennesket brød det oprindelige nære fællesskab med Gud, som syndefaldshistorien viser (1 Mos 3). Mennesket ville realisere sin lykke uden Gud, ja ville i grunden gøre sig selv til herre over, hvad der er rigtigt og forkert. Mennesket lod sig forføre af den onde og misbrugte sin frihed. Det begik synd, d.v.s. ulydighed mod Guds og kærlighedens lov. Mennesket har bevaret længslen efter det gode, men dets natur bærer sårmærket efter den oprindelige ursynd. Det har tilbøjelighed til at synde og fejle.

Men Gud sendte sin søn Jesus Kristus til verden, på én gang sand Gud og sandt menneske. Han er "den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen" (Kol 1,15). Jesus Kristus er det nye menneske. At mennesket er skabt i Guds billede vil altså sige, at det er skabt i Kristus, skabt til at ligne ham.

Den som tror på Jesus Kristus og bliver døbt, får herved del i guddommelig natur og bliver Guds adopterede søn eller datter. Det nye barneforhold omformer og nyskaber den troende ved at give ham eller hende mulighed for at leve efter Kristi eksempel. Ved at være forenet med sin frelser når disciplen den fuldkomne kærlighed, som er hellighed. D.v.s. det moralske liv, som vokser og modnes i Guds nærver, skal fuldendes i himlens herlighed, som er den fulde deltagelse i Guds liv.

Ved sit menneskevordelse har Guds Søn på en vis måde forenet sig med ethvert menneske. Og eftersom Gud i ham påtog sig den menneskelige natur fuldt ud, er vor menneskenatur også ophøjet til den højeste værdighed.