Læsninger: ApG 8,5-8.14-17; 1 Pet 3,15-18; Joh 14,15-21
Der er endnu et lille stykke tid til pinse, til fejringen af Helligåndens komme over Kirken; men læsningerne i dag lægger tydeligt op til denne begivenhed. I evangeliet hører vi Jesus love en anden talsmand, sandhedens Ånd, som altid skal være hos os. I første læsning hører vi om én af de første formidlinger af Helligånden gennem disciplene, om at de døbte i Samaria fik suppleret deres dåb med Helligåndens gaver.
De tre læsninger giver hver sit aspekt af Helligåndens virkning i os. Beretningen om de kristne i Samaria fortæller os om sammenhængen mellem dåb og firmelse, idet firmelsen jo er nutidens opfyldelse af det, der skete for samaritanerne: At de barnekår, det særlige gudsforhold, som etableres i dåben, bliver styrket og suppleret med Helligåndens gaver.
Det, Jesus siger i evangeliet, er stadig en del af hans afskedstale, trøst til disciplene om ikke at fortvivle, når de voldsomme begivenheder i forbindelse med hans lidelse begynder at indtræffe, og ikke mindst, når han ikke længere fysisk skal være iblandt dem efter himmelfarten.
Jesus kalder Helligånden ”en anden talsmand,” hvilket siger, at der allerede er én, nemlig Jesus selv, som er vor talsmand hos Faderen. Han er den, der på grund af sin menneskevordelse, sin færden iblandt os og sin kærlighed til os og mest af alt på grund af sit tætte forhold til sin Fader, kan tale vor sag, kan udvirke barmhjertighed og fællesskab (jf 1 Joh 2,1). Jesu rolle svækkes ikke med hans himmelfart. Den styrkes tværtimod, fordi han nu er i guddommens hjerte, også selv om nærhed aldrig har været et problem for Jesus, hverken i forhold til sin far eller til os. Derudover er han fortsat meget nærværende i sin Kirke, i sit ord, i sakramenterne, ikke mindst i Eukaristien.
Jesu fortsatte nærvær iblandt os gør på ingen måde Helligåndens virke overflødigt. Hans, Helligåndens, rolle som talsmand er ubestridelig. Lige som Jesus vil også Helligånden tale vor sag hos Faderen. Vi kan dog sige, at hans hjælp og formidling foregår på en anden måde. Helligånden hjælper os med at forstå, erkende og turde, lader det gå op for os, hvad Gud har gjort for os og giver os del i. Paulus går endda så vidt som til at sige, at ingen kan sige, at Jesus er Herre, undtagen ved Helligånden (jf 1 Kor 12,3). Jesus kalder også i dagens evangelium Helligånden for ”sandhedens ånd,” sandhedens, fordi Han er en del af Guddommen, men også fordi, han hjælper os med at forstå og efterleve sandheden, den sandhed, der er Jesus selv, som han sagde om sig selv i sidste søndags evangelium.
Ved hjælp af Helligånden får vi sat de ting på plads, vi kan have svært ved at forstå, og som er udfordrende at efterleve, efterleve både ved at overvinde vor træghed og vor frygt for, hvad der kan ske os som kristne. I dagens evangelium fokuserer Jesus især på det sidste, på at vi ikke skal være bange. Lige forinden taler Jesus om, at vi skal elske ham og vise det ved at holde hans befalinger. Her er vi måske ved kernen i vort forhold til Gud, især når det drejer sig om at elske ham. Så meget vi end ved, hvad kærlighed betyder, så meget desto sværere kan det være for os at bruge dette begreb om Gud. Er han ikke snarere en autoritet, der skal accepteres, som ganske vist vil os det gode, men også stiller sine krav? Denne opfattelse af Gud er rigtig; men det er ikke hele sandheden om ham, ikke nok til at give os det rette forhold til ham, som er at vise ham kærlighed for den kærlighed, han viser os.
I forhold til mennesker forstår vi, at vi må vise kærlighed for, at en relation kan lykkes. Nogle gange må vi anstrenge os for, at en sådan kærlighed kan lykkes, også selv om vi ved, at kærlighed ikke kan kommanderes og fremtvinges. Vi motiveres dog til at anstrenge os, fordi relationen er nær eller konkret. Gud forekommer os nogle gange fjern og abstrakt, selv om vi anerkender hans eksistens og er parate til at underkaste os ham.
Der skal også vilje til at elske Gud, men mere end i forholdet til mennesker er vi afhængige af, at han tager initiativet og holder os i gang. Således skriver evangelisten Johannes også, at ”Gud elskede os først” (jf 1 Joh 4,19). Gud skal altså både tænde gnisten og hjælpe os med at bevare den og få den til at blusse op. Her er det så, at Helligånden, personificeringen af Guds kærlighed, skal hjælpe os, få det til at ske, som vi med egne kræfter ikke kan klare, enten fordi vi ikke forstår det helt, eller er bange.
Der er en underlig dobbelthed i, hvordan kærligheden virker, både den til Gud og den til mennesker. På den ene side kan vi godt indse, at hvis kærligheden virkelig er der, så kan vi også klare alt. Så er vi parate til at gøre hvad som helst, for den vi elsker, og frygter heller ikke noget for at vise det. På den anden side ved vi også, at selv den mest oprigtige kærlighed kan vakle eller bringes i fare af frygt. Derfor har vi netop brug for hjælp udefra til at få styrket vor kærlighed, hvad enten den er rettet mod Gud eller mennesker. Heri viser det sig, at kærlighed altid drejer sig om henvendelse og respons og skal næres gennem denne vekselvirkning. Hele vort gudsforhold bygger på denne vekselvirkning, hvor Gud tager initiativet, forventer et svar og styrker dette svar, netop ved Helligånden. En anden oversættelse af ordet ”paracletus,” det, som i dagens evangelium er gengivet ved ”talsmand,” er ”trøster,” dog én, der trøster mere end i blot en situation, hvor vi er kede af det, men derimod lader trøsten blive en stærk afsikring af vor situation, så vi hele tiden kan føle os trygge.
I læsningen fra første Peters brev hører vi om, hvad der kan blive frugten af kærlighed til Gud, ja af kærlighed i det hele taget. Stikordet i denne læsning er ganske vist håbet, det håb, vi skal kunne gøre rede for. Her er vi så at sige ved anden etape af det, kærligheden skal hjælpe os med. Den første drejer sig om at lære den elskede at kende, i dette tilfælde Gud, den næste om, at kunne gøre rede for og videregive, hvad vi tror på. Normalt virker det fremmed for os at skulle stå til regnskab for noget så ædelt som håb og kærlighed. Er vi overbeviste om ægtheden af begge dele, behøver vi ikke at skulle forklare eller forsvare os.
Når Peter alligevel skriver, at vi skal være rede til at forsvare os og stå til regnskab for noget så abstrakt som håb, så er det netop fordi, vi er forpligtede til at give noget videre, som vi har modtaget, og også til at forsvare det. Peter antyder her, at når vi bekender os selv som kristne, så vil nogen spørge os af interesse, eventuelt gøre opmærksom på, hvis vor levevis ikke svarer til det, vi står for; andre vil ignorere, latterliggøre, chikanere eller direkte forfølge os. I alle disse situationer skal vi kunne svare for os og stå fast. Peter taler om, at vi skal vise denne holdning i sagtmodighed og gudsfrygt og med god samvittighed. Det vil sige, at vi ikke skal være militante, intolerante eller arrogante, men leve vor tro med overbevisning, dog samtidig også i bevidsthed om vore svagheder. Når gudsfrygten nævnes, er det for at fortælle, at alt, hvad vi foretager os, skal have sit udgangspunkt i Gud og måles på det, han forventer. Hvis det er tilfældet, så vil vi også have den gode samvittighed, som fortæller os, at vi har valgt rigtigt, når vi har valgt at tro på Gud, og at vi efter bedste evne har forsøgt at leve, sådan som han gerne vil have det. Det kan så have den virkning på vore modstandere, at de indser, at deres kritik og behandling af os er urimelig, og at vi lider for en god sag, hvis det skulle komme så vidt.
Selv om Peters bemærkninger først og fremmest er en opmuntring til kristne i en trængt tid, så siges der dermed også, at vor kristne tro er noget, vi skal kunne stå på mål for, at den er noget, som skal gives videre, at den ikke kun er noget til privat brug. For det første ligger det i sagens natur, når Gud henvender sig til os med troens gave, fordi han gennem den vil samle alle mennesker, hvilket jo kun kan lykkes, hvis de ved, at de tror på det samme. For det andet er det den måde, troen er blevet givet videre på, - at vi kun er troende, fordi nogen har delt den, altså troen, forsvaret den og måske sat deres liv til for den.
I denne tid skulle masser af unge mennesker have været firmet, netop for at blive styrket i deres forhold til Gud og Kirken, for at forstå og kunne gøre rede for deres tro. Denne styrkelse er dog en stadig proces, som også gælder os, der længe har været firmet. Ethvert menneske, enhver generation har brug for Peters ord om at skulle gøre rede for håbet, både for at bevare det hos os selv og give andre del i det.
Amen.