Den katolske Kirke er en verdenskirke. Det gælder både som teologisk princip og som konkret organisation, to ting der efter katolsk opfattelse ikke er identiske, men heller ikke kan skilles ad. Kristendommen er jo troen på den ene, treenige Gud for alle mennesker, og derfor har enhed i troen spillet en vigtig rolle lige siden oldkirkens dage. Denne enhed i troen kommer imidlertid til udtryk i en mangfoldighed af former og traditioner. Allerede i urkirken var der jødekristne og hedningekristne med forskellig livsstil, og det var en væsentlig opgave for den unge kirke at sikre, at forskelligheden ikke førte til splittelse og fjendskab. I takt med kristendommens udbredelse og den historiske udvikling er mangfoldigheden kun blevet større.

Efter katolsk opfattelse må enheden i mangfoldigheden imidlertid bevares, og denne opgave tilfalder i særlig grad apostlenes efterfølgere, biskopperne. I de enkelte bispedømmer er det biskoppens opgave at samle de troende og gennem belæring, gudstjeneste og forvaltning at give plads for den legitime mangfoldighed uden at prisgive den nødvendige enhed. Denne biskoppelige tjeneste må ikke misforstås som et instrument til ensretning. Faktisk er det omvendt. Netop fordi den katolske Kirke i bispeembedet besidder et synligt og effektivt tegn på enheden i troen, kan den tillade sig at give rum til endog meget forskellige udtryksformer, uden at enheden bliver en tom skal.

Hvad der gælder på bispedømmets niveau gælder også på regionalt, nationalt og internationalt niveau. Derfor mødes de enkelte regioners eller nationers biskopper jævnligt i såkaldte bispekonferencer for at styrke enheden, samarbejde og tage stilling til tidens udfordringer. En helt særlig rolle tilfalder på verdensplan biskoppen af Rom, i daglig tale kaldet paven. Som Sankt Peters efterfølger er han det synlige tegn på, at Kirken ikke kun er én, fordi den bekender én Gud, men også fordi alle de troende udgør ét, universelt fælleskab.

Efter katolsk opfattelse er dette fællesskab ikke kun en luftig følelse eller en abstrakt ide, men en konkret virkelighed. Denne virkelighed bindes sammen af troen, liturgien og den kirkelige enhed mellem alle retmæssigt viede biskopper og biskoppen af Rom, paven. (Se også afsnittet "Pave og kurien") Derfor tager alle verdens katolske biskopper jævnligt på såkaldte ad limina besøg til Rom, hvor de fortæller om deres lokale situation og modtager råd, opmuntring og givet fald også tilrettevisninger fra paven og hans rådgivere. Med jævne mellemrum mødes også repræsentanter for alle verdens biskopper med paven til bispesynoder, og ved ekstraordinære lejligheder indkaldes der til almene kirkemøder (økumeniske konciler), når spørgsmål af særlig vigtighed og universel relevans skal afgøres.

At være en verdenskirke er imidlertid ikke kun noget, der har med biskopperne og paven i Rom at gøre. Det er også en måde at tænke og at leve på. Det kommer f.eks. til udtryk ved, at der i hver eneste messe ikke kun bliver bedt for de tilstedeværende og den lokale biskop, men også for paven og for hele verden. Det betyder, at man som en selvfølge deltager i messen i katolske kirker over alt på jorden og kan føle sig hjemme og velkommen. Det betyder også international solidaritet: Bispedømmer, ordener og foreninger skænker år for år store summer til trosfæller i fattigere bispedømmer eller lande. Men det er ikke kun materielle resurser, der deles. Mange katolske præster og ordensfolk arbejder fjernt fra de egne, de kommer fra. I Danmark lever f.eks. en del tyske og polske præster, fordi katolikkerne i Danmark bor så spredt, at der ikke er danske katolske præster nok til de relativt mange sogne. Men også i den enkelte menighed er verdenskirken ofte til stede på en meget håndgribelig måde i de mange nationaliteter, der udgør en typisk "dansk" katolsk menighed i begyndelsen af det 21. århundrede. Mange katolikker er "fremmede" i det danske samfund i betydningen: første- eller andengenerationsindvandrere, men i den katolske kirke i Danmark er de ikke fremmede. De er bare katolikker.