Læsninger: Es 52,7-10 1 Kor 1,18-25 Mk 1,14-20
Det liturgiske år rummer mange særlige temadage, og i løbet af de sidste år er der kommet flere til. Vi har således særlige søndage, hvor vi beder for verdensmissionen, for de fattige, for de forfulgte kristne, for kald til præstedømmet og det gudviede liv. I forvejen lægger liturgien op til, at vi har særlige dage, ikke mindst de store højtider, hvor vi fordyber os i bestemte trossandheder og aspekter af det kristne trosunivers: Vi har en Barmhjertighedens søndag, vi fejrer Kristi Legems og Blods fest, en dag for skabelsen, vi mindes Alle Helgen og beder for de afdøde.
Selv om vi således har søndage og andre dage med særligt fokus, så skal de anliggender, vi på disse dage beskæftiger os med altid være en del af den kristne hverdag. Det gælder også fremover med udgangspunkt i den nye søndag med særligt indhold – Guds Ords søndag, som efter pave Frans’ ønske fejres første gang i dag.
Som Kirke samles vi hver søndag for at fejre Kristi opstandelse, den levende Kristi tilstedeværelse iblandt os. Hermed har vi gjort påskens begivenheder til centrum i hver eneste messe, vi fejrer, ikke mindst søndagens. Troen på Kristi opstandelse er overleveret til os af mennesker, som var førstehåndsvidner ved møder med den opstandne Herre. Hvad der i den gamle pagt var blevet forudsagt om Kristi rolle, gik i opfyldelse med hans komme og frelsergerning. Disciplenes vidnesbyrd gjorde indtryk på nye mennesker, som siden da har båret budskabet om Kristus videre gennem tiderne.
Hurtigt blev forkyndernes budskab ikke blot bragt videre gennem deres personlige erfaring. Udover, at der blev øst af det, vi kristne nu kalder det gamle testamente, blev vidnernes oplevelser med Kristus også skrevet ned som evangelierne og senere suppleret med erfaringer, refleksioner og vejledning over troen, der senere kom til at udgøre resten af Det nye Testamente.
Vor fejring af Eukaristien består som bekendt af to vigtige dele: Ordets gudstjeneste og selve Eukaristien. Hver søndag er således en Kristi Legems og blods fest og samtidig også en Guds Ords søndag. Så vi kan jo spørge, hvad vi egentlig skal med endnu en særlig søndag, når Guds Ord i forvejen er en så væsentlig del af liturgien? Takket være liturgireformens ændring af messens læseordning kommer vi i en treårig søndagscyklus og en toårig hverdagscyklus gennem store dele af Den hellige Skrift. Beder man tidebøn, får man endnu mere serveret.
Selv om man således ved et rimeligt aktivt katolsk kristenliv får præsenteret store dele af Bibelen, giver det god mening at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at give Guds Ord en væsentlig plads i ens liv. Ud over det, man tager til sig i liturgien, må også privat læsning i Bibelen gerne blive en del af katolsk praksis. Det vigtige ved en praksis er dog, at den ikke kun bliver rutine og en ureflekteret tradition. Ligesom enhver fejring af Eukaristien skal fylde os med den samme personlige andagt og ærefrygt, som markerer Kristi Legems og Blods fest, så skal også Guds Ord komme til at fremstå for os som noget virkeligt særligt, ikke kun som historisk beretning og ikke blot som en præsentation af basale kristne trossandheder, men som en virkelig kraftkilde og autoritet.
Mange passager i Bibelen er vi yderst fortrolige med, kan dem udenad og ser også bibelord optræde i almindelig sprogbrug som mundheld og ordsprog, her uden at de fleste kender deres oprindelse. Alligevel er ikke alle dele af Bibelen lige forståelige. Noget kan virke modsætningsfyldt, andet uacceptabelt for vor tids mennesker. Begge disse oplevelser af Bibelen kan få folk til at ignorere den og nedgøre dens autoritet. Så meget desto vigtigere er det, at vi bliver fortrolige med den og bliver klar over dens rolle, ikke kun som en opbyggelig bog, men som et vigtig rettesnor, ikke blot for vort private liv, men for hele Kirkens tro. Vi understreger i katolsk sammenhæng, at Det nye Testamente er vokset frem i Kirken og dermed, at Kirken var der før et nedskrevent Nyt Testamente; dette ikke for at svække Bibelens autoritet, men for at sige, at vor bevidsthed som kristne ikke kun grunder i en bog, men i en levende tradition. Det er Helligånden, som sørger for, at traditionen bliver ægte, ligesom han i endnu højere grad er den, der ved sin inspiration af de enkelte hellige skrifters forfattere legitimerer deres værker som noget mere end menneskeord.
Pave Frans’ skrivelse til indførelsen af Guds Ords søndag hedder efter de første ord i den latinske tekst ”Aperuit illis” (AI), et citat fra beretningen om Jesu møde med sine disciple efter sin vandring med de to på vej til Emmaus. Her åbnede, ”aperuit,” han deres sind, så de kunne forstå skrifterne (jf. Luk 24,45). Forud for dette møde var som sagt gået hændelsen med de to på vej til Emmaus. Pave Frans taler om, at han åbenbarede påskemysteriet for skrækslagne og skuffede disciple. Der kan være årsager nok til, at også vi kan være skrækslagne og skuffede. Meget kan bekymre, ja skræmme os, både i Kirken og i verden, og meget kan skuffe os, fordi vore forventninger ikke indfries, vore spørgsmål ikke besvares og vor iver ikke belønnes med synlige resultater. Det sidste var i øvrigt også, hvad der overgik den hellige Ansgar uden dog, at hans tro og iver svækkedes.
Selv om Jesus tilsyneladende bebrejdede de to emmausdisciple deres tungnemhed og manglende tro på forudsigelserne om sig, så har han nok også vist forståelse for og antydet, at skrifterne har brug for udlægning, hvorfor også pave Frans omtaler Jesus som den første ekseget (jf. AI nr. 6). Han er den, der kan få os til at se den rette sammenhæng, ikke kun ved, at vi lytter til ham, når han selv udlægger skriften, men ved at betragte ham som én, der ikke blot har det evige livs ord, men selv er det (jf Joh 6,68b). Vor tro består jo først og fremmest i at have fællesskab med Kristus, det menneskevordne Guds Ord. Den hellige Skrift skal hjælpe os med at finde ham, og han vil derefter hjælpe os med at se sammenhængen mellem sig og alt det, som er forudsagt og skrevet om ham, netop i Bibelen. Igen er det Helligånden, som gør, at vi kan sige, at Kristus er Herre (jf 1 Kor 12,3b). Denne erkendelse skal så i os vække en længsel både efter at vide mere om Kristus og om, hvad han ønsker af os. Derfor kan Den hellige Hieronimus nærmest så skråsikkert sige, at ”Uvidenhed om Skriften er uvidenhed om Kristus.”
Traditionen med en Guds Ords søndag er først lige begyndt, og vi skal for fremtiden se, hvordan vi bedst markerer den for at få mest muligt ud af den og dermed tage pave Frans’ anliggende til os. Som allerede nævnt er Den hellige Skrift en del af vort liv, men et øget selvstudium af Bibelen med den rette vejledning kan gøre os endnu mere fortrolige med Guds Ord. Men ligesom vor fejring af Kristi Legems og Blods fest skal lære os dybere andagt til den Eukaristi, vi fejrer så ofte og selvfølgeligt, så skal Guds Ord også blive mere end noget, vi bare lytter til og bliver bekendt med, men noget, som udfordrer os i vor livsførelse og vore valg og skaber en større sammenhæng mellem det, vi gør som kristne, og Kristus selv.
Den hellige Ansgar var et vidne om Kristus, en forkynder, en organisator, egenskaber, som alle kan sammenfattes i, at han bragte vore forfædre Guds ord, ikke kun ved, at han citerede fra Skriften, hvad han sikkert har gjort, med ved, at han bragte menneskene den levende Kristus, bekendtskabet med Guds Søn, som både selv er Guds Ord fra evighed af og den, der fortolker det, både ved sin egen udlægning og opfyldelse af det og ved sin Kirkes forkyndelse. Som sagt kan det være svært umiddelbart at blive konkrete i virkeliggørelsen af Guds Ords søndag, men lad dagen og dens anliggende i første omgang blot vise, at pave Frans har givet os noget at tænke på og så derved lære fordybelse i det, vi allerede tror på og gerne vil leve i.
Amen.